Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2016 – Emil Svendsen

Populær
Updated
Årsliste 2016 – Emil Svendsen

2016 har været et solidt år, hvor især metallens store toere, såsom Meshuggah og Gojira, sparkede fra sig.

Fotograf
Karen Vincent
Forfatter

Årets danske album:

1. Aphyxion: ‘Aftermath’ – Det har været en meget positiv oplevelse at lægge ører til seneste udspil fra dette unge band. De leverer med stor selvsikkerhed nogle numre, der rummer det tunge, det drømmende, det brutale og det melodiske, uden at det virker fortænkt.



2. Helhorse: ‘Helhorse’ – Denne  selvbetitlede treer emmer af ambition, og selv om jeg mener, at produktionen blev overambitiøs og kunstig, så får hestebetvingerne med denne plade vist, at de er blevet nogle dygtige sangsmede.

3. Rising: ‘Oceans Into Their Graves’ – Det har klædt Rising at genopstå som et rigtigt band, og det med en rigtig sanger. Det hæver så afgjort professionalismen.



4. Artillery: ‘Penalty by Perception – At have nogle år på bagen er ingen skam, når man bruger erfaringen til at lave så sammensmeltet et album, som Artillery her har gjort. Det er lige ved at være for lækkert, men kun lige ved.



5. Barricade: ‘Waker’ – Med ‘Waker’ fik Barricade måske ikke helt indfriet forventningerne efter ‘Terrorlight’, og selv om jeg personligt godt kunne have undt lyden at få højere til loftet, så balancerer udgivelsen med en dysterhed og detaljerigdom, der gør albummet fint at gå på opdagelse i.


Årets internationale album:

1. Meshuggah: ‘Violent Sleep of Reason’ – Det klædte virkelig Meshuggah at skrue ned for computerkraften i studiet og i stedet optage seneste udspil mere live. For det er jo noget af det, de kan, vores svenske grannar, så meget bedre end så mange andre: nemlig at spille! Og det er blevet til en mere ligefrem og rock’n’rollet plade.

2. Gojira: ‘Magma’ – Man plejer at sige, at nordeuropæere er seksuelt frigjorte, men følelsesmæssigt hæmmede. Modsat er det med dem fra Sydeuropa, og der er da heller ikke noget der tyder på at brødrene Duplantier (hhv. frontmand og trommeslager) holder følelserne tilbage, når de på ‘Magma’ bearbejder sorgen over deres mors død. For selvom det ikke er udbrud af operadimensioner, så er pladen gennemsyret af en tristesse, som gør den til noget særligt.

3. Fallujah: ‘Dreamless’ – Med denne første udgivelse på Nuclear Blast har Fallujah taget et stort skridt ud af undergrunden, og sammen med de mere progmetalliske toner, vi hører i tiden, kunne Fallujahs version af atmosfærisk dødsmetal sagtens være afløseren til den efterhånden udtrådte vest-metal.



4. Witchery: ‘In His Infernal Majesty’s Service’ – Så er det blevet tid til den med Satan. Selv om det er et sideprojekt, så er det et ualmindeligt vellykket et. Det er brutalt, vildt og velskrevet, som kun svenskere kan skrue metal sammen.



5. Crowbar: ‘The Serpent Only Lies’ – Crowbar, og det vil sige Kirk Windstein, lever helt i sin egen verden. Heldigvis for det, for udtrykket er bandets eget. Det er lidelse og tungsind så fodslæbende tungt, at det bliver fremragende musik. ‘The Serpent ... ’ er ganske vist ikke gruppens bedste, men stadig rigtig god og endnu et eksempel på kunsten at græde i kor.




Årets internationale hit:


Gojira: ‘Silvera’  – Jeg troede, det var løgn, da jeg første gang hørte tracket og så videoen. Det meget effektivt ærke-Gojira-agtigt nummer og en video, der ikke forfalder til klicherytteri.



Årets danske hit:

Helhorse: ‘Hell of a Ride’  – Der er noget ligefremt ved Helhorse, som især i denne groovy sang kommer godt til udtryk. Det er jo bare rock’n’roll.



Årets genfundne klassiker:

Anthrax: ‘Among the Living’  – At Anthrax bebudede, at de til foråret vil spille hele mesterværket live fra ende til anden, fik naturligvis den gamle vinyl op i omdrejninger. De står for mig som den perfekte blanding mellem metallens vildskab og rockens festlighed, og den ikke alt for selvhøjtidelige tilgang finder jeg ganske sympatisk.



Årets fysiske udgivelse:


I den nye bølge af anti-selvhjælpsbøger finder man ‘The Subtle Art of Not Giving a Fuck’ af Mark Manson. Titlen siger det meste, og udover de fine pointer, han ellers udleder af dén, så bruger han Mustaines Metallicaforhold som case, hvilket får bogen til at poppe op på årslisteradaren.

Årets koncerter:

1. Gojira: Roskilde Festival, Arena, 1. juli – Selvom de krukkede lidt med, at de ikke selv syntes, de var helt skarpe, så var det en meget engagerende omgang, de leverede på Dyrskuepladsen.

2. Meshuggah: Amager Bio, 9. december – Meshuggah er ubestrideligt et band i sin bedste alder, hvilket deres overlegne demonstration på Amager (og sådan set også på Roskilde Festival) viste.

3. Sick Of It All: Babel, Malmø, 27. oktober – Af uvisse årsager kom Sick Of It All ikke til at fejre 30-årsjubilæum i København, men Malmø i stedet. Koncerten mindede mig om, i hvor godt selskab, man føler sig med disse newyorkere.

4. Cattle Decapitation: Roskilde Festival, Pavilion, 2. juli – I ordets bedste og mest metalliske forstand: Vanvid!!!

5. Behemoth m.fl., Amager Bio 29. januar – Koncertåret begyndte eminent med en koncertpakke, der havde Behemoth på toppen med hele ‘The Satanist’. Det blev en umanerlig musikglad og våd omgang for de fleste.

Årets internationale navn:

Meshuggah har i den grad domineret dette i øvrigt An(n)us horribilis, som vi kalder 2016. Af de ovenstående grunde: Fede koncerter, fantastisk plade. Statuetten er hermed overrakt.



Årets danske navn:


Selvom Bersærk er et forholdsvist ungt orkester, har aarhusianerne i den grad fået vind i sejlene og kunne meget vel  – og med en smægtende P4-ballade, naturligvis – blive det nye Magtens Korridorer.



Årets nye internationale navn:

Fallujah er strengt taget fra 2007, men siden de først i år har fået deres internationale gennembrud, tillader jeg mig at udnævne dette atmosfæriske dødsmetalband som årets internationale newcomer.

Årets nye danske navn:

Cabal – Det er noget vilje bag projektet, som får musikens ondskab til at fremstå så meget mere klart. Der er krummer i de knægte.



Årets comeback:

Metallica. Fuck, den plade var længe under opsejling. Så længe, at det må være OK, at bandet kan vinde titlen i denne kategori. Historien om Kirk Hammett og den tabte mobil med alle riffene får en til at mindes Tenacious D og deres hit ‘Tribute’, hvilket gøre det hele endnu mere comebacky: “This is not the greatest song in the world, this is just a tribute”.



Årets optur:

David Bowies timing – Egentlig er det ikke hans død som sådan, jeg tænker på, for han har aldrig sagt mig det store (og jeg har derfor heller ikke hadet ham inderligt), men med ‘Blackstar’ nåede jeg lige at tænke, at jeg hellere måtte få lyttet mere til ham; så var han død. En kunstners finale, hvor han stort set på dagen for udgivelsen af sit sidste album har timet sin egen bortgang. Især den sælsomme titelsang, som så vidt jeg har tolket den, handler om hans eget forhold til sin berømmelse, er mesterlig. Stor respekt!


Det overså jeg i 2015:

Monster Magnet: ‘Cobras and Fire (The Mastermind Redux)’
  – Som titlen fortæller, er denne udgivelse en genbearbejdning af numrene fra 2010-udgivelsen ‘Mastermind’, og hvor jeg før har syntes, at Monster Magnet har været en tand for simpelt, beviser David Wyndorf & co. (vent, det vist mest bare Wyndorf), at der sker mere bag solbrillerne, end man lige skulle tro. Med tilsætningen af orgel og citar har de skabt en mørk hippiedrøm og en psykedelisk ørekringle af de fine.

Årets største skuffelse:


Lemmingetendenser.

Største ønske for 2017:

Det ser sort ud, så jeg håber nu blot, at vi kan holde den gående, indtil vi slipper af med de afstumpede svin, der styrer verden for tiden. Man skal vel nærmest føle sig heldig, hvis man oplever nytårsfesten 2017.

Det glæder jeg mig mest til i 2017:

Den første rigtige metalkoncert, jeg var til, var Anthax i Saga i '89. I 2017 kommer de forbi mit lille arbejde på Amager. Så hvis I ser en uformelig klump klamre sig til et musikerben, så er det bare mig, der klarede securityens vrid og ryk.