Årsliste 2013 - Kent Kirkegaard Jensen

Dødsmetallen dominerer pladefronten, mens Carcass, Roskilde Festival og dansk undergrund ligeledes har fået pulsen op på den rolige jyde i kalenderåret 2013.

Årets internationale album:

1. Six Feet Under: 'Unborn' – efter at have trådt dødvande i sin egen grav i alt for mange år, blev der i 2013 pustet liv i dødskrypten og Chris Barnes og co. fik igen skrevet nogle gode dødsmetalsange. Tør man postulere, at groove fungerer meget, meget fint med old-school dødsmetal? Lyt og vurder selv:


2. Suffocation: 'Pinnacle Of Bedlam' – ligesom ovennævnte genrebrødre formåede Suffocation at udsende en plade i år, der i den grad gjorde dem relevante udover det historiske. Suffocation har været garant for brutal dødsmetal i en menneskealder og med 'Pinnacle of Bedlam' ser det ikke ud til, at de har tænkt sig at holde op med det lige foreløbig.


3. Deicide: 'In The Minds of Evil' – tre gange amerikansk dødsmetal er bedre end slet ingen dødsmetal. Med Deicide er det med årene blevet et noget mineret terræn at bevæge sig i, både hvad angår koncerter og plader. Det er ikke altid, det går lige godt. Men med 'In the Minds of Evil' har Glen Benton, Steve Asheim og co. igen ramt den åre, der gjorde dem populære for andet end blot omvendte kors i panden tilbage i halvfemserne. Der er god musik på pladen og det sikrer dem en fortjent plads på denne årsliste.


4. Carcass: 'Surgical Steel' – jeg var egentlig ikke synderligt imponeret da jeg anmeldte pladen og gav den en jævn karakter for at være en solid udgivelse. Den er dog siden vokset på mig og nu er den mere end bare tre point værd. Helt klart en af årets bedste udgivelser.


5. Ghost: 'Infestissumam' – når denne anmelder en sjælden gang imellem vandrer væk fra dydens smalle dødsmetalsti, så er alt lige fra pop, rock, techno, klassisk, opera og dance velkomment så længe det lyder godt i mine ører. Her ramte Ghost plet med nævnte plade. Deres visuelle udtryk rager mig en omvendt pavehat, men musikken er sgu meget god.

Årets danske album:

1. Essence: 'Last Night of Solace' – en flot plade fra de nordjyske thrashmetallere, der i den grad fik sat sig selv på landkortet med den bedst mulige opfølgning på debutpladen.


2. Mercenary: 'Through Our Darkest Days' – Aalborgs og måske Danmarks bedste metalorkester har et meget højt niveau hvad angår studieplader. Denne falder bare ind i rækken af mange flotte plader og viser med al tydelighed, at de mørke dage for lang tid siden er blevet lagt bag dem. 


3. Crocell: 'Come Forth Plague' – fra Aarhus kommer noget af det mest velskrevne dødsmetal, vi længe har hørt. Masser af dyster stemning i musikken og her får de også introduceret deres nye forsanger på plade.


4. Redwood Hill: 'Descender' – denne dystre og sorte musik passer godt til øret, der gerne vil have både dybde, melodi og nerve i kunsten. Undergrundens muld er sort som natten.


5. Ajuna: 'Prisoners of the Sun' – ligeosm Redwood Hill har vi her at gøre med undergrund, der med alle kræfter forsøger at presse sig op gennem asfalten og blomstre trods svære vilkår. De har musikken til at bakke indsatsen op med, hvorfor jeg håber, det lykkes!


Årets internationale hit:

Ghost: 'Secular Haze' – jeg er ikke i nærheden af at være ramt af den Ghost-syge, som mange andre blev af pladen 'Infestissumam', men denne sang er nu ganske udmærket.


Årets danske hit:

Essence: 'For The Fallen' – velskrevet, dansk thrash anno 2013, hvor der er plads til både melodi og højt tempo.


Årets genfundne klassiker:

Dimmu Borgir: 'Death Cult Armageddon' – efter en uges ferie i Norge med familien efterspurgte drengene noget norsk musik i bilen. Tilfældigvis lå den i handskerummet og siden har den været fast inventar i bilen på vej til og fra børnehave og andre gøremål. Det er ikke kun drengene, der nyder det.

Årets DVD:

Dem blev det ikke rigtig til i år.

Årets koncerter:

1. Satyricon - Royal Metal Fest, 13-04-2013 – en festival i Aarhus, hvor hovednavnet i den grad levede op til sin plads på plakaten. Med nær majestætisk overlegenhed leverede Satyr, Frost og resten af Satyricon med legende lethed den perfekte afslutning på en fed weekend i Smilets By.

2. Carcass - Vega, 04-12-2013 – koncerten på VEGA var den perfekte undskyldning for at holde en julefrokost på en onsdag på denne redaktion. Julefrokosten forløb godt og hyggeligt og sluttede så af med både Carcass, Hell og Amon Amarth. For undertegnede var det et herligt gensyn med et band, hvis plader, specielt 'Heartwork', har betydet meget og jeg har ikke set dem siden deres koncert på Wacken tilbage i 2008. De spillede alt for kort, men sådan er det for et opvarmningsband. Glæden var mindst lige så meget, fordi de nu for alvor er tilbage og jeg derfor kan se frem til endnu flere koncerter med Carcass i fremtiden.  Der er allerede minimum én sikret i 2014. Herligt.

3. Survive - Aalborg Metal Festival, 08-11-2013 – noget overraskende var det allerførste band fredag til Aalborg Metal Festival også dagens bedste. En flok japanere, der havde sat sig for at spille thrash spillede ganske simpelt røven ud af bukserne og gjorde det skidegodt. Energien var i særklasse god og ingen havde forventet sådan et los i bagdelen så tidligt på dagen. Hverken Soilwork, At The Gates eller Napalm Death kom i nærheden af samme brede smil fra denne anmelder, som Survive fik over mit ansigt den weekend. Fed oplevelse.

4. Death to All - Voxhall, 12-11-2013 – hyldesten til Chuck Schuldiner og hans livsværk Death nåede også til Danmark. Et show, jeg ikke for noget i verden ville gå glip af. Drengene fra Cynic og Steve DiGiorgio gjorde det flot og publikum var med på præmissen. Det var ikke så rørstrømsk, at tårerne ligefrem trillede ned af kinderne, men der var en sympatisk stemning i salen hele aftenen og den blev krydret med noget af det bedste dødsmetal nogensinde lavet. Æret være dødsmetallens gudfaders minde!

5. Alice in Chains - Copenhell, 14-06-2013 – af uvisse årsager formåede disse gamle dinosaurer fra grungetiden at genoplive genren for en kort stund på Refshaleøen og vi blev alle hevet tilbage til 1992, da de fik det hele til at eksplodere med deres 'Dirt'. Temasangen 'Them Bones' var åbningssangen denne aften på Copenhell, og så var festen ellers i gang. Godt nok forsøgte elektriciteten at give op undervejs, men det fik ikke lov til at ødelægge stemningen, så festen blev fuldendt alligevel. Lækkert gensyn.

Årets internationale navn:

Carcass – udelukkende fordi de har betydet så meget for denne anmelder, nu officielt er gendannet sådan for alvor og samtidig har udsendt en ganske udmærket plade, der forhåbentlig indvarsler en ny og lang årrække med musik fra Steer og Walker. Objektivt set er der selvfølgelig også Black Sabbath, der ligeledes har gjort et gedigent comeback, men selvom mit fodboldhjerte banker mere for Aston Villa end Liverpool, så er det altså sidstnævnte, der løber med sejren på lige nøjagtig denne front, her i 2013.

Årets danske navn:

Essence – svære at komme udenom, selvom der, som det kan ses fra min plade top5 også er mange andre udmærkede navne, der kandiderer til titlen. Essence formåede dog at placere sig alle de rigtige steder i 2013. En plade produceret af Peter Tägtgren, Europa-turne med selvsamme Hypocrisy, et vellykket show på Copenhell, en tjans som opvarmning for Megadeth i København og meget, meget mere.

Årets nye internationale navn:

Japanske Survive løber med sejren. Der er altid masser af bands, man bliver begejstret for i løbet af et år som anmelder. Men få får lov at leve videre i hukommelsen i mere end et par uger. Det gjorde og gør Survive. De gjorde indtryk og selvom de udgav deres debutplade i 2000, så var det altså først 13 år senere denne anmelder for alvor fik øjnene op for dem. Siger mere om mine manglende evner til at se op fra halvfemsernes musik end deres evner til at formidle deres!

Årets nye danske navn:

Redwood Hill – der er bare noget over dem, der gør, at jeg tror, vi skal holde øje med dem fremover. Ellers er der også Blood Eagle; lad dog alle disse ronkedorer få en ny guldalder sammen på de skrå brædder.

Årets comeback:

Carcass – nu behøver det vel ikke mere forklaring?

Årets optur:

– Der var faktisk flere, men mon ikke Roskilde Festival 2013 alligevel går med prisen. Det er bestemt ikke hvert år denne jyde deltager i festen på Roskilde Festival, men når Metallica leger med, så gør jeg også. Det blev til nogle fantastiske dage med masser af gode oplevelser både på og udenfor scenerne. Subjektivt var det selvfølgelig lidt specielt at møde Metallica bag Orange Scene (en Meet & Greet via MetClub) samt interviewe Henry Rollins efter en af hans spoken word-optrædener, men det var mere stemningen på Roskilde Festival, der gjorde udslaget. Normalt deltager jeg kun i metalfestivaler, så det var helt befriende at være blandt et publikum, der ikke kun hører én genre. Om jeg gentager succesen i 2014 er dog endnu uvis. At de har bekræftet Carcass gør dog, at det ikke er så usandsynligt, som det ellers tidligere har været.

Årets største skuffelse:

Wacken Open Air – den festival har jeg hygget mig med hvert år siden 2004 og i år var så 10. gang, jeg var dernede. Men der manglende nogle sønderjyder i lejren og på scenerne nåede jeg kun op på karakteren tre ved enkelte koncerter med bl.a. Danzig og Gojira. WOA'13 var en middelmådig omgang, som jeg bestemt ikke håber, bliver gentaget næste år!

Største ønske for 2014:

– At Metallica overrasker i Horsens ved at forkaste den forfærdeligt jævne sætliste som publikum har stemt ind og spiller hele 'Kill 'em All' og '...And Justice for All' fratrukket 'Seek & Destroy' og 'One'. Det ville sende chokbølger gennem fadølssegmentet i Metallicas fanskare og sikre, at denne anmelder sprængte karakterskalaen om så ikke Lars rammer rytmen én eneste gang i hele showet.

Det glæder jeg mig mest til i 2014:

– Der er meget. Der lurer noget sort i horisonten med plader fra Behemoth og Gorgoroth, mens der på koncertfronten ligeledes er Behemoth i foråret. Derudover ser jeg frem til bl.a. Emperor, Carcass og King Diamond på Wacken. Det alene burde kunne gøre WOA'14 langt bedre end dette års variant. Derudover starter jeg nyt job 1. februar 2014, hvorfor jeg efter mere end 11 år i Fødevarestyrelsen vender tilbage til det private erhvervsliv. Det ser jeg også meget frem til.