Årsliste 2016 – Sebastian Taylor Bach Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d9/3f/86/Seb2016-49-1482412477.jpg
22. December 2016    

2016 har været lidt af en blandet landhandel. Der har været flere ganske gode udgivelser, men også en masse skuffelser. På pladefronten såvel som koncertmæssigt. Blandt de mest positive har været danske Vola og mægtige Cult of Luna, mens Deftones og James Maynard Keenan can go suck a bag of dicks.

Årets danske album:

1. Vola: ‘Inmazes’
 – Københavnsk Vola udgav i starten af året deres fuldlængdedebut. En plade, der har fået alt for lidt opmærksomhed på dette site. ’Inmazes’ er en moderne progressiv metal-plade, der spiller på et utal af sanseindtryk. Meshuggah møder klassisk 70’er-prog-rock-sangskrivning og 80’ernes synth-sound. Teknisk flot og til tider afsindigt smukt i udtryk. Det er en plade af international kaliber og samtidig en udgivelse, der skiller sig ud fra de mange andre progressive, djent-orienterede bands. Vola er et unikt band, der ikke har en direkte pendant. Hverken i Danmark eller udlandet. Band såvel som plade fortjener de varmeste anbefalinger. 



2. Narcosatanicos: ‘Body Cults’Meget kan man klandre Krigsguden for, men hans anmeldelse af Narcosatanicos' ’Body Cults’ har nogle gode pointer. Han skriver blandt andet: "'Body Cults' er et moderne rockmestværk, der trækker på fortiden, dekonstruerer og genopfinder den med maksimalt sonisk overskud". ’Body Cults’ er en solid plade. En af de plader, som anmeldere ynder at elske, men få måske egentlig kan overkomme. Men på trods af det skal man ikke snyde sig selv for sexet/klaustrofobisk jazz, noiserock, skæve ideer og solide kompositioner. Det er et virvar at lytte til, men midt i kaosset er der fornuft og balance. Alle bør gøre sig selv den tjeneste at afsætte 40 minutter af deres liv og give ’Body Cults’ et lyt.



3. Halshug: ‘Sort Sind’ – Man kunne nok godt have fundet en dansk udgivelse, der samlet set var bedre end Halshugs ’Sort Sind’. Men der er bare noget ubehageligt, råt og ufortrødent over den danske trios 2016-udgivelse. Punk, hardcore og metal blandet sammen med det eneste formål, at blæse lytteren bagover. ’Sort Sind’ er en aggressiv satan, der gør sig godt, når alting bare er noget lort. Musikterapi af bedste format. Devilution-høvdingen introducerede mig for pladen på vej til Wacken Open Air, da den netop var udkommet, og den har sidenhen været fast inventar på min workout-playliste (ja, der er den også særdeles god). Lyt til den, og slå ting i stykker.



4. Baby Woodrose: ’Freedom’Når jeg et par gange om måneden ses med Bo Vinberg og laver Transistor (lokalradio), er der stort set garanti for, at Bo spiller et eller andet med Lorenzo Woodrose. I 2016 har det blandt andet været en masse fra Baby Woodroses ’Freedom’. En plade, der efterhånden har taget mere spilletid, end jeg i første omgang havde forventet. ’Freedom’ er en fed plade. Rock, syrerock, kært barn har mange navne, og det er ikke noget, jeg skal gøre mig til specialist i. Til gengæld, skal der ikke herske nogen tvivl om, at kvartetten har udgivet en plade med en lang række velskrevne numre.



5. Cold Night for Alligators: ‘Courses of Events’2016 var året, hvor Cold Night for Alligators langt om længe udgav deres fuldlængdedebut. En debut, der viste sig at være ventetiden værd. Bandet har tidligere været synonym med teknisk indviklede kompositioner. Oftest så tekniske, at det skadede lytteoplevelsen. På ’Courses of Events’ har sangskrivningen fået langt mere fokus. Pladen er lettere tilgængelig, og forsanger Johan Jack Pedersen leverer en solid vokal. Til forskel fra Volas ’Inmazes’ er der ikke så meget nytænkning over ’Courses of Events’. Til gengæld er der rigtig mange gode numre, og pladen er uden tvivl konkurrencedygtig med de større udenlandske progressive djent-bands.



Årets internationale album:

1. Cult of Luna: ‘Mariner’’Mariner’ er den bedste plade jeg er faldet over i år. Pladens seks numre er en lang historie. En fordybelse i et dystert, tungsindigt mørke med få lyspunkter. Det er klaustrofobisk og ubehageligt at lytte til ’Mariner’. Samtidigt er det utroligt smukt og intenst. Samarbejdet med Julie Christmas skaber en interessant ekstra kant. Om det så er i form af hendes lyse vokal i det mørke musikalske univers, ellers hendes sindsforstyrrede skrig, skaber det en intensitet, der er svært sammenlignelig. Min bornholmske medskribent Jon, er langt bedre til at forklare, hvor god denne udgivelse egentlig er. Giv hans anmeldelse lidt opmærksomhed.



2. The Algorithm: ‘Brute Force’Et sted i det franske sidder der en bleg fyr ved navn Rémi Gallego. Når han ikke bruger sin tid på at lave Gérard Depardieu-memes, er han bagmand i det progressive IDM-trance metal-band The Algorithm. Lidt af en genre-pærevælling, men grundlæggende er der tale om progressive takter pakket ind i djent og diverse techno-tendenser. Hvad der gør The Algorithm og ‘Brute Force’ til noget specielt, er, hvor god Gallego er til at blande det hele og tænkte ud af boksen. Med en enkelt undtagelse er franskmandens tredje plade fyldt med gode kompositioner, der både udfordrer og tilfredsstiller. Det kræver naturligvis, at man ikke er bange for musik, der primært er programmeret, og heller ikke har noget imod, at pladen ikke indeholder vokal.



3. Caliban: ‘Gravity’ – Årets metalcore-plade for undertegnede. Der har ellers været flere gode bud. Herunder er det værd at nævne Killswitch Engages 2016-udgivelse ‘Incarnate’ og Every Time I Dies ‘Low Teens’. Når det er sagt, har Calibans 10. studiealbum været på fast rotation, siden den blev udgivet. Det er ganske vist forholdsvis klassisk metalcore med et lille twist af electroniske elementer, men det tyske band har aldrig lydt eller komponeret bedre, end de gør på ‘Gravity’. Deres koncert på Wacken var desværre lidt af et flop, primært på grund af lyden, så hvis jeg kan ønske én ting af 2017, så er det, at tyskerne kommer til Danmark og spiller. ‘Gravity’ er årets bedste metalcore-udgivelse.



4. Meshuggah: ‘The Violent Sleep of Reason’ – Meshuggah er en tilbagevendende kærlighed. Et forhold, der kan gå i stå i flere måneder, inden det blomstrer op igen. Svenskernes musik er hyppigt så kompleks og bombastisk, at man simpelthen får nok på meget kort tid. Man bliver Meshuggah-mættet. ‘The Violent Sleep of Reason’ er lidt nemmere at bevare forholdet til. Sandsynligvis fordi pladen er en my lettere tilgængelig end det tidligere materiale. Den er lidt mere poppet, hvis man kan sige det om Meshuggah. Svenskerne er kongerne af progressiv polyrytmik-metal, og det blev understreget af såvel ‘The Violent Sleeo of Reason’ som deres eminente koncert i Amager Bio.



5. Katatonia: ‘The Fall of Hearts’Melankolien driver i en lind strøm fra svenske Katatonias 10. album. Heldigvis balanceres det af en utrolig intensitet, der primært bæres af en række særdeles melodiske og smukke kompositioner. Jeg er godt nok faldet i søvn til pladen en hel del gange, men det er kun, fordi jeg finder stort velbehag ved at lytte til ‘The Fall of Hearts’. Et absolut must fra 2016.



Årets internationale hit:

Periphery: ‘Marigold’
‘Periphery III: Select Difficulty’ kunne egentlig godt være havnet på årslisten. Det var et tæt felt, og her blev den amerikanske sekstets fjerde fuldlængdeudgivelse fundet for let. Det ændrer ikke ved, at pladen indeholder flere gode numre, herunder ’Marigold’. Et stykke storladent, poppet, moderne prog-djent-nummer, med en utroligt grim musikvideo til.



Årets danske hit:

Cabal: ‘Innoncent Blood’
 – Første nummer fra københavnernes debut ‘Purge’ er så fedt et nummer, at det naturligvis indtager pladsen som årets danske hit. Tungt, ondt og ubehageligt på alle måder. Dejligt.



Årets genfundne klassiker:

System of a Down: Toxicity
 – I år er det 15 år, siden System Of A Down udgav ‘Toxicity’. I anledning af dette, og af at de blev booket til Copenhell 2017, fik pladen en alvorlig revival. Det er egentlig mange år siden, jeg sidst har hørt pladen, sandsynligvis fordi man ikke kan undgå at få kastet ‘Toxicity’ eller ‘Chop Suey’ i hovedet, hvis man tager på en vilkårlig rock-bar. Som med ‘Master of Puppets’, ‘Walk’ og ‘Raining Blood’ får jeg automatisk gag-refleks, når det sker, og så har jeg nok en tendens til at glemme, hvor gode de forskellige album generelt er. ‘Toxicity’ er stadig en stærk udgivelse. Pladens force er blandt andet, at den ikke lyder som en typisk 2001-udgivelse. Tværtimod har den stadig en frisk og insisterende lyd.



Den overså jeg i 2015:

SikTh: ‘Opacities’ – Jeg overså den egentlig ikke, den fik bare ikke nok spilletid. Det har den fået i år. Alle, der er til progressiv metal, bør give pladen et lyt. Den er pissefed.



Årets fysiske udgivelse

Jeg har været idiot nok til, at smide en hele del penge efter Metallicas ‘Ride the Lightning’-boksudgivelse. Indrømmet, jeg er nok lidt af en Metallica-sucker/lover, og ‘Ride the Lightning’ er min ultimative ‘tallica-favorit. Seks cd’er (som jeg aldrig kommer til at høre, da jeg ikke har en cd-afspiller) fire lp’er, en dvd (jeg har heller ikke en dvd-afspiller), to bøger og tre plakater (som heller aldrig bliver brugt). Det er meget, og det er pakket superfedt ind. Prisen er så også derefter, men det må man tage med. I forhold til 'Kill’ Em All'-udgaven, som jeg også har, er ‘Ride the Lightning’-udgaven langt mere spændende og kan klart anbefales, hvis man er lidt samler/Metallica-nørd.

Årets koncerter:

1. Ne Obliviscaris: Beta, København, 13-10-2016 – Koncerten med den australske sekstet på Beta står som en af de bedste koncertoplevelser i år. Lidt ufortjent havde jeg egentlig ikke givet bandet meget opmærksomhed før koncerten, men som oftest får man de bedste oplevelser, når man bliver overrasket. Denne gang endda meget positivt. Kombinationen af progressiv, black metal og violin fungerede overraskende godt live, naturligt hjulpet på vej af de gunstige rammer på Beta.

2. Parkway Drive: W:O:A, Party Stage, Tyskland, 06-08-2016 – Det var min første gang på Wacken Open Air, og det var det ligeledes for Parkway Drive. Tilfældighed? Det tror jeg næppe. Parkway Drive har været garant for gode koncerter i mange år, denne gang ingen undtagelse. Især efter indtagelse af et utal af øl, halvkedelige koncerter med dårlig lyd og ulideligt skidt mad. Så havde man for alvor lyst til en velgennemført koncert. Også selvom det blev i forholdsvis stillestående tilstand, da de enorme mængder mudder gjorde det ret umuligt at bevæge sig.

3. Muse: Forum, København, 08-06-2016 – Man kan mene meget om Muse, men de går all in, når det kommer til deres koncerter. Det gjorde de sandelig også, da de gæstede Forum to gange midt på året. I en sal, der mindede om et sauna, fik publikum en musikalsk og visuel oplevelse af de sjældne. Der var ikke sparet på noget, og alt var gennemtænkt fra start til slut. En flot og god koncert, ikke mindst fordi vi var så heldige, at de spillede ‘Bliss’ fra ‘Origin of Symmetry’.

4. Opeth: DR Koncerthuset, København, 07-11-2016En smuk og intens oplevelse i noget nær perfekte rammer. Kort sagt. Opeths seneste album, The Sorceres’, var knap så interessant, men det glemte man hurtigt, primært fordi svenskerne have taget godt med ældre materiale med.

5. Tesseract: Pumpehuset, København, 03-03-2016 – Tesseract gæstede Pumpehusets stueetage i starten af året, og det var lidt af en fornøjelse. Ikke mindst fordi de formåede at tøjle lyden, der ellers har en tendens til at skramle rundt i den lille sal. Med deres tredje fuldlængde-udgivelse, ’Polaris’, i bagagen fik vi en tour de force i bandets bedste materiale under en koncert, der næsten kun kunne klandres for at være for kort. Det var endnu en gang en fornøjelse at se det britiske band live.

Årets internationale navn:

Attila – Jeg har langt om længe forstået, at Attila er verdens fucking bedste band. Spøg til side: Der har været masser af gode udgivelser, men ikke et band, der decideret kandiderer til denne titel. Gojira måske. 'Magma' er uden tvivl en god plade, men en plade, der er faldet i værdi, jo mere den har været afspillet. Derved har den croissant i min optik allerede fået en del mere opmærksomhed end nødvendigt. The Rolling Stones er stadig på toppen. Jagger, Watts, Wood og specielt Richards lader til at overleve et ellers hårdt 2016, hvad angår tab af store musikere. Hertil blev 2016 året, hvor bluesrockerne udgav deres første album i 11 år. Nuvel, ‘Blue and Lonesome’ er godt nok et cover-album, men det er sgu godt gået, når medlemmerne samlet har levet i 290 år.



Årets danske navn:

Volbeat – Hvorfor? Af samme årsag som sidste år. Volbeat-toget forsætter ufortrødent derudad. Når man kan melde udsolgt i Parken og sælge 47.000 billetter på kun seks dage, så har man gjort noget rigtigt. Så kan alle trve metal-hovederne sidde ovre i hjørnet og græde snot. Who cares anyway? Det korte og det lange er, at Volbeat er et af de bedste kort Danmark kan spille inden for rocken og metallen. Så kan man spørge sig selv, om det er positivt?

Årets nye internationale navn:

Giraffe Tongue Orchestra – Supergruppen bestående af Brent Hinds (Mastodon), Ben Weinman (The Dillinger Escape Plan), tidligere Mars Volta-trommeslager Thomas Pridgen, Dethklok-bassist Pete Griffin og Alice in Chains-forsanger William DuVall har været et af årets højdepunkter. Deres debut ‘Broken Lines’ var godt nok ikke helt den succes, man kunne håbe på, men den håndfuld gode numre, der er på pladen, er til gengæld utroligt ørehængende.



Årets nye danske navn:

Cabal – Jeg har særdeles god fidus til Cabal. Så god, at jeg sandsynligvis havde smidt deres debutplade, 'Purge', under årets bedste, havde det ikke været, fordi det “kun” er en ep. Lyden er tung, bombastisk og pisseond. Progressiv dødsmetal, der på mange måder minder om en dansk pendant til Vildhjarta.



Årets comeback:

Filter – Jeg troede, Richard “Filter” Patrick var et afsluttet kapitel. Patrick har godt nok været ganske produktiv, men værdien af udgivelserne har været meget varierende. Dette års udgivelse, ‘Crazy Eyes’, er en god udgivelse. Patrick har fundet tilbage til den industrielle heavy, og det fungerer. Med flere gode numre er det en fornøjelse igen at sætte Filter på anlægget. Det var en mindst lige så spændende oplevelse at se Patrick og ensemble live i Amager Bio. Primært på grund af frontmandens noget eksalterede adfærd.



Årets optur:

System of a Down, Prophets of Rage og Every Time I Die annonceret på Copenhell 2017. Generelt er det offentliggjorte program ind til videre ret spændende og varsler tre fede dage på lorteøen. MEN: Når man nu en gang er vokset op med grunge og post-grunge, var det lidt af en glædelig overraskelse, da det kom ud, at gode gamle Live har fundet sammen i originalt line-up. Og med Ed Kowalczyk tilbage i front. Det betyder forhåbentlig en masse turne-aktivitet, herunder et besøg i Danmark.



Årets største skuffelse:

Deftones – ‘Gore’. Det kedeligste Deftones-album til dato, og det kommer fra en stor Deftones-fan. Jeg værdsætter udvikling, og det er vel også naturligt, at gammel kærlighed visner på et eller andet tidspunkt. Men ‘Gore’ er bare ikke specielt interessant, selv fra det mest objektive synspunkt, jeg kan præstere. Udgivelsen var i heftig rotation, da den udkom, og har siden ikke været i nærheden af at blive spillet. Jeg gider ikke engang sætte den på i skrivende stund. Balancen mellem insisterende nerve og smukke melodiske elementer, der har kendetegnet bandets nyere udgivelser, er langt fra på niveau med, hvad man kan forvente. 

Største ønske for 2017:

Her er der ingen grund til ikke at gentage sig selv. Lad os nu bare få det Tool-album. Ikke mere vrøvl, flere tvetydige udmeldinger eller mere rod med retssager. Forhåbentlig er de mange billeder og klip med bandet i studiet netop tegn på et snarligt kommende album, men med bandets historie in mente bør man nok ikke håbe på for meget. Nu må James Maynard Keenan fanme tage sig sammen og fokusere på Tool i stedet for vinproduktion, Puscifer, A Perfect Circle og selvbiografier. Nok er nok!

Det glæder jeg mig mest til i 2017:

Jeg glæder mig til endnu en gang at afholde Devilutions rock- & metalquiz. Det er fjerde år, jeg afholder qiuzzen, og det bliver kun sjovere og sjovere for hvert år. Med et massivt fremmøde hver gang og masser af gode oplevelser, præmier og øjeblikke er quizzen en månedligt tilbagevendende fornøjelse, som jeg altid glæder mig til. Quizzen afholdes den første onsdag i hver måned, og selvom der stort set altid er fuldt booket, er man velkommen til at møde op og forsøge at få en plads. Nå ja, og så varsler Linkin Park nyt album i 2017.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her