10 hurtige: Dea Lillelund

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/4b/8a/06/Dea-Lillelund-NY-24-1525028984.jpg
29. April 2018    

Særligt i Aarhus er Dea Lillelund et kendt ansigt i metalmiljøet, som hun har været en del af både på og bag scenen, hvor hun blandt andet har været med i Metal Royale, arrangeret Royal Metal Fest og været musiker i Panzerchrist og Fairytale Abuse.

Titel
Wacken Metal Battle 2018
Forfatter

Og for første gang er hun i år en del af juryen på Wacken Metal Battle Danmark, hvor hun skal være med til at vejlede de deltagende bands med sine efterhånden mere end 20 års erfaring i musikmiljøet.

1. Hvad er dit første minde med heavy metal?
Mit første rigtige minde har været Guns N’ Roses og Metallica og foregik mest på bånd og via MTV, dengang kanalen faktisk spillede musik.

2. Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Den er svær. Jeg oplever at vokse og forandre smag over tid, fordi jeg hele tiden opsøger og udsættes for ny musik og nye genrer. Men skal jeg vælge et favoritband, som jeg aldrig bliver sådan helt træt af, må det være Death.

3. Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Intet navn popper op. Musikere er også bare mennesker, og jeg foretrækker at drikke min øl med et venligt og rart menneske, der har masser af liv og nysgerrighed og en åben hjerne. Hvis det er en musiker, er det jo bare et plus.

4. Hvad er dine fem yndlingsplader?
AV! Det bliver svært. Plader, jeg aldrig bliver træt af, tæller blandt andet:

1. Death – 'Individual Thought Patterns'
2. Bolt Thrower – 'The IXth Crusade'
3. Burzum – 'Filosofem'
4. Suffocation – 'Pierced from Within'
5. Morbid Angel – 'Domination'.

Men jeg begejstres ofte af nye bands, så ovenstående ryger ikke på hver uge.

5. Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Det kan jeg simpelthen ikke svare på. Men generelt er mine bedste oplevelser altid sket på små steder. De store koncerter bliver ofte for ”langt væk” i forhold til det, jeg leder efter i en liveoplevelse.

6. Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Jeg får enormt mange input af gode venner, og jeg har simpelthen lavet en playliste, der hedder ”Ny og spændende musik”, hvor alle forslag bliver sat i kø. Festivaler og opvarmning til koncerter er en anden kilde – og man opdager nu engang bedst musik live.

7. Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg har en stor kærlighed til både David Bowie og Miles Davis. Om det er ”guilty”, må være op til andre at vurdere.

8. Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Overraskende få. Folk bliver lidt overraskede over min smag, men accepterer den i det store hele. De, der mente, det var en grille for 20 år siden, har jo givet op for længe siden og tager det med. Jeg er nok blevet ”excentrikeren” i visse dele af familien, tror jeg.

9. Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Jeg har haft rigtig mange gode oplevelser. De bedste oplevelser er nok dem, hvor vi på tværs af genrer, alligevel bare er en stor familie, der passer på hinanden. Det synes jeg, vi er sindssygt gode til. Men for mig er det hele bare kærlighed.

10. Hvorfor er du heavyfan?
Musikken sparkede til noget helt nyt i mig, da jeg første gang hoppede om bord i metal – først i den blødere hard rock-ende og dernæst i ekstremmetal, der fik grundigt fat i mit hjerte. Jeg er vild med musikkens uendelige udvikling og rækken ud til nye genrer, nye lyde og nye udtryk – det er noget, man ikke finder andre steder. Og så får jeg sgu bare lyst til at kramme hele verden, når jeg hører et godt riff!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her