Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2012 - Mads Pedersen

Populær
Updated
Årsliste 2012 - Mads Pedersen

Redaktionssekretær Mads Pedersen kaster et blik på året der gik. Det blev et helt godt år, blandt andet takket være Myrninerest, Om, X-TG, festivaler og - især - Denial of God.

Fotograf
Dave Müller
Forfatter

Årets internationale album:

1. Myrninerest: '”Jhonn,” Uttered Babylon'

Årets højdepunkt for mit vedkommende var uden for al tvivl David Tibets (Current 93) elegi over vennen John Balance (Coil), der døde alt for tidligt i 2004. I samarbejde med guitaristen og harmoniumspilleren James Blackshaw skabte han et sjæleudkrængende, intenst rørende album, kanaliseret fra en verden uden for tid og rum. Det blev desværre lidt overset, men der er tale om et hovedværk i Tibets omfangs- og kvalitetsrige diskografi.

2. Bill Fay: 'Life Is People'

Den apokalyptiske, britiske singer/songwriter Bill Fay vendte stærkt tilbage med sit første regulært indspillede studiealbum siden 'Time of the Last Persecution' (1971) (selvom der da siden er blevet udgivet to album, det ene ('Tomorrow, Tomorrow & Tomorrow' (2005)) med indspilninger fra slutningen af 1970'erne, det andet, 'Still Some Light' (2010), med 70'er-demoer og nyere klaverdemoer. Det et dårende smukt album fra en moden kunstner, der ikke er frenetisk og dommedagspræget som tidligere i karrieren, men hvis evner som sangskriver er ældedes på allersmukkeste vis.

3. Om: 'Advaitic Songs'

Endelig var det tid til nyt fra Om, der efter de to suveræne første album var begyndt at gå i tomgang på deres tredje album 'Pilgrimage' (2007), mens de på mindre vellykket vis forsøgte at udvide paletten på den efterfølgende 'God Is Good' (2009) med den nye trommeslager Emil Amos (Grails). Denne gang lykkedes paletudvidningsforsøget, og det resulterede i et yderst vellykket, varieret og nyskabende album, der lagde mindre vægt på repetition og massivitet og mere på kortere sange (den længste var kun lidt over 11 minutter!) transcendens og østlig musik, selvom den for Om så altafgørende tyngde stadig var intakt. Resultatet var fortryllende, og Amos virker nu fuldt integreret i Oms lyd.

4. X-TG: 'Desertshore / The Final Report'

Dobbeltalbum fra ¾ af industriallegenderne Throbbing Gristle. Sangeren og performancekunster-gabehovedet Genesis P-Orridge var skredet
af aldrig opklarede årsager, mens en af hovedkræfterne Peter ”Sleazy” Christopherson (også kendt fra Coil) var død (også alt for tidligt) i 2010. Mod disse odds færdiggjorde den resterende halvdel, duoen Chris & Cosey, et dobbeltaltum, der dels var et sært og ekstremt vellykket remake af Nicos 'Desertshore'-album med forskellige sangere (blandt andre Blixa Bargeld, Marc Almond, Antony Hegarty og Sasha Grey), dels et ”eget”, nyt album, der på fornem vis viste, at bandet, der nu ikke længere var Throbbing Gristle, stadig var forud for deres tid. Det var et smukt monument over Christopherson, men især var det et ekstremt relevant, unikt og vellykket dobbeltalbum, der var meget langt fra al genre- og vanetænkning.

5. Aura Noir: 'Out to Die'

De norske blackthrashere
i Aura Noir var ikke blege for at arbejde med genretænkning på dette arrige monster af en plade. Selvom 'Out to Die' ikke var helt på samme niveau som forgængeren, var den nu alligevel en usædvanligt arrig, rabiesramt Satan af en plade, der bygger videre på 80'ernes bedste dyder og tilføjer en skæv, progressiv dimension (et fast kendetegn for den ene hovedmand, Czral, som nogle jo nok kender fra bands som Ved Buens Ende og Virus), der ikke fjerner noget i intensitet eller halsstarrighed fra bandet.

Det lykkedes dermed for Aura Noir at snige sig foran nye udgivelser fra grupper som Nekromantheon, Overkill, Hexvessel, Fire + Ice, Menace Ruinne og Comus, og det er altså hård konkurrence, skulle jeg hilse og sige.

Årets danske album:


1. Denial of God: 'Death and the Beyond'

Et foreløbigt hovedværk fra de danske black metal-legender, der nåede hidtil usete højder med dette album, der med afstand var årets bedste danske – et af de bedste i nyere tid i det hele taget. Episk og majestætisk, med enormt velskrevne sange og en organisk produktion, der var både vellydende og bevarede Denial of Gods signaturlyd.

2. Altar of Oblivion: 'Grand Gesture of Defiance'

Det forholdsvis unge danske epic doom metal-band fortsatte deres positive udvikling med dette korte album fyldt med sangskrivning på højt niveau kombineret med Martin Mendelssohn Sparvaths formidable guitarspil og Mik Mentors lige så formidable operatiske vokal. Endnu et pletskud fra Altar of Oblivion, der burde være langt mere kendte, end tilfældet er.

3. Kloster: 'Ni salmer og en aftensang'

Mikael R. Andreasens semipsykedeliske folkkollektivs seneste plade, 'The Waves and the Wind Know His Voice', er et af mine danske favoritalbum nogensinde. Denne gang tog projektet en lidt anden retning i form af indspilninger af ... nå, ja, det som titlen siger. Ni skrøbelige og smukke salmer sunget på dansk og spillet med både nænsomhed og kant. Det er naturligvis ret langt fra Devilutions kernepublikum, men det er jeg ikke for fin til at se stort på. Et virkelig godt album.

4. Aron: 'Use Your Inner Light'

Mere mareridtshorrorfolk fra det sære danske enmandsprojekt. Det var en slags opsamling af ukurante, ikke tidligere udgivne numre og savnede som sådan noget af de seneste tre udgivelsers helstøbthed i både sangskrivning og format. Til gengæld blev der trukket tråde tilbage til debuten 'Black Beacon' og resultatet var idiosynkratisk og bizart og uhyggeligt og derangeret på en sjældent kompromisløs måde, midt mellem børnekammeret og kirkegården. Nye fans anbefales enhver anden udgivelse end denne.

5. Dig og Mig: 'Sommervarmen'

Kystbanepunkbandet Dig & Mig viste sig med debutalbummet at kunne indfri forventningerne fra ep'en 'Skyggerne'. 'Sommervarmen' viste sig at være en overraskende langtidsholdbar affære, spækket til randen med simple, catchy, let punkede popperler, og Dig & Mig sniger sig derfor akkurat ind foran nye udgivelser fra Saturnus (der overraskede meget positivt oven på den tvivlsomme 'Veronika Decides to Die', og godt kunne være endt på listen, hvis jeg havde fået lyttet mere til den inden årets afslutning) og Undergang, hvis pilrådne dødsmetal ligeledes var en positiv overraskelse.

Årets internationale hit: Bill Fay: 'The Never Ending Happening'

Det er ikke særligt metal, det her, men i stedet en usædvanligt smuk sang om livets (manglende) omskiftelighed. Det er ikke fordi, jeg synes jeg nærmer mig støvets alder eller er ved at blive senil eller glad eller lignende forfærdeligheder, men simpelthen fordi den sang er så rasende god og simpel og acceptfyldt, og fordi den rører mig hver eneste gang, jeg hører den.


Årets danske hit: Denial of God: 'Behind the Coffin’s Lid'

På et album der er fyldt med hits, stak 'Behind the Coffin's Lid' alligevel ud. En sang om at træde over i dødens rige: Episk, stemningsfuld og med formidabelt og majestætisk guitarspil fra Azters side. Pausen midtvejs og det efterfølgende ”So this is how it feels to die”-stykke er det mest kuldegysningsfremkaldende øjeblik i bedemands minde inden for dansk metal.

Årets genfundne klassiker: Razor: 'Executioner's Song'

Da jeg begyndte at købe plader i midthalvfemserne, var 'Executioner's Song' altid i brugtpladebutikkerne, altid til 20-30 kr. Fordi den var alle vegne, ræssonerede mit yngre jeg, var den nok ikke særligt god – den stod der altid, og ingen ville have den, og så var der jo ikke grund til at bruge 30 kr. (det var mange penge dengang, når man sparede sammen i en måned for at kunne købe en cd til 119,- i Metalized-butikken) på den. Én eller anden gang må jeg alligevel have købt den, hørt den og stillet den ind på hylden igen. Min ungdommelige hu stod af en eller anden grund mest til poleret progressiv metal dengang. I hvert fald blev den genopdaget i samlingen i år, hvor jeg af en eller anden grund satte den på og fandt ud af, at der var tale om et klassealbum med primitiv thrash, motöriserede vokaler, buldrende speed og catchy sange. 'Executioner's Song' blev snarere fundet end genfundet, men det rokker ikke ved, at der er tale om klassiker, som blev spillet meget i 2012.

Den overså jeg i 2011:

Jeg overså med garanti absurd meget i 2011, men jeg kan ikke rigtig huske hvad. Jeg skrev speciale i løbet af året og har derfor forsøgt at fortrænge et traumatisk 2011, hvor jeg hver nat vågnede med hjertebanken og koldsved. Jeg har heldigvis veludviklede fortrængningsevner, men det betyder også, at jeg ikke helt kan huske, hvad jeg glemte. Til gengæld er jeg allerede ved at lave lister over, hvad jeg glemte i 2012, så jeg burde i det mindste være fremtidssikret når denne post skal udfyldes til næste år.

Årets DVD:

Jeg ser ikke film og desuden er cd/dvd-drevet på min computer gået i stykker for mange år siden, så det har jeg ikke nogen holdning til. Og jeg har ellers holdninger til det meste. Stærke uunderbyggede holdninger. Men altså ikke til lige dette emne.

Årets opsamling/bokssæt: Johnny Cash: 'The Complete Columbia Album Collection'

Jeg kan lige så godt krybe det korset (ikke det omvendte i lige præcis dette tilfælde, desværre) og indrømme, at jeg ikke har investeret i ovennævnte bokssæt. Ikke desto mindre virker 63 album, hvoraf 35 af dem aldrig tidligere har været udgivet på cd, spændende fra 1958 til 1983, som en ret fremragende idé, der viser Johnny Cash som andet og mere end hhv. den unge proto-rocker fra Sun-årene og den aldrende gammeltestamentlige vismand fra American Recordings-årene sidst i karrieren. Boksen viser en genremæssig bredde, som mange har det med at glemme, når talen falder på Cash.

Årets koncert:

1. Denial of God, Metal Magic

I et meget stærkt koncertår, hvor der for eksempel ikke bliver plads til fremragende præstationer fra Sleep, Altar of Oblivion, Solstice, Solblot, Of the Wand and the Moon, Bruce Springsteen, Griftegård, Cock Sparrer, ZZ Top og endog den suveræne Immortal-koncert på Copenhell på min liste, overstrålede Denial of God alligevel det meste på årets Metal Magic.


2. Simon Finn, Fanø Free Folk Festival

Den gamle, britiske acid folk-legende Simon Finn er efterhånden en mand jeg har set give en del koncerter. Denne aften på Fanø Free Folk Festival var én af de bedste koncerter, jeg nogensinde har set med manden. Måske var det fordi, det var en ny konstellation med Joolie Wood (Current 93 bl.a.) og Mikkel Elzer og Sarah Hepburn fra Blood on a Feather, men
i hvert fald var der tale om et intensitetsniveau, der sjældent er blevet matchet.

3. Current 93, Babel, Malmö

Current 93 er mit absolutte yndlingsband, og jeg har efterhånden set dem over 10 gange. Denne gang havde de fået rystet setlisteposen lidt og desuden fået den bedste guitarist de nogensinde har haft, Michael Cashmore, med på scenen igen. Koncerten var ikke helt perfekt; dertil var setlisten lidt for kort, ligesom man ikke havde helt samme ekstatiske fornemmelse, som tidligere koncerter har givet. Ikke desto mindre var det stadig en koncert, der bekræftede, at Current 93 er et af verdens bedste livebands.

4. Voivod, Loppen

Sci-fi-/avantgarde-metalheltene i canadiske Voivod var et band, jeg havde set frem til at se meget længe. Sådan var der desværre ikke så mange, der havde det, eller også havde Loppen bare glemt at reklamere for koncerten: I hvert fald var fremmødet noget pauvert. Det var koncerten til gengæld ikke, for Voivod leverede en fuldstændig overlegen opvisning udi syret space metal, der desuden gav endog meget lovende smagsprøver på et kommende album. Denne aften lød de – som i velmagtsdagene – som et band, der var mindst 10 år forud for deres tid.

5.
Vulcano, Stengade
De gråhårede brasilianske undergrundsdeaththrashere leverede en sublimt røvsparkende koncert foran et lille, men dedikeret publikum på Stengade. Det var pænt af de aldrende herrer at bruge deres ferie
i turbussen for at spille for 50 mennesker på Stengade. Især når de spillede så godt, at de smadrede det meste.

Årets internationale navn:

Det er jo ikke fordi, man ligefrem kan sige, at ét internationalt band har fyldt det hele i år, med stadionkoncerter, massive kunstneriske og kommercielle triumfer og alt det der. Men mon ikke man kan tillade sig at sige Overkill. De hårdtarbejdende thrashere viste i hvert fald, at deres comeback forrige år ikke var nogen enlig svale, men et resultat af et kvalitativt løft og hårdt arbejde, og det resulterede i fornyet – og velfortjent – succes.

Årets danske navn:

Denial of God kan lige så godt få den her også. De var en klasse over det meste andet – ellers virkeligt gode – danske musik, jeg har hørt i år.

Årets nye internationale navn: Pallbearer

Egentlig ville jeg have sagt Myrninerest, men det er lidt snyd at nævne dem, når nu begge medlemmer er rutinerede herrer, der oven i købet spiller i et andet band sammen i forvejen. Det kunne også have været svenske Solblot, der efter mange års tilløb udgav deres debutalbum, der nok var årets bedste neofolkalbum, men det album havde efterhånden været så længe undervejs, at man dårligt kan tale om et nyt navn. Derfor falder valget på amerikanske Pallbearer, hvis debut, 'Sorrow and Extiction' (hvis nogen skulle være i tvivl, så spiller de doom metal), jeg først for nylig har fået hørt, og som jeg altså ikke har fået hørt nok til at putte på årslisten, men som stadig er god nok til, at jeg med rimelig sikkerhed kan sige, at de er årets nye navn. Dem glæder jeg mig til at følge fremover.

Årets nye danske navn:

Det 80'er-dystre synthpopband Moth (ikke at forveksle med de 117 andre bands, der hedder det samme), udgav to ret så fede singler i løbet af året, og fremstår som et band, man bør holde øje med fremover.

Årets comeback: X-TG

Det er måske lidt snyd at kalde X-TG for et comeback, når nu navnet netop indikerer et nybrud i forhold til Throbbing Gristle, men ikke desto mindre var der vel tale om en slags comeback, når nu jeg dårligt nok havde forventet, at 'Desertshore / The Final Report' overhovedet ville udkomme. Så jeg tager den med som et comeback fra et projekt, jeg ikke havde troet ville blive realiseret; og som et farvel fra et projekt, der ikke kommer til at findes igen i nogen form for konstellation. Ellers havde Bill Fay været en oplagt kandidat, men heller ikke her er det tale om et ”rigtigt” comeback.

Årets optur:
- Metal Magic V. Min første Metal Magic, pga. uheldige og ærgerligt omstændigheder tidligere år, men bestemt ikke den sidste.
- Bookingen af King Diamond til Copenhell i 2013.
- Heavy Days in Doom Town-festivalen i Ungdomshuset. En overmåde suveræn festival, som allerede ser lovende ud i forhold til næste års program.
- Kill Town Death Fest sammesteds.
- Fanø Free Folk Festival – en meget hyggelig og meget vellykket festival for eksperimenterende folk på Fanø.

Årets største skuffelse:
Neurosis' 10. album, 'Honor Found in Decay', blev modtaget til nærmest universel hyldest og ros alle vegne. Det er sikkert også årets album, ifølge adskillige medier. Derfor var det med et vist forventningsniveau, at jeg satte mig til at høre pladen. Og hørte … en satire over Neurosis-inspireret post-metal? Fy, for satan. Især åbningsnummeret 'We All Rage in Gold' var storslemt, men i det hele taget virkede hele pladen som en (selv)parodi på post-metallens klichéer og idiomer og viste, hvor stivnet og hvor lidt dynamisk, den genre efterhånden fremstår. Jeg får sikkert hug for det her, men albummets intensitet og dynamik fremstod mest af alt som et postulat.

Mit største ønske for 2013:

Som akademiker uddannet under finanskrisen, og i den alder, man efterhånden kan døbe ”Generation Løntilskud”, så synes jeg, det kunne være rart at prøve at få et ikke-løntilskudsjob med rigtig voksenløn i 2013. Men det er jo sikkert lige så realistisk som at Dio vender tilbage fra de døde. Det ville heller ikke være helt af vejen at se Myrninerest live. Hvilket jeg sikkert kun får råd til, såfremt første ønske opfyldes. Jeg ville heller ikke ligefrem blive ked af det, hvis nogen bookede Aura Noir på dansk grund.

Det glæder jeg mig mest til i 2013:

- King Diamond på Copenhell.
- Metal Magic VI har lagt ud med et stærkt program, der bl.a. tæller Hobbs Angel of Death, Artillery, Iniquity, Wasted, The Black og Mortuary Drape. Som om det ikke var nok, så har arrangørerne da også sat et opvarmningsshow op med selveste Nifelheim og brasilianske Vulcano, der på Stengade stod for én af de absolut bedste koncerter, jeg så i 2012.
- Heavy Days in Doom Town har også markeret sig godt med bl.a. de britiske doomlegender Pagan Altar, der desværre måtte aflyse sidste år, og finske Hexvessel.
- Endelig er der nu sat en udgivelsesdato på bogudgivelsen af David Tibets samlede tekster, der udkommer til marts. Det vil til den tid være 12-13 år siden jeg bestilte bogen (i to udgaver: en til £30 og en til £300). Det er temmelig stort, at den endelig udkommer.
- Overkill i Amager Bio. Dem har jeg godt nok ventet længe på at se.
- Det, jeg har hørt fra det nye album med Voivod, lyder godt nok lovende. Hvis resten af albummet holder samme niveau, så er der grund til at glæde sig.