Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2014 – Jacob Dinesen

Populær
Updated
Årsliste 2014 – Jacob Dinesen
Årsliste 2014 – Jacob Dinesen
Årsliste 2014 – Jacob Dinesen
Årsliste 2014 – Jacob Dinesen
Årsliste 2014 – Jacob Dinesen
Årsliste 2014 – Jacob Dinesen
Årsliste 2014 – Jacob Dinesen
Årsliste 2014 – Jacob Dinesen

Som så ofte før for fotografen, blev det metalliske år 2014 tværsummen af en masse koncerter, den evige hyldest til Tyskland og den almene stræben.

Årets danske album:

1. Black Book Lodge – 'Tûndra' – Det tog eddermaneme lang tid, før jeg fik taget mig sammen til at lytte til Black Book Lodge, men da det endelig skete, var jeg øjeblikkelig solgt. Hvordan pokker laver et dansk debuterende band sådan noget her? Fantastisk.

2. Raunchy – 'vices.virtues.visions' – Raunchy = Hipstere, der laver uhip musik. Jeg burde virkelig hade deres hardcore-Carpark North-musik, men det er jo bedre end nogensinde.

3. Hexis – 'Abalam' – Danmarks flittigste band? På deres Facebookside udtrykker de skuffelse over kun at have spillet 128 koncerter i år. Hvis bare alle gjorde som dem, ville vi alle være nået længere.

4. Pet the Preacher – 'The Cave and the Sunlight' – Dette går uden for vores vanlig genrekasse og er bare god musik. Hvorfor helvede når de ikke længere ud?

5. Redwood Hill – 'Collider' – Guderne må vide, at jeg bestemt ikke har følt mig det mindste overbevist af hverken 'Descender' eller de utallige koncerter, jeg har set med Redwood Hill. Jo... jo... der er en stemning af noget mørkt, der er megen røg, og de bærer hættetrøjer. Sagt på en anden måde: form uden indhold.
Med 'Collider' retter de op på sagerne og laver rigtig musik. Dette endda med en sang på tysk – kanske en hyldest til Die Böhse Onkelz?

På de ærefulde boblerpladser finder vi Deus Otiosus – 'Rise' og Horned Almighty – 'Tombs'.

Årets internationale album:

1. Behemoth – 'The Satanist' – Det er jo en næsten fuldendt plade? Alle sange er tilnærmelsesvis hits, og alligevel fungerer de endnu bedre som en helhed. Mesterligt.

2. Triptykon – 'Melana Chasmata' – Første halvdel af dette album er for mig uden diskussion gjort af det stof, årslistevindere er gjort af. Desværre holdes niveauet ikke hele vejen til sidste sang, og vi ender derfor med et album, der kun er lige-ved-og-næsten (på ekstremt højt niveau).

3. Mantar – 'Death By Burning' – Hvad skal vi dog med Mötorhead i 2014-15-16+, når vi har Mantar? Kender du dem ikke endnu? Lyt til dem med det samme.

4. Primordial – 'Where Greater Men Have Fallen' – Det er jo aldeles inspirerende musik. Alle forstandige mennesker bør blive motiveret til storhed af at lytte til denne plade. Hvis ikke du mærker dette, ja, så har du det ganske enkelt ikke i dig!

5. Electric Wizard – 'Time To Die' – Først her i 2014 forstod jeg, hvorfor så mange, så mange gange før havde talt varmt om Electric Wizard. Det er jo fedt?! 'Time To Die' er dog stadig lige vel langtrukken, så en topplacering får den ikke.

Med toppen på plads er det relevant at spørge: ”Hvor er Obituary?” De er ikke med på listen alene på grund af sangen 'Centuries of Lies'. Mage til lort skal man da lede længe efter, og det er jo en skamplet på en lang og glorværdig karriere.

Nævnes bør Arroganz – det er tysk, det er godt. Det er Serpent Eater også, tysk altså, og derfor er det også godt.

Årets internationale hit:

Triptykon – 'Tree of Suffocating Souls' – som i toppen af pladelisten er der også kamp om prisen for årets internationale hit… og så alligevel ikke. 'Tree of Suffocating Souls' nærmer sig for mig pladsen som den bedste sang NOGENSINDE. 7:56 minutters indledning til dommedag.
 


En ærefuld andenplads må dog gå til Behemoth – 'Messe Noire'. Den starter umanerlig kraftfuldt ud med at proklamere ”I believe in Satan” og taber ikke momentum undervejs.

For at gøre 2014-playlisten komplet er det dog også bydende nødvendigt at inkludere:
Blues Pills – 'High Class Woman'
Mantar – 'Cult Witness'
Electric Wizard – 'Incense for the Damned'
Og sidst men ikke mindst, den stolteste af dem alle, Primordial: 'Where Greater Men Have Fallen'.

Årets danske hit:

Pet the preacher – 'Let your Dragon Fly'.



Årets genfundne klassiker:

Marduk – 'Panzer Division Marduk' - svensk black metal er bare bedst.

Den overså jeg i 2013:

Gestapolis – 'Amagerland' – Uvist af hvilken grund fik jeg først lyttet til denne fine plade i løbet af sommeren i år. Dumt da bandet allerede på det tidspunkt var gået i opløsning.

Årets DVD/Blu-Ray:

I år er der faktisk kommet en film, jeg længe har haft en plan om at se: 'As the Palaces Burn'. Den må jeg hellere få set. Ved lejlighed.

Årets opsamling/bokssæt:

Det er det i sagens natur heller ikke blevet til i år. Jeg tror faktisk, at Slayers 'Soundtrack to the Apocalypse' bliver den sidste opsamling, jeg køber.

Årets koncerter:

1 The Psyke Project – Pumpehuset – 03-10-2014 - Dette var nøjagtigt så vildt, som man kunne have drømt om. At jeg i sidste halvdel af første sæt må sidde med en pose is på hånden siger lidt om, hvor livligt det var. Tak. I gjorde jer umage.

2. Triptykon – Roadburn Festival – 13-04-2014 - Før koncerten havde jeg skamlyttet til 'Melena Chasmata' i en måneds tid, og mine forventninger til, hvordan sangene ville fungere live, var helt i top. Dette gjorde det. En perfekt koncert med fest i fotograven og konstante ”URGH!”-råb fra publikum.

Epilog: Næste morgen sad Tom Warrior i receptionen på hotellet iført lyserøde kaninører og så moderat forvirret ud.

3. Morbid Angel – Black Christmas Festival – 19-12-2014 - Alle, der render rundt og tror, at koncerten i Pumpehuset var god, bør ærgre sig over ikke at have været med i Norrköping. Dette viste tydeligt forskellen mellem en middel og en god koncert. Denne forskel er ikke defineret af sætliste, men af hvad bandet giver af sig selv. Vilje, energi og spilleglæde.

4. Dawn of Demise – Copenhell – 13-06-2014 - Det er ikke just en eksklusiv oplevelse at være til koncert med Dawn of Demise, og derfor tænkte jeg intet særligt om, at de skulle spille på Copenhell. MEN… da jeg mødte bandet før koncerten, var det tydeligt, at de ville det helt helt anderledes. Mindre sjov, mere død. Til sammen samlede det vel ca. det største publikum, der endnu har været ved Pandæmonium.

5. Nails – Roskilde Festival – 06-07-2014 - Efter en uendelig række af kedelige opvarmningskoncerter gik festivalens sande hovednavn på som noget nær det sidste metalband. Først der gav årets Roskilde Festival mening for mig.

Efter flere dages fjollen rundt i det svenske sommerland var det befriende med en koncert uden for meget pis, og den leverede Asphyx. Som altid på Sweden Rock står dødsmetal i høj kurs, og Asphyx leverede den perfekte lukkekoncert. Twisted Sister på Copenhell var godt som altid, det er jo et band, der aldrig skuffer, og de beviste, at de var en indlysende rigtig booking. Night Fever var en lille åbenbaring for mig. Jeg kendte absolut intet til dem, før de gik på scenen på BETA. Den koncert, de her gav, er stadig det absolut bedste, jeg nogensinde har set på BETA. Dem glæder jeg mig satme til at følge i 2015.

Et par af giganterne undgik også at blamere sig yderligere. Black Sabbath fulgte på Sweden Rock flot op på sidste års Forum-show, og på Wacken gav Megadeth den første veloplagte koncert i årevis.

Årets internationale navn:

Behemoth – Kan det være nogen andre? Ja, det kunne i princippet have været Triptykon, men også her må de vige for den helstøbte plades overlegenhed.

Årets danske navn:

Huldre – Det første, jeg sagde til Huldre, var vist noget i stil med: ”Jeg kan ikke lide folkemetal” - dette som en del af voteringen i Wacken Metal Battle i Slagelse. Derefter fulgte dog saglig ros om, at de på trods af deres genremæssige udfordringer var pokkers gode. Fast-forward: dansk sejr og tredjeplads i finalen i Wacken.
Ich bin ein Volkmetaller!

Årets nye internationale navn:

Mantar – Før vi gik ind i 2014, kendte jeg dem ikke, og nu hvor året går på hæld, kan jeg konstatere, at 'Death by Burning' er et af de album, jeg har lyttet mest til i det forgangne år.



Årets nye danske navn:

Black Book Lodge – Når man som debuterende band laver årets danske plade, er man selvskreven til den plads. Sons of Death Valley er dog en stærk runner-up. Deres tilgang var interessant: være hemmelige indtil hele pakken var klar - plade, image, pressemateriale.

Årets comeback:

The Haunted – Jeg havde egentlig afskrevet dem efter en ganske kedelig plade, men live er det jo stadig lige fedt - bare med smadder. Pyha - jeg var en kort overgang nervøs.

Årets optur:

Opturene ligner på sin vis en genudsendelse af tidligere års.

Wacken Metal Battle må igen og igen fremhæves. Dialogen mellem bands og dommere er givende, og modellen i år, hvor man kunne se hvordan de dygtige arbejdede med kritikken og forbedrede sig markant fra dag til dag eller uge til uge var voldsomt imponerende.

Årets Sweden Rock stikker også frem. Kombinationen af megen musik, man er lidt ligeglad med, god plads, god tid og godt selskab får det bedste frem i en. Facebook aktiviteterne fra festivalen viser at vi fik udrettet mange væsentlige ting. Blandt andet nåede redaktionen at tilbageerobre Skåne, sovet mange vilkårlige middagslure, blive smidt ud fra Black Sabbath pressemøde for at lugte af alkohol, forsøgt at nikke skaller, drukket lidt, lagt Alice Cooper make-up, drukket et par øl og på trods af det hele set en hel del gode koncerter.

At booke Napalm Death til Roadburn var i sig selv interessant. At de derefter vælger at spille slow-motion udgaver af deres sange var også interessant. Et fejlskøn, men interessant. Det var dejligt at se et band dø i front i stedet for at spille på autopilot. Så Napalm Death hyldes her for at de turde tage en chance samt for at spille 'Inside the Torn Apart'.

Slutteligt må den reelle* debat - for eksempel udtrykt ved vores egne Vagttårn og vennerne hos Fjenden - fremhæves. Vi SKAL ikke alle være venner, vi SKAL heller ikke alle være enige. Ideen om dette gør os alle dumme og modvirker enhver form for udvikling.
*reel debat = en debat hvor der rent faktisk er en uenighed at tale om.

Årets største skuffelse:

Intet år uden en ny liste af skuffelser.

Øverst på min shitlist er Team Volbeat og deres naive juridiske nidkærhed.

Sidste år på denne plads forudså jeg, at Wacken ville gå under i ”logistiske udfordringer”. Dette fik jeg ret i. For pressen var det ikke just en optimal festival, og det endte med, at arrangørerne selv indså dette og sendte en undskyldning ud til alle, hvor de lovede forandringer i 2015. Tak. Sjældent har jeg misset så mange bands på så få dage.

Machine Heads galoperende storhedsvanvid gør mig også rigtig træt. Det band er jo så opslugt af sig selv og ideen om det episke, at de helt har glemt, hvordan man laver god thrash. At de f.eks i 2015 ikke vil spille festivaler, fordi formatet ikke passer dem? Tumpet. Hvis det orkester er egnet til noget som helst er det at spille op til fest - i Tyskland.

Da Metallica præsenterede ideen om, at publikum skulle sammensætte sætlisten til dette års turne tænkte jeg et kort øjeblik ”fedt” og derefter ”Metal Militia!”. Desværre gik det kort efter op for mig, at dette blot var min drøm, og at også denne turne ville blive magen til de foregående - bare med en indpakning. Hoben er jo ikke interesserede i at høre andre sange end de sædvanlige. Dermed er det ligegyldigt, om sættet bestemmes af publikum, bandets management eller en Spotify-statistik - resultatet bliver det samme.

I kategorien for særligt tumpede indslag må følgende nævnes:

1. Powerwolfs eksistens. På den ene eller anden måde har jeg hidtil været fri for at forholde mig til dem. Dette stoppede brat på Sweden Rock Festival.

2.  Amon Amarth påstår, at de ikke spiller vikingemetal. Klart ja ...

Største ønske for 2015:

At hele scenen kommer frem over stepperne. At bands enten bliver helt stille ELLER tager sig sammen og arbejder hårdt. At medier gør sig umage, og at vi alle sammen arbejder for at gøre metallen stærkere.

Forudsætningen for dette er, at klappe-kage-mentaliteten kvæles: Alt er ikke lige godt, og når noget er dårligt, SKAL det påtales.

Gode gamle Barcode er også igang med at lave nyt. Mon ikke de når at blive færdige i 2015? det håber jeg i al fald.

Derudover bør Bolt Thrower bookes til Copenhell!

Det glæder jeg mig mest til i 2015:

Her kan jeg igen skrive Wacken. Indtil videre er det et - for Wacken - usædvanligt interessant program, og hvis de vitterlig drager konsekvensen af at have måttet undskylde for deres ”logistiske udfordringer”, kan det gå hen og blive en fin festival.

Med denne ene konstant på plads må alt andet på listen være: Det, jeg ikke vidste, jeg ville komme til at opleve. Der er et vist niveau af gentagelse i koncerter, festivaler og metaloplevelser generelt.

Alt nyt hilses velkomment.