Årsliste 2015 – Sebastian Taylor Bach

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a5/ac/fe/Billede2-30-1451252585.jpg
27. December 2015    

2015 har været et år med mange gode udgivelser og nogle ekstremt skuffende. I den positive afdeling har specielt Between the Buried and Me glædet øregangene, mens Iron Maiden og Slayer var blandt de mere skuffende oplevelser.  

Årets danske album:

1. Liserstille: 'Empirical Ghost' – Den aarhusianske kvartet, var en tur over Atlanten under indspilningen af dette epos af en plade. En plade, der er lige dele indierock, spacy-prog-tråd og synths leveret i en teatralsk kontekst. En stærk udgivelse, der er lige så grå og dyster som Seattle på en regnvejrsdag, men samtidig smuk og insisterende. Liserstille har efterhånden været toneangivende inden for den danske prog-scene i mange år, hvor 'Empirical Ghost' cementerer bandets position som et af Danmarks mest innovative bands inden for genren.



2. Black Book Lodge: 'Entering Another Measure' – En prægtig toer. Pladen lever op til forventningerne og fremviser endda et band i udvikling. Et album i international klasse. En udgivelse, der sikkert har været medvirkende til bandets booking på årets Roskilde Festival. Albummet er fyldt af spændende kompositioner og interessante elementer, leveret i en støvet prog-rock-orienteret kontekst, der gør albummet til en helstøbt oplevelse.



3. EVRA: 'Lightbearer' – Det har været et stærkt år for det københavnske band, der kulminerede med udgivelsen af debuten 'Lightbearer' og efterfølgende releasekoncert. Et album, der fremviste nye toner i form af en stærkt sludge-inspireret lyd, frem for den hardcore-sound, der tidligere har præget bandet. Blandt en række velkomponerede og bombastiske numre er specielt titelnummeret mindeværdigt og lidt af en partystarter.



4. Bersærk: 'Mulm' – Endnu et aarhusiansk band, nemlig Bersærk med albummet 'Mulm'. Her har vi at gøre med en tung, beskidt og fandens lækker udgivelse, der rykker alle de rigtige steder. Den danske lyrik giver pladen et ekstra og anderledes lag, der tildeler Bersærks tunge stoner rock en ekstra kant. Udgivelsen er samtidig utrolig melodisk og fandens catchy. Har man endnu ikke givet danskerne et lyt, er dette en varm anbefaling.



5. The Vision Ablaze: 'Youtobia' – Dansk melodød anno 2015. Det er smukt, det er tungt, og det er ikke mindst en gennemarbejdet debut. Ambitionsniveauet på 'Youtobia' er højt; så højt, at faren for, at korthuset falder til jorden, er nærliggende. Men det sker ikke. Det københavnske band formår at holde kadencen hele pladen igennem. Det tordnende aggressive blandes på eminent vis med det storladene, mens de mange fine detaljer giver albummet en langtidsholdbar karakter.



Årets internationale album:

1. Between the Buried and Me: 'Coma Ecliptic' – Denne 7. fuldlængde-udgivelse er muligvis kulminationen af alt det bedste fra det amerikanske prog-metal-band. Der er udvikling på et imponerende niveau fra et band, der efterhånden er kendetegnet ved at udgive konceptalbum. Denne rockopera, der handler om en komapatients rejse gennem tidligere liv, er smukt og opfindsomt komponeret og med en ubehageligt tung lyd. Det er en af årets bedste udgivelser, hvilket amerikanerne også understregede, da de besøgte Vega.



2. Heart of a Coward: 'Deliverance' – 2015 har ikke været et fantastisk godt år, hvad angår metalcore. Bring Me the Horizon har strøget de fleste core-elementer, og Parkway Drive beviste med 'Ire', at de efterhånden er bedre til at spille heavy metal end metalcore. Heldigvis redder britiske Heart of a Coward core-året med en stærk og ond udgivelse, der fremstår som et brutalt hug i mellemgulvet. At bandet samtidig formår at flirte med prog-elementer gør, at 'Deliverance' aldrig bliver kedelig eller ensformig.



3. Tribulation: 'The Children of the Night' – I år er det ti år, siden svenskerne ændrede navn fra Hazard og startede den udvikling, der kulminerede i dette års udgivelse. Et mindre mesterværk, der sneg sig ind som lidt af en overraskelse. Der er skruet ned for dødsmetallen til fordel for 70'er-rusten garage-rock og psych-elementer, hvilket er en stærk kombination. For undertegnede er denne udvikling meget kærkommen og står som en af årets helt store overraskelser.



4. Tesseract: 'Polaris' – Den britiske kvintet er efterhånden synonym med gode udgivelser. 'Polaris' er ingen undtagelse. Selvom denne 3. udgivelse er langt mere melodisk end tidligere set, klæder denne udvikling bandet. Kombineret med, at Daniel Tompkins er tilbage som vokalist, har det medført en plade ligeså alsidig og gennemført som forventet. Selvom udgivelsen ikke er på højde med deres forrige udgivelse, er 'Polaris' stadig en stærk plade, rig på gode numre og overraskelser.



5. Bring Me the Horizon: 'That’s the Spirit' – Denne udgivelse er måske årets største overraskelse. Singleforløberen ‘Drown’ varslede et kommende musikalsk skifte, og der var præcis, hvad vi fik. 'That’s the Spirit' fremviser et band i rivende udvikling og er en plade, der er mere nü metal og pop-melodier, end BMtH nogensinde tidligere har været. En positiv og velgennemført relancering af det britiske b(r)and. Udgivelsen bragte samtidig bandet til Danmark, hvor de gæstede Vega og spillede en flot koncert.



Årets internationale hit:

Faith No More: 'Sunny Side Up' – Det amerikanske bands comebackalbum er så tæt på at nå top 5, som det kan være. På den anden side er 'Sol Invictus' allerede repræsenteret op til flere gange. Ikke mindst på grund af 'Sunny Side Up', der har været et af de mest spillede numre i 2015 for undertegnede. Nummeret er Faith No More, når de er bedst. Funky, opfindsomt, livligt og smukt. Og så lugter det bare af sommer, varmt vejr og en hyggelig stund i solen. Det sprælske og smukke i nummeret afspejles fint i den dertilhørende video.



Årets danske hit:

EVRA: 'Lightbearer' – Det er fedt og fandens catchy. Nummeret er skruet sammen efter den store hit-bog og er en skøn party-starter.



Årets genfundne klassiker:

Nine Inch Nails: 'The Downward Spiral' – Denne klassiker har aldrig været forsvundet. Men når det hele er lidt surt, og der er behov for at uddele hårde spark og en velplaceret langemand, er der få album, der som dette kan og vil. Den aggressivitet, intensitet og bagvedliggende historie, der præger 'The Downward Spirit', har været perfekt som årets langemand og spark i skridtet i et utal af situationer. Udgivet i 1994 er der i dag, snart 22 år senere, stadig lige så meget saft og kraft i pladen, der byder på noget af det bedste fra Reznors hånd.



Den overså jeg i 2014:

Unearth: 'Watchers of the Rule'
– Overset er nok så meget sagt. Udgivelsen blev noteret, albummet lyttet igennem nogle gange for efterfølgende at blive lagt til side til fordel for andre plader. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Unearth har udgivet et brag af et album. Et nyrehug af en aggressiv plade. Efter at have været nede i 2014-gemmekassen har 'Watchers of the Rule' været fast inventar på min playliste i 2015. Især når man tænker på, hvor svagt et metalcore-år 2015 har været, er der intet at sige til, at denne sværvægter af en plade har hængt fast.



Årets dvd/blu-ray:

Jeg har ikke været så heldig at støde på nogen dvd/blu-ray-udgivelser, der var specielt interessante.

Årets koncerter:


1. Periphery: Lille Vega, København, 01-12-2015 – Det er ingen hemmelighed, at Periphery har haft det svært, når de har gæstet den danske muld. Derfor var det naturligt at frygte endnu en fiasko, da Periphery headlinede den næsten udsolgte koncert i Lille Vega. Med opvarmningsbands som Good Tiger og Veil of Maya var der dog ingen undskyldning for ikke at indfinde sig i den stemningsfyldte sal. Heldigvis viste det sig at blive et brag af en koncert. Den bedste, Periphery har formået at levere i Danmark. Energi og spilleglæde emmede ud af bandet, der tordnede af sted i hæsblæsende tempo.

2. Eyehategod: Loppen, København, 07-04-2015 – Det er aldrig til at vide, hvad man får, når Eyehategod spiller live. Det er aldrig til at vide, hvad man får, når der spilles koncert på Loppen. En kombination, der kunne være en katastrofe. Men når Loppen viser sig fra sin bedste side, er det et historisk smukt og æstetisk spillested. Når Eyehategod viser sig fra deres bedste side, er det et forrygende liveband. Den kombination var, hvad publikum oplevede til dette brag af en koncert, der fik hele Christiania til at gynge.

3. Between the Buried and Me: Lille Vega, København, 03-10-2015 – Ingen overraskelse at amerikanernes koncert i Lille Vega har nået denne årsliste. Med dette års perle af et album i bagagen og intet mindre end Haken som opvarmning var hele prog-Danmark mødt op for at opleve BtBaM spille deres rock-opera numre live. Det gjorde de til perfektion, sammen med alle de andre gode skæringer fra bagkataloget. Eneste hage var den fatale Queen-cover-afslutning.

4. Blues Pills: Copenhell, Pandæmonium, 20/06/2015 – Mens de overhypede svenske landsmænd fra Ghost forsøgte at spille Copenhell ned, blæste formidable Blues Pills det fremmødte publikum bagover. Den svenske sirene Elin Larsson og kollegaerne havde publikum i et hårdt greb fra første minut og gav aldrig slip. Det var en ægte rockoplevelse. Intenst, smukt, svedigt og råt. Alt hvad man kunne ønske af Blues Pills på Copenhell. Da koncerten først var slut, og man fandt vej til afslutningen på Ghost-koncerten, virkede de maskeklædte skikkelser og deres teatralske rock sgu en smule kønsløst og intetsigende.

5. Steven Wilson: Amager Bio, København, 13/04/2015 – Sidst Steven Wilson gæstede Danmark og Amager Bio, blæste han publikum og undertegnede bagover i ekstase. Wilson er en ekvilibrist inden for sit felt, hvilket han beviste igen. I marts havde prog-prinsen fundet tilbage til Amager Bios vante rammer, til en koncert, der virkede mere tryg, mere sikker og mere forudsigelig. På ingen måde på samme niveau som hans forrige besøg i Bioen. Med fokus på 2015-udgivelsen ‘Hand. Cannot. Erase.’ spillede Wilson dog en flot og dragende koncert, der var en fornøjelse, selvom den manglede det sidste momentum.

Årets internationale navn:

Lamb of God –
Af flere årsager. Primært fordi 'VII: Sturm Und Drang' var umådelig tæt på at finde plads på min Top 5. Herudover fordi deres koncert på Roskilde Festival var et festivalbrag – og den af årets metalkoncerter på Roskilde, der cementerede metallens relevans på festivalen. At det samtidig var året, hvor amerikanerne tabte til terroristerne, bør ses i et større perspektiv i stedet for det navlepilleri, der har præget debatten. Alt andet lige ændrer det ikke ved, at bandets 2015-udgivelse er fed og bundsolid.



Årets danske navn:

Volbeat – Hvorfor? Fordi Volbeat er et af de stærkeste kort, Danmark kan præsentere internationalt. Fordi Volbeat formåede at sælge 37.000 billetter til deres koncert i Tusindårsskoven. Fordi det er et band af international kaliber, og ikke mindst fordi det er fortjent. At Anders Kjølholm valgte at forlade den danske mastodont, er ærgerligt, men grundlæggende ikke andet end endnu en udfordring. En udfordring, der uden tvivl vil blive løst lige så professionelt som de tidligere. Volbeat er et eksprestog, der endnu ikke har fundet sin endestation, og det var 2015 en tydelig indikation på.



Årets nye internationale navn:

Good Tiger – For at være helt ærlig synes jeg ikke, der er kommet specielt mange nye, spændende internationale navne. Supergruppen Good Tiger er det band, der har fænget mest. Grundstammen i bandet er det hedengangne britiske band The Safety Fire, repræsenteret ved Derya Nagle og Joaquin Ardiles. De to prominente guitar-ekvilibrister har slået pjalterne sammen med forsanger Elliot Coleman (tidligere Tesseract), trommeslager Alex Rûdinger (tidligere The Faceless) og bassist Morgan Sinclair. Sammen har de udgivet debuten 'A Head Full of Moonlight', der er en solid prog-rock-udgivelse med flere spændende skæringer.



Årets nye danske navn:

Unseen Faith – Århusianske Unseen Faith, har fundet vej til denne årsliste med deres knusende tunge deathcore og fandens lækre debutudgivelse 'Yokebreaker'. Kvintetten har komponeret et mini-debutalbum bestående af en lang række teknisk velskrevne og brutalt nakkevridende numre. Mens Thy Art Is Murder har udgivet et af årets bedste internationale deathcore-album, repræsenterer de danske drenge hjemlandet med en ligeså potent udgivelse.



Årets comeback:

Faith No More – Sjældent har frygten for en fatal katastrofe været så stor, som da det blev annonceret, at Faith No More ville udgive nyt materiale. Førstesinglen ‘Motherfucker’ var muligvis en langemand til alt og alle, men det var samtidig et ret kedeligt nummer, der ikke mindskede frygten. Heldigvis er 'Sol Invictus' noget så sjældent som et succes-comebackalbum. 18 år er der gået, siden det triste ‘Album of the Year’. Tid, der er blevet brugt på sideprojekter, gendannelse og turnéer. En tid, der tydeligvis har været sund for bandet. Resultatet er denne uforudsigelige, smukke, onde og let genkendelige Faith No More-udgivelse. Et album, der bragte bandet til Tinderbox, til et brag af en koncert en regnfyldt søndag aften.



Årets optur:

Det har endnu en gang været en fantastisk fornøjelse at afholde Devilutions rock- & metalquiz. Med et massivt fremmøde hver gang og masser af gode oplevelser, præmier og øjeblikke er quizzen en månedligt tilbagevendende fornøjelse, som jeg altid glæder mig til. Quizzen afholdes den første onsdag i hver måned, og der er altid plads til nye deltagere.

Årets største skuffelse:

Iron Maiden og Slayer. Der er ikke meget liv tilbage i de gamle helte, der hver især skuffede fælt. 'The Book of Souls' er lige så kedelig og langtrukken, som 'Repentless' er fyldt med repetition og slaphed. De to mastodonter kunne have gjort 2015 til et eminent år. I stedet falder deres udgivelser i den dybe brønd af ligegyldighed, der er glemt, så snart vi hopper ind i 2016.

Største ønske for 2016:

Lad os nu bare få det Tool-album. Ikke mere vrøvl, flere tvetydige udmeldinger eller mere rod med retssager. Forhåbentlig er de mange billeder og klip med bandet i studiet netop tegn på et snarligt kommende album, men med bandets historie in mente, bør man nok ikke håbe på for meget. Når vi tager springet ind i 2016, er det ti år, siden kvartetten udgav '10.000 Days'. Forventningerne er høje. Det samme er frygten for en 'Chinese Democracy'. Forhåbentlig bliver 2016 året hvor de fire medlemmer cementerer deres forsatte relevans som udgivende band.

Det glæder jeg mig mest til i 2016:

Copenhell! Den lille festival, der har vokset sig til tilbagevendende fortræffelighed. Hvert år samles Danmarks glade metalfans om at brokke sig over lineup og beklage sig over tidsplanen, for herefter at drikke sig i hegnet som en samlet flok venner. Det er smukt at bevidne og være del af denne årlige gentagelse. Programmet i år peger allerede mod en fantastisk festival. Personligt glæder jeg mit til at gense Alice Cooper, Black Sabbath og Norma Jean, mens jomfruhinden får lov til at ryge til Beartooth, Blind Guardian... og de gamle rap metal-helte Clawfinger. Vi ses i helvede!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her