Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sort Søndag - nu som podcast!

Populær
Updated
Sort Søndag - nu som podcast!

Efter mange og lange tovtrækkerier af både juridisk og teknisk karakter er SAMTLIGE Sort Søndag nu tilgængelige som podcasts. Direkte til dig.

Med 155 udsendelser, som strækker sig helt tilbage til den spæde start på DR Rock d. 3. Januar 2010, er Sort Søndag nu på banen med den største podcast-opdatering fra DR nogensinde.

Da Sort Søndag startede på DR Rock i 2010, havde DR ikke de tekniske faciliteter til at optage digital radio automatisk. Derfor måtte vores alle sammens Anders Bøtter selv bånde de mange timers udsendelser og møjsommeligt gemme dem, sammen med dertilhørende manus, på sin egen harddisk.

Teknologiske fremskridt og DR's nylige omfavnelse af mobiler teknologier samt en ny KODA-aftale, der gør, at DR nu må podcaste musikradio, er en næsten 4 år gammel drøm endelig gået i opfyldelse for Anders Bøtter.

Vi har stillet ham vores klassiske "10 hurtige" omskrevet til netop podcast-projektet.

1. Hvordan har processen været med at få programmerne ud som podcasts?


Lang, besværlig og uhyre kompliceret. I løbet af årene er Sort Søndag blevet sendt fra to forskellige radiokanaler, har været tilgængelig på tre forskellige hjemmesider i fire forskellige formater og er ikke blevet arkiveret konsekvent af hverken DR eller Statsbiblioteket (det gjorde man ikke med digitale radioformater, før P6 Beat og de andre nye digitale kanaler kom til). Så det at finde programmerne, konvertere og navngive filerne, skrive metadata til dem, lave RSS feed i HTML osv. osv. har taget lidt over 1 år. Men lige fra starten af (dvs. for snart 4 år siden), har det været mit brændende ønske at Sort Søndag skulle ud som podcast. Men det måtte man ikke den gang pga. en forældet rettighedsaftale med KODA. Den er heldigvis blevet bedre nu, og det er derfor, at vi nu kan podcaste de gamle udsendelser.

2. Hvad er dine fem favorit-indslag/-udsendelser.

Jeg kan ærlig talt ikke med 100% vished sige, om de udsendelser, jeg nævner, vitterligt ER mine favoritudsendelser, men det er nogle af dem, jeg husker bedst. Enten fordi de har været sjove at lave, fordi der var et fedt interview i udsendelsen, eller fordi de har været meget betydningsfulde i metalmiljøet på den ene eller den anden måde:

7. marts 2010
- Mit første "store" interview i Sort Søndag. Husker denne udsendelse SÅ tydeligt. Jeg var hamrende nervøs for at skulle møde et menneske fra selveste Lamb Of God. Alt bryder i ud i kaos i mit indre, da jeg efter 14 minutters samtale finder ud af, at jeg har glemt at tænde for mikrofonen. Manden har tydeligvis travlt og er meget træt, så jeg tør ikke starte forfra. Får interviewet til at vare ca. 25 minutter (hvorved han bliver endnu mere træt) og slutter så af med at formulere et spørgsmål HELT forkert: Vil jo gerne spørge om, hvor store bandet selv synes, de efterhånden er. De har varmet op for Metallica på en kæmpetur, deres album er begyndt at sælge rigtig fornuftigt, og deres koncert på Wacken har givet genlyd i hele Europa. Men i stedet for at få formuleret noget med, hvordan det er at være et mellemstort band, som er på vej mod noget rigtig stort, så får jeg sagt, at de er et "debuterende band". På det tidspunkt havde de allerede udsendt 4 album! Det siger sig selv, at alt kun blev mere pinligt herfra ...

18. april 2010
- I min egen bog findes mit "største interview nogensinde" stadig her: Slash! Rejste hele vejen til Holland for at interviewe manden på et hotelværelse. Havde brugt flere uger på at forberede mig, og jeg syntes stadig, at det er et af de bedste interviews, jeg har lavet. I samme uge dør Peter Steele, og hvad der skulle have været et "Hard Rock-fokus" i Sort Søndag bliver til et "Peter Steele Tribute-fokus", hvor Carsten Holm og jeg efter flere timers søgen igennem gamle DR-flyttekasser, finder et interview, som Carsten lavede med Peter Steele, da han var 19 år gammel. Interviewet starter med, at Carsten fortæller Peter Steele, at "I think you are very cool, man!". Mit Slash-interview blev ikke ligeså legendarisk, men det blev faktisk mere "cool"...

22. maj 2011
- Alcest gæster Danmark for første gang. Solbrud er opvarmning, og det virker, som om at flere af de bands, som jeg af meget stædigt personligt valg har valgt at "pushe" igennem Sort Søndag, efterhånden er ved at få noget gennemslagskraft. Interviewet med Alcest foregår i Stengade 30s backstagelokaler, som er så tilpas snuskede og lumre, at man nok ikke kan komme længere væk fra skønheden i Alcests musik. Under interviewet bliver sangeren Niege så rørt over mine spørgsmål, at vi må stoppe, så han lige kan få gråden ud af sin stemme. Ikke særlig macho-metal og alt det der, men et stort højdepunkt i Sort Søndags historie.

8. juli 2012
- Roskilde Festival Special 2012. Dette er første gang, at Sort Søndag er blevet lavet 100 % "i marken" - og det var en FANTASTISK oplevelse! At kunne se hele DR's store artilleri folde sig ud, således at Sort Søndag kunne sende færdigmixede numre fra eks. Behemoths koncert, kun nogle timer efter de havde forladt scenen, var bare fantastisk. Desuden var interviewet med Nergal fra Behemoth i særklasse - mest af alt fordi manden bare var så pisse cool!

13. juni 2013
- Copenhell Special 2013. Efter at have "øvet os i marken" igennem tiden (bla. på Roskilde Festival, Aalborg Metal Festival og Copenhell), så mener jeg, at "Copenhell Special 2013" blev et højdepunkt for, hvad der kan lade sig gøre at lave med en lille diktafon, god planlægning og godt samarbejde. Jeg ELSKER, når Sort Søndag sprudler - og det gør hun på allersmukkeste vis i denne udsendelse, hvor jeg også får en gammel drøm opfyldt: at møde og interviewe King Diamond. Kan slet ikke forklare eller understrege nok, hvor meget det egentlig betød for mig.

OBS: husk at hele samtlige episoder kan hentes her!

3. Hvilket spørgsmål ærgrer du dig mest over IKKE at have stillet?

Alcest / Niege: "Did you experience violence or abuse as a child". Situationen bød ikke, at jeg gik ned af denne vej ...

4. Hvilket interview har været dit bedste interview?

Svært! Slash 2010, Fear Factory, Pumpehuset 2010, Alice In Chains, Roskilde Festvial 2011, Alcest, Stengade 2011, Autopsy, Roskilde Festival 2012 og King Diamond, Copenhell 2013 er alle stærke kandidater. Hmmm - når man lægger det hele sammen, alt I alt, og først og fremmest tænker på lytteren og historiens vingesus, så lander jeg sgu nok på King Diamond. Ironisk nok er det det mindst forberedte interview, jeg nogensinde har lavet.

5. Hvilket interview har været det værste?

Uden tvivl Lamb Of God, København (Vega) 2010. Se forklaring i podcasten ovenfor.

6. Hvem vil du allerhelst interviewe?

David Bowie. (Hvorfor? red.)

7. Hvad har du måtte kæmpe mest for i relation til Sort Søndag?

Retten til accept fra det "store mediemaskineri". Men det har egentlig ikke været umuligt eller urimeligt. Der skal blot råbes lidt højere, og man skal være parat til at slå panden mod muren RIGTIG mange gange, før man får den opmærksomhed, der gør, at den bredere befolkning får øjnene op for kvaliteterne i metalmiljøet - som jo er ret stort, men stadig ret subkulturelt og aparte, hvis du sætter det op imod danskernes øvrige kulturforbrug. Og så er der en konstant kamp om at få den tid, man bruger på Sort Søndag, til at gå op med den betaling, man får for det. Måske unødvendigt at sige, men Sort Søndag ville ikke eksistere uden såkaldte interessetimer - men det er alt sammen en del af pakken. Og det er en del, jeg har det skønt med. Jeg ville dø i et 9-16-job. Som Malk De Koijn siger: "Det her er min hobby - og det er tilfældigvis en hobby, med indbygget job i".

8. Hvad er din vildeste drøm for Sort Søndag?

At få en redaktion, hvor man kunne trække på kollektiv viden, begejstring og know-how. Ønsker ikke en egentlig med-vært, men gerne en fast reporter eller lignende. Jeg udgør en enmandshær, og det er nogle gange sindssygt trættende. Derfor er det også en stor fornøjelse, når man kan samarbejde med for eksempel Devilution, Metalzone, Blastbeast, Metalkalender.dk osv. Det giver liv, sparring og mere hygge i studiet, end når man står der ene mand.

9. Hvad har vist sig mest umuligt for Sort Søndag?

At få en redaktion eller en reporter på deltid.

10. Hvad er dine og DR's planer for Sort Søndag?

Mere! Meget! Mange!

Sort Søndag er bestemt ikke lukningstruet på nogen måde. Det handler om at finde en balance mellem det, som P6 Beats redaktører og chefer efterspørger, det, som jeg har på fornemmelsen, at metalmiljøet vil have, og det, jeg selv syntes er sjovt eller kan overkomme at lave. Så fremtiden er lys, men den står ikke skrevet i sten. Om Sort Søndag for eksempel stadig varer 3 timer på den anden side af 2014 vides ikke. Om Sort Søndag forbliver i radioen eller engang i fremtiden kun bliver podcast er også umuligt at gisne om. Om jeg forsat er vært i 2020, hvor jeg fylder 40 år, ved jeg heller ikke. Som tingene står nu, så elsker jeg at lave Sort Søndag, og jeg er meget sulten efter meget mere. Kunne enormt godt tænke mig at brede Club Sort Søndag endnu mere ud og være med til at sørge for, at også den helt unge generation af danske metalhoveder opdager hvor fantastisk fedt, en livekoncert kan være. I det hele taget vil jeg bare gerne ud ud ud, ud over rampen, ned i mørket, ind i lyset, fremad fremad fremad.