Årsliste 2008 - Henrik Østergaard

Henrik Østergaard trippede over Smashing Pumpkins, Gojira og Opeth i 2008, men der blev også plads til u-heavy veteraner som Leonard Cohen og Neil Young. Årets internationale album(s): 1. Steven Wilson - "Insurgentes": Porcupine Tree-frontmandens første udspil under eget navn mikser både drone, metal, ballader og krautrock, men ligningen går forbløffende op, og resultatet er mesterligt. 2. Steve Von Till – "A Grave Is a Grim Horse" Neurosis møder Nick Drake. Det bliver hverken smukkere, tungere eller mere dystert. 3. Cult of Luna - "Eternal Kingdom" Teksterne på den store svensker-ensembles femte studiealbum er et konceptalbum, og er baseret på en dagbog skrevet af en psykisk syg, som druknede sin kone. Måske er det derfor, at det også musikalsk er blevet en af årest ondeste plader. "Ghost Trail"-nummeret er en af årest mest gennemførte metalskæringer. 4. Gojira - "The Way of All Flesh" De franske dødskometer gjorde det umulige, og fulgte et mesterværk op med et muligvis endnu mere solidt pragtstykke af en motherfucker af en velspillet, velproduceret, tip-top gennemtænkt metalperle. 5. Opeth - "Watershed" De står aldrig i stampe, Åkerfeldt og co. Klassisk dødsmetal møder Deep Purple møder dit og møder dat. Mere end nogensinde før havde Opeth på deres niende udspil kun skuldertræk tilovers for metalmusikkens regelsæt. Årets danske album: Mercenary - "Architect of Lies" Den er hverken ligeværdig med "11 Dreams" eller "The Hours That Remain", men selv når de kun viser brudstykker af deres potentiale, er Aalborgenserne i Mercenary stadigvæk alle andre landsbrødre overlegen. Danmarks ubestridte metalkonger! Årets internationale hit: Metallica - "All Nightmare Long" Øøøøøh... fordi den sparker fucking røv! Det er sgu' da indlysende! Årets danske hit: - Hvis et hit skabes i kraft af numrets gekendelighed hos den brede befolkning, er Volbeat vel det eneste danske rocknavn med et egentlig hit i år. Det er en præstation i sig selv at skrive en ørehænger. For mig må et hit dog kunne mere og andet end være nem at skråle med på - sangen skal blive ved med at imponere selv ved utallige gennemlytninger. Denne plads forbliver derfor tom i år. Årets genfundne klassiker: Dennis Wilson - "Pacific Ocean Blue" Hmmm. Det har muligvis ikke så meget med heavy at gøre, men hvorfor skal musiklivet være så fuckin' ensformig? Når den smukke surfer ikke spillede trommer i Beach Boys eller junkede heroin med Charles Manson, skrev han grandiose rock- og popnumre som de VIRKELIG skal skæres - en blanding mellem Peter Gabriel, Roger Waters og Electric Light Orchestra. Det her er essentiel lytning for alle musikinteresserede. Årets DVD: - Der er alt for få bands, der investerer tilstrækkelig kroner-ører i deres DVD-udgivelser. Ni ud af ti er noget lort. I år har jeg ikke set noget, der er værd at fremhæve. Årets opsamling/bokssæt: Led Zeppelin - "The Definitive Collection" Obligatorisk for alle! 10 plader samlet i én smuk, komplet boks. Her er nok rocksuverænitet til et helt liv. Årets koncert(er): 1. Smashing Pumpkins i Valby Hallen, 28. februar: Billy Corgan sked på nostalgien og leverede en monumental kraftpræstation af en rockkoncert. Halleluja, der er græskar-håb for fremtiden! 2. Coheed & Cambria + Oceansize i Pumpehuset, 27. april: To superkoncerter på én aften. De højtspillende Manchester-gutter leverede en halv times genial opvarmning, inden Coheed & Cambria viste sig at være energiske musikalske engle med bonghår. 3. Motorpsycho i Lille Vega, 1. juni: Det var en rolig søndag aften, men det lavede Trondheim-trioen om på. Lyden har aldrig været bedre i Lille Vega, de musikalske sko er sjældent set bredere, og så fik jeg en whisky undervejs. En tre-timer lang sætliste eskalarede uafbrudt til det bedre." 4. Colour Haze på Loppen, 27. november: Berliner-trioen spillede muligvis kun for små 50 publikummer, men vi, der var der, fik til gengæld oplagte Hendrix-rytmer og vovede stooner-grooves leveret med smil på læberne og en eksemplarisk publikumkontakt. Det var en af de sjældne magiske aftener. 5. Neil Young i Forum, Horsens, 29. august: Når Neil spiller spade, kan alle andre godt pakke deres gear sammen. Det bliver ikke mere elektrisk end dette! Årets internationale navn: "Leonard Cohen" Årets danske navn: "Lars Ulrich" Han tog udgivelsen af "Death Magnetic" med til Danmark og gjorde det fedt at bo i København. Desuden er der jo fem '09-koncerter i vente for Danmark. Sådan tager man hånd om sine danske fans! Årets nye internationale navn: "The Gutter Twins" Fordi Mark Lanegan stadigvæk er indbegrebet af whisky og smøger. Årets nye danske navn: "Pilgrimz" Fordi de sammen med Andreas Krohn fik produceret en virkelig, virkelig fed video til "Shake-a-Feather. Hvem skulle have troet at man kunne få en fetish for grisetryne-tøser i sorte natkjoler? Årets comeback: 1) Leonard Cohen - jeg skylder ham så meget. 2) Metallica - selvom de aldrig har været væk, var "Death Magnetic" et kunstnerisk comeback af format, og pladen slår alt, 'tallica har lavet de sidste tyve år. Årets optur: "At opleve Leonard Cohen en vidunderlig aften i Rom, som var så meget mere end 'blot' en koncert." Årets største skuffelse:"At jeg ikke kom til London og så No-Man" Årets største skuffelse hviler udelukkende på min egne skuldre: give deres første koncert i 15 år. Jeg lod eksamener komme før musikken - aldrig igen! Fucking pis! Mit største ønske for 2009: "At High on Fire får røven omkring Loppen i efteråret" Det glæder jeg mig mest til i 2009: "At jeg skal med lillebror til London og høre Porcupine Tree i Hammersmith Apollo til oktober".