10 hurtige: Bjarke Ahlstrand

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f0/9e/23/16195361-10154069930422102-7622381908883805350-n-31-1509445324.jpg
30. Oktober 2017    

Kært barn har mange navne – eller stillingsbetegnelser. Bjarke Ahlstrand står bag både en fotobutik, en bar, DR2 julekalenderen 'Yallahrup Færgeby' og ikke mindst Mighty Music, som han startede sammen med Michael H. Andersen for 20 år siden.

Distributør
Fotograf
Natalie Iwanycki Ahlstrand
Forfatter

Hvad er dit første minde med heavy metal?

Min fætter, der er 6 år ældre end mig, gav mig et kassettebånd, han selv havde blandet. Efter et par numre fra AC/DCs “Dirty Deeds” begyndte introen til “The Oath” med Mercyful Fate, og da King Diamond begyndte at synge, var jeg solgt. Mercyful Fate (og Satan) nuppede en luns af min sjæl, da jeg var 11-12 år gammel, og jeg har ingen planer om at bede om at få den tilbage.

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?

Nemt. Mercyful Fate.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?

King Diamond. Vi kan også drikke vin, hvis han hellere vil det.

Hvad er dine fem yndlingsplader?

1. Mercyful Fate: 'Don’t Break the Oath'
2. Darkthrone: 'Soulside Journey'
3. Morbid Angel: 'Altars of Madness'
4. Death: 'Human'
5. Ghost: 'Infestissumam'

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?

Selv om jeg synes, Sunn O))) er pænt kedeligt på plade, så glemmer jeg aldrig den crazy koncert, de gav i Danmark den 24. januar 2010. Attila fra Tormentor (og Mayhem) skreg, mens hans laser-pegefingre torturerede mørket sammen med min gamle penneven Stephen O'Malleys drone-bombardement. Det var skidegodt.

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?

Jeg er jo et gammelt røvhul, så jeg læser stadig fysiske blade. Både dem, min makker Michael (Andersen, Mighty Music/Target) donerer, og dem, jeg selv køber i lufthavne og på rejser osv. Lige nu læser jeg mest Decibel, Metal Hammer og den gamle svenske klassiker Close-Up. Og når jeg er på toilettet læser jeg Devilution og et par andre af de digtale.

Hvilket band er din guilty pleasure?

Sabaton. Hvorfor i alverden kan jeg lide det lort?

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?

Nok mest den sædvanlige med Satan, den bliver aldrig for gammel.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?

Min ældste ven mødte jeg til Napalm Death/Dismember-koncert i KB Hallen, og nu har vores pladeselskab 20-årsjubilæum, det synes jeg er en super oplevelse. Og da jeg derudover har lavet fanzine siden 1992 og havde et par år, hvor jeg var studievært for et metalprogram på P3 (GO!), har jeg mødt utrolig mange dejlige mennesker; fra norske kirkebrændere til nørder med kæmpe pornosamlinger, og da jeg var 19 år (før internettet) turede jeg USA tyndt og boede kun hos undergrundspennevenner (Enemy Soil, GG Allin, Anal Cunt, Internal Bleeding, Relapse Records osv.) — det var en oplevelse, jeg aldrig glemmer.

Hvorfor er du heavyfan?

Det må primært være King Diamonds skyld. Han er jo fra Hvidovre og jeg er fra Rødovre, så ...

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her