Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10 hurtige: Rasmus Nielsen

Populær
Updated
10 hurtige: Rasmus Nielsen

Han har en forkærlighed for 90'er-metal, og er for anden gang som jurymedlem for Wacken Metal Battle. Sæt musiksmag på Rasmus Nielsen, der i sin hverdag er medstifter og formand for Aalborg Rock & Metal samt bestyrelsesmedlem og booker på Skråen.

Titel
Wacken Metal Battle 2018
Forfatter

1. Hvad er dit første minde med heavy metal?
Det har været i start 90'erne, hvor jeg sad bag i bilen med min walkman og hørte Iron Maiden, mens vi drønede af sted på den tyske Autobahn. Skæbnen ville det, at der da gik båndsalat i mit yndlingskassettebånd, og så var feriefreden forbi.

2. Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Kim Larsen, for han er en levende legende, gadedreng og nationalskjald. Musik handler om følelser og hver gang, jeg sætter en plade på med ham, så kommer hele mit følelsesregister i gang.

3. Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Det skulle nok være Ozzy, for den mand er om nogen original og fra en helt anden planet. Jeg vil sikkert ikke kunne forstå et ord af hvad manden siger, men jeg er sikker på, at det vil være en fuldstændig vanvittig og uforglemmelig oplevelse.

4. Hvad er dine fem yndlingsplader?
1. Pantera – 'Vulgar Display of Power'
2. Rage Against the Machine – 'Rage Against the Machine'
3. Metallica – 'The Black Album'
4. Red Hot Chili Peppers – 'Blood Sugar Sex Magic'
5. Korn – 'Korn'

Det er de fem album, som jeg aldrig bliver træt af at høre, og den skarpe læser vil bemærke, at det bedste er fra start 90'erne – intet har kunne haft samme niveau siden da!

5. Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Der er rigtig mange gode koncertoplevelser, men den bedste må nok være Limp Bizkit i Tyskland til Rock Am Park i 2009. Jeg og 80.000 andre blev blæst væk fra start til slut af den energi og intensitet, der kom fra scenen og blandt publikum. Fred Durst var i sit es og Wes Borland var lige kommet tilbage i bandet, og man kunne fornemme deres hads-/kærligsforhold.

6. Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Jeg opsøger ikke så meget nyt musik længere, da jeg har travlt nok med at kigge på det materiale, jeg får tilsendt. Ellers tager jeg til koncerter, hvor jeg stadig opdager nyt musik eller snakker med folk.

7. Hvilket band er din guilty pleasure?
Volbeat...!

8. Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Nok mest at, folk ikke tror, at jeg er en heavyfan. Som heavyfan skal man i fordommes ånd have langt fedtet hår, have masser af tatoveringer og være møj stiv og højt råbende...

9. Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Først og fremmest fællesskabet og kulturen, der er i miljøet. I Aalborg Rock & Metal oplever jeg nærmest familiære forhold blandt de frivillige, så for mig og mange andre er det mere end bare metalmusikken. Og så elsker metalfolk at kramme. Der krammes utroligt meget i metalmiljøet, det er så hyggeligt.

10. Hvorfor er du heavyfan?
På grund af fascinationen af musikken og kulturen. I starten var det nok et ungdomsoprør, hvor jeg var draget af det "mørke" og rå univers. Med årene er der kommet flere lag på, hvor jeg kom i dybden med subgenrer og fik en forståelse for, hvor komplekst og enestående metalkulturen er.