Årsliste 2014 – Emil Svendsen Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/fc/43/05/23116-emil-1356635915-20-1419734269.jpg
28. December 2014    

2014 var et lidt magert koncertår for Emil Svendsen, men blev dog reddet af albumudgivelserne.

Dato
28-12-2014
Forfatter


Årets danske album:

1: Raunchy: 'Vices.Virtues.Visions.' – En overraskende god genkomst fra et band, der ellers havde alderen til at flade ud. Både meget kreativ og sublim i håndværket.

2: Black Book Lodge: 'Tûndra'
– En uovertruffen debut, der hænger utroligt godt sammen og vækker mindelser om dengang, grunge ikke var et skældsord.

3: Justin Hate - 'Though Hope Is Frail'
– Den er grum, hård og smadret på en meget vellykket måde.

4: The Boy That Got Away: 'The Boy That Got Away' – En lidt overset udgivelse, der er med i bølgen af nye danske bands, der spiller internationalt klingende hård rock. Denne udgivelse bringer mindelser om verden fra før den og navnligt Chris Cornell gik af lave.

5: Pet The Preacher: 'The Cave & the Sunlight'
– En meget helstøbt omgang hård rock, der ikke er hardrock. Pladen er én, man kan blive ved med at lytte til.

Årets internationale album:

1: Behemoth: 'The Satanist' – Et meget, meget velskrevet album på alle niveauer. Fra detaljerne til den overordnede sammenhæng af de forskellige musikalske elementer, de forskellige sange og deres tekstlige indhold. Der er mange klanglige ornamenter på pladen (kor, råb, blæsere, synth osv.), som også giver musikalsk mening. Det er fremragende sat sammen. Simpelthen.

2: Crowbar: 'Symmetry in Black' – Crowbar sætter standarden for misantropisk – og samtidig groovende – tyngde. Igen i år var de fremme med hammeren til at slå dette faktum fast.

3: Misery Index: 'The Killing Gods' – En veloplagt omgang dødsmetal med en sund dosis hard- og grindcore, som stadig indeholder en samling gode sange – især 'Conjuring the Cull'.

4: Amplifier: 'Mystoria' – En meget veldrejet gang prog, der, sammenlignet med tidligere udgivelser fra bandet har skruet mundvigene op til noget, der kunne ligne et smilefjæs. Og at Amplifier samtidig har formået at holde sangskrivningen i den kreative rille, gør det til en meget lytteværdig omgang.

5: Slipknot: '5: The Gray Chapter' – Giganten er tilbage med noget, der faktisk er noget så sjældent som en plade, der har en samlet, dyster stemning. Dét er godt og overraskende i kontrast til  den metalpop, som også ryster sit grimme fjæs på skiven.

Årets internationale hit:

Behemoth: 'Blow Your Trumpets Gabriel'
– Nummeret er musikalsk set umanerligt godt drejet og passer meget godt til tekstens fortælling, der beskriver den sidste tids komme fra Satans synsvinkel og nærmest håner ærkeenglen Gabriels kalden til samling: ”Trut bare løs, Gabriel”.



Årets danske hit:

Sea: 'Sorry to be Sane'
– Sea kigger tilbage til halvfjerdserne, men gør det på en så livskraftig og troværdig måde, at man ikke kan lade være med at blive revet med. Og hold da kæft nogle løg det kræver at hive et riff som hovedriffet i denne sang hjem.



Årets genfundne klassiker(e):

Led Zeppelin: 'I' -> 'Houses of the Holy'
– Led Zeppelin dyrkede jeg meget i mine unge år. Virkelig meget. Måske derfor blev det mig temmelig udtrådt. Ikke at jeg nogensinde har set ned på musikken, jeg havde bare hørt den for meget. I år var så året, hvor jeg igen fandt glæde i deres fænomenale versioner af rocken, der både er tung, blueset, folket, groovende og sært hjemsøgt.

Årets film:

Lamb of God: 'As the Palaces Burn' – En film, der kunne være endt som endnu en bovlam skabelonhyldest til bandet, blev overhalet af virkeligheden, da forsanger Randy Blythe blev fængslet i Tjekkiet, anklaget for uagtsomt manddrab. Selvom vi ved, at det endte godt, er det meget spændende at følge både ham og resten af bandet, da det går op for dem, at alt, hvad de har arbejdet for, er ved at smulre bort.

Årets koncerter:

1: The Psyke Project – Pumpehuset, 03-10-2014 – Hold da kæft en facon at slutte af på! En meget lidt forfængelig musikalsk gennemgang af karrieren serveret som et floorshow, der i mere end en forstand bragte de danske mestre af kunstnerisk hardcore tilbage til udgangspunktet.

2: Corrections House: Roskilde Festival, 04-07-2014 – En meget fængslende oplevelse, der understregede, at den noget bortvendte musik faktisk ville nogen noget.

3: Helhorse vs. The Psyke Project: Roskilde Festival, 05-07-2014 – En satsning fra Roskilde Festival, der lykkedes af flere grunde: Dels formåede de to bands at få noget godt frem i hinanden, dels beviste projektet, at folk på Roskilde Festival godt gider at høre tråd tidligt lørdag aften – noget, der ellers ikke er for meget af på dét tidspunkt.

4: Triggerfinger + Sea: Amager Bio, 08-11-2014 – Én af den slags koncerter, hvor jeg ”lige skulle tjekke ud”, men som endte med at blive en meget engagerende rockfest med begge bands.

5: D-A-D: Helviti, Copenhell, 13-06-2014 – Der var megen brok i krogene, da D-A-D blev valgt som afløser for Megadeth, men det skulle vise sig, at det var en glimrende afslutning på Copenhell, fordi det lidt var som at få dem hjem i folden, hvor de hørte til.

Årets internationale navn:

Behemoth – I trods har Nergal og polakkerne hevet sig op fra en kræftdødsdom og sat en ny standard for satanisk death metal.

Årets danske navn:

The Psyke Project – For at slutte af med maner på baggrund af en lang og vigtig karriere, der burde have været bedre betalt og bedre besøgt.

Årets nye internationale navn:

Corrections House – Ikke at musikerne er nye, for det er de ikke, men for at have lavet en super group der virker.

Årets nye danske navn:

Sea – For at feste som var det 1971.

Årets comeback:

Raunchy – Hvis man troede, at bandet havde lidt strådøden, kunne man godt tro om igen. Bedre end nogensinde!

Årets optur:

Regnbuevalkyrien fra Refshaleøen – Steel Panther laver som bekendt sjov med glam metallen ved at gøre kærligt nar af genrens  sexfiksering. Det gør de ganske godt, da de faktisk er temmelig dygtige musikere og derudover har et udadvendt sceneshow, hvor der inviteres kvindfolk på scenen som statister i løjerne. Det kan man mene, går til grænsen af det acceptable, men det er alt sammen en del af de grovkorn, der skal bringe smil frem på de ellers så bistre metalliske miner. Sådan var det på Refshaleøen, da Steel Panther varmede løgene på Volbeat, som det i øvrigt har været så mange gange før med stålpanterens shows her til lands. Pånær én livbringende og ganske vikingeagtig forskel.

Én af de damer, der havde fået adgang til scenen som endnu en lokal statist i rækken, havde mere undergravende planer end bare at være statist. En halvhjertet opfordring fra frontmand Michael Starr til at hive ned i kjolen og vise patværket blev afslået. Ikke af blufærdighed, skulle det vise sig, da hun i stedet hev op i sin kulørt stribede kjole og hermed afslørede sit helt og aldeles nøgne underliv for gud og hvermand.

Manøvren tog virkelig røven (so to speak) på Michael Starr og Steel Panther og afslørede dem som de bornerte amerikanere, de i virkeligheden er. At vores heltinde virkede pænt lakket til, og at hun derefter forsøgte bogstaveligt at komme i bukserne på bandet (uden held, dog), understreger blot  førnævnte pointe, og dernæst hvilken rock'n'roll-valkyrie vi havde med at gøre her.

Det overså jeg i 2013:

October Tide: 'Tunnel of No Light' – Lidt som Opeth, bare uden gymnasieguitar.

Årets største skuffelse:

At The Hell på Copenhell var så umanerligt meget ringere i virkeligheden end på Youtube.

Største ønske for 2015:

At Anders Bøtter bliver kanalchef for P3. Nej, vent! At JEG bliver kanalchef for P3!

Det glæder jeg mig mest til i 2015:

Jeg er ligeglad med, om black metal-politiet kommer efter mig med waterboarding, vrængende miner, lange og farlige tekster, samt hvad de ellers kan stille op med. Jeg glæder mig ærlig talt mest til Lamb of God på Roskilde Festival!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her