Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2016 - Krigsguden

Populær
Updated
Årsliste 2016 - Krigsguden

Krigsguden dyrkede Blood Incantation og Narcosatanicos i året, der gik, og ser frem til et mere rødhåret 2017.

Årets danske album:

1. Narcosatanicos – Body Cults

Album # 2 fra de jyske kraut/noiserockere er mindst lige suverænt som debuten med mere bund i produktionen. Kom snart forbi København igen!

2. Deiquisitor – S/T

Ond, brutal og nådesløs dødsmetal, som er altdræbende på denne morderiske debut.



3. Denner / Shermann Masters of Evil

Fuldt på højde med ep-debuten fra sidste år. Et perfekt klassisk metalmiks af Mercyful Fate (duh!) og Judas Priest.

4. Artillery Penalty by Perception

Danmarks ældste thrash metallere er mere end i topform på dette velproducerede og vitale album.

5. Værket Jealousy Hits

Der er folk fra Slægt i dette band, som nysgerrigt og på egne præmisser udforsker 70'er-progrocken med fremragende resultater.

Årets internationale album:

1. Blood Incantation Starspawn

Årets album kommer fra disse gutter fra Colorado, der mestrer kompleks dødsmetal på helt igennem fantastisk og overjordisk vis.

2. Church of Misery And Then There Was None

Bandet har fået Scott Carlson fra grindcore-heltene Repulsion med på vokal, men Church of Misery har aldrig lydt mere Led Zeppelin-inspirerede. Et yderst frækt miks af sludge/doom metal og classic 70's rock.

3. Ravencult Force of Profanation

Græske Ravencult blander black med thrash uden noget bullshit og leder tankerne hen på Nattefrost. Superbt!



4. Vektor Terminal Redux 

Sublim progressiv space thrash metal, som Voivod-fans klart bør investere i.

5. Coffin Lust Manifestation of Inner Darkness

Australske Coffin Lusts debut er tung, ond dødsmetal, der griber en i struben som et overmenneskeligt miks af Autopsy og Incantation.



Boblere: The Cowboys – S/T, Sodom – Decision Day,  Whipstriker – Only Filth Will Prevail,  Sorcery – Garden Of Bones


Årets internationale hit:

Blood Incantation – Vitrification Of Blood Part 1

Med en længde på over 13 minutter er dette nummer klart mit længste bud på årets internationale hit nogensinde. Episk og kompleks dødsmetal spillet med maksimalt sonisk overskud.



Årets danske hit:

Angkor Wrack – Øksemand


Mine københavnerfavoritter løber igen med årets danske hit, som de har gjort tidligere år. Det dybt originale band befinder sig et sted mellem synth punk og black metal, men deres nyeste skæring er muligvis deres mest punkmetallisk lydende nogensinde. Stor, stor klasse! Kan vi snart få en koncert??

Årets genfundne klassiker:

Ted Nugent – Double Live Gonzo

Ja, manden er en skingrende sindssyg højreekstremist og Trump-supporter, men denne liveudgivelse fra 1978 har sparket min røv så mange gange i år, specielt 'Wang Dang Sweet Poontang', når jeg hver fredag hænger ud i min ven Lars' cykelværksted på Vesterbro og hører dobbeltalbummet på fuld skrue. 100 % rock'n'roll-perfektion, så fuck Rage Against the Machine, eller hvad de fupkommunister kalder sig i dag.

Årets fysiske udgivelse?

'Elle', dvd – Paul Verhoeven ('Robocop', 'Total Recall') er tilbage efter ti års pause med dette rystende franske voldtægtsdrama, som ikke minder om nogen af hans andre film. Isabelle Huppert er p.t. verdens mest modige skuespiller, giv den dame en Oscar ... or fuck off!

Andre filmboblere: 'Wiener-Dog', 'The Green Room', 'High Rise'.


Årets koncerter:

1. Neil Young @ Roskilde

På tre timer fik den gamle canadier denne krigsgud til at tude af glæde flere gange foran Orange. Lige som han gjorde samme sted i 2008. Neil og hans unge band med to af Willie Nelsons sønner spillede kun hits med stort nærvær. Fra en stille start til en orkan af fuzzrock tvang han mig i gulvet.

2. Killing Joke @ Pumpehuset

Efter ha' set en noget kikset Roadburn-koncert med Killing Joke for 4½ år siden, syntes jeg, at de skyldte mig et eller andet. Denne aften fik jeg gælden betalt til overflod med en helt igennem suveræn koncert fra postpunk-heltene, som om to år kan fejre 40-årsjubliæum. Et af verdens vigtigste bands.

3. Sadistic Intent @ KB18

Sidst jeg så Sadistic Intent til Kill-Town Death Fest, belønnede jeg dem med årets metalkoncert på min top 5. Næsten det samme sker denne gang. Dødsmetalveteranerne var igen urørlige denne torsdag i Kødbyen.

4. Michael Monroe @ High Voltage

Den gamle Hanoi Rocks-sanger tog røven på mig med et overmenneskeligt show af sleazy kickass rock'n'roll i Københavns bedste rockklub, et perfekt sted for finske Monroe.

5. Uli Jon Roth @ Metal Magic Festival

Scorpions' legendariske guitarist leverede nærvær og et smukt udvalg af 70'er-rocknumre fra dengang, hvor tyskerne var på toppen. Stor, stor aften i Fredericia.

Boblere: Tjsuder @ Roskilde, Infest @ Metal Magic Festival, With the Dead @ Copenhell, Suffocation / Cattle Decapitation @ Pumpehuset, Pissgrave / Phrenelith @ LoppenSorcery/Deathronation/Slaughter Messiah @ KB18, Voivod @ Amager Bio.


Årets internationale navn:

Killing Joke – Med et af 2015's bedste album, 'Pylon', og koncerten i år i Pumpehuset er der mere end god grund til at hylde de engelske postpunklegender.

Årets danske navn:

Den må Slægt og Taphos dele. Begge bands er så dræbende suveræne, at jeg var nødt til at booke dem i Mayhem i begyndelsen af december til min filmklub VIRUS BIOs juleafslutning, hvor vi fik black heavy metal og død til den helt store medalje. All hail Slægt og Taphos!

Årets nye internationale navn:

Blood Incantation – Hvorfor? Deres eminente stil er en slags progressiv dødsmetal med fokus på det både tekniske og brutale, der får Blood Incantation til at lyde old school og spritnye. Urørligt nyt band!

Årets nye danske navn:

Taphos – Fordi de er et nyere band end Slægt med et helt igennem fantastisk debutdemobånd ude i år.

Årets comeback:

Paul Verhoeven med filmen 'Elle'.

Årets optur:

Metal Magic Festival i Fredericia – Perfekt lille festival med perfekt antal besøgende, perfekte bands samt perfekte ølpriser. Ses til næste år! Plus mit nye noise/disco-band Kromosomfejl, som var på en lille provinstour.

Årets største skuffelse:

Trump blev valgt som præsident. Og de annoncerede navne til Copenhell 2017.

Det overså jeg i 2015:

Intet blev overset.

Største ønske for 2017:

3. verdenskrig.

Det glæder jeg mig mest til i 2017:

At blive gift med Christina Hendricks, som skal føde mine krigsgudbørn.