Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2016 - Jon Albjerg Ravnholt

Populær
Updated
Årsliste 2016 - Jon Albjerg Ravnholt

Set med briller af stål var 2016 et år domineret af svulstige, herligt overlæssede konceptalbums om rummet, kulden og ilden. Dét og så Bathory.

Årets danske album:

1. Sol: ‘The Storm Bells Chime’ – Der er ikke bare lav sol over Aarhus, den er sunket blodrødt i mulden vest for universitetsbyen og har smeltet alle byens distraktioner bort. Det kræver sin romantiker at stå igennem ‘The Storm Bells Chime’: Det er svulstig patos, der er i spil, når det store kosmos skal sanses gennem masser af rumklang, rituel trommen og brølen. Men går man ind på den præmis, og kan man lade være med at fnise blasert over nogle af de mest intense følelsesudbrud, er Sols fortolkning af arven efter Swans, Current 93 og Neurosis uhyre vellykket.

2. Big Mess: ‘You Know I Care’ – De store følelser bliver også båret uden på tøjet hos Big Mess, men her er de forankret i København med al dens dårskab, flygtige venskaber, smadderfester og kærestesorg. Det er voldsomt emo og voldsomt catchy. Bedst er Big Mess, når de emulerer Jawbreaker på sange som ‘Twenties’ og ‘Failure Exposer’ der heldigvis skulle være toneangivende for den opfølgende plade, bandet er i gang med at færdiggøre.

3. Église: ‘Église – Efter tre imponerende plader begyndte The Psyke Project at trække i to forskellige retninger, som de tidligere havde forenet: Mod det monolitisk tungmetalliske på den ene side og det kaotisk frenetiske på den anden. Efter bruddet har to af medlemmerne videreført det første spor i LLNN, mens sangeren Martin Nielskov er indtrådt i Église, som med afsæt i Coalesce, Botch og ikke mindst Converge pisker af sted på deres debut. Man fornemmer, at der musikalsk kunne være meget mere på spil end bare hardcore-energien, end det endnu er tilfældet. Mere kaos, mere math, mere skillen-det-hele-ad for at sætte det sammen på uventede måder. Det håber jeg på, at Église med tiden får indfriet.

4. Gespenst: ‘Forfald’ – Tilbage i Smilets By leverede Gespenst en lige så stilsikker fuldlængdedebut som Église. Der er dog ikke nær så mange åbne døre i deres univers, der er tæt lukket om en fast etableret black metal med elementer af både doom og post-metal. Lige så godt og umiddelbart appellerende det er, lige så upersonligt fremstår det, og jeg ville have svært ved at pege bandet ud blandt et væld af andre med en tilsvarende lyd. Det opvejes af formfuldtendtheden på ‘Forfald’: Der er ikke noget, der falder igennem her, hvilket er en kvalitet i sig selv, men altså også pladens akilleshæl.

5. Halshug: ‘Sort sind’På samme måde har jeg det med Halshug. De gør intet galt på opfølgeren til sidste års ‘Blodets bånd’, det er stadig bundsolid crust metal, hvor den største overraskelse er, at D-takten fra debuten er blandet op med mere Motörhead og Entombed. Hvilket så heller ikke er vildt overraskende for genren. Jeg kan faktisk ret godt lide Halshug, og jeg under dem den internationale bevågenhed, de har. Jeg ville bare ønske, at det ikke var nær så stilsikkert.


Årets internationale album:

1. Vektor: ‘Terminal Redux’
– Internationalt var 2016 de episke værkers år, som det fremgår med al tydelighed af denne top 5, men ingen forløste det så formfuldendt og i så stor skala som Vektor. Selvom Voivod allerede har gjort meget af det, Vektor gør på ‘Terminal Redux’, så er det sjældent, en thrash-plade fremstår så gennemført, velkomponeret og ambitiøs. Ligesom doo wop-kor hører til sjældenhederne på en thrash-plade, hvad man må undre sig over, når man hører, hvor gnidningsløst Vektor får indarbejdet det. ‘Terminal Redux’ er en stor sejr for thrash, såvel som for metal som sådan, der viser, at det ikke behøver at være moderne for at rykke grænser.

2. Cult of Luna & Julie Christmas: ‘Mariner’ – Umeå-bandet har altid været store i slaget, men på konceptalbummet ‘Mariner’ nedtonede de de musikalske eksperimenter for at skabe plads i lyden til Julie Christmas’ vokal. Det var en rigtig god idé, for hvor vokalerne aldrig har været Cult of Lunas stærke side, besidder Julie Christmas et register, der spænder fra det ildevarslende kælne over det vrængende til nogle skrig og brøl, der får Diamanda Galas og Atilla Csihar til at fremstå forsagte. Helhedsindtrykket på ‘Mariner’ var på samme tid tungt og knugende og vidåbent.

3. Oranssi Pazuzu: ‘Värähtelijä’ – Man skal naturligvis til Finland for at finde et band, der finder på at sammensætte space rock og black metal. Circle og Mr. Peter Hayden har tidligere vist, at metal på finsk kunne være komplet uforudsigeligt, og det har været både gøglet og meget, meget smukt: Oranssi Pazuzu gør det helstøbt på ‘Värähtelijä’, der på en og samme tid er psykedelisk groovy og sort metallisk. Det er i sig selv imponerende, men det bedste ved bandet er, at genremixet ikke fremstår forceret, men virker så naturligt, som om alle og enhver kunne have fundet på at spille space black.

4. Ihsahn: ‘Arktis’ – Emperor-frontmandens sjette soloalbum var hans mest poppede og mest tilgængelige. Det siger ikke nødvendigvis så meget, for med Scott Walker som forbillede har han længe været pænt avantgarde, men ‘Arktis’ havde nogle uhørt catchy sange. Det var ikke en fuldendt plade, den havde sine svage øjeblikke, men med 70’er-hardrock-orgel, houserytmer, koloenorme ballader og Tor Ulven-oplæsning over ambient havde den så rigeligt til at opveje dem.

5. Swans: ‘The Glowing Man’ – Michael Gira lukkede ned for denne ombæring af Swans med en to timer lang sortie, der ikke så meget byggede op til noget, som den lod det ulme langsomt. Uden Swans havde Neurosis aldrig lydt som Neurosis, men den 62-årige Michael Giras vision er langt større end deres, og derfor har han tid til at lade tingene tage form og overskud til ikke nødvendigvis at gøre noget videre med de former, de antager. Og med den gruppe, han har samlet sig, har han kunnet realisere det. Sidste chance for at opleve Swans i denne konstellation bliver i Den Grå Hal til foråret, og det anbefales.


Årets internationale hit:

Ihsahn: ‘Celestial Violence’
– Denne skribents kones yndlingsmetalsang fra i år. ‘Celestial Violence’ er fuldstændigt over the top på såvel det tekstlige som det musikalske plan, og Einar Solberg fra Leprous synger den smukt med den mindste snert af norsk diktion, så man dårligt kan ønske sig mere.




Årets danske hit:

Big Mess: ‘One More Year’
– Selvom jeg foretrækker, når Big Mess spiller Jawbreaker-emo, skal man ikke kimse ad deres evne til at spille Jay Reatard-ekkoende 4/4-punkrock.




Årets genfundne klassiker:

Satyricon: ‘Nemesis Divina’
– Nogle plader har en længere inkubationstid end andre. Og nogle plader har så uheldige følgevirkninger, at det kan komme til at overskygge, hvor godt udgangspunktet var. Sådan en plade er Satyricons ‘Nemesis Divina’, der i foråret fejrede tyveårsjubilæum: Det var den plade, der markerede skiftet fra den anden bølge af black metals bevidst lo-fi og ekskluderende udtryk til den tredje bølges velproducerede og bredt appellerende lyd. Men man skal ikke holde hverken Cradle of Filth, Dimmu Borgir eller bare det senere Satyricon mod ‘Nemesis Divina’, for den er en kunstnerisk landvinding. Det tog mig altså bare tyve år at erkende.


Den overså jeg i 2015:

Jørn Stubberud: ‘Dødsarkiv’
– Man kan spørge sig selv, om der virkelig er brug for flere bøger om norsk black metal. Mayhem-bassisten viste dog, at alle sten ikke var blevet vendt endnu, i sin bog om bandets ti første år. At han havde været i arkivet og fundet billeder frem fra perioden, hvor medlemmerne er unge og herligt kiksede at se på, var bogens salgsargument, men det store clou var dog, at Necrobutcher faktisk på bogens tekstside viser sig at være langt mere velovervejet og følelsesmæssigt nuanceret, end han har haft for vane at give udtryk for. Bogen er rørende, på samme måde som Tom G. Warriors ‘Only Death Is Real’ var det, og jeg lystlæste den på en aften i et telt i regnvejr på min egen pilgrimsfærd til black metal-land.

Jeg overså også Panopticons ‘Autumn Eternal’, der afsluttede enmandsbandets trilogi med en blanding af bluegrass og black metal, der på papiret burde være forfærdelig, men som i virkeligheden er et fortræffeligt mix af Wovenhand og Bathory.


Årets bog:

Anders Abildgaard: ‘Ibis’
– Et langdigt, som ikke har andet med metal at gøre, end at det er det mest metal, jeg har læst i år, med sine fyrre siders forbandelser af et du, der tager udgangspunkt i Ovids digt af samme navn. Det er mere vildt og forrykt end den mest vilde og forrykte dødsmetalplade, du kommer til at høre fra i år.


Årets koncerter:

Jeg er stadigvæk geografisk udfordret i forhold til koncerter. Det tager mig tre timer at komme til København, og selvom et lokalt metalhoved i 2016 begyndte at sætte koncerter op på Bornholm, var der ingen af dem, der ligefrem var årslistemateriale. Så altså:

1. Northern Discomfort, Ungdomshuset, 05 - 06-05-2016 Heavy Days in Doom Town genopstod i mindre skala uden udstillinger, uden store navne og med kun to spilledage, men med kernen intakt: Heaviness. Langsomhed. Mørke. Italiensk doom. Højdepunkterne var svenske Walk Through Fire, der spillede åndssvagt tung post-metal på en mørklagt scene, den kvindelige italienske kvintet Saturnine, der var blevet mere tight i forhold til sidste år, og som gentog succesen med at spille Bathory, og franske Aguirre, der spillede intens, crusty post-hardcore.

2. Gorilla Angreb, Loppen, 30-09-2016 Tre gendannelseskoncerter skulle der til på Loppen for at opfylde publikumsefterspørgslen. Gorilla Angreb har været savnede, siden de splittede for ti år siden, og de var ikke blevet sløve i de mellemliggende år. Det var ren nostalgifest, komplet med en sko i ansigtet fra en crowdsurfende Big Mess-guitarist.

3. Los Crudos, Ungdomshuset, 24-07-2016 Også Los Crudos har været opløst, officielt siden 1998, men op gennem nullerne har latino-hardcore-bandet spillet enkelte shows ved siden af Martin Sorrondeguys virke i homo-hardcore-bandet Limp Wrist. I 2016 blev det så til en fuld tour, der også ramte det sommerlige Skandinavien på en søndag. Det var en fest, også selvom man nok godt kunne have ønsket sig, at Martin Sorrondeguy prædikede lidt mindre for de allerede omvendte mellem sangene.

Og så var det faktisk det. Der var andre koncerter, men ingen, der var deroppe, hvor de gør sig fortjent til en plads på listen. Primordial i Lille Vega burde have været et triumftog, men det sørgede stedets notorisk elendige lyd for, at det ikke blev. Det hjalp heller ikke, at Primordial for at råde bod på ikke tidligere at have spillet clubshows på dansk grund spillede i to timer, hvorved det blev lidt for tydeligt, at det altså ikke er alle deres sange, der er lige så gode som de virkelig gode af dem.

Bizart nok var årets koncert for undertegnedes vedkommende en koncert på Bornholm, som ikke havde det fjerneste med metal at gøre. Shoegazerne Mercury Rev spillede deres plade ‘Deserters Songs’ fra ende til anden i en komplet omarrangeret udgave med Simon Raymonde fra Cocteau Twins på Gæsten i Allinge en sommeraften i støvregn, og en koncert, jeg havde haft noget nær ingen forventninger til, gjorde mig fuldstændigt ekstatisk. Det var på alle måder uforudset.


Årets internationale navn:

Vektor
. Af alle de grunde, der er opregnet ovenfor.


Årets danske navn:

Rising
– Det kan godt være, at jeg overhovedet ikke syntes, at Rising kom i mål på deres tredje plade, ‘Oceans Into Their Graves’, men jeg har stor respekt for det arbejde, Jacob Krogholt har lagt i at genrejse et komplet kuldsejlet band, og den kurs, der er lagt, er den rigtige for bandet. Jeg tror stadig på, at Rising kan ende som et ret godt band.


Årets nye internationale navn:

Altarage
– De baskiske dødsmetalleres debutalbum blev af Close-Up beskrevet som lyden af et band, der stod og spillede i en vindtunnel. ‘Nihl’ var til at blive grundigt ør af, men da man fik kæmpet sig vej gennem virvaret viste det sig, at der faktisk lå nogle solide riff til grund for det hele. Ikke ulig den fornemmelse, man kunne få af at høre new zealandske Ulcerates ‘Shrines of Paralysis’, i øvrigt.


Årets nye danske navn:

Slægt
– Jeg var ikke helt overbevist af Slægts ‘Beautiful and Damned’, men som support for Primordial viste de et klart potentiale, som jeg rigtig gerne ville høre igen et sted, hvor man rent faktisk kunne høre, hvad der blev spillet.


Årets comeback:

Neurosis
– Tre årtier inde i karrieren er der vel ikke rigtig nogen, der forventer, at Neurosis ligefrem skal lyde friske. Det lykkedes dem ellers i 2004 på ‘The Eye of Every Storm’, men siden da har de udgivet endnu et par slatne plader, og den sidste koncert, jeg så med dem i Den Grå Hal i 2013, fik mig til at afskrive dem med et vist vemod. På den baggrund overraskede ‘Fires Within Fires’ ved faktisk at være en helt OK plade. Ikke sindsoprivende og ikke en plade oppe på niveau med klassikerne fra ‘Souls at Zero’ til ‘Times of Grace’, klart. Men en Neurosis-plade, som man faktisk gad høre igen, som ikke skuffede én fælt.


Årets optur:

I foråret sad jeg i en lejlighed i Rom, da Staffan Boije Af Gennäs kontaktede mig som Bathory-autoritet ovenpå Briller Af Stål-serien om Bathory. Jon A, Bathory-autoritet. Henover en småhektisk uge i forsommeren hjalp jeg ham med at skrive en pamflet om pladen 'Under the Sign of the Black Mark' og skrev et par afsnit til den. I sommer blev nogle stykker af den trykt på en bogmesse i Buenos Aires og forsvandt så et sted mellem der og forlaget i Paris. Så gik forlaget på en ekstensiv sommerferie, og deres trykkeri lukkede pga. baguettemangel eller noget, men i december blev ‘The Riffs and the Forest’ trykt i nogle hundrede eksemplarer, som vist nok ligger rundt omkring i parisiske kunstboghandler. Nitten sider på en blanding af metalenglish og akademisk om en af black metals vigtigste plader.


Årets største skuffelse:

Mig selv, da en vaks læser konfronterede mig med, at jeg ikke havde opfanget, at Winterfylleths ‘Led Astray in the Dark Forest’ var et cover af Ulvers klassiske ‘I trollskog faren vild’. Det er ikke rigtig nogen undskyldning, at jeg aldrig har været rigtig hooked på Ulver, at jeg endda foretrækker deres senere prog fremfor deres tidlige black metal, eller at jeg i bund og grund synes, det fedeste ved dem er keyboardspilleren Jørn H. Sværens digtsamlinger. Det var rigtig, rigtig dumt. På plussiden fik det mig dog til at høre ‘Bergtatt’ mere, end jeg nogensinde har gjort før, og erkende, hvor god en plade det er.


Største ønske for 2017:

Flere koncerter. Mange flere koncerter. Hvilket burde være opnåeligt, antallet af koncerter i 2016 taget i betragtning.


Det glæder jeg mig mest til i 2017:

At metalscenen opdager, at Mille Petrozza kommer ud af skabet på den kommende Kreator-plade, så vi lige en gang til kan tage diskussionen om, hvorvidt metal faktisk er homofobisk, og om scenen i så fald er mere eller mindre homofobisk end hiphop. Yay! Suk. Og så skal vi lave lister over åbent homoseksuelle i metal og diskutere, om transseksualitet skal medregnes, og så finder vi ud af, at det faktisk ikke rigtig er et issue, med mindre man er hormonramt teenager, der går med omvendt kasket og hører deathcore, og så kan vi konkludere, at deathcore alligevel ikke er rigtig metal. Sådan vil der komme noget godt ud af det. Yay.