Årsliste 2016 - Jacob Dinesen

Fotografens kaotiske 2016 var præget af et liv på farten med nærmest lige så mange nætter på hotelværelser som hjemme i Camp Devilution. Lidt musik blev der dog også tid til.

Årets danske album:

1. Halshug: 'Sort Sind' – Musik om at slås, som man kan køre bil til. Hvad mere har man brug for?

2. Huldre: 'Tusmørke' – Jeg burde hade Huldre for deres tåbelige instrumenter, kædedans og smilende udtryk. Problemet er bare, at 'Tusmørke' er en gennemarbejdet plade, der indeholder alt fra tyskerheavy over formørket black metal til lirumlarum-lyde lavet på drejelire og violin. Jeg elsker det.

3. Illdisposed: 'Grey Sky Over black Town' – 25-årsjubilarerne er stadig danmarksmestre i dødsmetal, melodisk dødsmetal og jyde-heavy. Der er en grund til så utroligt mange unge bands forsøger at lyde som Illdisposed.
'Grey Sky Over Black Town' flytter Illdisposed væk fra flirten med det elektroniske i retning af en mere blacket-lyd.

4. Rising: 'Oceans into their Graves' – Rising 2.0 blander klassisk heavy metal med den gammelkendte sludgede lyd og de lykkes mestendels med det.

5. Dizzy Mizz Lizzy: 'Forward in Reverse' – Comebackalbummet fra alles tidlige ungdom viste sig overraskende nok at have gang på jord. Velproduceret heavyrock for både de voksne og de lidt yngre.

Årets internationale album:

1. Okkultokrati: 'Raspberry Dawn' – Jeg ved stadig ikke, hvilken genreetiket jeg skal give denne stærkt dragende plade, men følgende citat fra vor anmeldelse slår den stemning an, pladen skaber i en: "Et punkband på rejse gennem et goldt og dystret fremtidsscenarium udtænkt i 80'erne af en læder-beklædt rebel, der på den ene side gerne vil se det hele brænde, men som inderst håber på, at de varme følelser sejrer."
På forunderlig vis er dette gået hen og er blevet den plade, jeg har lyttet allermest til i 2016.

Nyd fremtiden, nu:


2. Vektor: 'Terminal Redux' – Jeg tør ikke påstå at jeg er nået til bunds i dette mesterlige album endnu. Omtrent hver anden måned tager jeg det frem og skamlytter det i et par dage. Derefter bilder jeg mig ind, at nu forstår jeg endelig 'Terminal Redux'. Dette gentager sig så igen og igen. Det betyder formentlig blot, at jeg endnu ikke forstår en skid af skiven.

3. Oranssi Pazuzu: 'Värähtelijä' – Funky stressmusik. Hvis du vil drive dine omgivelser til vanvid, samtidig med at du sidder med et saligt smil, er Oranssi Pazuzu den optimale løsning. Det stikker af i alle retninger, men forløses – som enkeltstående sange, eller som samlet album.

4. Gojira: 'Magma' – Efter første gennemlytning udgik der beskeder til nær og fjern om, at denne plade muligvis matchede 'The Satanist', at den ville være et helstøbt kvantespring for den moderat populære metal. Et halvt år senere, efter mangen et gennemlyt, er det stadig en god plade, men den sikre plads på toppen af årslisten er for længst væk. Dette kan dog ikke pille ved at 'Magma' er en rigtig god plade.

5. BAT: 'Wings of Chains' – Stadig det fedeste thrash-band. Det er muligt at de ikke er særligt farlige, men det er fucking seje!

Lige ved og næsten er Inquisition, men deres utroligt stærke 'Bloodshed Across the Empyrean Altar Beyond the Celestial Zenith' når lige netop ikke en af topplaceringerne. Men derudover kom der ikke overraskende endnu en stærk plade fra Mantar, Nails udsendte også et nyt album, annoncerede verdensturne og trak derefter stikket ... for så at gøre comeback efter et par måneder. Fedt for alle andre end holdet bag Aalborg Metal Festival.

Al Jourgensens 'Surgical Meth Machine' udspyede en bitter bredside mod alt og alle, Dark Tranquillity beviste nok en gang, at de burde være blevet meget større, end de er, mens de (tidligere) genrefæller i In Flames omsider har fundet sig til rette som poprock-band.

Årets internationale hit:

Nails: 'You Will Never Be One of Us' – en vigtig reminder til lige netop DIG!


Gojira: 'Magma' – det er muligvis ikke et hit, men det er den bedste sang udgivet i 2016.


Kvelertak: '1985' – Toto udsat for skamløs norsk kulturimperialisme,


Årets danske hit:

Halshug: 'Sort Sind'

Her er virkelig ikke noget at være i tvivl om.


Årets genfundne klassiker:

Unleashed – 'Warrior' pladen har aldrig været specielt langt væk, men efter koncerten på Black Christmas Festival er jeg igen blevet mindet om, hvorfor Unleashed er et fantastisk band, og hvorfor dette er en fantastisk plade.

Årets fysiske udgivelse:

Ud af det blå bragte posten en promoforsendelse med digipakudgaver af hele Venoms bagkatalog. Det er klart årets fysiske udgivelse for mig.

Årets koncerter:

1. Twisted Sister: Sweden Rock Festival, 10-06-2016 – Det er yderst sjældent, jeg bliver rørt over en koncert. Denne umulige opgave lykkedes Twisted Sister med, da de spillede i Sverige denne sommer. Dette var virkelig en festivalkoncert af bedste skuffe. Den perfekte symbiose mellem band og publikum.

Tak for festen.

2. Rammstein: Tinderbox Festival, 23-06-2016 – Tysk temadag var arbejdstitlen på denne junidag. Først lidt Scorpions, derefter ind i bilen og vestpå, mod Odense og Tinderbox. At gå fra Copenhells torden og lynild til en smuk sommeraften i det fynske gjorde meget. Dertil kommer den formidable indsats fra Tinderbox-folkene, og slutteligt viste Rammstein, hvorfor de er et af de absolut bedste livebands, der findes.

3. Green Carnation: Roadburn Festival, 17-04-2016 – Før koncerten kendte jeg ikke bandet. At de derefter spiller en enkelt 80 minutter lang sang burde skræmme mig væk. I stedet blev jeg draget ind i deres univers. Det viste sig at blive en på alle måder magisk oplevelse.

4. Gentlemans Pistols: Roadburn Festival, 17-04-2016 – Efter at have udgivet en af sidste års bedste plader stod en koncert med Gentlemans Pistols højt på ønskelisten. På Roadburn indfriede de alle ønsker med en medrivende rockkoncert fra en svunden tid.

5. Exodus: Vega, 15-03-2016 – Efter koncerten vidste jeg ikke, hvordan jeg havde slået et stykke af en fortand. Da jeg vågnede næste morgen, havde jeg glemt, at JEG skulle have en jobansøger til samtale. Jeps – Exodus gjorde alt rigtigt, og jeg levede mig fuldt ud ind i koncerten og alt, hvad dertil hører.

Udover de fantastiske fem var der heldigvis en række andre mindeværdige koncerter. Frank Carter and the Rattlesnakes smadrede bogstaveligt talt Beta med en koncert, der mere mindede om en fodboldkamp end en koncert. Samme sted gav Fu Manchu også deres bedste danske koncert i umindelige tider. Trommeslagerens noget nær jazzede tilgang til black metallen hev også Tsjuders Roskilde-koncert langt over middel. Slægt smadrede Dødsmaskinen og viste, hvorfor de er et af nærværende magasins håb for den hjemlige fremtid, og på Copenhell gav Bersærk festivalens bedste danske koncert.

Jeg ved reelt ikke, om At the Drive In var gode på Roskilde eller ej – jeg var i et usagligt fanboy-humør og er lykkelig for at have set koncerten.

Årets internationale navn:

Gojira – De udgav en en særdeles velanmeldt plade, har været på tour stort set uafbrudt siden 'Magma' udkom, blandt andet med stop på Roskilde Festival. Hvis vi skal have idoler i fremtiden, er Gojira værdige kandidater.

Årets danske navn:

Volbeat – udsolgte kæmpekoncerter her, der og alle vegne samt storsælgende ny plade. Det er muligt at Poulsen og hans slæng ikke længere er de mest trve kvlt-satanister, men bortset fra det går det nu ganske godt.

Årets nye internationale navn:

Mörbultad – For mig et totalt ukendt, men hidsigt charmerende, hardcore-band fra Helsingborg-egnen. Som support for Sick of It All i Malmö tog de fusen på både vor udsendte skribent og undertegnede. Dem håber jeg at se mere til i 2017.

Årets nye danske navn:

Sunless Dawn – De kom, de så, og de sejrede i Wacken Metal Battle. Bandet spillede deres allerførste koncert til den første runde i Wacken Metal Battle, den vandt de klart. Derefter gik det hak i hak, indtil de vandt finalen og en plads på programmet på Wacken Open Air. Jeg glæder mig til at se, hvad de kan drive det til i årene, der kommer.

Her må Chronicle også fremhæves, ikke udelukkende for musiken, men mere for at medbringe kanelsnegle til Wacken Metal Battle-runden i Herning.

Slutteligt kommer vi heller ikke udenom Christian Beyer. Formentlig som en art terapeutisk selvhjælp har han overtaget mange tunge administrative Devilutionbyrder. Hurra for Christian!

Årets comeback:

Prophets of Rage – for mig er det klart en af årets største oplevelser. Til dels fordi jeg aldrig fik set Rage Against the Machine, men det spiller så sandelig også ind, at rammerne for deres comeback var en koncert på legendariske Whisky-a-go-go i Los Angeles. Det er muligt, at det ikke bliver et specielt glædeligt gensyn på Copenhell, men jeg glæder mig nu alligevel.

Det overså jeg i 2015:

Gold: 'No Image' – Post-det-ene og post-det-andet. Når bandets tredje album 'Optimist' udkommer d. 24. februar, sidder jeg klar.

Årets optur:

Den mest overvældende positive oplevelse i 2016 har uden diskussion været presseholdet på Tinderbox. Deres modtagelse af Devilutions udsendte, der ALT for sent nåede frem til Rammstein-koncerten under årets festival, var urimeligt god. Det var helt ude af proportioner at vi fik alt fra valet-parkering af bilen til en shuttle HELT frem til scenekanten. Vi kom tids nok afsted fra Scorpions på Copenhell, men en uventet kø på motorvejen samt et mindre problem med at navigere i Tusindårsskoven fik alle tidsplaner til at sejle. Tak for feberredningen.

Årets store opture har ikke været begrænset til de rent musikalske af slagsen. Største oplevelse har ubetinget være at køre alene rundt på må og få i Californien/Nevada/Arizona/New Mexico/Texas' mennesketomme ørkenland og se på sand og høre Kyuss.

... og så er det sgu da også lidt sejt at blive sparket, umotiveret, i brystet af Iggy.

Årets største skuffelse:

Som i et andet eventyr kan fotografens 2016 illustreres af syv pinsler:

1. Metallica – Har virkelig ikke udgivet en særligt god plade. Jeg ved ikke, om jeg for alvor troede på, at det ville ske, men dette overoppustede makværk får næsten en til at længes tilbage til 'Lulu'. At egoerne har fået så meget rum, i stedet for at søge at lave en helstøbt plade, er ikke en stor succes.

2. Helhorse, Helhorse, Helhorse – Alt var spændt op til succes, men i stedet blev det en fuser. Kom nu, for helvede! I har før lavet gode plader; det kan I vel for pokker gøre igen?

3. Vores egen dækning af High Voltage Awards var tåkrummende pinlig.

4. Behemoth, Ghost, Amon Amarth og mange andre af den kommende tids store helte løber alle i ring om sig selv og giver identiske koncerter på stribe. Dette maskinelle udtryk er absolut ikke vejen til verdensherredømmet.

5. Det fascinerer mig, at Aphyxion vælger at genskabe lyden af In Flames anno 2002. Var I overhovedet født dengang? Hvorfor prøver I ikke at blive moderne i 2016? Altså jeres egen nutid.

6. Der var et eller andet galt med forholdet mellem dybde og bredde i Copenhell 2016-programmet. Det var som altid godt og rart at være på festivalen, men musikalsk var hele festivalen unægtelig præget af tomme kalorier, som ikke rigtigt har sat sig spor et halvt år senere.

7. Fascinationen af Black Sabbath -koncerten på Copenhell runder årets skuffelser af. Dette var ikke en god koncert. Det er muligt, at det nøgternt set var en hed fantasi, der blev opfyldt, men koncerten i sig selv var jo dårlig! Dette sammenlignet med de seneste koncerter i både Forum og på Sweden Rock Festival.

... og nu kommer Bolt Thrower aldrig på Copenhell.

Største ønske for 2017:

På en og samme tid er det et sundhedstegn, at vi i Danmark har så mange metalmedier, men samtidig kan jeg ærlig talt ikke se behovet. Jeg håber, flere opgiver ævred i 2017.

Færre, men kvalitativt og organisatorisk stærkere medier er vejen frem, hvis metallen skal få større taletid i det almene medielandskab.

Det glæder jeg mig mest til i 2017:

Guns N' Roses er tilbage i en nogenlunde rigtig udgave. Det glæder jeg mig meget til at opleve, også selvom jeg forventer en hæslig aften i Parken, omgivet af en uskøn blanding af folk, der vil se giraffen eller slås. Mere afdæmpet forventer jeg, det bliver at fotografere System of a Down. Dem mangler jeg endnu at få i kassen.