Briller af Stål: Chile, metalland. 10’erne - del 6

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/0b/a9/57/casa-tiao-700x455-43-1446060880.jpg
28. Oktober 2015    

Metalscenen går fra at være regional til global, og hvad den vinder i professionalisme, mister den i personlighed. I sidste afsnit af artikelserien om chilensk thrash gør en række af medlemmerne på scenen status.

“Chiles og dit lands historie virker faktisk ret ens,” konkluderer Yanko Tolic fra thrash-veteranerne Massakre med nogen undren, da vi i løbet af nogle uger har chattet om hinandens metalhistorie, efter at jeg har interviewet ham om hans rolle som en af grundlæggerne af den chilenske thrash-scene. “Vi har gennemgået nogle faser der ligner hinanden meget, vores liv ligner meget hinanden. Sådan tror jeg egentlig det samme er sket for mange af os over hele verden.”

Det er en unægtelig en lidt fad konklusion på dette arbejde med den chilenske metalscene: At den i det store hele ikke adskilte sig markant fra andre regionale metalscener. At de samme bølger ramte mere eller mindre synkront, efterhånden som det internationale netværk voksede med zines og tapetrading: Først thrashen, så dødsmetallen, så groove metal og så i midten af 00’erne en revival for thrashen og dødsmetallen. Med en bunke afstikkere, naturligvis, og med et regionalt præg der oftest var et resultat af dels en geografisk isolation der gjorde det sværere at få fat i dyre importvinyler i 80’erne, og betød at lokale helte kunne få en særdeles stor indflydelse på scenen i fraværet af internationale tournerende bands, indtil netværket for alvor var etableret.

Famlen i mørket

Det var i høj grad tilfældet i Sydamerika i de første år, hvor Sepultura i Brasilien kom til ikke bare at dominere Belo Horizonte-scenen, men også at stå som en ledestjerne for andre bands på kontinentets spæde thrash-scene. Men prøver man at pege en særligt brasiliansk, chilensk eller colombiansk lyd ud, går det ret hurtigt op for en at de enkelte bands i endnu højere grad er inspireret af den internationale scene end af hinanden. At lyden på den tidlige chilenske thrash-scene i lige så høj grad skyldes den tids skelsættende navne som Hellhammer, Kreator og selvfølgelig Metallica og hele Bay Area-thrashen. At det kun er i de allerførste år omkring midten af 80’erne at bands for alvor udvikler sig spontant i alle mulige retninger, fordi der endnu ikke er et blueprint for hvordan de skal lyde. Sådan som Mayhem i Norge, Hellhammer i Schweiz, Parabellum i Colombia og Massakre i Chile. Hvor det er det kaotiske, det famlende, der får det til at lyde helt anderledes og frisk på tværs af årtierne, og hvor en stor del af entusiasmen unægtelig næres af at man i mange tilfælde skal spore sig frem til hvad det egentlig overhovedet er der sker på optagelserne, fordi lyden er så ulden i de første år.

Sådan var det for så vidt også i Danmark, og selvom der stadigvæk er nogle markante forskelle i de samfund den danske og den chilenske metal udspringer af, så er der også bare nogle ret universelle mekanismer der gør sig gældende. 

“Men var sådan nogle som King Diamond og Lars Ulrich slet ikke nøglepersoner i dit land?” spørger Yanko Tolic, efter jeg løst har skitseret den danske thrash-scenes begyndelse. “Du nævner dem slet ikke?”

Og svaret er næsten for oplagt: At på det tidspunkt hvor jeg blev en del af metal-scenen i slutningen af 80’erne, havde de to ikke meget andet end den samme symbolske værdi på den danske scene, som Tom Araya havde på den chilenske, fordi de ligesom ham boede langt væk i USA og var internationale stjerner uden noget engagement i deres hjemlands scener. Det er påfaldende at da det endelig lyder som om Tom Araya vender tilbage til Chile med sit karakteristiske skrig på Pentagrams comeback-debutalbum, ‘The Malefice’, på nummeret ‘Spontaneous Combustion’, viser det sig at være Schmier fra Destruction der har givet Anton Reisenegger en hånd med, mens Tom Araya har været for travlt optaget af bilsponsorater og dodgy trommeslagerkontrakter til at bekymre sig om bands der ikke er Slayer.



Nordamerikansk hegemoni

Tom Araya er ikke den eneste der virker til at være fløjtende ligeglad med at holde en chilensk metalscene i live.

“Vi er desværre domineret af USA som den yngre generation forguder,” konstaterer Yanko Tolic med foragt. “Det største problem vi har lige nu i Santiago, i hele Chile for den sags skyld, er at folk er villige til at betale meget for at se nordamerikanske bands, selvom de er tredjerangs. Men de lokale bands støtter de ikke.”

Det samme problem oplever Francisco Cautín fra Torturer: “I dag er det hele mere teknologiseret, lidt upersonligt, koldt. Før havde vi 1500 bangers til lokale shows. I dag er vi heldige hvis der kommer 300. Det er paradoksalt, for så kommer Metallica eller Iron Maiden forbi, og der kommer mindst 50.000. Det har ikke været let at slås med. Jeg har set mange dø i forsøget. Metallens vej er ikke let, den er for de vedholdende.” 

Men som Francisco Cautín har måttet indse, er det også den vej det går, og heldigvis er nogle af forandringerne på scenen også faldet ud til hans fordel.

“Vi er godt klar over at musikken har forandret sig. Tusinder af nye stilarter, tusinder af bands og så videre. Men stadigvæk kan vi så også se en revival for den gamle skole som er god for os. Det er måske hævn for en verden der har forandret sig meget, men som i bund og grund er cyklisk.”

Mere håndfast er Yanko Tolic: “I det mindste er de ældre benhårde mod de unge og lærer dem at respektere old school-bandsne.”

Et af de gamle bands der høster respekt på scenen efter deres gendannelse, er Atomic Aggressor, og her er guitaristen Enrique Zúñiga Gómez ganske fortrøstningsfuld over for den nye generation af chilensk metal.

“Det er en meget potent scene. Der er masser af helt utrolige bands, og nivauet i dag er meget mere professionelt end det var i begyndelsen.”

Den samme positive indstilling har den tidligere sanger i Necrosis, Andrés Marchant, der i dag leder bandet Cabrio der netop har indspillet sin debut.

“Den chilenske scene er meget sund. Der er en ny generation af bands i en konstant kreativ proces som udgiver plader i forskellige formater og skaber forbindelser i den internationale undergrund, og flere af dem har endda tourneret i Latinamerika, Europa og Østen. Nuclear, Massive Power, Recrucide, Impact, Dekapited, Poema Arcanus, Neuromante og mange flere yder en betragtelig indsats.” 

Hvor Francisco Cautín ser en tendens til fremmedgørelse i teknologien, ser Andrés Marchant muligheder: “Det er blevet meget lettere at skabe musik i vores land nu og skaffe instrumenter, indspilningsprocessen er blevet meget billigere og lettere tilgængelig, det er lettere at promovere sit band internationalt via internettet. Det betyder så også at der er mange flere bands nu, det virker som om halvdelen af de chilenske metallere spiller i et band. På trods af alt det er det ikke nemt, vi har de samme problemer som undergrundsbands overalt har, publikumsmangel, mangel på spillesteder,” erkender han dog, men fortsætter ufortrødent: “Men uanset hvad fortsætter vi fremad af passion for metal i alle dens varianter.”

Uforligneligt bøvet

Nuclear er et navn der går igen, når der skal fremhæves nye navne på den chilenske thrash-scene. Eller nyere, for egentlig går bandets historie tilbage til midten af 90’erne, men siden Nuclear i 2003 blev dannet af medlemmerne fra det opløste Escoria, har de støt oparbejdet et rænommé som thrashens arvtagere. Det har de gjort med en neo-thrash der er mere præget af hardcore end den siden så dominerende dødsmetal, hvormed de lægger sig i forlængelse af den bølge det nordamerikanske crossover-band Municipal Waste var med til at kickstarte i starten af 00’erne. Og med bandets fjerde album fra juli i år, ‘Formula for Anarchy’, har de perfektioneret formen på en plade der gør sit ypperste for at rive hovedet af lytteren med fuld smæk på og ikke rigtig nogen af de lidt bovlamme elementer og fillers der plagede deres foregående plader.



En renere, endnu tydeligere Municipal Waste-inspireret crossover stod en Santiago-trio med det uforligneligt bøvede navn Vaginator for i et par år fra 2008 og frem, men selvom det unge band udviste en fin forståelse for genrens historiske krav og gladeligt besang moshen og alkoholens glæder på sange som ‘La mosha de la muerte’ (“dødens mosh”) og ‘Basura callejera’ (“gadepak”), holdt den gode stemning ikke længere end til et enkelt album, ‘Thrash & roll… a tu culo!’ (“... i din røv!”) På den plade havde bandet ellers gjort en slags tilsnigelse mod mainstream med et charmerende old school cover der viste en Flying V-rippende guitarhelt omgivet af lynild, hvilket trods alt må være lidt lettere at gouttere for et mainstreampublikum end de to forudgående demoers stregtegninger af henholdsvis en præst, en politiker og en miltærmand der bliver ædt af en kæmpe kusse med tænder, og en mosher der prøver at formilde samme kusse ved at hælde sprut i den.

Classy.



På dødsmetalfronten står Diabolical Messiah fra provinsbyen Rancagua et stykke syd for Santiago som et af de større, nyere navne, der i 2010 efter godt 10 års virke langt om længe albumdebuterede med den fortrinligt betitlede ‘Satan Tottendemon Victory!!!’ Trioen var support for Atomic Aggressor på deres nyligt overståede Europa-tour og nyder en vis respekt, men et eller andet sted er deres uforsonligt bankende Tampa-død også bare ret anonym.



Globalisering og identitetstab

Og her er vi i virkeligheden fremme ved den konklusion jeg prøvede at undgå at komme til i starten: At den chilenske scene af i dag ikke adskiller sig markant fra hvad man kan opleve i resten af verden, at de regionale særpræg ikke længere gjorde sig gældende, da tapetradingen for alvor tog fart, og at internettet for alvor har accellereret den udvikling. Chile har de samme soveværelsesblackprojekter man finder i alle andre afkroge — duoen Concatenatus fra Diabolical Messiahs hjemby Rancagua er et af de bedre eksempler herpå  de samme neo-thrashere, de samme doomere (med de avantgardistiske Poema Arcanus som et af de større navne), men der er ikke som sådan en scene der skiller sig ud. Af den simple grund at den savner et publikum der støtter op om den, fordi de ikke behøver at forlade soveværelset for at høre ny, vild musik, synes at være en oplagt forklaring, jævnfør hvad både Yanko Tolic og Andrés Marchant er inde på.

Metallen er globaliseret, og selvom det i øjeblikket kan få nye bands til at virke fremme på beatet uden at stå tilbage for deres internationale forbilleder, betyder det også at der ikke nødvendigvis er så meget personlighed at komme efter, når en given bølge er gået over og man sorterer i det strandingsgods den efterlod sig. For at finde det er man nødt til at gå helt tilbage til dengang det hele endnu var ved at blive opfundet.

Sminket som en 1600-tals-hofluder

2011: Valparaíso er en af verdens smukkeste og mest beskidte byer. Murmalerierne overalt på gavle, døre og pladser og de farvestrålende huse der i sin tid blev malet med overskydende skibsmaling fra havnen, har sikret byen en UNESCO-certificering som verdenskulturarv, og når man trasker op ad byens sytten høje (tag den, Rom!), åbenbarer der sig et nyt, bjergtagende vue ud over bugten rundt om hvert skævt gadehjørne hvor elledningerne hænger slapt ned faretruende tæt på de forbipasserende. Det er svært ikke at blive imponeret af skønheden, men de mange herreløse hunde og deres efterladenskaber på de brostensbelagte gader og trapper koblet med en for den mere velstående del af Latinamerika atypisk skødesløs tilgang til gadevask gør det også til en af de mest belortede byer jeg har oplevet i et I-land. Overalt blander den sødlige em af lort, pis og køkkenaffald sig med brisen fra Stillehavet. 

De hjemløse punkere på pladsen foran supermarkedet Líder virker ret uberørte af skidtet, det er for længst blevet en integreret del af dem selv. Et stykke op ad formiddagen vågner de under træerne, hoster, harker, skyller efter med en slurk varm rødvin, pisser der hvor de har sovet og stavrer ud på pladsen for at tigge penge eller spille kort eller noget, indtil de kan blive fulde igen. Det mest forbavsende er næsten så relativt lidt slidte de ser ud: De er gråbrune af snavs og har blodskudte øjne, men håret er nystudset, nyfarvet, make-uppen sidder, læderjakkerne og jeansene er allerhøjest fra sidste sæson. Er de kvartalscrusts der tager til Valparaíso i sommerferien for at slumme den og så vender tilbage til studierne i marts?

I Casa T.I.A.O, det besatte hus lige rundt om hjørnet fra Plaza Bolívar er de lige en tand mere organiserede: Det hele sejler lidt, ingen ved rigtig noget om hvad der sker, der er lige så beskidt indenfor som ude på gaden, og folk skater rundt over det hele, men de har dog et hus. Et smadret et, det ser ud som om der er blevet revet en trappeskakt ud af det inden man opgav helt at rive det ned og punkerne overtog, men der er indrettet små lejligheder rundt om krateret hele vejen op, forbundet med stiger og en svalegang på nogle af etagerne, og der er et fællesrum inde bag et hul i væggen hvor en flok børn leger. Pludselig mens jeg står op ad en søjle nede i kælderen og hører på noget der giver sig ud for at være en slags koncert, men mere føles som at være i øvelokalet med en flok teens der lige har rippet skolens musiklokale for gear, kan jeg høre hvin oppe over mig, og der stikker et treårigt ansigt frem og skraldgriner frydefuldt af gringoen, før det igen forsvinder ind til fnisene, og et nyt grindcorenummer falder sammen om sig selv. Bag bandet der står midt på gulvet, hænger et banner der oplyser om farerne ved yankee-imperialismen, og mellem to numre giver sangeren sig ud i en længere rant om den katolske kirke. Der er nogen der har tagget “Piñera es un mudafuka”: Prøv at sige det sidste ord højt med blødt d, så har du en idé om hvilke følelser beboerne har for den på det tidspunkt siddende, højreorienterede præsident med uafklarede forbindelser til Pinochet-styret, skulle nogen være i tvivl.

Alt er med andre ord som det skal være sådan et sted, men det er ikke fordi de 3-4 bands jeg når at se, hverken bringer noget nyt til torvs eller gør noget rigtig imponerende med de klassiske virkemidler de vælter rundt i. Det er lidt crust-by-numbers, det hele, en imitation af en international scene der altså godt kan finde ud af at skabe noget mere kreativt ud af det de har, andre steder i verden.

På vej op ad Subida Pasteur tilbage til lejligheden sidder folk på trappen og ryger pot, en fyr i jakkesæt der lige er kommet fra kontoret, suger dybt i bongen, mens et par unge kvinder snaver bag ham. Alt er demonstrativt beskidt her, det er her er de valparados som ikke er en del af det chikke Valpo med designbutikkerne og de internationale kunstnere der kommer forbi for at udsmykke elevatorerne op ad bakkerne, som vores nordamerikanske nabo i lejlighedskomplekset på Cerro Bellavista, søger hen. Det her er skorperne af skidt under en 1600-tals-hofluders pudder.

Oppe på tagterrassen skænker Freddy Veliz Oleia fra lejligheden til den anden side endnu en pisco, mens vi udveksler anekdoter om vores opvækst på thrash-scenen i årene fra slutningen af 80’erne til starten af 90’erne på hver vores kontinent.

“Hvordan kan det være at alle i Chile hører metal?” spørger jeg ham.

 “Sådan har det altid været,” konstaterer Freddy Véliz Olea. “I Argentina hørte de rock, i Chile hørte vi metal.”

Og det bliver de ved med. Og de spiller også metal i Argentina, de spiller metal i hele verden. Scenen er bare ikke længere regional, den er global nu. Og det er ikke kun til det bedste.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her