Årsliste 2017 – Morten Østergaard

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/6c/61/7e/Fotografi-den-30-12-17-kl-1048-2-54-1514628306.jpg
12. December 2017    

I 2017 var der en del mere dødsmetal og black metal på anlægget sammenlignet med tidligere år. Det har været rart med lidt personlig genrefornyelse efter en del år, hvor især doom, prog, psych-rock og drone har fyldt mest.

Årets danske udgivelse:

1. Slægt: 'Domus Mysterium' – Et af det forgangne års mest omtalte danske metalbands fulgte smukt op på deres mesterlige ep, ’Beautiful and Damned’, med deres anden fuldlængde. På ’Domus Mysterium’ lyder Slægt ikke den mindste smule kuet af den hype, som de har modtaget fra de fleste metalmedier. Kvartetten lyder inspirerede, og man har på fornemmelsen, at bandet kan stikke i alle retninger, uden at man vil miste nysgerrigheden. Dette skyldes ikke mindst, at alle fire medlemmer har formået at integrere hver sin musikalske identitet i én herlig og ikke mindst rockende helhed. Et faktum, som Slægt har bevist ved hver evig eneste koncert, man har haft fornøjelsen af at opleve dem.



2. Phrenelith: 'Desolate Endscape' – Der er immervæk ikke meget debut over ’Desolate Endscape’. Sangskrivningsmæssigt lyder Phrenelith både svært rutinerede og afvekslende på alle pladens otte skæringer. Produktionen lyder dejlig klattet og slimet, hvor især de instrumentale passager får lov til at tale deres eget tydelige sprog. Denne anmelder var sent ude med at få hørt de danske dødsmetalleres første fuldlængde, men titelnummeret og afslutteren, ’Channeling a Seismic Eruption’, må stadig stå som årets mest afspillede sange.



3. Undergang: 'Misantropologi' – Det tog mig noget tid at fordøje Undergangs dødsmetal. Guitarist og sanger David Mikkelsen (også at finde i Phrenelith) tager prisen for årets mest baskede vokal, som af fuldstændig uforklarlige grunde bliver ved med at vokse. Tidligere udgivelser af Undergang er blevet hørt fra tid til anden, uden at de er røget i fast rotation, men med ’Misantropologi’ begynder jeg at forstå al balladen. Deres take på old school dødsmetal groover som ind i helvede.



4. Demon Head: ’Thunder On The Fields’ – Demon Heads anden fuldlængde formåede at ramme mig under bæltestedet med sin doomede og retro-rockende rock og rul. Dette på trods af, at jeg i de senere år har søgt lidt væk fra netop dette genresammenkog. ’Menneskeæderen’ får stadig i skrivende stund lytteren til at knytte næven, når forsanger Marcus Ferreira synger ”Blod på tanden / smagen af jern i munden / én gang brændt viger du ikke fra ilden igen”.



5. Ond Tro: 'Ond Tro' – Seks skæringer på lidt under 10 minutter. Ond Tros punkede hardcore med lige dele garage går lige gennem frontalhjerneklapperne og sætter sig fast på den bedst tænkelige måde. Bassen håndteres af Olle Bergholz, som de fleste læsere er bekendt med fra Slægt, og der skulle efter sigende være mere på vej i løbet af 2018.



Årets internationale album:

1. Motorpsycho: 'The Tower'
– Mangel på musikalsk nysgerrighed har aldrig været noget, man kan tilskrive norske Motorpsycho. Derfor er det alligevel bemærkelsesværdigt, hvor meget fornyelse der er på den 85 minutters lange ’The Tower’. Bent Sæther og Hans Magnus ”Snah” Ryan har skruet op for heavy-elementet i deres psykedeliske og progressive psykonaut-univers, der giver pladen et tidligt King Crimson-feel. Tomas Järmyr er ny mand på trommerne, efter at Kenneth Kapstad efterlod en tom trommestol i 2016. Det er der kommet en forfriskende tilbagelænet rytmesektion ud af, der hverken gør trioen værre eller bedre end før. Det giver til gengæld Motorpsycho et spark i en ny retning og åbner dermed for en ny musikalsk proces, der er så essentiel en del af netop dette foretagende. Motorpsycho er rejsen og ikke destinationen. Tusen takk!



2. Vallenfyre: ’Fear Those Who Fear Him – Greg Mackintosh går den svenske 90’er-dødsmetal i bedene og blander det med ærkebritisk crust og grumset doom i sit sideprojekt Vallenfyre. ’Fear Those Who Fear Him’ er muligvis en kende pumpet i sin produktion, men den har den fornødne dynamik i sin sangskrivning og bliver ikke triviel i ét sekund. Bandet er blevet stærkere af udskiftninger i besætningen, hvilket især skyldes den konsekvente finske tøndebasker Waltteri Väyrynen. Det var lige præcis den kølige sommerplade, som man havde brug for tllbage juni måned.

3. Electric Wizard: 'Wizard Bloody Wizard' – Hvor tids doomkonge, Jus Oborn, er på niende udspil blevet en anelse mere sleazy og retro. Calyton Burgess, som vi bl.a. kender fra Satan’s Satyrs, har ageret bassist for troldmanden siden 2014, men dette er første plade, hvor han også figurerer på studieindspilningen. Simon Poole sidder nu bag kedlerne, og tilsammen har denne forholdsvis nye rytmesektion bidraget til Electric Wizards måske mindst onde udspil til dato. Forstå mig ret – der er selvfølgelig et absolut mangel på livsmod hele pladen igennem. Men ’Wizard Bloody Wizard’ indeholder skæringer, hvor selv de mere blødkogte doom-rockere kan være med. Det lyder alt sammen skidt, men det er faktisk forfriskende ovenpå den fuldstændig lede ’Time To Die’ (2014).

4. Circle: 'Terminal' – Circles 32. (!) fuldlængde er finnernes første plade på Greg Andersons Southern Lord. Sidste plade, som denne anmelder hørte med de skæve nordboere, var den smukke og afdæmpede ’Leviatan’ (2014). På ’Terminal’ er der igen skruet op for krautrocken. Denne gang tilføjes der momentvis proto-punkede elemeneter a la Stooges, men aldrig uden at miste bandets særegne patosfyldte – ja, nærmest operetteagtige – weird wave-metal element.



5. Oh Sees: ’Orc’– Tidligere kendt som The Ohsees, The Oh Sees, Thee Oh Sees og nu blot Oh Sees. Kært barn har mange navne, og frontmand John Dwyer skifter bandnavn lige så hyppigt, som han udskifter bandmedlemmer. Den nuværende konstellation kører stadig med to trommeslagere, hvilket også fungerede så fremragende på sidste års favorit ’A Weird Exits’ samt efternøleren ’An Odd Entrances’. Det gør det stadigvæk, og San Francisco-bandet viser ikke det mindste tegn på slitage på trods af ganske habil og høj udgivelsesfrekvens.



BOBLERE:

Godflesh: ’Post Self’ – Pladen er endnu ikke blevet hørt helt nok til at kunne vurderes ordentligt. Den må dog nævnes for fremtidsjegets skyld.

Lecherous Gaze: ’One Fifteen’ – Ballsy pikrock med herligt guitarfræs af Graham Cline.

The Obsessed: ’Sacred’ – Wino er tilbage i sit rette element – med en guitar hængende over maven.

With the Dead: ’Love from With the Dead’ – Ligesom det var tilfældet med Lee Dorians doomprojekts debutudgivelse, så må jeg høre flere af sangene udfoldet i deres rette element – i livesammenhæng – før jeg kan sige, hvor god en plade ’Love from With the Dead’ rent faktisk er.

Årets internationale hit:

Vallenfyre: ’Amongst The Filth’
– Et sikkert crustet metal-hit, der både er godt at cykle og drikke øl til. Hittet begynder 14 minutter og 42 sekunder inde i pladen og i videoen nedenfor.



Årets danske hit:

Blot & Bod: 'Ravne'
– Den vederstyggelige trio holder absolut ikke lytteren i hånden på ’Ligæder’, der blev udgivet på kassettebånd tilbage i oktober på amerikanske Fallow Fields. Blot & Bods rå take på black metal lyder som soundtracket til kropslig forrådnelse. ’Ravne’ er udgivelsens andensidste skæring og har det forløsende metal-punch, som ethvert ægte metalhit bør have!



Ond Tro: ’Hullet’ – Halvandet minuts herlig og nederdrægtig punkmelankoli. Egentlig kunne årets hit være hvilken som helst af de seks skæringer på Ond Tros første ep. De skriver skidecatchy sange, de tre! Hør sangen i linket længere oppe i artiklen.

Årets genfundne klassiker:

Bathory: 'Hammerheart'
– Genfunden og genfunden. Bathorys femte udspil er aldrig noget, som jeg har dyrket. Vikingemetal lød umiddelbart ikke som den bedste idé i mit hoved. Men for satan, hvor er ’Hammerheart’ en inspireret plade, der sætter alle instrumenter – og ikke mindst korarrangementer – i scene, så både trommer, vokal og guitar har et potent punch i forhold til både produktion og sangskrivning. ’Baptised in Fire and Ice’ må være de seneste måneders mest hørte sang. Tak for kaffe. Læs i øvrigt Devilution-kollegas Jon Albjerg Ravnholts dybdegående og velskrevne artikelserie i fem dele om netop Bathory.



Årets fysiske udgivelse:

Steven Wilson: ’To the Bone (Deluxe Hard Back Edition)’
– Der er ikke længere så meget fornyelse over Wilsons flotte cd møder hardback-udgivelser. Men derfor er det stadig smukt med 120 siders farverige fotografier og billeder, der ledsager lyrikken og det musikalske udtryk.

Årets koncerter:

1. Bang: Loppen, 31-05-2017
– De legendariske proto-metallere tog fuldstændig røven på mig. Efter en ikke for alvor imponerende koncert til Roadburn tilbage i 2016 var forventningerne ikke høje. Men de ældre rockere havde en af de aftener, hvor man som publikummer bare kan prise sig lykkelig over at være til stede på altid dejlige Loppen.

2. Tau Cross: BETA, 08-08-2017 – Selvom Tau Cross ikke helt kunne holde den høje kadance på deres andet album, ’Pillars of Fire’, så var det både en rørende og stor oplevelse at få lov til at se den crustede ”supergruppe” på BETA.

3. Ministry: Pandæmonium, Copenhell, 22-06-2017 –  De industrielle hacker-metallere leverede festivalens bedste koncert. Den syndflod af et regnvejr, der kom i koncertens sidste halvdel, påvirkede hverken Al Jourgensen eller den tilbageværende og dedikerede hårde skare af fans.

4. Swans: Den Grå Hal, 11-03-2017 – Den sidste koncert med den kerne af musikere, som Michael Gira har optrådt og indspillet med siden ’My Father Will Guide Me Up a Rope’ fra 2010. Thor Harris, der med sine forskellige slagtøjsinstrumenter har givet Swans en absurd massiv tyngde, var ikke at finde i livekonstallationen længere. I stedet var Paul Wallfisch kommet med på synths og keyboard, som hev koncerten i helt ny retning i forhold til de seneste 3-4 gange, jeg har haft fornøjelsen af at blive sonisk voldtaget af New York-banden. Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet et mere interessant band live end Swans igennem de sidste syv år.

5. Slægt: Pandæmonium, Copenhell, 23-06-2017 – Man fik heldigvis oplevet Slægt nogle gange i årets løb. Derfor var det alligevel en helt ny oplevelse at få lov til at være vidne til den selvsikre præstation, som Slægt lagde for dagen om fredagen på Copenhells mindste scene. Man krydser fingre for, at de får lov til at erobre en endnu større scene næste gang.

BOBLERE:

Memoriam: Pandæmonium, Copenhell, 24-06-2017
– Karl Willetts på en scene. For satan!

Oh Sees: Pumpehuset, 12-08-2017 – Thee Oh Sees beviste, at en koncert ikke nødvendigvis behøver dynamik fra sang til sang, hvis den har et energiniveau, som det var tilfældet for Dwyer og co.

Motorpsycho: Loppen, 19-10-2017 – Altid suveræne Motorpsycho kan ikke spille en dårlig koncert.

Årets internationale navn:

Swans – For at lade publikum være en del af den kreative proces og udvikling ved sansynligvis hver eneste af bandets liveoptrædener de sidste syv år. Det har både gjort ondt og gjort godt.



Årets danske navn:

Slægt
– De er af gode grunde umulige at komme uden om i år. De var godt nok også at finde ud for samme kategori sidste år, men den giver nu alligevel mening igen i år.

Årets nye internationale navn:

The Sea Within
– Man blev blød om sit proggede teenager-hjerte, da man i begyndelsen af december kunne læse, at Roine Stolt (The Flower Kings) slog pjalterne sammen med Jonas Reingold, Daniel Gildenlöw (Pain of Salvation), Marco Minnermann (ex-Steven Wilson) samt Tom Brislin (Yes) for at lave en ny superprogget supergruppe. Der venter os en udgivelse i foråret 2018, som kan stikke i alle retninger.

Årets nye danske navn:

Gullo Gullo
– Man havde fornøjelsen af at opleve den svært definerbare bastard Gullo Gullo hele tre gange i løbet af det forgangne år. Tidligere KLoAK-vokalist Anders Mogensen har været savnet, og man glæder sig mildest talt meget til deres første fuldlængde, der forhåbentlig ser dagens lys i 2018.



Vaabnet – Med en række koncerter samt tre kassetteudgivelser på henholdsvis Fallow Fields og danske Moral Defeat var Vaabnet en aktiv spiller på den hårde danske undergrundscene. Deres depressive black metal summer af melankoli og gode melodier, der pakkes ind i en led og rå produktion, som giver fingeren til de ører, der kun gider at lytte til den stuerene og ”radiovenlige” black metal. Tilbage i august delte de i øvrigt plakat med Slægt på Mayhem, hvor de leverede en koncert, der sad lige i skabet.



Årets comeback:

Memoriam
– Det var en fornøjelse at lytte til Memoriams gedigne ’For The Fallen’, som blev beskrevet som en hyldest til den nyligt afdøde tidligere Bolt Thrower-trommeslager, Martin "Kiddie" Kearns. Karl Willetts var derudover forpulet sej på dette års Copenhell, hvor de tidligere Benediction- og Bolt Thrower-gutter spillede en så absolut godkendt og tiltrængt dødsmetalskoncert.

Det overså jeg i 2016:

Blood Incantation: ’Starspawn’
– Denver-døden blev først hørt i 2017. Den havde helt sikkert været at finde i top 5, hvis dette var blevet gjort tidligere. Det kosmiske proggede dødsband fortjente i øvrigt nok en enkelt stjerne mere i min egen anmeldelse af deres debutkoncert i Pumpehuset. Stjerner er nu engang til at lukke op og skide i, men faktum er, at koncerten blev siddende længere tid end de fleste.

Årets optur:

Mayhem på Ragnhildgade. Spillestedet på det Ydre Nørrebro fik nye kræfter i løbet af 2017, men metallen (såvel som den hårde power electronics) lever tydeligvis videre i allerbedste velgående. Steder som Mayhem gør København til en bedre by at bo i. Bliv ved med det.

Årets største skuffelse:

Selvom skuffelse nok ikke er den helt korrekte betegnelse, så gjorde det ondt, da Thomas Earl Petty fik et hjertestop og døde den 2. oktober. På sidste års liste glædede jeg mig allermest til at dykke mere ned i Tom Pettys diskografi, og jeg havde da også håbet på, at jeg ville nå at få set manden live i hvert fald blot en enkelt gang.



Største ønske for 2018:

At Justin Bieber-segmentet snart lader være med at gå med Slayer- og Metallica-T-shirts, så vi kan få dem for os selv igen.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

Roadburn Festival, der allerede nu vidner om et herligt alsidigt program. Billetten er købt, så det ikke løber ud i sandet som sidste år. Derudover bliver det spændende at høre Taphos’ første fuldlængde, der er produceret af Lasse Ballade. Det lurverde danske dødsmetalsband spyttede hele to latterligt fede kassettebånd ud i løbet af 2017.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her