Briller af Stål: Chile, metalland. 90’erne - del 4

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/b0/2d/8f/12141785-10153168111317338-5480180647794799992-n-64-1444117151.jpg
01. Oktober 2015    

“Vi mistede noget at være vrede over.” Forandringerne i Chile i 90’erne ramte også dødsmetalscenen, og den er også blevet ramt af revivalismen.

2015: Efterårssolen skinner blegt på brostensbelagte pladser i de centraleuropæiske storbyer. Enrique Zúñiga Gómez skutter sig i læderjakken og betragter monumenter og statuer gennem solbriller, inden han søger gennem en buegang ned ad en gyde. På sin vej tilbage til spillestedet taper han en plakat for aftenens show op på en søjle i håb om, at de forsirede logoer vil fange blikket hos tilfældigt forbipasserende metallere. De er her jo et sted, selvom de slet ikke er lige så tydelige i bybilledet her som hjemme i Santiago. Det er her i Europa, scenen er størst for tiden, det ved han, og det er derfor, han har arbejdet på at få sit band herover at spille. Det er første gang, Atomic Aggressor er i Europa, for selvom bandet egentlig har 30-årsjubilæum i år, så har de tre årtier været præget af lange pauser og lange tilløb. Alene det at debutere med det klassiske demo ‘Bloody Ceremonial’ tog dem fire år, og selvom bandet blev gendannet i 2007 efter 15 års pause, tog det yderligere syv år, før de havde deres debutalbum klar sidste år i december. 

Det er det album, ‘Sights of Suffering’, som Atomic Aggressor turnerer på nu, men det er i mindst lige så høj grad for at høre et af den sydamerikanske dødsmetalscenes kultnavne, at publikum tropper op. Efter Nifelheim-brødrene fik bragt de brasilianske veteraner i Vulcano til Europa, er der opstået en fornyet interesse for den scene, der var i Sydamerika i 80’erne og starten af 90’erne. Men skal man tro en anden chilensk thrasher, Andrés Marchant, er det ikke kun nyfigenheden, der lokker publikum til. Det drejer sig lige så meget om, at de bands, der fulgte efter den første bølge af chilenske thrashbands, som hans eget tidligere band, Necrosis, var en del af, fik skabt noget særligt og vandt international genklang med det.

Internationalt niveau 

“Atomic Agressor, Death Yell og Sadism, for bare at nævne et par stykker, er klassiske navne på vores scene i deres egen ret. De er stadig aktive i dag, og for mig at se er de på et internationalt niveau fuldt på linje med mange af de store navne på scenen. Det er endda lykkedes nogle af dem at komme til udlandet og sprede deres navn der, og det er virkelig en stor bedrift, når man tager i betragtning, hvor stor afstanden er mellem Chile og Europa, hvor scenen er mest aktiv,” bedyrer Andrés Marchant.

Det er helt simpelt uhyrlig dyrt at flyve et band fra Chile til Europa, når det er af Atomic Aggressors kaliber og ikke tjener kassen på den stribe clubshows, de spiller. Alligevel føler Enrique Zúñiga Gómez, at det kan betale sig.

“Vi har fået masser af positive kommentarer og hørt fra folk, der virkelig er interesserede i den musik, der bliver lavet i Chile,” fortæller han.

Og der bliver lavet masser af metal i Chile nu. Flere af de gamle bands er vendt tilbage, som det er beskrevet i tidligere artikler i denne serie: Massakre er på vej med deres fjerde album i løbet af efteråret, det første i 10 år; Necrosis har lige udgivet deres fjerde album; Pentagram vendte tilbage og udgav med små tre årtiers forsinkelse deres debutalbum for et par år siden. Sammenfaldet med Atomic Aggressor er ikke til at undgå at bemærke: Sidste år albumdebuterede de langt om længe med ‘Sights of Suffering’, men i modsætning til Pentagram var det ikke med genindspilninger af de gamle numre, men derimod med et helt album med nye numre. Stilen er dog den samme stærkt Morbid Angel-påvirkede dødsmetal, godt nok i nogen grad opdateret til 10’erne og lidt mere teknisk end på demoerne, men uden at give køb på råheden eller inkorporere uheldige elementer af groove, core, eller hvad andre veteranbands ellers finder på for at virke moderne. Atomic Aggressor hviler i deres lyd, og det er måske netop det, der gør dem attraktive for et europæisk publikum, der sagtens kan fostre deres egne moderne dødsmetalbands. Det har dog krævet en del tilløb at nå dertil for Enrique Zúñiga Gómez, der startede bandet tilbage i 1985 og for alvor fik gang i det i 1988. 



Tæsk af politiet

“Da Atomic begyndte, var der stadig undertrykkelse. Vi blev tilbageholdt af politiet masser af gange på begrundet mistanke, som det hed, bare for den måde vi gik klædt på, og fordi politiet på den tid stadig havde ret til at tilbageholde folk i timevis uden noget motiv, bare på grund af mistanken.

Der var også nogle voldelige sammenstød ved koncerter, og når vi hang ud i nærheden af den første metalpladeforretning på det tidspunkt, Rock Shop,” husker Zúñiga. Men hvor kollegaen Francisco Cautín fra Torturer i den foregående artikel kunne fortælle om at være dybt desillusioneret over hvor lidt, der reelt ændrede sig med demokratiets genindførelse i Chile i 1990, oplevede Zúñiga det på en anden måde: “Altså, sådan som jeg følte det, så havde vi mistet noget at være vrede over. Det virkede sært ikke længere at blive chikaneret af politiet og pludselig begynde at leve i et demokrati. Men scenen tilpassede sig simpelthen bare og fortsatte med at vokse.”

Den anden bølge af chilensk metal var for alvor kommet i gang med en stribe bands som Atomic Aggressor, Torturer, Death Yell, Darkness, Sadism og Totten Korps, der alle var demodebuteret i 1989.

“På det tidspunkt begyndte der at være koncerter oftere, og en lokal dødsmetalscene tog så småt form. Med det samme vi havde indspillet vores første demo, gik alle de andre dødsmetalbands i gang med at gøre det samme, og de blev stadig mere professionelle. Før det var det de færreste bands, der havde indspillet. Men det var ikke før 90’erne, at bands begyndte at lave albums regelmæssigt.”

Så langt nåede Atomic Aggressor dog ikke i første omgang: Efter to demoer og et øvelokalebånd blev de opløst i 1992.

“Vi stod uden trommeslager, og det tog virkelig lang tid at finde en ny. Det var demotiverende og trættende. Måske var vi også begyndt at have andre prioriteter. Sådan noget som at studere eller begynde at arbejde,” erindrer Zúñiga om indledningen af en 15 år lang dvale for Atomic Aggressor.

Fortidsvæsnerne rejser sig

“Det paradoksale er, at det var takket være trommeslageren, der i sin tid havde forladt os, at vi blev gendannet i 2007. Det var noget, vi allerede havde snakket om, men Pablo Clares var den, der pressede mest på for en gendannelse. Desuden cirkulerede en uautoriseret opsamlings-cd med vores demoer, så vi ville gerne producere en officiel cd-udgivelse af dem. Det var også et motiv for at gå sammen igen,” fortæller Zúñiga om det, der blev til udgivelsen ‘Rise of the Ancient Ones’.

Samtidig med den udgivelse fik også Death Yells demo og ep en officiel genudgivelse, og da også de vendte tilbage fra en endnu længere dvale i 2012, 20 år efter de var blevet opløst, var det første nye materiale, de udgav, en split-7” med Atomic Aggressor.

“Helt tilbage i starten kendte jeg de to guitarister i Death Yell fra universitetet. Det var et år, før vi indspillede ‘Bloody Ceremonial’,” fortæller Zúñiga om Atomic Aggressors klassiske debutdemo, der kom samme år som Death Yells fænomenale demo ‘Vengeance from Darkness’. “Fra da af blev de to bands gode venner sammen med andre bands som Sadism, Torturer, Darkness og så videre. Og det er vi fortsat med til i dag.”



Blandt de gamle venner er der dog ikke lutter benovelse over de gamle bands, der bliver gendannet. Mens de fleste af den anden bølges bands faldt fra i starten af 90’erne for at blive gendannet et par årtier senere, da scenen igen var oppe, og thrash- og dødsmetal-revivalen kørte på fuld skrue internationalt — udover Atomic Aggressor og Death Yell blandt de nævnte også Darkness og Totten Korps — var der nogle få, der holdt stand. Blandt dem var Sadism og ikke mindst Torturer.

“Altid med metalfanen vajende,” slår Torturers Francisco Cautín fast. “Der er mange, der siger ‘Band dit-og-dat, siden 1985’, men de lavede kun et enkelt demo det år og blev opløst bagefter, og så blev de gendannet i 2015. Den går ikke, det er ikke at være aktiv i 30 år!” 

Det vælger Zúñiga at hoppe op og falde ned på, da jeg konfronterer ham med det: “Tjah, Pancho har da ret i, at det er noget andet at være aktive hele vejen igennem uden pause. Hvert band har sine grunde til at opløses og til at gendannes, og det gør dem ikke mindre værd. Det vigtige er kvaliteten af den musik, de laver.”

Metal på modersmålet

Cautín har dog under alle omstændigheder noget at have sine udtalelser i. 

“Torturer er et af de få bands, der har været aktive uafbrudt i 26 år uden nogensinde at skifte musikstil på grund af modeluner. Jeg er det eneste originale medlem, jeg var med til at danne bandet i maj 1989, og for mig er det det bedste i verden: At have et band og fælles interesser med folk fra hele verden. Leve metallen!”



I midten af oktober begynder Torturer indspilningerne af det, der bliver deres femte album, ‘Conjuro IV’, i Cautíns eget studie i Santiago, Torture Chamber.

“Det bliver en hurtig og intens plade, der ikke giver nogen tid til at trække vejret. Her vender vi definitivt tilbage til rødderne fra vores demo i 1991, som efter min mening er svært at overgå,” erklærer Cautín med reference til ‘Kingdom of the Dark’-demoet.

På et punkt kommer ‘Conjuro IV’ dog til at adskille sig fra Torturers tidlige materiale: Langt størstedelen af den er spansksproget. “90 %” proklamerer Cautín. Snarere end for at give musikken et regionalt særpræg internationalt skyldes sprogvalget et ønske om at få sangenes budskab ud til lytterne på den lokale scene, svarer han på spørgsmålet om, hvorfor han har truffet det valg.

“Sandheden er, at i starten sang jeg på engelsk hele vejen igennem, fordi vi var overbeviste om, at det ville være nemmere at nå ud af Sydamerika med et universalsprog. Med tiden gik det op for mig, at musikken lød virkelig godt på spansk, og at budskabet blev forstået bedre af vores publikum, så derfor valgte jeg at synge på mit modersmål.”

Set i det lys virker det næsten for symbolsk, at samtidig med at Enrique Zúñiga flanerer rundt i gamle europæiske hovedstæder, er Francisco Cautín til grillfest i en baggård i Lima. Sammen med Sadism er Torturer fløjet ind som et af hovednavnene på den peruanske hovedstads Lima Metal Fest, og her spiller de i øsende regnvejr og genopfrisker gamle venskaber blandt dem, der var med til at starte det hele på kryds og tværs af kontinentet. Retfærdigvis skal det dog siges, at Sadism allerede til november kommer til Europa på en minitour gennem Norge, Sverige og Tyskland i forbindelse med deres syvende album ‘Alliance’, der udkommer 20. oktober. 

Også Torturer arbejder hårdt på at komme til Europa, når deres nye plade er ude. Det er den slagne vej, og det er den, vi følger i næste afsnit af serien om den chilenske thrash.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her