Årsliste 2015 – Henrik Østergaard

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/bb/12/ad/IMAG1092-77-1451438020.jpg
29. December 2015    

Tau Cross. Gabestok. Marilyn Manson. Tall Man. Alan Silvestri. James Last. Killing Joke. My Morning Jacket. Goatsnake. Steven Wilson. Gentlemans Pistols. Uncle Acid & the Deadbeats. Quentin Tarantino. Etc.

Årets internationale album:

1. Tau Cross: 'Tau Cross'
– At det skulle blive et all star-band, der lavede årets bedste plade, kommer som ikke så lidt af en overraskelse. Tau Cross' selvbetitlede debutplade har dog vitterligt alt det, man mere eller mindre overhovedet lyster: Epik med swing, tung elegance samt afventende, balanceret kraftfuldhed. Tau Cross forener musikalske ansigter, der ikke burde gå sammen, OG! Tau Cross er bandet, der formår at gøre selv et nü metal-riff interessant. The sky's the limit hos Tau Cross. Plade nr. 2 er allerede på vej.



2. Goatsnake: 'Black Age Blues'Efter mere end ti års pause vendte disse undervurderede bluesrockmestre tilbage med et album, der på ærkegenkendelig vis alligevel formåede at sætte en ny standard for riffet i det hele taget.  



3. Killing Joke: 'Pylon' I hjemlandet England gav Killing Jokes 15. studiealbum angiveligt bandet deres højeste placering på hitlisten i nogenlunde 20 år. Taget i betragtning at det er deres bedste udgivelse i 30 år, er det kun fortjent!  



4. Boris: 'Asia' + 'Warpath' + 'Urban Dance' – Sunn O)))s overlegne japanske storebror, Boris, valgte i år at udgive tre studiealbum samtidig, og fordi pladerne – i hvert fald for denne lytter – er uadskillelige (men dog meget forskellige), er de alle kommet med på denne årsliste. For flere bands ville det sandsynligvis være at stramme ambitionerne en tand at udgive så meget musik på en gang, men ikke for Boris. Tværtimod er der formodentlig kun få bands, der kan få så meget mening ud af en skizofren musikalsk tangent som den, Boris bliver ved med at bevæge sig ud ad år efter år.



5.1. Steven Wilson: 'Hand. Cannot. Erase.Wilsons bedste soloplade til dato.



5.2. Marilyn Manson: ’The Pale Emperor’ Man skal da lige love for, at Marilyn Manson i 2015 fik taget revanche for de seneste 15 ligegyldige år af sin musikalske karriere. Det er faktisk lige før, man er blevet genfødt fanboy.



5.3. 'Gentlemans Pistols: 'Hustlers Row' Gentlemans Pistols er bandet, der giver os lov til at blive liderlige og gamle med stil. De er også bandet, der giver alle andre retrospundne rockbands baghjul.



Årets danske album:

Det er mange år siden, der for undertegnede er blevet lyttet til så lidt dansk musik som i 2015. En smule er det dog blevet til, og især duoen Gabestok, der her i slutningen af december netop har sendt en fremragende debut-ep på gaden i form af et navnløst kassettebånd, har med rockende, melodiøs legesyge og en løjerlig ligefremhed formået at markere sig. Det er bands som Gabestok, der giver en lyst til på ny at dykke ned i den danske metalundergrund og finde frem til flere af de godbidder, der helt sikkert er derude.  



Årets danske hit:

Gabestok: 'Tall Man' – 
På årets danske hit flettes det bundmelodiøse sammen med en frenetisk, tør lo-fi-produktion, hvilket resulterer i et stramt rockhit, der på en gang taler til luftguitaren og ens øldrikkende, hårdtpumpende rocknæve. Når der i omkvædet samtidig gives fingeren til en af b-filmenes store undergrundsikoner, den overjordiske bedemand Tall Man fra Phantasm-universet, er man først for alvor klar på at skråle med! Sangen 'Tall Man' er så skråsikkert og velleveret et hit, at det er svært at forestille sig, hvordan man ikke skulle digge nummeret. "I said, fuck you, Tall Man!".   

(NB: Spol 02:11 frem i ovenstående youtube-klip for at høre 'Tall Man').

Phantasm 5 tall.jpg

Årets internationale hit:

Uncle Acid & the Deadbeats: 'Pusher Man'
Nogle rocksange skal ramme lytteren som en knytnæve i ansigtet, andre skal slæbe sig i ens retning som en perverteret kryster med skjulte hensigter. 'Pusher Man' er et farligt godt eksempel på sidstnævnte. Så selvom 'The Night Creeper' muligvis ikke helt kunne leve op til det britiske bands tre første plader, er 'Pusher Man' nu engang sangen, der på beskidt vis gør alt for at bevise det modsatte.  

Bobler:

Steven Wilson: 'Hand. Cannot. Erase.' – På alle måder den mest overskudsagtige ballade, der omtrent NOGENSINDE er blevet komponoret. Steven Wilson er et fucking geni.



Årets genfundne klassiker:

James Last: 'Voodoo-Party' (1971)
– Svenske Goat har formentlig lyttet en del til denne på alle måder skæve og fantastiske "voodooplade" fra det tyske kultikon og bandleder, James Last. Manden, der fra midt-60'erne og små halvtreds år frem indspillede mere end 200 plader, har ellers aldrig rigtigt figureret på ens musikalske radar. Han har vel nærmere været et navn, man bevidst gik uden om. Sådan bør det ikke være! Takket være et par gode, røgede musikaftener i selskab med Mr. Doomed Denmark himself aka. Nils Markvardsen blev der heldigvis lavet om på det i år. 'Voodoo-Party' er nemlig en genistreg – og tilmed en genistreg, der sidenhen forplantede sig som et gaveidé, og som ens far, der ellers er fattig på god musiksmag, blev glad for, da han fandt et brugt eksemplar af pladen under juletræet. Tak for musikken og den gode gaveidé, Nils!





Den overså jeg i 2014:

Den hvad-for-noget? Hvad kørte jeg over?

Årets Film:

'The Hateful Eight' på 70 mm – og jeg har ikke engang set den endnu!

Årets opsamling:

Alan Silvestri
s soundtracks til 'Back to the Future'-trilogien fordelt på tre dobbeltvinyler samlet i et bokssæt, der imiterer Dr. Emmett Browns plutoniumboks.  

Årets koncerter:

1. Saint Vitus: Copenhell, 18-06-2015



2. Voivod: Aalborg Metal Festival, 07-11-2015



3.
Earth: Jazzhouse, 15-02-2015



4. Triptykon: Markthalle, Hamburg, 25-09-2015


5. Nicki Minaj: Roskilde Festival, 04-07-2015



Bobler:

Satan's Satyrs: Pumpehuset, 02-12-2015  Koncerten, som fik Blastbeast.dk til at skrive:
"Satan’s Satyrs mangler dog stadig sange med den rette gennemslagskraft (...) for at det bliver rigtig godt". Det er vi flere, der stadig fniser over hos Devilution.



Årets internationale navn:

My Morning Jacket – De lavede årets bedste album, 'The Waterfall', punktum, som jeg af underlige grunde ikke har inkluderet på denne liste. Den er sandsynligvis blevet udeladt, fordi deres musik ikke har meget med metal at gøre. Også selvom My Morning Jacket egentlig spiller både vildere og bedre og desuden skriver bedre sange end langt de fleste metalbands, selv når de hylder lyset fremfor mørket. Hør selv:



Årets danske navn:

Alle andre end Jacob Dinesen.

Årets nye internationale navn:

Tau Cross.

Men også: Dreadnought + Abyssion + With the Dead + Misþyrming.

Årets nye danske navn:

Gabestok + Denner/Shermann.

Årets comeback:

Scott Reagers på Copenhell. Det var sort magi, det var hvid magi, det var fan-fucking-tastic!

Årets optur(e):

Var på min første rigtige date i over seks år – og det gik ikke engang ringe!

Årets største skuffelse:

Om det ligefrem var en skuffelse, ved jeg ikke, men det var i hvert fald ikke nogen god koncert, Marilyn Manson gav, da han i sommer besøgte Vega. Så selv om 2015 blev året, hvor Marilyn Manson bevidste, at han stadig kan skrive fortrinlig rockmusik, blev det samtidig året, han i liveregi fik vist sig som en ufarlig parodi på en alt for ung udgave af sig selv.

Største ønske for 2016:

At flere af ens hundehovedkollegaskribenter nosser sig sammen og tager med til Roadburn, så vi her på Devilution kan få dækket den ubetinget mest spændende metalfestival af dem alle.

Det glæder jeg mig mest til i 2016:

Roadburn! Her er tre grunde ud af utallige:







Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her