10 hurtige: Tore Tvarnø Lind Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/07/b4/26/ToreLind-98-1507025191.jpg
03. Oktober 2017    

Metal er ikke kun noget, man kan lytte til, det er også noget, man kan forske i. Det gør ugens interviewperson Tore Tvarnø Lind, der er lektor og metalforsker på Københavns Universitet.

Forfatter

Når han ikke står storsmilende og lytter til smadret hardcore og ekstremmetal på de københavnske spillesteder, har Tore Tvarnø Lind sin daglige gang på Københavns Universitet, nærmere beskrevet på de lange, glasindrammede gange i de nye byggerier på Søndre Campus, der tidligere gik under navnet KUA. Her er han ansat som lektor på musikvidenskab, hvor han underviser i blandt andet musikantropologi og musiks funktion i religiøse sammenhænge, herunder i forbindelse med græsk ortodoks sang.

Og så forsker han. I musik som torturinstrument, i blasfemianklagerne mod den russiske punkgruppe Pussy Riot og ikke mindst i vores hjertebarn: metal. Således er han i øjeblikket i gang med et antropologisk forskningsprojekt, der inkluderer feltarbejde i den danske metalscene, og som handler om flere ting: metalfestivaler og festivalisering af metal, aggression i hardcore og dødsmetal, det dårlige vejr i black metal og i fucked up-hedens æstetik i metalproduktion.

Ugens 10 hurtige går derfor til den lærde Tore Tvarnø Lind, hvis forskning, smag, oplevelser og genreopfattelser, du kan læse meget mere om nedenfor.

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Jeg læste idræt som bifag i første halvdel af 1990’erne. Vi skulle til eksamen i dansefaget, og jeg lavede Ministry-dansen: en solo-koreografi til Ministrys 'Thieves and Liars' fra albummet 'The Mind Is a Terrible Thing to Taste' (1989): sort denim og tysk Luftwaffe-tanktop, masser af Terminator-agtige power moves, makspuls hele vejen. Mørklilla om læberne af mælkesyre. Jeg kunne enormt godt lide min danselærer og øvede mig virkelig på min performance, men jeg tror, hun blev lidt skuffet. Men jeg syntes altså dengang, at dansefaget var domineret af nogle normer om kropsligt udtryk og inderlighed, som jeg ikke helt kunne rumme den maskulinitet, jeg var i færd med at udforske. For første gang tog min krop virkelig imod metalmusik.

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Sætningsleddet ”gennem tiderne” får mig til at føle mig som en gammel, eftertænksom ronkedor, der burde vide besked med et og andet her i livet. Så lad mig da bare være den ronkedor: Hvis der kun må være et band, så er det The Doors. Men blandt mine metalfavoritter, som lever nu og giver den gas, findes ret forskellige bands som Solbrud, Sumac, Ulcerate, Oranssi Pazuzu, Meshuggah, Rising, Converge, Halshug. Og mange andre. Metal skal høres live, mens vi er her.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Jeg har drukket en hel del øl med musikere fra bands som Rising, JustinHate, Halshug, No Fealty (†), Église (†), The Psyke Project (†) og andre, som jeg hænger ud med ved musikalske lejligheder – udover at medvirke i mit musikantropologiske projekt, så er de godt selskab. På Copenhell stak trommeslageren Martin fra Rising mig en vodka/Redbull-drink i hånden. Så fik jeg smagt sådan en. Til Aalborg Metal drak trommeslageren Mike fra JustinHate mig under bordet med whisky-shots. Videnskabeligt feltarbejde i den danske metalscene betyder undertiden, at man må gå hele vejen, det er en del af erfaringen fra felten (beware of drummers!). Man taler sammen på en anden måde, når man drikker og hører musik sammen, end man gør under et formelt forskningsinterview med mikrofon og notesblok. Det har noget med metal, tillid og venskab at gøre.

Men for at svare på spørgsmålet: Jeg vil rigtig gerne drikke øl med Solbrud.
 
Hvad er dine fem yndlingsplader?
De fem bedste plader er enten de fem seneste, jeg har lyttet til eller de fem næste! Der kommer hele tiden nye, fede skiver på gaden. Albummet 'What One Becomes' (Sumac, 2015) er et mesterværk. Ulcerates seneste skive, 'Shrines of Paralysis' (2016), har jeg hentet hos Vinyltrolden for nylig – den er endnu federe end deres 'Destroyers of All' (2011) og 'Vermis' (2013). Og lige nu hører jeg Oathbrakers 'Mælstrøm' (2011) og 'Rheia' (2016).

Meshuggahs 'Nothing' (2002), 'Catch Thirtythree' (2005) og 'ObZen' (2008) og Solbruds 'Jærtegn' (2014) og spritnye 'Vemod' (2017) er yndlingsplader, ligesom Wolves in the Throne Rooms 'Diadem of 12 Stars' (2006) og 'Two Hunters' (2007) – jeg glæder mig som en utålmodig møgunge til også at høre deres nye skive, der netop er udkommet.

Andre plader, jeg lytter meget til, er 'Guidance' (Russian Circles, 2016), 'Heathen' (Thou, 2014), alt fra Converge (også de har en ny skive på vej), Altar of Plagues, Yob, The Secret, Gorguts, Nails. Også de gedigne skiver fra Rising, Orm og Halshug er under pick uppen. Jeg elsker rutinen omkring en pladespiller, når jeg lytter til musik derhjemme. Min vinylsamling vokser stille og roligt: Det er en god måde at støtte bandsene på – de voldknokler med deres musik! Streaming er cool nok, men jeg hader altså at være afhængig af en onlineforbindelse for at kunne lytte til musik.

Hvad er din bedste koncertoplevelse?
Jeg går til rigtig mange koncerter, og mange af dem er stærke oplevelser. Koncerterne med Solbrud er specielle for mig, jeg bliver helt væk i deres lange sange. Solbrud har fortalt mig, at flere fuldvoksne mænd græder under deres koncerter. Jeg ved ikke, om de ved det, men jeg er en af dem. Og det er ikke kun til Solbruds musik, jeg bliver bevæget.

Sumac live giver mig kuldegysninger som ingen anden: Jeg står bare der som det lille, angstfyldte og sølle menneske, jeg er, og må se mig selv i øjnene. Under Swans' mere end to timer lange koncert på Brutal Assault-festivalen i Tjekkiet her i august, følte jeg mig totalt skæv på de stenede, repetitive crescendi i musikken, men også på de andre publikummers henførte bevægelser.

Jeg har været til mange vildt intense metal- og hardcore-livekoncerter. I et øvelokale på Bryggen, et tætpakket Beta2300, Bumzen, Underwerket, Bornhell, Pumpehuset, Loppen, Vega og Huset i Magstræde og Mayhem og Ungeren. Der er så mange fede livebands her i landet. På store festivaler er sikkerhedsforanstaltningerne i vejen for hardcore – scenen er for langt væk. Det koster kropsligheden og umiddelbarheden, og det gør en forskel.

Til mine største koncertoplevelser i år hører de finske bands Atomikylä og Oranssi Pazuzu (Roskilde Festival) – et brillant miks af syre og sort! Bagefter måtte jeg købe en T-shirt online i frustration over, at de ikke havde merch med. Jeg var også til en intim sommerferiekoncert med Bisse solo (Brundby Hotel på Samsø) – det er ganske vist ikke metal, men et eller andet sted kalder Bisse sin musik for death metal wellness. Sådan noget er jo ikke til at stå for.

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Den bedste ’platform’ er livekoncerter. Jeg går til mange koncerter, hvor jeg hører bands første gang. Sådan har jeg fx fulgt Rising siden 2011 og set bandet udvikle sig. Det var også sådan, jeg blev blændet af Meshuggah-mørkelyset på deres ObZen-turne. Deres bagkatalog lå der så bagefter som en uudvundet guldgrube! Jeg er også en nysgerrig koncertrotte – jeg skal altid have opvarmningen med, jeg er blevet overrumplet mange gange og vil ikke gå glip af en godbid.

Tilbage til platformene: Jeg følger flere koncertkalendere (spillesteder, webzines) og fora på Facebook, læser mange anmeldelser bl.a. på Pitchfork og Devilution for at lure, hvad andre mener, der er værd at tjekke ud live. Men personlige relationer er svære at slå: Min gode nabo, Ulle (bassist i JustinHate), hiver ofte fat i mig: ’Hey, Oathbreaker kommer forbi Beta, dem skal du tjekke ud!’ Min søn, Hugo, peger også ofte på obskure bands – det ender nogle gange med, at vi går til en koncert sammen. Han gav mig 'Colored Sands' (Gorguts, 2013) i fødselsdagsgave i år. Dem havde jeg aldrig rigtig lyttet til før. Det er en stor gave.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Er det så nu jeg skal svare 'Sugar' med Maroon 5 eller 'Everyday I’m Shuffling' med LMFAO? Det er supersjove musikvideoer, som min 8-årige datter, Pil, har fundet online. At være sammen med sine børn omkring musik er noget af det bedste i verden. Der skal også være plads til andre lytteoplevelser og andres yndlingsmusik.

Jeg har også lyst til at svare, at der ikke er noget musik, jeg skammer mig over at lytte til. Der er heller ikke noget musik, jeg skammer mig over endnu ikke at kende til. Måske hænger det sammen med, at jeg som musikforsker hører meget (forskellig) musik hele tiden.

Men hvis det nu endelig skal være, så er Cannibal Corpse måske gået hen og blevet min guilty pleasure? Det vil jeg gerne uddybe nedenfor under spørgsmålet om fordomme:

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Der er intelligente mennesker, der mener, at metal er skadeligt at lytte til. De udviser meget ringe forståelse af, at musik ikke i sig selv rummer nogen betydning (den kan derfor ikke være ond i sig selv), men at al mening tilskrives i den sociale sammenhæng (fx når nogen siger om musikken, at den er ond og skadelig – det kan såmænd godt være bandet selv, men det er ikke det samme, som at de har ret, chokeffekten er bare god reklame).

I metalmiljøet selv produceres også fordomme, blandt andet om hvad en rigtig metalfan er, ofte maskeret som god metalhumor. Jeg har ofte hørt metalfans 25 år yngre end mig (jeg er 48) gøre sig kloge på, hvad ’rigtig metal’ er: Man skal helst være vokset op med metal, være fan af Iron Maiden og af Black Sabbaths genforening. Men jeg hørte ikke metal som teenager, og Maiden og reunions røvkeder mig (undskyld til Maiden-fans og andre – I kan tage det).

Lad mig sige det på en anden måde: Hvis Metallica ikke er til at komme udenom, så er det musikhistorikeren i mig, der taler. Jeg vil hellere finde ud af, hvor metallen er henne i dag. Ævl om "den rigtige metal" er udtryk for konservativ, chauvinistisk retraditionalisering. Og sådan kan hård rock og metal gå hen og blive ren røvballe. Men det er ironisk og paradoksalt, fordi meget metal netop udfordrer chauvinisme og forældede traditioner – og gerne ser sig selv som røvballens modsætning.

Jeg møder også af og til fordomme fra en mere uventet kant: nemlig fra provokerede feminister, der finder misogynien og voldtægtsmetaforerne i dødsmetal som fx Anal Cunt og Cannibal Corpse både usmagelige og skadelige. Fordommene går på, at musikkens splattervoldsæstetik forherliger voldtægt og lægger kvinder for had. Synspunktet udtrykker en én-til-én logik, der går på, at hvis man er fan af den slags musik, så er man enten en misogyn sexist og/eller lider af perverse, undertrykte voldtægtsfantasier ("det, man hører, er man selv"). Det er i denne forbindelse, at Cannibal Corpse bliver til en guilty pleasure. Jeg har været økofeminist siden gymnasiet (det er et persontræk, der hænger ved), men jeg lider ikke af berøringsangst overfor brutale og klamme musikalske udtryk: Jeg mener, det er vigtigt at skelne mellem virkelige voldshandlinger og voldelige udtryk i musik og kunst. Jeg nyder Cannibal Corpses fantastiske album 'Torture' (2012) – gør det mig til fortaler for tortur? Måske der skal mere subtile tolkningsgreb til, når man vil forstå, hvorfor nogle bands svælger i slagtehusmetaforer (Carcass længe leve!), nekrofili og andre transgressive og abjekte temaer.

Jeg læste engang om en tysk kvinde, der var blevet voldtaget: Hun fortalte, at hun i Rammsteins brutale sang 'Weisses Fleisch' – som de tyske myndigheder forsøgte at censurere, fordi den omhandler voldtægt – for første gang oplevede, at nogen virkelig tog hende alvorligt (modsat de tyske myndigheder).

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Jeg har for alvor oplevet, hvor rig man kan være, når man har musik. Som musikforsker ved jeg en hel del om betydningen af musik i alverdens kulturer. Men personligt har jeg først i metalmusik overgivet mig betingelsesløst. Den gør mig mere moden, modig og mandig, men den gør mig også mere ydmyg over for livet. Metal minder mig om at gøre de ting, jeg virkelig har lyst til sammen med de mennesker, jeg er knyttet til og elsker. Og tage det roligt med alt det andet.

Hvorfor er du heavyfan?
Vores verden flyder over med brutalitet og dumhed. Samtidig skal vi præstere konstant. Vi skal "vækste" (kapitalistisk misbrug af et livsbekræftende udtryk) med et smil i arbejdslivet, familielivet og Facebooklivet. Den bedste metalmusik, jeg kender, er pissenegativ, aggressiv og depressiv og tager fx livsangst (tag Sumac) og svigt (tag Converge-albummet 'All We Love We Leave Behind') alvorligt. Vi svigter vores idealer, vores medmennesker, vores debat. Vi lever i en tid, hvor demokratier åbenlyst torturerer. Hvor børneslaver syer de fodbolde, vi sparker til. Alt imens vi pudser glorien med økologiske grøntsager fra Argentina. Det er fucked up! Derfor hører jeg metal. Måske er der en smule værdighed tilbage at redde. Mellem to numre på Copenhell sagde Risings Morten Grønnegård (vokal) noget i retning af, at ”det er de unge, vi skal lytte til, for de gamle er fulde af løgn”. Det giver en form for håb, og det vidner om, at metal også er en måde at engagere sig politisk på i verden (hvis nogen skulle være i tvivl).

Bevares, metal rummer også mange glade, positive, klichéramte og ret banale udtryk, og det skaber nogle slående kontraster og smukke passager. Men det er de ubarmhjertigt negative og voldsomme udtryk, jeg lytter mest efter.

Jeg hører også metal, fordi jeg er metalforsker. Det handler om at gøre arbejdet ordentligt, lære musikken at kende og hele tiden spørge: Hvad sker der i musikken? Hvad vil den, og hvad skal vi med den? Det er ikke et problem, at jeg selv er metalfan: Bach-eksperter mener jo, at Johann Sebastian Bachs musik er et højdepunkt i musikhistorien. Det er bare en kultiveret måde at sige, at man er fan på. For mig, privat som professionelt, er metal ikke så meget et højdepunkt. Det er et musikalsk tyngdepunkt.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her