Årsliste 2014 – Jon Albjerg Ravnholt Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/38/32/91/2014-jon-mini-71-1419803630.jpg
28. December 2014    

Skuffelserne var mere skelsættende end de positive overraskelser for Briller af Stål-klummisten i 2014. Alt som det skal være, med andre ord.

2014 har været et lige så godt musikår som så mange andre. Det kan godt være, at der mangler den ene plade eller to, som man føler sig forsikret om vil følge en resten af livet, eller det show, som vil stå tilbage som et øjeblik, der virkelig satte noget på spidsen for en. Groft sagt kunne hver og en af de plader, jeg trækker frem nedenfor, næsten lige så godt være erstattet af en anden, der var omtrent så god som den; potentielt, i et andet liv med bedre mulighed for at gå ud, kunne koncerterne have været andre. Der var ikke mange ekseptionelle oplevelser, intet altoverskyggende. Men der var masser. Det var godt, at der var det.

Årets danske album:

1. Hexis – 'Abalam'
– Dansk metals hårdest arbejdende band klarede lige 128 koncerter i 2014 spredt ud over hele Europa, USA og Japan – og så udgav de tilbage i januar deres egentlige debutalbum efter en række splits, ep'er og chic merch. 'Abalam' er en lille halv times vortex af summende guitarer, skrig og brøl og bankende trommer, og det er usandsynlig godt.

2. Solbrud – 'Jærtegn' – Mindre kaotisk og mere atmosfærisk er Solbruds variant af post-black metal. 'Jærtegn' er så smuk en plade, at den gav genlyd et pænt stykke uden for metalmiljøet og ikke mindst fik Information til at klotte over sine egne ben i forsøget på at sætte ord sammen om den.

3. Trust – 'Wet Psalms' – Lige så ren og åben i sin lyd Trusts debutalbum var, lige så dissonant, larmende og knugende er opfølgeren her tre år senere. Hvis Theusaisamonster var en oplagt reference i sin tid, er vi denne gang tættere på Swans, men også tættere på et eget udtryk.

4 . Anti Ritual – 'Anti Ritual' – Med medlemmer fra bl.a. Rising, Ukrudt og Parasight ville Anti Ritual have været et all star-band, hvis altså bare nogle af de andre bands havde været stars. Men de behøver ikke at stå på skuldrene af nogen, for de får skudt sig selv ret effektivt afsted med debut-ep'en, hvis blackened hardcore løftes gevaldigt af en tæft for gode metalriffs.

5. Piss Vortex – 'Piss Vortex' – Også Piss Vortex tæller en riffsnedker med en mere regulær metalfortid, men det er ikke noget, de dvæler synderligt ved i deres grindcore. Det er moderne grindcore, komplekst og kaotisk, og hvad det nok mangler i hooks, har det i smadder.

Årets internationale album:

1. Electric Wizard – 'Time to Die'
– Efter et par svage album var der efterhånden ikke mange, der havde ventet, at Electric Wizard godt 20 år og 8 album inde i en mildest talt omskiftelig karriere skulle levere så vanvittig stærkt et album som 'Time to Die'. Men allerede i åbneren 'Incense for the Damned' står det klart, hvor mange lag Electric Wizard i denne omgang har tænkt sig at smide på, og hvor tungt de har tænkt sig at gøre det. Og så har Jus Oborne endda planket riffet til 'SadioWitch' fra Dr. Hooks bedste nummer, 'Four Years Older than Me'. Genialt.

2. Swans – 'To Be Kind' – At høre en Swans-plade er aldrig sådan noget, man bare lige gør. Man sætter to timer af til at lade alle sine følelser fladtrampe, og når den sidste tone klinger ud, er man taknemmelig. Over at det er ophørt, over at man fik lov at opleve det. 'To Be Kind' fortsætter kurven opad efter gendannelsen med et tydeligt præg af de monumentale liveshows' langstrakte jams og Michael Gira på ubehjælpsomt spansk.

3. Oren Ambarchi – 'Quixotism' – Den australske noise- og ambientmusiker Oren Ambarchi samler op på sit ualmindeligt alsidige virke i en tre kvarter lang suite, der bevæger sig fra technorepetitioner over klassisk minimalisme og raga til kraut og 80'er-strygere. Og får det til at lyde fornuftigt sammen.

4. Eyehategod – 'Eyehategod' – Hvis det var en overraskelse, at Electric Wizard kunne lave så overbevisende et comeback, så er det ingenting imod Eyehategod. 14 efter deres sidste plade kom opfølgeren endelig, og selvom New Orleans-kvintetten har spillet nogle aldeles overbevisende shows inden for de sidste år, så var forventningerne ikke skruet i vejret. 'Eyehategod' er heller ingen sensation som sådan, det sensationelle ved den er bare, hvor godt den fungerer, hvor gode numre de kan skrive, hvor tungt de kan få dem til at groove.

5. ACxDC – 'Antichrist Demoncore' – Også angelenoerne i ACxDC overraskede på deres egentlige albumdebut efter 11 år med splits, singler og subtile svinere. På 'Antichrist Demoncore' tager de et kæmpe skridt videre fra deres tidligere lidt vel primitive og jokey powerviolence mod en stram, velkomponeret og hårdtslående samling sange. På 20 minutter får de over 16 sange skudt på alt og alle, så det er en fryd.

Årets internationale hit:

Primordial – 'Where Greater Men Have Fallen' – Vind i håret, salte stænk i ansigtet, mørkt øl i skægget: Primordial er noget af det allermest heltede, der findes, og på titelnummeret fra deres nye album når det episke nye højder. Hvis Tolkien havde været i live, ville han have bedt dem om at slappe lidt af. Han ville være blevet overdøvet af et kor af stolte metalfans, hvis stemmer knækkede i forsøget på at synge med på årets mest catchy omkvæd.



Årets danske hit:

Brudte Løfter – 'København'
K-Towns eget boyband har indtil nu ikke rigtig formået at omsætte energien fra deres liveshows overbevisende til plade, men med 'København' har de skrevet en bundsolid harcdcorehymne om seriemordere.

Årets genfundne klassiker:

Dissection – 'Reinkaos'
– Det er 'In the Nightside Eclipse', der er black metalklassikeren, selvfølgelig er det det, men 'Reinkaos' er et bedre album. There, I said it. Jon Nödtveidt gik helt fri af blacken på sit sidste arbejde og skabte i stedet et dødsmetalalbum, hvor alt simpelthen sidder i skabet: Teksterne om 'the voracious gaping vortex' og det anti-kosmiske, edderstærke kompositioner med lige dele hooks, lir og melodi og et lydbillede, hvor alt står helt skarpt i lyset af verdens endeligt.

Årets DVD:

Når nu jeg egentlig selv synes, at jeg med en vis autoritet kan udpege musikalske højdepunkter fra det forgangne år efter at have afsøgt et bredere spektrum af, hvad der blev præsenteret, og når nu det her i det hele taget er noget, jeg har givet mig af med i en rum tid, og jeg derfor mener mig fuldt ud kvalificeret til at vurdere, hvad der har været godt, og, vigtigere endnu, hvad der ikke har været det, så ville jeg godt nok føle mig temmelig arrogant, hvis jeg begyndte at udbrede mig om, hvad der har været godt inden for filmmediet. Jeg mener, film? Og jeg har ikke set en koncert-DVD i 2014, heller ikke i 2014, og de nyeste af de gode musikdokumentarer, jeg har set i 2014, såsom ikke mindst 'The Punk Singer', har været fra 2013. Så altså.

Årets koncerter:

Når nu man er sådan lidt geografisk udfordret, som jeg er, så får man slet ikke set alle de shows, man gerne ville. Det er ligesom præmissen for at bo ude på en ø. Jeg får vel i snit set 1-2 shows om måneden, når det lige kan passes ind med, at jeg er i en by, hvor der er sådan noget, og derfor er listen her – i modsætning til de andre lister – ikke så meget et udtryk for, hvad der indiskutabelt var det vildeste i 2014, som for hvilke af de shows, det lykkedes mig at dukke op til, der var turen værd.

1. Shellac – Jazzhouse 30-10-2014 – Alle bands, der ikke er Shellac, gør jo grundlæggende noget forkert. Deres første show på dansk jord i sådan noget som 15 år var ikke fejlfrit, men det rockede ikke ved, at det var Shellac. Og dermed bedre end snart sagt alle andre livebands.

2. Nifelheim – Loppen 07-10-2014 – Alle metalbands, der ikke er Nifelheim, eller i hvert fald ser ud som Nifelheim og spiller som Nifelheim, gør jo grundlæggende noget forkert. Og så sidder man der dagen efter med verdens ondeste tømmermænd og verdens grimmeste band-t-shirt i hænderne og ved, at alt stadig er godt et sted. Altså, som i ondt.

3. SNFU – Gruta 77, Madrid 23-07-2014 – Med en backinggruppe bestående af en blonderet surfer, en etbenet udsmider, en katalansk modepunker og en Hus Forbi-sælger er SNFU i sig selv lidt af et freakshow. Med Chi Pig i front på 24. år, iført latexkjole og med en kropsvægt på den prøvede side af de 45 kilo og lyst til at lægge sig ud med alle, er det freakshow en bizar fest.

4. Thurston Moore & Mats Gustafsson – Sound Station 06-07-2014  – Sådan lige en søndag eftermiddag at sætte sig i solen på fortovet uden for en pladeforretning og få blæst en lille halv times skronk ud i smasken på sig selv og hele familien, det er eddermaneme jazz.



5. Baby Woodrose – Heavy Days in Doomtown 05-05-2014 – Der var mange, rigtig mange, højdepunkter på årets Heavy Days in Doomtown. The Body og Graves at Sea spillede begge helt fantastiske koncerter, mens Abysmal Grief var i særklasse gode. Men næsten det bedste ved en helt igennem uovertruffen festival var at opleve Baby Woodrose spille så god en koncert, som jeg ikke har oplevet dem spille siden helt tilbage i starten ved deres tidlige shows på Stengade 30 og til Club Play/Rec. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forventet, og så meget desto bedre var det at få lov at være helt oppe at ringe over dem bare én gang til.

Årets internationale navn:

Sunn O)))
– Der har ikke været ét band, der herskede overlegent i 2014. Men Sunn O))) er så småt begyndt at udgive plader igen, og på deres to samarbejder med henholdsvis Ulver og Scott Walker er det, som om de endelig er ved at indfri nogle af temmelig højtsvungne og strengt taget uindfriede løfter fra deres sidste reelle album, 2009's 'Monoliths & Dimensions'. Det er stadig ikke lykkedes dem helt, men de er kommet to store skridt længere ud af dronesumpen og over i noget langt mere intrikat og interessant.

Årets danske navn:

Hexis
– Jeg har egentlig allerede skrevet det ovenfor: Hatten af for landets hårdest arbejdende band og for, at det endda også er lykkedes dem at tage deres musik et niveau op.

Årets nye internationale navn:

Keeper – De er sikkert opløst om et år, men så kan vi om fem år snakke om, hvor god en demo 'X X I V' var, og hvor vildt det havde været, hvis de havde taget det videre. Bundsolid, sludget og doomy blackened hardcore.

Årets nye danske navn:

Anti Ritual
– Det er jo sådan set kun lige præcis denne konstellation af de her mennesker, der er noget nyt over, men de passer muligvis bedre sammen, end de har gjort det i nogle af deres andre bands. De har i hvert fald alle referencerne i orden, og hvis de så rent faktisk får taget sig sammen til at gøre noget mere ud af det, så er deres selvbetitlede debut ret så lovende.

Årets comeback:

Floor
– Mens Torche lige holdt pause efter en lidt skuffende treer, gendannede Steve Brooks endnu en gang sit gamle band Floor og indspillede deres første nye album i 12 år, 'Oblation'. Det lyder stadigvæk som Torche spillet i halvt tempo eller som et bizart kryds af Sleep og Hüsker Dü, og det er stadig lige forvirrende godt. Dem ville vi gerne nå at se på næste års Heavy Days in Doomtown, hvis ikke Torches fornyede aktiviteter forhindrer det.

Årets optur:

Oren Ambarchis ZZ Top-noise på 'Stacte Karaoke' 12”'eren.
 To numre, der looper klassiske ZZ Top-numre og lægger feedback ind over. What's not to like?



Årets største skuffelse:

Det var en skuffelse, at Punch gik i opløsning efter bare tre album, og at Esoteric Youth gjorde det efter bare en demo, en 7” og to split-kassetter. Det var også en skuffelse, at Fucked Up fuckede op igen, da de ellers prøvede at ryste stadionrocken af sig fra den halvkedelige 'David Comes to Life', men så bare druknede alle gode intentioner i en trættende buldren. Det var det. Men årets største skuffelse var Mastodon: Jeg er en af dem, der har forsvaret Mastodon helt op til og med 'The Hunter', og selvom førstesinglen 'The High Road' så havde planket sit riff fra et Melvins-nummer, så havde den planket det godt, og jeg havde faktisk forventet, at 'Once More 'Round the Sun' skulle være sommerens store, saliggørende metalplade. Den man drak øl i haven til, skrålede med på, blev ved med at få sin hjerne blæst ud over hvor mange lag der var i, den slags. Det var den ikke, det var deres store, fede, endegyldige udsalg.

Største ønske for 2015:

Det er et halvt århundrede siden Napalm Death blev beskyldt for at sælge ud, da de gik dødsmetal på 'Harmony Corruption'. Måske derfor er det beskæmmende få, det egentlig er gået op for, hvor eksperimenterende og stadigt kompositorisk stærkere Napalm Death i de mellemliggende år er blevet. Folk forbinder dem bare med at være grindcorepionerer, have lavet nogle klassikere i 80'erne, lidt en stående vits. Men op igennem 00'erne er Napalm Death blevet stærkere og stærkere, og deres seneste album, 'Utilitarian', var muligvis deres bedste til dato. Det er mit håb, at 'Apex Preadator – Easy Meat' fortsætter den udvikling, når den lander sidst i januar.

Det glæder jeg mig mest til i 2015:

Heavy Days in Doomtown IV
– Det er jo sådan set uendelig trist, at HDDT stopper efter bare fire omgange, selvom det vel på sin vis også er forståeligt nok, at folkene bag gerne vil prøve noget nyt. De sidste tre år har festivalen været det perfekte plaster på såret til os, der af alle mulige dårlige grunde ikke kunne overskue at tage turen ned til Roadburn i Holland; der har været mulighed for at få sin doom noget så massivt på i de bedst tænkelige omgivelser med gode vibes og en evig fråder. Det bliver virkelig godt at opleve det for fjerde gang. Så må tiden vise, hvad man skal gøre af sig selv efterfølgende. 2016 om dét.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her