Årsliste 2015 – Steffen Nørregaard Rasmussen

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/8e/2b/09/IMG-1115-63-1451402051-69-1451485073.jpg
27. December 2015    

For den nyeste mand på borgen bød de devilutionistiske højdepunkter i 2015 på masser af post-pop-død-post-black-post-frisk luft-metal, thrash, syre, doom og en genopdaget svensk P3 Guld-vinder.

Fotograf
Satan

Årets danske album:

1: De Underjordiske: 'Ind i flammerne' – Et af årets største overraskelser, men de sultne ulve overbeviste mig bogstaveligt talt under jorden, da de tidligere i år spillede releaseshow for deres debutalbum i Cisternerne. Og 'Ind i flammerne' har lige siden opnået utallige ugentlige spin. En på en gang eftertænksom og kærlig forherligelse af musikken og dens simple motiver, kogt ind i groovy og iørefaldende syrerock med smagfuld og livsbeskuende lyrik, som stikker dybere end de fleste formår (og tør). Allerede en klassiker.

2: Myrkur: 'M' Hele diskussionen om Myrkur og hendens integritet ligger mig meget fjern. Selvom den er underholdende. Og selvfølgelig er det en sindssygt god historie, at en dansk model og popmusiker går black metal (og bliver signet til Relapse). Finders der overhovedet et lignende fortilfælde? Uanset hvad, så skal mangfoldigheden og uforudsigeligheden hyldes, og på 'M' viser Myrkur i allerhøjeste grad, at hun har noget at byde på. Melodierne og hendes høje, flotte sang, der trækker på gamle nordiske viser, glider perfekt ind og ud af black metallens flossede favn, hvor selv skriget er hæsligt perfektioneret. Live mangler hun dog at imponere, men det skal nok komme i løbet af 2016, der lader til at blive et travlt år på landevejene for Myrkur.



3: By The Patient: 'Gehenna' Helt på niveau med mesterværket 'Premonitions' er 'Gehenna' ikke. Men By The Patient, som jo desværre valgte at takke af tidligere i år, spiller stadig med alle kræfterne, mens de står fast som en bornholmsk klippe i deres eget stormfulde landskab, hvor overlevelse handler om at spille metal så benhårdt som overhovedet muligt.



4: Tvivler: 'Negativ Psykologi #1' Tendensen til at benytte sig af modersmålet har de seneste år været kraftigt stigende blandt danske bands. Også indenfor det hårdere spektrum, hvor Tvivler i løbet af 2015 debuterede med denne selvudgivet 7". Et skud opkvikkende og hurtigt fix melodisk hardcore med et særdeles vedkomment gensyn med den tidligerere Lack-forsanger, Thomas Burø, i front.

5: LLNN: 'Loss' – Jeg har slet ikke hørt det her album nok endnu, men jeg er vild med bandets ambitioner. Det er heller ikke helt uinteressant, at de to bærende medlemmer er tidligere guitarrist og trommeslager i de for evigt savnede The Psyke Projekt. Jeg kunne umiddelbart godt ønske mig en mere variereret vokal og lidt mindre tyngde og mere tempo, men der er aspekter i LLNNs musik, som får mig til at tro på, at de ligger inde med det helt store værk – og at vi nok skal få det!

Årets internationale album:

1: Deafheaven: – 'New Bermuda' Den her var der aldrig nogen tvivl om. Deafheaven er så uforligneligt fundamentalt løsrevet fra mange af metallens slidte konventioner, at de stort set egenhændigt har sparket porten op til et nyt rige. Modsat 'Sunbather' er 'New Bermuda' dog faktisk meget mere metal i den klassiske forstand med gyldne shout outs til ikke mindst Slayer og Metallica. Men det er stadig black metallens arrige rytmik og post-rockens større end livet-crescendoer, som forener de flerfacetterede inspirationer på bandets lange kompositoriske rejser, hvor den lige dele pinte og dragende forsanger, George Clarke, er hovedpersonen, der kæmper mod den evige paralyserende tvivl i sit eksistentialiske vakuum. Det hele med en fokuseret udførelse og sans for melodi, som griber om sig i en grad, der gør 'New Bermuda' til årets mest tilfredsstillende og ultra-intense lytteroplevelse.



2: Elder: 'Lore' De rev Pumpehuset rundt tidligere i år, og derfra var der ingen vej tilbage mellem mig og Elder. Mange gennemlytninger af 'Lore' har ikke gjort den spirende kærlighed mindre. Det er sådan et band, hvor man føler sig i så trygge hænder, at de stort set kan tage en med hen hvor som helst. Og det gør Elder. De rocker, så det gynger, de doommer den, som tusind okser på vej ud over en klippe, mens de oven i hatten hiver den ene sublime melodi frem efter den anden. Trods navnet stadig et meget ungt band, men de er dømt til storhed.

3: Crown: 'Natron' Nogle vil, mange sci-fi forfattere vil med garanti, fortælle dig, at den næste verdenskrig kommer til at stå mellem mennesket og maskinen, ganske som i for eksempel 'Terminator'. Den frygt har Crown brugt og vendt indad i skabelsen af 'Natron', hvor de maler de dystre udsigter med en stor, sort og industriel post-metal-pensel. Sådan lyder de groft sagt. Stilmæssigt viser franskmændene dog samtidig overraskende stor spændvidde på et værk, der undervejs tager sin tid, men som helhed samler sig i en lammende hård rus med en fod i fremtiden.



4: Vattnet Viskar: 'Settler' Alene afslutningsnummeret 'Coldwar' cementerer de amerikanske post-black metalleres plads her på listen. Højtideligt og flot, grimt og grumset som ingen andre. Albummet er produktionsmæssigt undfanget i en mudderpøl, men i stedet for at synke helt til jords skinner Vattnet Viskar bare stærkere igennem med standhaftige melodier, som kan løfte enhver op fra umulighedernes vugge.



5: Black Breath: 'Slaves Beyond Death' Fuck ja! Årets fedeste rendyrkede metalplade. Der er alt. Seje og groovy riff, tørre og hidsige trommer, misantropiske tekster og en ordentlig ølbong til at holde bølle-ballet kørende. Til fest er Black Breath en sikker gæst. Eller som vores anmelder skrev i sin femstjernede anmeldelse: "Black Breath er følelsen af at blive kastet i en cementblander og nådesløst få æltet al modstand ud af kroppen. Til sidst er man så leddeløs, at man kun kan bange sanseløst med hele ryggen."



Årets internationale hit:

Tribulation: 'Holy Libations' – Jeg fandt ikke plads til 'The Children of the Night' på albumlisten, men især det her nummer skal fremhæves. Jeg er ikke engang sikker på, hvad det er, men lad os – i dette hybridernes år – kalde det for garage-død! Fantastiske trommer og guitar-stroking for alle pengene.



Årets danske hit:

De Underjordiske: 'Hvis du forstod' – Et vaskeægte dansk hit, der går lige i hjertekulen.



Årets genfundne klassiker:

Burst: 'Lazarus Bird'/'Origo'/'Prey on Life' Det er ved at være en håndfuld år, siden svenske Burst kastede håndklædet i ringen, men i 2015 blev de afspillet og dyrket, som var de just startet. En perfekt kombination af hardcore og progressiv metal spillet med et sjældent overskud og evne til at skabe deres helt, helt eget univers. Det bragte sågar gruppen en fortjent svensk P3 Guld-pris i 2006.



Årets film:

Palle Demant: 'Born to Lose – en film om Lorenzo Woodrose'.

Årets koncerter:

1: Gojira, Copenhell, 20-06-2015 – De teknisk overlegne franske økokrigere satte alt og alle på plads med deres mesterlige hval-angreb, så Refshaleøen måtte stå i mod med hele sit fundament. 

2: The Vintage Caravan, Templet, 18-11-2015 – 
Årets åbenbaring på livefronten. På plade er de også gode, men mangler stadig det sidste søm. Live fordobler de til gengæld deres kvalitet, når de i fælles udbrud får publikum til at brænde op i sydende lava fra rockens indre.

3: Mutoid Man, Beta, 26-10-2015 – 
Stehpen Brodsky. Tjek. Ben Koller. Tjek. En ukendt bassist, som er rigtig god. Tjek. Mutoid Man laver musik til nu'et, og live skuffede de på ingen måder. Med velplacerede skud fra både guitar og mund var de 2015s mest overlegne, underholdende band.

4: Deafheaven, Roskilde, 04-07-2015 – 
De bringer storheden live også. Et ekstremt følelsesudbrud i skyggen af Paul McCartney.

5: De Underjordiske, Cisternerne, 28-08-2015 – 
Under de anderledes lydmæssige omstændigheder i Cisternernes fugtige og episke rammer, måtte De Underjordiske tage noget af strømmen, men uden at deres numre tog skade. Tværtimod beviste de netop hvor karismatisk og indlevende et band de er.

Årets internationale navn:

Deafheaven

Årets danske navn:

De Underjordiske

Årets nye internationale navn:

Elder



Årets nye danske navn:

LLNN



Årets comeback:

Faith No More  Jeg har altid følt en direkte connection mellem Mike Patton og Johnny Depp. Wierdos indenfor hver deres felt, men med et overflod af talent og evnen til ganske enkelt altid at være cool. Anno 2015 er det dog med længder den fem år yngre Mike Patton, som står stærkest i sit kunstnerisk virke. Faith No Mores comeback-album 'Sol Invictus' tager ingen nye skridt, men viser at det tog bandet cirka to sekunder at indfinde sig på det tog, som de sprang af for 17 år siden. Og så var det stort at få dem at se på Tinderbox... på FYN \m/



Årets optur:

At flere og flere musikalske verdener fortsætter med at smelte sammen og skabe hidtil usete muligheder.

Årets største skuffelse:

Intet nyt Tool-album.

Største ønske for 2016:

Live.



Det glæder jeg mig mest til i 2016:

Et nyt Tool-album, Burst-reunion og Black Sabbath på Copenhell.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her