Årsliste 2017 – Henrik Bro

2017 blev generelt et bedre metalår end frygtet. Det var måske lidt småt med de helt store nye og epokegørende begivenheder og udgivelser. Men alt i alt var det ikke så slemt som så mange andre år-

Årets danske album:

1. Defecto: ’Nemesis’ – Defecto har det hele: En sanger af internationalt format, guitaristerd der spiller alle andre totalt af banen, evne til at skrive kompositioner, der ikke er genrebegrænsede, en fremragende produktion, der for et dansk band for en gangs skyld ikke lyder, som om albummet er indspillet i Ribe. Defectos andet udspil har helt fortjent høstet formidable anmeldelser fra stort set hele anmelderkorpset i ind- og udland.

2. Ghost Iris: ’Blind World’ – Ghost Iris’ fusionsmetal er forunderlig og dragende. Bandet har fundet en fin niche, som med lidt held kan give dem et fornuftigt internationalt gennembrud.

3. Tainted Lady: ’How the Mighty Have Fallen’ – Tainted Ladys hard rock er måske ikke epokegørende nyskabende. Men bandet har i den grad evnen til at skrive gode sange og en sanger, der forstår at fremføre dem på en overbevisende måde.

">

4. Slægt: ’Domus Mysterium’ – 2017 har i høj grad været Slægts år. Bandets melodiske black metal er frisk og fængende. Dog kan man ikke lade være med at være lidt mistroisk. Kan man forvente, at de lige pludselig dukker op og fortæller, at det hele bare var for sjov? Indtil da er Slægts ”polka-black” dog en finurlig nyskabelse på den danske scene.

5. Akoma: ’Revangels’ – Totalt oversete Akoma må siges at være et band med store nosser (undskyld til Tanya Bell i den vokale front). Men det er modigt at spille storladen symfonisk metal med kvindelig forsanger i landet, hvor denne genre er hadet af såvel medier som publikum. Havde Akoma været fra Norge, Finland eller Holland, ville de have pæne chancer for et gennembrud. Det sker så ikke i Danmark. Men ’Revangels’ er et fornuftigt udspil, der godt kunne fortjene lidt stjernedrys.

">

Bobler:

Theory: ’The Art of Evil’ – Debutalbummet ’The Art of Evil’ lover godt for bandets fremtid. Når bandet finder frem til lidt mere holdbare kompositioner, kan det blive rigtig stort for Theory.

Årets internationale album:

1. Black Country Communion: ’BCCIV’ – Gendannede Black Country Communion har med ’BCCIV’ udgivet det bedste klassiske hard rock-album i årtier. Det er muligvis forrykt gammeldags at lyde som en blanding af Led Zeppelin, Deep Purple og Bad Company. Men vi er mange, der er glade.

">

2. Witherfall: ’Nocturnes And Requiems’ – Whitherfall brager igennem med deres debutalbum. Det er melodiøst, det er progressivt, og det er hårdt. Med den unge guitarist Jake Dreyer (også Iced Earth) er en ny stjerne dukket op.

">

3. Threshold: ’Legends of the Shires’ – 'Legends of the Shires' er et fremragende prog metal-album fra gamle Threshold. Bandets højdepunkt gennem en karriere på 30 år.

">

4. Butcher Babies: ’Lilith’ – Det kan nok være, at jeg er den eneste uden for medlemmernes nærmeste familie, der synes, at Butcher Babies er gudernes gave til menneskeheden. Men så må alle I andre jo tage fejl! ’Lilith’ er et af de få album fra 2017, der bare bliver spillet igen og igen her. Butcher Babies har måske ramt en lidt mere kommerciel tone med ’Lilith’, men den klæder såmænd bandet udmærket.

">

5. Power Trip: ’Nightmare Logic’ – Power Trip fik et velfortjent gennembrud i 2017 med ’Nightmare Logic’. Herlig old school thrash opdateret til nutiden.

Boblere:

Savage Messiah: ’Hands of Fate’ – Ikke så meget pis her. Det er bare heavy metal, og det holder.

">

Cradle of Filth: ‘Cryptoriana: The Seductiveness of Decay’ – Bandet har måske nok mistet noget af populariteten hos masserne. Men på plade kan Dani Filth stadig præstere noget, der fungerer.

Royal Thunder: ’Wick’  – Så er grunge alligevel ikke helt død. Med Royal Thunder spræller lyden fra 90’erne fortsat. Og det på fornem vis.

Inglorious: ’II’  – Klassisk hard rock i nye klæder. Det er ikke originalt. Men det holder.

Enslaved: ’E’ – Der er ikke meget ekstremmetal over Enslaved længere. Til gengæld er bandet bandet blevet ekstremt god til at skabe lydbilleder, der trækker lytteren til sig og ind i et mærkeligt og storslået univers.

Cheap Trick: ’We’re All Allright’ – Fornøjelig blanding af pop, metal, 70’er-rock og The Beatles-lyd. Cheap Trick kan endnu efter snart 50 år på scenen.

Årets internationale hit:

In This Moment: ’Black Wedding’ – Gak og løjer med In This Moment med Rob Halford. Det er ikke kunst. Men det er underholdende.

">

Årets danske hit:

Tainted Lady: ’Song of Reckoning’ – God sang, god sanger og vital fremførelse.



Årets genfundne klassiker:

Psychotic Waltz: ’A Social Grace’ – Det kan godt være, at rygterne taler sandt, og Psychotic Waltz faldt totalt igennem på årets Copenhell. Men ’A Social Grace’ holder fortsat 27 år efter udgivelsen.

Årets koncerter:

Alt for meget arbejde og alt for få relevante koncerter i hovedlandet gav sine begrænsninger. Forhåbentlig blive 2018 et mere flittigt koncertår. Af det bedre kan dog nævnes følgende:

1. The Dillinger Escape Plan – Posten, Odense 05-02-2017 – I Odense fremstod The Dillinger Escape Plan særdeles energiske og engagerede på bandets laaaaange afskedsturne.

2. Immolation – Voxhall – 09-04-2017 – Dødsmetal af høj klasse. Højdepunktet på årets Royal Metal Fest.

3. Glenn Hughes – Posten, Odense – 12-02-2017 – Veteranen har fortsat en formidabel stemmepragt.

Årets internationale navn:

Det er svært. Der er ingen, der byder sig til. Objektivt må det derfor fortsat være Metallica, der er konger på slottet. Det er Metallica, som alle medier igen og igen vender tilbage til, og bandet står fortsat for udsolgte koncerter og stort albumsalg. Det er paradoksalt og lidt trist, når man tager i betragtning, at det snart er en menneskealder siden, at bandet har udgivet noget virkeligt fedt.

Årets danske navn/solist:

Defecto – Begrundelsen er at finde ovenfor. Defecto bliver det næste danske band, der får et internationalt gennembrud!

Årets nye internationale navn:

Greta Van Fleet – Man får let den tanke, at de tre Kiszka-brødre i Greta Van Fleet må være vokset op hos nogle forældre, der konstant har spillet Led Zeppelin, når ungerne skulle sove. Det er så heller ikke den værste form for børneopdragelse, skulle man mene. Greta Van Fleet burde gå en fin musikalsk fremtid i møde.

">

Årets nye danske navn:

Stalker – Død og fræs rørt sammen til en smagfuld og kraftig cocktail. Stalkers debutalbum ’King Grey Grave’ er tæt på det rigtig gode. Det kommer garanteret med toeren.

Årets comeback:

Living Colour – De gamle funkrockere i Living Colour beviste med albummet ’Shade’, at de fortsat har noget relevant at bidrage med i fusionsuniverset med funk, metal, hiphop og rock.

">

Det overså jeg i 2016:

Cactus – Hard rock-pionererne fra New York var, på trods af at der var gået næsten 50 år siden bandets debut i 1970, friske på det svedige hard rockende og blues-orienterede album ’Black Dawn’ fra 2016. Cactus er bestemt ikke det ringeste af de mange bands, som trommeveteranen Carmine Appice har huseret i gennem tiderne.

Årets optur:

Det vides ikke. Der er ikke rigtig noget, der føles sådan virkelig optursagtigt.

Årets største skuffelse:

Forventningerne var små, så derfor også kun ubetydelige skuffelser.

Største ønske for 2018:

At gendannede Rock Goddess spiller på årets Metal Magic Festival. Men det kommer jo nok ikke til at ske, så i stedet ønsker jeg mig (igen), at redaktionen på Devilution afskaffer årslister. OK – så er Rock Goddess på MMF nok mere sandsynligt!

Et stort ønske kunne også være, at musikformidlingen blev frataget Danmarks Radio og den blev omdannet til ren taleradio. DR's musikdækning er intet mindre end skandaløs.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

Helloween på Copenhell. Endelig kommer Helloween på dansk grund. Forventelige er dog også de sure, nedladende anmeldelser, det garanteret vil føre med sig her i Janteland.