Årsliste 2017 – Mathias Nielsen

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5f/d6/68/mathias2017--52-1514034365.jpg
12. December 2017    

Redaktøren hopper med på Slægt-vognen, hylder Tongues, hyper Cleric og Condor og forsvarer Primus. I 2017 genfandt han også en stak køer, udeblev fra Copenhell og blev skuffet over Royal Arena.

Fotograf
Jacobh Hansen

Årets danske album:

1. Tongues: 'Hreilia' – “Tongues lyder som Tongues og ikke som en dansk udgave af noget”, skrev vores anmelder, og det er vist noget nær den største kompliment, man kan give et, ja, dansk band. Tongues debut er virkelig lovende og anderledes efter standarden herhjemme. Masser af ros og plus for det.

2. Slægt: 'Domus Mysterium' – Hypen holder, og selvom Slægt jo altså ikke er ved at sprutte over af originale musikalske indfald, så gør de det, de gør, med usvigelig sikkerhed og professionalisme, som hæver dem over langt størstedelen af kollegaerne. Der er blevet skrevet, hvad der skrives bør, om ‘Domus Mysterium’ og gruppens hæsblæsende koncerter her i 2017. Mon ikke udlandet for alvor kalder i 2018?

3. Orm: 'Orm' – Der er skrevet stolpe op og stolpe ned om Orm, der unægtelig er et friskt pust på den danske metalscene. I år debuterede de med et album, der lover godt for fremtiden for dansk metal. Der sker noget.

Årets internationale album:

1. Cleric: 'Retrocausal' – Den her kom lige på falderebet og understreger, hvorfor man ikke skal lave sin årsliste for tidligt. Det har taget Cleric hele syv år at følge op på debut ‘Regressions’, og hvilken én. Hvis man kan forestille sig Meshuggah og Mr. Bungle, Fantômas og Tool rullet sammen med ekstra John Zornske tendenser, udsat for sci-fi-koncepter og skubbet ud i det ekstreme, så har man et meget godt billede af Cleric,, og det er naturligvis ikke for den gængse metallytter, men overvældende og ambitiøst er det under alle omstændigheder.



2. Condor: 'Unstoppable Power' – Norsk thrash? Det tror jeg nok! Coveret sender hilsner til Voivods debut, og med musikalsk afsæt i tidlig Bathory og Celtic Frost via lige så tidlig tyskerthrash (tænk Sodom, tænk Kreator) kører det rimelig heftigt og oldschool for nordmændene, der desuden kommer fra en by, der næsten hedder “kolbøtten”. Der kan man da tale om, at alt går op i en højere enhed.



3. Alan Vega: 'It' – Suicide-frontmanden døde sidste år, men først i juli udkom hans solosvanesang. Det er et dystopisk konceptalbum; og der består primært af pumpende og ikke videre banebrydende industrial, som dog er mere rørende og relevant end eksempelvis David Bowies farvelplade, som ingen kunne få nok af. Imponerende, at Vega holdt sig snerrende til det sidst. Eller måske en nødvendighed.

4. Psudoku: 'Deep Space Psudokument' – Det her viser, hvor langt man efterhånden kan komme hjemme foran computeren. Selvironien skinner igennem på dette, Trondheim-troldmanden Steinar Kittilsens (eller Cpt. Roger, som han her kalder sig) soloprojekt efter Parlamentarisk Sodomi. Kittilsen imponerede mig for nogle år siden med Brutal Blues. Her går han outer space som en mere metallisk og velsagtens også lyttervenlig udgave af japanske Ruins.

5. Unsane: 'Sterilize' – Min Devilution-kollega Jon, som anmeldte Unsanes seneste, påstår vist, at de aldrig har udgivet et dårligt album. Deri er jeg ikke helt enig, men det er beundringsværdigt, hvordan Chris Spencer og co. har holdt dampen oppe over snart tre årtier, for det er ikke ligefrem musik for 50-årige (Spencer fylder netop 50 i næste måned). Gik desværre glip af koncerten på Loppen, som efter sigende også var noget at skrive hjem om.

BOBLERE:

Pyrrhon: 'What Passes for Survival' – En skuffelse ovenpå ‘The Mother of Virtues’, men trods alt stadig temmelig mindfuckende. Vores Amerika-udsendte beretter dog, at bandets bassist spiller i bar mave og seletøj, så måske det ville være for meget at opleve dem live.

Primus: 'The Desaturating Seven' – Dette første album fra Primus i “klassisk” lineup er blevet underligt misforstået. Et meget kort og koncist konceptalbum, der læner til den psykedeliske side og viser nye sider af bandet, men som selvfølgelig skuffer, hvis man havde forventet et nyt ‘Sailing the Seas of Cheese’.

Godflesh: 'Post Self' – Langt bedre end comebackalbummet. Hvilket jo dog ikke siger så meget. Egentlig.

Årets internationale hit:

Primus: 'The Seven' – Primus igen. I mine øren er dette prime Primus. En blanding af det gamle og det nyere psykedeliske. Og så er der en umiskendelig King Crimsonskhed over hele nummeret, som understreges af Larry LaLondes guitarfigurer i slutningen af nummeret. Ja, og så er det jo for katten en rigtig banger af et nummer.



Årets danske hit:

Slægt: 'I Smell Blood' – Hit og hit. Men for mig er det i hvert fald et hit at lave et nummer, hvor trommerne inden for samme minut tonser af sted, først med et D-beat, så med Philthy Animalsk pumpen og til sidst blastbeat.

Årets genfundne klassiker:

Cows: 'Effete & Impudent Snobs' – Jeg hørte Cows igen i år. Sikke et nederdrægtigt band. Dette er vel næppe en klassiker i ordets klassiske forstand, men albummet er snart 30 år gammelt, så nu må man gerne begynde at overveje, om mærkaten passer. Det er på dette album, at støjniveauet i Cows’ skralderock/sludge peaker, og ‘Nancy Boy Cocaine Whore Blues‘ for højt i hovedtelefonerne kickstartede min tinnitus. Skønt og, ja, nederdrægtigt.



Årets fysiske udgivelse:

Metallica: 'Master of Puppets (Remastered Deluxe Boxset)' – Koncerterne i Royal Arena var ikke noget at skrive hjem om, men det var denne kasse til gengæld. Endnu mere vanvittig end de to foregående. Det er svært at finde noget at sætte en finger på. Og en ekstra grund til at tage den med her, er, at den boks jo blev brugt som diplomatigave fra vores statsminister. Måske et billigt trick, men hvis det virker, så ...

Årets koncerter:

1. Lou Reed Drones: Click Festival, 20-05-2017 – Det var sådan set ikke engang en koncert. Lou Reed døde jo for nogle år siden. På denne festival havde man dog lånt et par af hans guitarer og forstærkere, som stod og lavede summende drone i en lagerhal i Helsingør i surrealistisk belysning. Ikke en koncert, nej, men årets mest rørende musikrelaterede oplevelse for mig.

2. Oranssi Pazuzu: Roskilde Festival, 01-07-2017 – Finnerne figurerede på min albumårsliste sidste år, og på Roskilde mere end levede de op til hypen, da de var med til at lukke Gloria-scenen for et fåtalligt dedikeret publikum. Det var simpelthen en brillant koncert, hvor bandet viste sig at være endnu bedre end på plade. Det fangede Devilutions udsendte anmelder desværre ikke, men mon ikke han kommer efter det en dag?



3. Oxbow: Vega, 06-05-2017 – Comebackalbummet fra dette band figurerer ingen steder på min årsliste, fordi det simpelthen er for dårligt. En anden snak var gruppens koncert til A Colossal Weekend i Vega til gengæld. Scenen var sat i loungen på anden sal, og det var en både anderledes og intens koncert, som i hvert fald markerede, at amerikanerne stadig kan noget live. Trods alt.

4. Neurosis: Roskilde Festival, 01-07-2017 – Det var en af de koncerter, jeg gik ind til uden nogen forventninger overhovedet. Det er længe siden, Neurosis har udgivet et lytteværdigt album, og deres seneste eftermiddagskoncert på Roskilde var horribel. Her gav de en overraskende solid og fokuseret koncert, som ikke mindst blev holdt oppe af en fænomenal lyd i det ellers tvivlsomme Avalon-telt. Årets koncertoverraskelse.



5. The Residents: Bremen Teater, 11-11-2017 – Mareridtsbandet, der slørede deres identitet og gik med masker årtier før alle andre, er stadig aktive. Og Bremen Teater dannede perfekte rammer for denne koncert, der svingede mellem industrial og cabaret, mens bandet var klædt i ko- og pingvinkostumer. Det bliver aldrig kedeligt at være til koncert med The Residents.

Årets internationale navn:

Motorpsycho – Jeg følger kun med fra sidelinjen, og deres nye var ikke helt god nok til at komme med i Top 5, selvom den lød som det album, Mastodon (suk …) burde have lavet. Når jeg så udnævner dem som årets internationale navn, skyldes det, at de så mange år inde i karrieren fortsat er stærkt og aktivt turnerende og, endnu vigtigere, skubber til deres egne musikalsk referencerammer. Respekt for det.

Årets danske navn/solist:

Slægt – Det er immervæk svært at pege på andre, der har markeret sig så solidt i år.

Årets nye internationale navn:

Zeal & Ardor – En af årets glædeligste nyheder var, at Copenhell satte Zeal & Ardor på plakaten. Det tog mig nogen tid at blive enig med mig selv om, om det egentlig var mere gimmick end musik, men med tiden har den unikke blanding af black spirituals og black metal vundet mig over. Til gengæld er det stensikkert et koncept, der har stort potentiale til at falde til jorden med at brag. Forhåbentlig sker det ikke.



Årets nye danske navn:

Tongues – Af samme årsag, som de ligger i  toppen af danske album i år.

Årets comeback:

Pagan Altar – Omstændigheder burde spille lidt ind her; Terry Jones døde af kræft i 2015, efter at kultlegenderne havde færdiggjort deres fjerde album, men der er ingen tvivl om, at ‘The Room of Shadows’ mere end fortjente at blive udgivet. Mere et albumcomeback end et comeback i almindelighed, naturligvis, men bemærkelsesværdigt under alle omstændigheder.

Det overså jeg i 2016:

Bat: 'Wings of Chains' – Jeg fik først hørt det her album i år. Det er fejl, for det er jo frygteligt festligt. Believe the hype.

Årets optur:

At præsentere ‘Headbang i Hovedlandet’ for et længe udsolgt Pumpehuset og bagefter opleve, hvor stærkt filmens fans stadig reagerer på alle nøglescenerne, nu, 20 år senere. Det var stort. Bo Summers brok over, at “folk fandeme hele tiden brokkede sig over, at de aldrig spillede noget af det gamle, og når de så gjorde, så kendte folk det fandeme ikke” i den efterfølgende koncert var også ret storartet.

Årets største skuffelse:

Royal Arena – Her gik folk og slog på tromme i årevis over, at nu fik København ENDELIG et stort spillested, der rent faktisk var skabt til, at der kunne laves god lyd til koncerter. Og så indviede Metallica arenaen med, ja, dårlig lyd (hvilket de ellers nærmest aldrig har), og en syg James Hetfield gjorde bare det hele mere tragikomisk (om end den del dog ikke skal lægge Royal Arena til last). Jeg har ikke været i Royal Arena siden, men jeg har da hørt, at lydforholdene fortsat er problematiske …

Største ønske for 2018:

At Vektor vender tilbage – Det nye årtusindes måske bedste metalband eksploderede pludselig efter at have lavet endnu et mesterværk. Eneste tilbageværende medlem, frontmand David DiSanto, har dog stædigt holdt liv i foretagendet og opdaterer stadig bandets Facebook-side, blandt andet i sommer med en melding om, at han også arbejder på ny musik. Om han kan samle en håndfuld musikere, der kan leve op til den seneste besætnings skyhøje niveau, er mildt sagt et godt spørgsmål.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

Efter udeblivelse i år at vende tilbage til Copenhell. Programmet ser indtil videre pænt ud – især ovenpå 2017’s jammerlige udgave af festivalen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her