Årsliste 2016 - Morten Østergaard Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/98/9d/34/mortenoe-69-1482749129-30-1483099381.jpg
22. December 2016    

Denne anmelder kom sent med i Devilutions fold, hvorfor det forgangne år især blev dedikeret til ældre udgivelser i forskelligartede genrer. Modsat hvad flere medskribenter annoncerer i deres årslister, så sker der frygtelig mange spændende ting i den danske metalundergrund. Det kræver blot, at man vågner op og lugter til kadaveret ... Undskyld, kaffen. Nej, musikken.

Årets danske album:

1. Narcosatanicos: ’Body Cults’ – Når man lytter til 'Body Cults', dukker tikker der utallige band-referencer ind i knolden. Herunder også ganske forskelligartede associationer lige fra Bernard Herrmann til Miles til White Hills til Hawkwind til King Crimson til Spacemen 3 og til meget andet. I og for sig er dette fuldstændig ligegyldigt, for vigtigst af alt lyder aarhusianske Narcosatanicos på ’Body Cult’ fuldstændig originale og uden at være 1:1 lig med nogen andre end sig selv. Det var mig allerede bekendt, at de var dygtige til psykedelisk improvisation. Det kom derimod bag på mig, at de også var i stand til at skrive så solide og skåret-ind-til-benet sange som monsterhittet ’Vile’ og ’Mania’. Suverænt årets danske udgivelse. Mine fingre er krydset for, at de slår igennem også uden for Danmarks grænser. Jeg er overbevist om, at hvis promotorer og koncertarrangører er i stand til få lokket folk afsted til Narcos-gigget, så skal der nok komme et følge. De river vitterligt en rundt i håret, hver gang man oplever dem live.

2. Alucarda: ’Raw Howls’ – Albummet udkom egentlig i slutningen af 2015 på kassettebånd og cd. Mange af os måtte dog vente til langt ind i 2016, før vi kunne få lov til at få hørt pladen på vinyl. Alucardas rå, punkede og fuldfede doom-tråd fortjener at blive hørt på 12”. Ikke blot fordi de har en tyk, fed og sleazy lyd, men mest af alt fordi de får deres version af doom rock til at gøre det, som denne genre skal – nemlig at rocke!



3. Puce Mary: ’The Spiral’ – Frederikke Hoffmeiers alterego, Puce Mary, har konstrueret en dyster satan af en plade med ’The Spiral’. Det er en plade, eller vej, om man vil, som man må tage på egen hånd. Mit artikulationsniveau er ganske begrænset i forhold til noise som genre, men i det dystre og mørke udtryk findes der renselse. Pladen veksler mellem at have og ikke at have en decideret takt og indeholder både reallyde og distortede vokaler af Puce Mary selv. Dette er ikke en plade, der skal forklares. Den skal mærkes.



4. Værket: ’Jealousy Hits’ – Hvornår har man sidst talt om et rendyrket dansk prog-håb? Jovist, der er flere danske kunstnere, der på den ene eller anden facon er beslægtede med den progressive del af rock- og metalhistorien. Værket går all in med deres debutplade ’Jealousy Hits’. Slægtskabet til Slægt – et par af medlemmerne spiller i begge grupper – tænker man ikke meget på, hvilket vidner om det enorme musikalske overblik og overskud, som der findes blandt medlemmer af denne gruppe. Ligesom enhver anden rigtig progplade er ’Jealousy Hits’ en udgivelse, der kræver mange lyt, før man registrerer hele pladens potentiale. Gør dig selv en tjeneste, og se Værket live, næste gang du har chancen. De er ganske enkelt for vilde live, og det er fedt at fortælle sine børnebørn, at man så proggerne med kun 50 publikummer, når de forhåbentlig snart bliver rockstjerner.

5. Broder: ’Under den jydske fane’ – Duoen Broder udgav denne små 20 minutter lange sag på kassettebånd i marts måned. Jo jo, det er muligvis ikke det format, som de fleste af jer læsere lytter til oftest. Det gør ikke denne udgivelse mindre god. Brødrene Jesper og Erik Hviid forstår på sangen ’Kællingehøj’ at nedbarbere riffet til det allermest grundlæggende og lade det stå på egen hånd – ikke ulig mægtige Sunn O)). Når den hidsige vokal helt bagerst i mixet får lov til at bide fra sig i ’Galgebjerg’, åbner der sig et mere sludgy udtryk. Her er tale om to ganske forskellige skæringer, der fortæller en duo, som har fødderne plantet i både dronen og sludgen.

Årets internationale album:

1. Thee Oh Sees: ’A Weird Exits’
– Der findes næppe en plade fra i år, som jeg har hørt flere gange end ’A Weird Exits’. Der i findes i hvert fald helt sikkert ikke en sang, som jeg har hørt mere end afslutningsnummeret, ’The Axis’. Thee Oh Sees smækkede en fuldstændig mesterlig plade sammen, der både giver plads til legende improvisation, rå, energisk garagerock, støj, groovende og psykedeliske Can-momenter og latterligt smukke ballader. Hjernen bag foretagendet, John Dwyer, har haft krudt i røven, og der er såmænd allerede udgivet en liveplade samt en opfølger, siden 'A Weird Exits' blev sendt på gaden i midten af august. Pladens luftige og top-fyldte produktion river én i ansigtet, men tilføjer også sangene den helt rette hidsighed.



2. Oranssi Pazuzu: 'Värähtelijä' – Det var ikke til at få en fod indenfor, da de spillede til Roadburn. Her er meteren af kø generelt proportionel med en opadgående kurve på en hypefaktorskala. Hypen og de generelt gode anmeldelser er også fuldt fortjent, for 'Värähtelijä'  er en fantastisk dyb plade, der stadig åbenbarer nye ting for denne lytter her i slutningen af året. På trods af pladens relativt komplekse skæringer besidder den stadig nogle helt elementære og megafede guitar- og især bassriff. Den er let og svær at forholde sig til på samme tid. Den er god første gang, men den er tyve gange så god tyvende gang.



3. Spiritus Mortis: ’The Year Is One’ – Modsat Oranssi Pazuzu, som tilskrives at trække metallen i en ny retning, så er ’The Year Is One’ stokkonservativ. Spiritus Mortis har ikke i sinde at genopfinde noget som helst, men når man kan slynge power metal-bangers som ’Robe of Ectoplasm’ og ’Jesus Christ, Son of Satan’ af sted og samtidig levere involverende og drøntunge doomhits, så kan fornyelse jo egentlig være fuldstændig ligegyldigt.

4. Alcest: ’Kodama’ – Alcest er lidt en sjov størrelse for mig. Når jeg forsøger at italesætte, hvad der tiltaler mig ved deres musikalitet, så indskyder jeg ofte, at de på nogle dage kan virke lige lovlig fesne og hælde et nøk for meget i en post metal-retning, som jeg nok har trukket mig lidt væk fra de senere år. Men sagen er den, at hver eneste gang, at jeg har sat ’Kodama’ på (gerne i ørebøfferne af en eller anden grund), så går den lige forbi mine analytiske hjernelapper og direkte i blodet. Pladen er lidt Mew-gone-metal for mig, men den harmonerer som bare fanden, og dens melankoli har en fantastisk indvirkning på mit skrøbelige vintersind. Tak for det, Neige!



5. Blood Ceremony: ’Lord of Misrule’ – I et 2016, hvor den for mit vedkommende bl.a. har stået meget på Roadburn-aktuelle Coven, har ’Lord of Misrule’ indimellem været en glimrende og mere aktuel substitut for Jinx Dawsons smukke sange.

Årets internationale hit:

Spiritus Mortis: ’Jesus Christ, Son of Satan'
– Her taler vi om 4.21 minutters sexet power metal, der med sikkerhed vil give de fleste fans af både Dio, Ozzy og Lee Dorian en gedigen dolk i bukserne. 'Jesus Christ, Son of Satan' begynder 17 minutter og 14 sekunder inde i Youtube-klippet nedenfor.



Årets danske hit:

Narcosatanicos: ’Vile’
– Sikke et flippet hit. Den har været på repeat evindelige gange. Det er den ikke blevet mindre god af. Tak for den.



Årets genfundne klassiker:

Amebix: ’Arise'
– Ja, det er med flovhed i stemmen, at jeg må meddele, at Amebix ikke ligefrem var noget, som jeg kendte til i 2015. Forsanger Rob ’The Baron’ Millers Tau Cross pirrede en nysgerrighed og lyst til at undersøge, hvad der monstro kunne gemme sig bag mandens tidligere projekter. ’Arise’ står muligvis som hovedværket, men efterfølgeren ’Monolith’ indeholder næsten lige så mange guldkorn. Amebix er blevet en musikalsk følgesvend, både på dage, der gør ondt, på dage, hvor der skal drikkes bajere, og på dage, hvor man har lyst til at afreagere mod en boksebold.



Den overså jeg i 2016:

Hos de andre skribenter hedder denne kategori, "Den overså jeg i 2015". Da jeg først er kommet med i Devilutions stald i 2016, interesserer jeg mig imidlertid ikke for det, jeg gik glip af sidste år. Derfor tager jeg i stedet udgangspunkt i dette år. 

Endless Boogie på Loppen til CPH-Psych-Fest – Ja, det var noget værre lort, at jeg (endnu) en gang ikke fik set Endless Boogie på dansk grund. Jeg vidste jo sådan set udmærket godt, at de skulle spille på fantastiske Loppen en sen sommernat i juli. I bagklogskabens ulideligt klare lys burde jeg selvfølgelig have prostitueret mig selv for at få råd. Efter blot at have ”oplevet” dem en enkelt gang til Roadburn i 2013 – en aften, hvor jeg i øvrigt var så plakatfuld, at forsanger, Top Dollar, var dobbelt – hungrer jeg mildest talt efter at se dem!

Årets fysiske udgivelse:

Porcupine Tree: The Delirum Years 1994-1997 – Det er godt nok en smækker compilation, som Kscope sendte afsted. Jeg fik den ikke købt, men den skal findes på Discogs. Det kan faktisk kun gå for langsomt.


Årets koncerter:

1. King Crimson, Falconer Salen, 24-09-2016 
– Kongerne af prog var bedst på dag to, da de gæstede Danmark. Modsat anmelderne her på Devilution synes jeg, at den version, som man fik af King Crimson i Falconer Salen, lød lige præcis sådan, som de skal lyde i 2016. I livesammenhæng vægtede King Crimsons rytmiske fundament, anført af hele tre trommeslagere, markant tungere i det samlede lydbillede, end de reelt gør på plade. Men modsat hovedparten af bands, der har eksisteret siden 60’erne, så vil Robert Fripp stadig trække sit hovederhverv i nye retninger. Jeg hørte og så linjer igennem hele deres diskografi. Bandet lød præcis, som de burde og skulle i Falconer Salen. Hvor er man heldig og privilegeret at have set dem hele to gange på et år.

2. G.I.S.M.: Roadburn, 15-04-2016 – Det var lidt af et scoop af Lee Dorian, at han som Roadburn-kurator evnede at få de japanske psycho-metallere fra G.I.S.M. til Tilburg, Holland. Hvad kunne man forvente af et band, der aldrig havde spillet uden for japanske landegrænser og tilmed ikke havde spillet en koncert i 14 år? Heldigvis fik G.I.S.M. hele den hollandske festival til at koge over med deres vanvittige og punkede we-don't-give-a-shit-attitude.



3. Black Mountain: Roadburn, 14-04-2016 – Med 013’s main stage-lyd i ryggen var der tale om en reelt bevidsthedsudvidende oplevelse, da Black Mountain gæstede Roadburns store scene med ’IV’ netop udgivet inden festivalen. For de af jer, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med fantastiske ’IV’ (også fra 2016), så er det en plade, der produktionsmæssigt lyder rigtig, rigtig, rigtig godt. Jeg har aldrig hørt en koncertlyd, der var bedre end den, som Black Mountain havde de sene timer natten til fredag. Wow.

4. With the Dead: Copenhell, 23-06-2016 – Man husker det lidt, som om det stod ned i stænger konstant til Copenhell. Hvordan vejret var, da With the Dead trodsede guderne til Copenhell, ved jeg ærlig talt ikke. Efter en godkendt koncert tidligere på året til Roadburn var det tydeligt at mærke, at bandet var sammenspillet og langt mere onde i deres punkteringer til Copenhell. Der var kommet flere koncerter under bæltet, og de klædte vitterligt programmet på en festival, hvor der ikke var så frygtelig meget på programmet inden for metallens tungeste genrer.

5. Sadistic Intent: KB18, 08-12-2016 – Koncerten med dødsmetallerne fra Los Angeles var en bobler. Jeg kendte dem ikke på forhånd. Deres potente og butche thrash-død gik hånd i hånd med en herlig og autentisk attitude. Halvanden times luftguitar er altid en god indikator på, at man har haft en temmelig suveræn koncert.

Årets internationale navn:

Oranssi Pazuzu formår at rykke lidt ved doom-genren og forny nogle af de konventioner, der ligger til grund for denne type musik. Det giver mening, at de er blevet så relativt populære på diverse lister og blogs, idet de formår at ramme en tidsånd med deres fusion mellem heavy psych, black, doom og noget meget finsk. Det synes jeg fortjener en stor cadeau!

Årets danske navn:

Slægt
– Jeg fik først hørt ’Beautiful and Damned’ for ganske nylig. Den kom på cd og bånd sidste år, men blev til gengæld udgivet på en flot vinyl her i ’16. Lige meget hvad fortjener Slægt massive horn for at overbevise én lytter af gangen om, at deres heavy-funderede black metal rocker for vildt. Dette gør de på den hårde og eneste rigtige måde – de spiller en satans masse koncerter med indlevelse og energi.



Årets nye internationale navn:

Hva' fa'en har jeg hørt her?! Hm.

Årets nye danske navn:

Taphos
– Med fire sange ude på bånd er fundamentet for en ond satan af et dødsmetalband ligesom lagt. Der er genial fremdrift i bas og trommer på samtlige fire skæringer, mens der er opfindsom og varieret lir på begge spader – her taler vi onde, onde riff, squeal og kortvarige arpeggioer (tror jeg!). Latterligt fed udgivelse, som forhåbentlig snart bliver fulgt op af en fuldlængde.



Årets comeback:

Dream Death: ’Dissemination’
– Pittsburgh-metallerne er back from the dead! ’Dissemination’ er endnu ikke hørt nok, men den tegner ved få lyt lovende, og Rise Above står bag udgivelsen.



Årets optur:

Roadburn, anmelderi og dansk musik
– Roadburn har været min metaldiktator siden første festival i 2011. Selvom jeg den seneste år er begyndt at overveje, om man måske på et tidspunkt skulle forsøge sig med andre festivaler rundt omkring i verden, så er det hvert evig eneste år en fornøjelse at komme ned til Tilburg hos flinke mennesker og solide rammer og møde verdens fedeste bands. Selv de år, der på papiret godt kan se lidt tvivlsomme ud, er endt med at være fantastiske oplevelser, hvor man kommer hjem med 10-15 nye navne til lyttelisten. Herudover er det skønt at få lov til, og forhåbentlig blive bedre til, at skrive om metalmusikken. Det tvinger en til at lytte til nogle udgivelser, som man ikke ville være stødt på, hvilket er fuldstændig essentielt for mig netop nu. Sidst har jeg de senere år været et pjok til at opsøge og få lyttet ordentligt til dansk metalmusik. Her har der i år været fremgang, og jeg er – modsat en del kollegaer her på Devilution – fuldstændig overbevist om, at der findes tonsvis af suveræne danske bands i undergrundsmiljøet, der både direkte og mere perifert læner sig op ad metalgenren.

Årets største skuffelse:

Metallica: ’Hardwired… to Self-Destruct’ – Det irriterer mig allerede lidt, at jeg tager Metallica med som årets skuffelse. Mest af alt fordi de er så lette at hade, og de fleste i netop min omgangskreds benytter sig af denne mulighed. Men sagen er desværre den, at jeg virkelig ikke synes, at pladen er nogen god udgivelse. Selvom mine forventninger af forskellige årsager ikke var skyhøje, så var de alligevel moderate nok til at blive skuffet. Øv.

Største ønske for 2017:


To ønsker:

1. At komme til Pscyho Las Vegas! Sikke et program i ’16.

2. At komme til 70000 Tons of Metal – verdens største heavy -rydstogt. Det kan i realiteten godt være, at det er noget værre lort, men det lyder umiddelbart ret fint at sejle rundt i Caribien, patte cocktails og høre heavy med ligesindede.

Det glæder jeg mig mest til i 2017:

Jeg ser allermest frem til at høre og kende nogle flere Tom Petty-plader. Den mand er min musikalske soulmate.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her