Årsliste 2016 - Mads Pedersen Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/2b/68/d0/mmf-p-ryggen-88-1482917497.jpg
26. December 2016    

Korrekturlæser og lejlighedsvis anmelder har i 2016 vaklet mellem en tro på det originale og visionære, der tør udfordre, og det mere tilbageskuende.

Forfatter

Årets danske album:

1. Slægt: 'Beautiful and Damned' – De unge kometers ep og anden udgivelse udkom meget sent i 2015 digitalt og på fysisk format i 2016. Det var en markant forbedring fra debutens rå lo-fi mod en mere klassisk metal-inspireret lyd spækket med fængende hooks. Suverænt.



2. Ærkenbrand: 'Earthen Head' 
– I en helt anden og lige så skummel boldgade finder vi jyske Ærkenbrand. Deres bandnavn giver ikke rigtig mening, men er alligevel sært stemningsfuldt. Det samme gælder deres blanding 80'er-mørke, psykedelisk loner folk og black metal-elementer og -atmosfære. Det burde ikke kunne lade sig gøre, men det er alligevel lykkedes at lave en urovækkende og fascinerende gang, øh, tja, post-apokalyptisk folk?



3. Denner/Shermann: 'Masters of Evil' – At have riff-kongerne Denner og Shermann tilbage var mere end almindeligt kærkomment. Debutfuldlængden indfriede forventninger, men – hvis der skal malurt i bægeret – heller ikke meget mere, efter den indledende ekstase havde lagt sig.

4. Værket: 'Jealousy Hits' Fremragende jazzet prog rock med instrumentalt overskud og sans for ørehængere bag de tekniske excesser. International klasse.

5. Narcosatanicos: 'Body Cults – Jyder kan finde ud af andet end at spille standarddødsmetal. De kan også spille frenetisk og larmende jazzrock mellem Hawkwind, Stooges anno 'Fun House' og Birthday Party. 

På listen kunne der ligeledes snildt være blevet plads til Altar of Oblivions ep 'Barren Grounds', der urimeligt nok, især jf. nr. 1 på listen, falder, fordi der er tale om en ep, men også Baby Woodroses 'Freedom' var tæt på listen. Phrenelith og Taphos viste, at der er gang i dødsundergrunden, og at danske bands kan finde ud af andet end at lave "fee' dø'" på jysk-floridiansk manér, men da der kun var tale om demoer, kommer de urimeligt nok heller ikke i betragtning. Endelig skal også Death Rides a Horses single 'Urizen' (sikke et titelnummer!) og Procession of Headless Angels' 'Yer Universal Tombworld' nævnes.

At der er grøde i undergrunden, er der dog ingen tvivl om, selvom flere af mine kolleger mener det modsatte. Det siger noget om, at det er i undergrunden, det sker, men åbenbart også at der er for langt ned i undergrunden for alt for mange – måske er de forinden druknet i stilsikre og gudsjammerligt kedelige kopier af udenlandske forbilleder, som holder sig trygt til genren?

I en helt anden boldgade var Debre Damo Dining Orchestras selvtitlede debutplade med inspiration fra etiopisk jazz og hårdkogt rock også værd at lægge mærke til.

Årets internationale album:

1. Cultes des Ghoules: 'Coven, or Evil Ways of Love' – Vil man skabe noget nyt i metallen, skal man kende sin historie på rygraden. Det gør polske Cultes des Ghoules (kig blot på titlen) med denne 97 minutter lange (!) black metal-operette (!) og konceptalbum. Rasende ambitiøst og rasende veludført, særligt af den pestgurglende frontmand Mark of the Devil. Et af de bands, der bærer metallen fremad.

2. Vektor: 'Terminal Redux' – Der tegner sig et mønster her. Lange, ambitiøse album fra undergrundsbands, der kan deres metalhistorie på fingrene og er i stand til at kombinere elementerne til noget nyt og frisk. Som i tilfældet Cultes des Ghoules er der tale om en rasende ambitiøs og rasende veludført udgivelse. Her med sci-fi-inspireret progressiv thrash. En sublim blanding af Voivod, Rush og 80'ernes tech-thrash – bare urimeligt catchy og subtilt genrenedbrydende uden at give køb på metalliske troper. Et af de bands, der bærer metallen fremad.

3. Fates Warning: 'Theories of Flight' – Hvor nr. 1 og 2 på listen mere er reelt progressive end genreprogressive, er Fates Warning mere genreprogressive. Men på den anden side var de med til at starte den progressive metalgenre, så de har noget at have det i. Og modsat Dream Theater har de altid holdt højt niveau. Således også på dette album, der dog ikke nåede højderne fra comeback-pladen 'Darkness in a Different Light', fordi det melankolske sug i nogen grad var lagt på hylden for en hårdere tilgang. Ikke desto mindre et fornemt album, som kun lider under forgængeren. Tænk, hvis alle bands holdt dette niveau 12 album og 32 år inde i karrieren.

4. Wytch Hazel: 'Prelude' – Og her hører det progressive – men ikke det prog-rockede – op. For Wytch Hazel spillede en twin lead-båret mellemting mellem NWOBHM og britisk 70'er-progressiv rock som Jethro Tull og Wishbone Ash. Det er vel en slags pastiche, men en enormt vellykket én af slagsen.

5. Inquisition: 'Bloodshed Across the Empyrean Altar Beyond the Celestial Zenith' – Og her har vi balladen, for nok var Inquisitions seneste album – hvis titel giver Bal-Sagoth kamp til stregen i at have den længste – godt og vellykket og i besiddelse af alle de kvaliteter, bandet har. Men det føltes også, som om den plade er lavet et par gange før, uanset hvor god den så er. Måske når man får bandet lidt på afstand efter at have halset rundt efter genudgivelse og at have set dem mere end fire gange de senere år?

Men det er også symptomatisk for året, hvor for eksempel altid suveræne norske Virus med ep'en 'Memento Collider' føltes lidt tomgangskørende, selvom ep'en var fornøjelig. Landskabet var bare blevet udforsket bedre af bandet tidligere. Det samme gjaldt Deströyer 666s 'Wildfire', der – trods ballade på Metal Magic – føltes gammelmandskedelig oven på tidligere udgivelser, mens Abbaths debutalbum savnede både det storladne og det catchy – jeg har hørt albummet 10-15 gange, for jeg ville gerne give det en chance, men jeg kan stadig ikke huske noget af det – og levede på renoméet og nogle underholdende shows. Måske var det alligevel de to andre, der havde fat i den lange ende? Darkthrones 'Arctic Thunder' var solid, men heller ikke mere spændende end det, og hvad helvede skal nogen i hele verden med en "solid" plade? Det var nu ikke kun gammelmandssyge, der prægede metallen: Bölzers første fuldlængde efter to ep'er og en demo var også en skuffelse. Jeg kan godt lide, at de på en og samme tid ikke sælger ud (ikke er skiftet til større selskab (tilbuddene har med garanti været der), at de forsøger at udvikle sig frem for at ride videre på bølgen) og sælger ud 90'er-style (tvivlsomme grunge-elementer, ærgerlige forsøg på ren vokal, alt for lange tomgangsnumre). Det har noget fascinerende over sig – tænk, at man overhovedet kan sælge ud i 2016. Og jeg er all for Rudolf Steiner-æstetik over det hele. Men den er bare ikke ret god, den plade.

I den traditionelle metal hørte jeg Khemmis' 'Hunted' for sent til en årslisteplacering, men den og Sumerlands' selvtitlede debut kunne for så vidt være kommet i betragtning til en top 10-placering. Men så slap man da for ydmygelsen ved at have en udgivelse fra Relapse på årslisten.

Der har været langt mere at hente uden for metallen, hvor den engelske folk-sangerinde Shirley Collins gjorde comeback med 'Lodestar' efter en albumpause på knap 40 år. Stemmen var modnet til et dybere register, og jeg har sjældent hørt et album med så voldsom en gravitas som dette. Den havde været i top 2, hvis jeg ikke havde holdt mig mere stringent til metallen i år. Det samme havde Hypnopazūzus 'Create Christ, Sailor Boy', debuten for et projekt mellem David Tibet (Current 93) og Youth (Killing Joke), der må være den plade, jeg har hørt mest i år. En sært genreløs, hallucinatorisk og progressiv "rock", der ikke rigtig lyder som noget andet, men er uhørt grandiost. Endelig skal nævnes The Caretakers 'Everywhere at the End of Time', en udforskning af senilitet gennem brudstykker af ballroom- og music hall-numre.

Årets udenlandske hit:

Iggy Pop: 'Gardenia' – Besynderligt nok er det førstesinglen fra Iggy Pops 'Post Pop Depression', jeg har hørt mest. Et skævt rockhit med en herligt sleazy tekst med tydelig inspiration fra tegneserieskaberen Robert Crumb. Jeg elsker Iggy Pop allermest, når han forsøger at lave hits og alligevel ikke helt kan finde ud af det.



Årets danske hit:

Death Rides a Horse: 'Urizen' – Det tog noget tid, før den faldt på plads, men da den først sad der, sad den også fast. Der er noget sært inciterende og semi-majestætisk over Death Rides a Horses singleforløber for det kommende album, en catchy og alligevel langtidsholdbar og overraskende struktur.



Årets genfundne klassiker:

Blue Öyster Cult: 'Agents of Fortune' – Var en meget spillet klassiker – sammen med en række andre Cult-klassikere – op til koncerten i Amager Bio. Den forbigås helst i tavshed eller i hvert fald med få ord, men i det mindste fik jeg atter øjnene op for, hvor godt et band de var i deres velmagtsdage.



Årets fysiske udgivelse:

Coil: 'The Ape of Naples' / 'The New Backwards'
– Mens tidligere medlemmer stadig slås om det visionære og esoteriske orkesters efterladenskaber og rettigheder til efterladenskaberne, skete der endelig igen noget, da gruppens sidste udgivelser fik en officiel genudgivelse på lækker vinyl i et markant bedre tryk end førsteudgaven og med smukke omslag.



Årets koncerter:

1. Uli Jon Roth: Metal Magic Festival, 09-07-2016
Efter mange skuffelser står legendekoncerter ikke ligefrem øverst på ønskelisten længere. Jeg er 32. Affortryllelsen har indfundet sig. Men på årets Metal Magic viste guitaristen fra Scorpions' mest interessante og stilskabende periode sig som en sand rock-statsmand. Et yderst velspillende og hårdt rockende band viste, at nogle af legenderne går op i backingbands, der kan mere end at spille efter bogen. Og Metal Magic viste – for sidste gang i Ungdommens Hus – hvordan festivalstemningen kan løfte en koncert, der er langt over gennemsnittet, til stratosfæriske højder. En slags livshøjdepunkt.

2. Voivod: BETA, 10-08-2016 – De canadiske sci-fi-thrash-veteraner var formidable foran et lille publikum på BETA. Man skulle være lavet af sten for ikke at lade sig rive med.

3. King Diamond: Copenhell, 24-06-2016 – Af en eller anden grund er der ikke nogen af mine kolleger, der havde denne på listen. Var de gået i tørvejr? Er mindet om koncerten regnet væk? Ikke desto mindre var det en kraftpræstation af det i Texas eksilerede statsoverhoved, som koncert måske endda bedre end sidst på Copenhell, men samtidig var stemningen lidt hæmmet af regnen og for mit vedkommende af, at 'Abigail', som Diamond var på turne med, ikke er mit favoritalbum med kongen.

4. Denial of God: Metal Magic, 07-07-2016 – 25-årsjubilæumsshow, som altid med uforlignelig atmosfære og metalsange på eet tårnhøjt niveau. Gid flere ville få øjnene op for den sønderjyske etbandshær.

5. Sadistic Intent: KB18, 08-12-2016
Tænk, hvis Slayer anno 2016 var bare kvart så seje som disse næsten lige så gamle dødsthrashere.

Af andre koncerter kan nævnes Black Sabbath på Copenhell. På mange måder en stor og smuk oplevelse, men modsat 2005-koncerten på Roskilde mere "værdig" end "fedt ud over alle grænser". Blind Guardian og Tribulation på samme festival havde måske sneget sig med på listen, hvis ikke de havde spillet i dagslys. Killing Joke var gode, men lidt vel præget af at være midtvejs på en turné og ikke i slutningen eller starten af den, da de i efteråret spillede i Pumpehuset. Og i den ikke-metalliske boldgade var den melankoliramte minimalist William Basinski og Arnold Dreyblatt & the Orchestra of Excited Strings, begge på Jazzhouse, personlige højdepunkter.

Årets internationale navn:

Vektor
– Kom på alles læber med mesterværket 'Terminal Redux', et på alle måder hyperambitiøst og -krævende album, som gav bandet, hvad der minder om et fortjent gennembrud.

Årets danske navn:

Slægt
– Black metal-bandet imponerede, hver gang de så meget som rokkede med ørerne i 2016. Forhåbentlig tilhører fremtiden dem.

Årets nye internationale navn:

Wytch Hazel
– Det er måske lige frisk nok at have et relativt retropræget band som Wytch Hazel på her, man burde vel have noget, der peger mere frem. Men jeg hørte 'Prelude' virkelig mange gange, og kan mainman Colin Hendra holde niveauet for bandet, går de en stor fremtid i møde. Selvom der selvfølgelig altid er en vis risiko for, at de ryger på retro-møddingen sammen med en masse bands, der engang udgav på Rise Above Records.

Årets nye danske navn:

Værket
– Tog fat i noget så forhadt som 70'er-prog og gjorde den smart igen, kun ved hjælp af overlegen musikalitet og god sangskrivning.

Årets comeback:

Shirley Collins
– I en alder af 81 og efter 38 års albumpause udgav den bedste folk-sangerinde nogensinde et rørende og ualmindeligt vellykket comebackalbum. Hun kunne læse vejrudsigten op, og det ville stadig lyde som en skæbnetung undergangshymne, blot aldeles naturligt og uforceret. Her kan metallen godt pakke sammen: Shirley Collins er the real deal.



Den overså jeg i 2015:
Batushka
s 'Litourgiya' forenede på effektfuld vis doomy black metal med kor inspireret af ortodokse kirkekor. Jeg kan stadig ikke helt gennemskue, om det er for meget gimmick, eller om det er visionært og originalt, og det er meget sundt, at man kan komme ud for noget, hvor man ikke helt er sikker på, hvad man skal mene.

Årets optur:

– Fortsat at have eget forlag for oversat litteratur med ret mange interessante ting på programmet for 2017 og 2018.
– I den forbindelse at blive inviteret med til interessante arrangementer og seminarer og at udgive Hermann Ungars roman 'De lemlæstede' på dansk.
– En nogenlunde sikker arbejdssituation (7-9-13).
– Metal Magic fortsætter.
– Metal Magic,
– Coil-genudgivelser.

Årets største skuffelse:
– At skrive Metallica ville være for billigt. Det ville også kræve, at man havde forventninger om mere end det knap mådelige fra den kant.
– At alt for mange metallyttere tilsyneladende labber alt muligt lort i sig, bare bandet er stort nok. Gid folk havde lidt højere ambitioner med deres kulturforbrug.
– Kritik af større bands eller større metalfestivalers bookinger af bands, der er deres egne jam-bands, eller i det hele taget noget som helst, fx store dele af den danske metalscenes mangel på kunstnerisk ambition, er man åbenbart på forhånd del af en eller anden "trve metal"-fraktion og derfor dømt ude. Så forstår man godt, at Danmark er sådan et kulturelt uland.
– Når jeg selv falder for nostalgitrip.
– Forudsigeligheden i hypemaskineriet.
– At alle album på forhånd er gennemtygget for en flere uger, før man hører det. Dræbende for al tankevirksomhed.
– Af alle de mange dødsfald blandt musikere i 2016 var Alan Vegas (Suicide) langt det værste.
Katastrofekoncerten med In the Woods... på Metal Magic. Så stor en skuffelse, at jeg stadig ikke har turdet høre bandets nye album.

Største ønske for 2017:
– Bedre smag til alle.
– Shirley Collins til Danmark.

Det glæder jeg mig mest til i 2017:
– Metal Magic.
– At udgive mere oversat litteratur på Forlaget Sidste Århundrede.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her