10 hurtige: Jakob Mølbjerg

Udover at have den fornemme ære af at være juryveteran for det danske Wacken Metal Battle har Jakob Mølbjerg også haft fornøjelsen af at spille med legenderne i Mercenary siden 1995.

... et band, han i øvrigt insisterer på, trods tegn på det stik modsatte, stadig er et band, og at der vil komme nyt materiale inden for et år(ti) eller to.

Foruden sin endeløse optimisme er Jakob Mølbjerg desuden en af de få Metal Battle-dommere, som kan kalde sig for uddannet smagsdommer; han har nemlig en magistergrad i filosofi og et dertilhørende konferensspeciale, der blandt andet redegjorde for etiske og æstetiske værdidommes objektive aspekter.

1. Hvad er dit første minde med heavy metal?
At vi tapetradede i syvende klasse. Nogle af de rå drenge med langt nakkehår og lædervest begyndte at medbringe kassettebånd (evt. yngre læsere må selv google fænomenet) med bands som W.A.S.P., Helloween og King Diamond i deres walkmen, og mit første køb blev Iron Maidens 'Seventh Son of a Seventh Son' på kassette, som jeg i øvrigt slet ikke kunne lide i starten, men blev ved med at lytte til, inden musikkens kvaliteter åbenbarede sig for mig. Snart gik der naturligvis sport i at finde noget, der var vildere og hårdere, og inden længe fandt vi frem til musik med Slayer, Obituary og Death og dertilhørende skulder- og rygmærker, som vores mødre pligtskyldigt syede på vores termojakker og cowboyveste. Det handlede vist i første omgang mindst lige så meget om at forsøge at chokere og provokere de stakkels lærere og forældre ved at købe Obituary-lp’er på blå mandag og om at skille sig ud, som det handlede om selve musikken. Men så blev man jo bidt af det der satanmetal.

2. Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
I de tidlige 90’ere ville jeg have svaret Iron Maiden, sen-90’erne Megadeth, i nullerne Opeth eller Katatonia, og jeg har da også engang svaret Radiohead på selvsamme spørgsmål i en metaltræt periode. Men lad os bare sige Death, fordi de nok betød mere end ethvert andet band i de unge år, specielt med pladerne 'Individual Thought Patterns' og 'Symbolic'.

3. Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Der er jo flere aspekter, for tit kan det være svært at få en naturlig samtale i gang, hvis man kommer til at fancrushe lidt for hårdt. Mange musikere begynder jo at lyde, som om de besvarer det samme, gamle, fortærskede interview, hvis man spørger til deres musik, hvilket i og for sig er fair nok, hvis man nu ikke har noget pisseunikt at spørge om. Men Nergal fra Behemoth tænker jeg, at man godt kunne få nogle interessante samtaler med. Eller Bruce Dickinson. Begge er på hver deres måde ret dannede og reflekterede personer, som fremstår ret jordnære, deres stjernestatus til trods. Og Kanye West. Dét ville være interessant.

4. Hvad er dine fem yndlingsplader?
Ligesom ens favoritband må det være en dynamisk størrelse, når man jo som undertegnede er gammel nok til at have lagt adskillige livsfaser bag sig allerede. Engang ville klassikere som 'Seventh Son', 'Heartwork', 'Symbolic', 'Rust in Peace', 'South of Heaven', 'Slaughter of the Soul' eller 'Dead Heart in a Dead World' også have været på listen, men det er efterhånden sjældent, at de ryger på. Så målt ud fra plader, der stadig ryger på ganske ofte, vil følgende være et godt bud på udødelige klassikere på hjemmematriklen:

1. Morbid Angel – 'Domination'
2. Gojira – 'From Mars to Sirius'
3. Nine Inch Nails – 'The Fragile'
4. Radiohead – 'OK Computer'
5. Massive Attack – 'Mezzanine'.

5. Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Gojira på Voxhall på 'The Way of All Flesh'-turnéen. Det var overlegent og nærmest mere velspillet end på plade.

6. Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Spotify. Venners anbefalinger. Til tider anmeldelser på underlødige danske metalsider.

7. Hvilket band er din guilty pleasure?
Goth metal-light-grupper som Tiamat og Marilyn Manson kandiderer vist til titlen side om side med en teenage-kærlighed til Overkill (sidstnævnte var anledning til, at jeg mistede en hel del anseelse ved min kæreste, da jeg forsøgte at overbevise hende om deres genialitet under deres koncert på Wacken engang i tidernes morgen).

8. Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
At musikken er umelodisk og uintelligent (hvilket jo er sandt og netop charmen for en stor del af metallens vedkommende), samt at scenen er lille og irrelevant. Men det var mest i 90’erne og 00’erne. Jeg tror, at de sidste ti år med fænomener som Copenhell og Volbeat har været med til at gøre den typiske dansker en anelse mindre forudindtaget over for metal – det er i hvert fald længe siden, jeg har hørt nogen lufte deres fordomme om genren.

9. Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Jamen, når metal er bedst og fremført tilpas tungt og velspillet, findes der jo ikke noget mere gribende og sublimt.

10. Hvorfor er du heavyfan?
Fordi metal er katartisk, opløftende og eksistentielt relevant. Og har flere flammer end nogen anden genre.