Årsliste 2014 - Casper Villumsen

For skribent Villumsen bød 2014 på gode plader fra Goatwhore og Primordial, mens Fates Warning bød på den bedste koncertoplevelse, og så var der malurt i bægeret, da Kill-Town Death Fest meldte ud, at årets arrangement blev det sidste af sin slags.

Årets internationale album:

1. Goatwhore: ‘Constricting Rage of the Merciless’ – Igen har amerikanerne lavet en fed omgang rocket, black metal med klare oldschool-referencer.



2. Primordial: ‘Where Greater Men have Fallen’ – Irerne er i den grad tilbage! Et herligt album, der er helt på højde med den fremragende 'To the Nameless Dead' fra 2007.

3. Bloodbath: ‘Grand Morbid Funeral’ – De første teasere skuffede mig, primært fordi jeg måske nok gav vokalen for meget fokus (da der jo var ny mand på tjansen i form af Nick Holmes fra Paradise Lost) i stedet for at lytte til helheden. Et herligt olmt, mørkt og skramlende album.

4. Vallenfyre: ‘Splinters’ – Mens bandkammeraten fra Paradise Lost, Nick Holmes, gjorde det godt i front for Bloodbath, så kunne kollegaen, Paradise Lost-guitaristen, Gregor Mackintosh også klappe sig selv på skulderen over veludført arbejde med Vallenfyre. Punk/crust-dødsmetal i den allermest beskidte ende.

5. Evergrey: ‘Hymns for the Broken’ – Svenskerne har for denne skribent længe været faldet af på den, men med 'Hymns for the Broken', så var der igen noget ved den melankolske, semiproggede heavy metal. Ikke siden 'Recreation Day' har Evergreys nærmests prætentiøse musik fået så meget spilletid på stueeanlægget.

Boblere: Behemoth og Triptykon lavede også plader, der faldt i min smag i år. Men de må nøjes med lige-ved-og-næsten-pladserne.

Årets danske album:

1. Solbrud: ‘Jærtegn’ – Virkeligt gennemført udspil fra Solbrud, hvor den gode produktion virkelig har fanget essensen af bandets lyd, så sangene får liv trods de kolde stemninger, der bygges op i de lange sange.



2. Six String Slaughter: ‘Born Unspoiled’ – Man kan undre sig over, at en plade, jeg "kun" gav 3/5 får lov at ligge så højt. Med til historien hører dog, at den konservative karakter skyldtes fraværende originalitet, men ses der bort fra det, så er der stærk sangskrivning i den fængende ende af dødsmetallen at hente på 'Born Unspoiled'.

3. Pet the Preacher: ‘The Cave & the Sunlight’ – Et rigtig hyggeligt album. God rock, simpelthen.

4. Fugle: ‘Fugle’ – Fugle bød på en anderledes tilgang til heavy metal-genren og specielt måden at indspille på. Det fungerede fint på den 8-sange lange instrumentale udgivelse, der uden problemer falder i genrekategorien "progressiv".

5. Aphyxion: ‘Earth Entangled’ – Melodisk dødsmetal, der er lige til at gå til. Udmærket, gutter!

Årets internationale hit:

Martyrdöd: ‘Martyren’

Albummet blev lidt for ensformigt i længden, men denne stemningsfulde perle blev dog fundet frem igen og igen i løbet af året. Koldt, smukt, stemningsfuldt.

Bobler: Evergrey - ‘King of Errors’. Hold da op, når Evergrey er bedst, så er det et nummer som det her, de fyrer af. Stærkt vanedannende.


Årets danske hit:

Pet the Preacher: ‘Kamikaze Night’ – Nummeret satte sig allerede ved første lyt til When Copenhell Freezes Over i starten af året i Lille Vega, og der var derfor stor genhørsglæde, da pladen kom, og sangen kunne høres igen og igen.

Årets genfundne klassiker:

Primordial: ‘To the Nameless Dead’ – Der var nyt fra Primordial, som viste et band tilbage på rette kurs. For mig betyder "tilbage", at de var i nærheden af denne herlige skive (som jeg i sin tid roste, men langt fra nok!).



Årets dvd:

Den har stået på Netflix i år, og der har jeg vist heller ikke set noget musikrelevant…

Men skal jeg vælge noget, så har jeg haft stor glæde ved, at nogen har begået ulovligheder og smidt Lamb of God-filmen på Youtube, hvor jeg endvidere har nydt de syv episoder af 'NOLA: Life, Death, & Heavy Blues from the Bayou'.



Årets koncerter:

1. Fates Warning, Amager Bio – 23-04-2014 – Nærmest en intimkoncert, og som stor Fates Warning fan, så var det måske et af de sjældne øjeblikke, hvor det på det egoistiske plan faktisk var ret fedt, at se sine helte "for sig selv". Det hører med til historien, at bandet leverede en stærkt koncert uden at tage sig synderligt af det lave publikumsantal.

2. Deafheaven, Beta – 11-08-2014 – Jeg havde ikke de store forventninger på forhånd – var faktisk før koncerten ikke klar over, at jeg havde set bandet tidligere på KB18 med Russian Circles – men jeg blev virkelig revet med af det ferme, intense show.

3. Megadeth, Wacken Open Air – 02-08-2014 – Hvor var det bare fedt at opleve Megadeth med en Dave Mustaine, der lod til at yde 100 %. I Danmark har man tit haft fornøjelsen af bandet først på en turne, hvor det har virket, som om at han har sparet sin (sparsomme) vokal. Men ikke her. Det var godt!

4. Bölzer, Ungdomshuset – 06-09-2014 – To mennesker på scenen. Så meget god larm. Så imponerende.

5. Immolation, Pumpehuset – 30-01-2014 – Dødsmetallen blev leveret fornemt, hvad angår både lyd, teknik og ikke mindst show og entusiasme.



Årets internationale navn:

Behemoth – Polakkerne var ude med et stærkt album, som måske skuffede nogle, men også havde en evne til at indfange nye fans. Specielt det hymniske og melodiske var større end tidligere og sikkert også årsagen til, at også folk, der ikke normalt svælger i black og død, har fået musikken ind under huden.

Årets danske navn:

Helhorse – De har haft et fantastisk år i kølvandet på den fine 'Oh Death'-skive fra efteråret 2013. Stor koncert på Copenhell og et spændende samarbejde med The Psyke Project på Roskilde. Umiddelbart dét danske band, som har været på flest rock- og metalinteresseredes læber herhjemme i år. Det er i hvert fald denne skribents opfattelse ...

Årets nye internationale navn:

Mantar – Kald mig bare en medløber, men da jeg ikke selv er stødt på noget nyt og spændende i år, så har jeg lade mig lokke i fordærv af primært fotograf Dinesen. Men det tyske band har altså uden tvivl lavet en spændende udgivelse i år med 'Death by Burning', og den har jævnligt fundet vej til playlisten. Med propagandaen på redaktionen in mente ender det altså med denne titel: årets nye internationale navn (at vores anmelder af skiven så ikke helt var med på hypen, det må vi så slås med ved de interne arrangementer).



Årets nye danske navn:

Aphyxion – De unge knægte fra Ribe har lavet en solid debut, som har hevet adskillige fine anmeldelser og nomineringer hjem i ind- og udland. Det er godt gået af så ungt et band, der til trods for den unge alder også har masser af erfaring. Det skal blive spændende at se, hvad det kan blive til for bandet.

Årets comeback:

Bloodbath – Kan man kalde det et comeback? Måske ikke, men så alligevel... Med Mikael Åkerfeldt – som af mange regnes for medlem af den absolutte elite inden for growl – ude af bandet skulle der ny strube i bandet. Hints blev sendt af sted, og der blev gættet løs – blandt andet på Jörgen Sandström, ex-Grave, men det blev altså Nick Holmes fra Paradise Lost. Et sært valg i den forstand, at briten længe ikke rigtig har growlet, selvom musikken da er blevet hård igen på de senere PL-album. Og i mine øjne har han i den grad leveret i Bloodbath-regi. Det er et superfedt album, og vokalen passer godt til den beskidte lyd.

Årets optur:

Copenhell var – igen, igen – en fed oplevelse med stærke koncerter fra blandt andet My Dying Bride (endelig fik jeg set dem, og det var perfekt under den mørke himmel), Toxic Holocaust, Behemoth og ikke mindst hjemlige Dawn of Demise. Og så var vejret jo nærmest godt!?

Årets største skuffelse:

At Kill-Town Death Fest meddelte, at årets femte udgave også blev den sidste. Tak for nogle virkeligt fede arrangementer!

Største ønske for 2015:

Skal vi sige Bolt Thrower til Copenhell?

Det glæder jeg mig mest til i 2015:

Det må være Copenhell, i hvert fald hvad angår det musikalske.