Briller af Stål: Chile, metalland. 90’erne og 00’erne - del 5

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/47/46/a3/Undercroft2009-65-1445805836.jpg
25. Oktober 2015    

Fra midten af 90’erne er det tid for den store exodus på den chilenske thrash-scene: væk fra metalland, såvel lydmæssigt som geografisk.

Selvom Chile set udefra virker som så metal et land, at man som europæer bliver helt misundelig over mængden af sorte band-t-shirts i bybilledet, som beskrevet i udgangspunktet for denne artikelserie, så er det stadigvæk en geografisk isoleret scene, og for mange chilenere er Europa det forjættede metalland. Det er her, metallen stammer fra, det er her, der er mulighed for at tjene bare en smule penge overhovedet på at spille metal, og helt lavpraktisk er det her, der er mulighed for at spille i en række storbyer inden for noget mere overskuelige afstande end dem, der er på det sydamerikanske kontinent. Fra nord til syd i Chile er der lige så langt som fra det nordligste Norge til det sydligste Grækenland, og på den lange, smalle stribe land mellem Andesbjergene og Stillehavet bor der under 1/43 af, hvad der bor i Europa. Med den for upcoming europæiske og nordamerikanske metalbands obligatoriske tourvan fuld af gear og madrasser er der adskillige dagsrejser fra Santiago til nabolandenes større byer gennem ørkener, bjergpas og jungle, og man skal op på et vist niveau, før det er til at komme i nærheden af at flyve rundt.

Omstændigheder som disse kan medvirke til at gøre en regional scene så meget desto stærkere indadtil, men det kan også resultere i en vis indspisthed, og den begynder flere på den chilenske thrash- og dødsscene at mærke i løbet af 90’erne. En af dem er Anton Reisenegger. Efter at have opløst pionerbandet Pentagram i 1988 danner han det mere power metal-orienterede Fallout sammen med to eks-medlemmer af et andet pionerband, Necrosis. De to er bassisten Miguel Ángel Montenegro og trommeslageren Andrés Nacrur, der senere skal komme til at lede Necrosis gennem en række gendannelser og omgrupperinger og stadig gør det i dag som eneste originale medlem. Det bliver ikke til mere end to demoer, så falder det band fra hinanden igen inden for et års tid, men Reisenegger prøver igen og samler et nyt band, Criminal.

Den groovy vej ud

Selvom det blandt retro-thrasherne og oldschoolerne er Pentagram, Reisenegger hyldes for den dag i dag, bliver Criminal ikke bare hans mest succesfulde band, det bliver muligvis Chiles mest populære metalband. Det gør det med det groove, som Pantera og Reiseneggers gamle ven Max Cavalera i Sepultura i starten af 90’erne skyder ind i thrash og død. I en tid, hvor grungen har fået stadionmetallen til at fremstå alt for pompøs og selvhøjtidelig, og hvor dødsmetallen og alt det, den fostrer af endnu mere ekstreme udtryk, har fremmedgjort metal som sådan for den bredere offentlighed, formår groove metal for en tid at holde metal moderne. Hæderkronede thrash-bands som Death Angel, Nuclear Assault, Forbidden og Anthrax flirter skamløst med den, Sacred Reich går endog så vidt som til at spille dårlig højskolefunk og hævde, at Stings tekster gør dem klogere, mens Trevor Peres fra Obituary i et interview med det odenseanske Progress Magazine proklamerer, at hans næste tatovering skal være Red Hot Chili Peppers-logoet.

Groove metal er en bølge, der i dag fremstår frygtelig bedaget, og det har ikke gjort noget godt for dens omdømme, at den kan ses som en direkte forløber for nü-metal, men i starten af 90’erne virker den som et frisk pust på metalscenen, og med debuten ‘Victimized’ i 1994 og ikke mindst efterfølgeren ‘Dead Soul’ tre år efter bliver Criminal et stort navn. ‘Dead Soul’, der lydmæssigt ligger i forlængelse af crossoverbandet Prongs tag på groove metallen, sælger mere end 10.000 eksemplarer i Chile alene og bliver udgivet internationalt på Metal Blade, og Criminal turnerer i USA og Europa og spiller på Wacken. Det er her, Reisenegger får smag for, hvad Europa kan tilbyde ham som musiker. Den chilenske scene er blevet for hjemmevant, han har trampet rundt på den i over et årti nu, og selvom den er vokset, føler han sig fanget mellem alle de gammelkendte ansigter og deres forventninger til ham.

I 2001 flytter Reisenegger til England efter at være floppet med albummet ‘Cancer’ og omgrupperer Criminal med nye medlemmer fra så forskellige baggrunde som Extreme Noise Terror og Cradle of Filth. Det giver ham et kreativt boost, og på ‘No Gods No Masters’ i 2004 får thrashen igen lov at træde tydeligt frem, ligesom den ligesindede Robb Flynn i Machine Head på samme tid så småt er ved at indse, at det nok er klogest at lade den gøre. Med hjemlandet på behørig afstand og thrashen genfundet bliver Reisenegger sågar nostalgisk nok til at indlede den første gendannelse af Pentagram. Det gentager sig lejlighedsvist op igennem 00’erne, indtil bandet for alvor gendannes i 2009 og begynder at arbejde sig frem mod deres endelige debutalbum, ‘The Malefice’ i 2013. Sideløbende indtræder han i allstar-grindcore-bandet Lock Up ved siden af bl.a. Tomas Lindberg fra At the Gates og Shane Embury fra Napalm Death.

Med Criminal baseret i England og Pentagram i Chile står Reisenegger i dag med et ben i hver lejr og har formået at opnå den — godt nok moderate  internationale succes, som andre på den chilenske scene kun kan drømme om, samtidig med at han har sikret sig en forankring i den scene, hans egen karriere er blevet formet af.



Det skandinaviske asyl

Hvor danske metalmusikere traditionelt har søgt mod USA, når de hjemlige rammer blev for trange, har det for chilenerne i høj grad været Europa, der stod som det indlysende mål. Det skyldes ikke kun de omstændigheder, der allerede er redegjort for  infrastrukturen og metalhistorien  men også at der i specielt Skandinavien allerede var et stort eksilsamfund af chilenere. Efter Pinochets kup i 1973 var Sveriges ambassade den første, der åbnede for asylsøgende chilenere, og fra Danmarks ambassade hjalp man ivrigt til med at få skaffet politisk forfulgte ud af landet og i sikkerhed, sådan som det beskrives indgående i Morten Lassens bog fra september i år, ‘Kuppet i Chile og den danske venstrefløj’. USA på sin side havde aktivt støttet militærkuppet og var lorne ved at tage imod suspekte venstreorienterede fra et land, hvis hårde kurs de selv sanktionerede. Mange chilenere havde altså allerede relationer at støtte sig til i Skandinavien og Europa, når de i 90’erne og 00’erne søgte ud, og blandt de gamle tapetradere var der stor respekt for de mennesker, der havde været med til at bygge den sagnomspundne sydamerikanske undergrundsscene op under militærdiktaturer.

En af dem, der følger Reiseneggers eksempel og slår sig ned i Europa, er Felipe Plaza Kutzbach. Han startede i 2006 det massivt Candlemass-dyrkende Procession på en bar i havnebyen Valparaíso efter at have været med til at arrangere en koncert med de svenske doom-konger i hovedstaden, og i 2009 forlader han Chile for at slå sig ned i Sverige og starte et nyt Procession med medlemmer fra blandt andet black metal-bandet Nifelheim, som han siden selv indtræder i som guitarist. Helt kapper han dog ikke båndene til hjemlandet, da bassisten og medstifteren af Procession, Claudio Botarro, bliver hjemme i Santiago for at blive fløjet ind, når Procession skal indspille og turnere i Europa. Mens Procession har base i Sverige, starter Botarro i Chile sideløbende det mere heavy metal-orienterede doom-band Capilla Ardiente  der spillede på dette års Heavy Days in Doom Town  hvor det så er Kutzbach, der må boarde et fly, når der skal indspilles. Og den anden vej drager et par af medlemmerne fra Capilla Ardiente sammen med Atomic Aggressor på den netop overståede Europa-tour. 


På vej mod en moderne dødsmetal

Det er også i Sverige, at death metal-veteranerne i Sadism udgiver vinyludgaven af deres seneste album, ‘Alliance’, i denne måned, og her de turnerer i november. Nogle år før Procession rykker til Sverige, tager et andet chilensk band nemlig også konsekvensen og flytter til Sverige. Undercroft bliver med demoerne ‘To the Final Battle’ og ‘Demons Awake... Revenge Is Near’ i 1993 hurtigt et af de ledende navne i den anden bølge af chilensk metal. Efter tre relativt succesfulde albums indser de ved årtusindskiftet, at de er nødt til at være tættere på begivenhedernes centrum, hvis de skal fortsætte med at vokse og ikke bare være endnu et sydamerikansk kultband, der hutler sig igennem mellem festivaler og supportjobs for internationale navne, der besøger Chile.

I 2001 flytter Undercroft til Stockholm, men hverken kommercielt eller kreativt giver det dem det helt store skub fremad at have base i Europa, heller ikke selvom de senere i 00’erne rykker basen til metalindustriens europæiske centrum, Hamburg. De to første album, de laver i Europa, ‘Evilusion’ og ‘Lethally Growing’, bærer ellers præg af, at bandet stræber mod en mere kommerciel lyd, men de groovy elementer på albummene falder lidt ved siden af, og pladerne savner i nogen grad en selvstændig lyd. Internt i bandet medfører det hårde slid også splittelser, og sangeren og bassisten Álvaro Lillo forlader Undercroft under arbejdet med ‘Lethally Growing’, hvorefter chilenernes fremtid hænger i limbo i eksilet. 

Lillo finder dog sammen med Undercroft igen nogle år senere, hvorpå de begynder arbejdet med det, der skal blive deres magnum opus, ‘Ruins of Gomorrah’. Allerede på ‘Lethally Growing’ har bandet brugt gæstevokalister på grund af bruddet med Álvaro Lillo, men selvom han igen er i front på ‘Ruins of Gomorrah’, er pladen noget af en stjerneparade med optrædender af Entombed A.D.’s L-G Petrov, Dismembers Matti Kärkki, Necrophobics Tobias Sidegård og Erik Danielsson fra Watain, hvor Lillo desuden er livebassist. Sådan noget kan nemt resultere i et misk-mask, men ‘Ruins of Gomorrah’ fremstår som et seriøst gennemtænkt og velkomponeret album i sin helhed – og så er det på den plade, det for alvor lykkes Undercroft at give deres eget bud på, hvordan man skaber en moderne lyd for dødsmetal.


Hvinende eklekticisme

Det er altså ikke kun geografisk, den chilenske thrash-scene flytter sig i løbet af 90’erne og 00’erne. Anton Reisenegger og Criminal er ikke de eneste, der leder efter nye veje at gå, efter thrashen og dødsmetallen begynder at stagnere kreativt. Allerede da teenageren Rodrigo Cuadra danner bandet Dorso i 1984, har han en vision om at tage det i en helt anden retning end den, de andre på den unge scene begynder at gå i. Og selvom Dorso adopteres som en del af thrash-scenen, er de outsidere med deres hvinende eklekticisme. Det betyder til gengæld, at da de originale bands, Massacre, Necrosis og Pentagram, begynder at falde fra hinanden og søge nye veje, er Dorso først lige begyndt på en rejse ud i randområderne af thrashen og metallen som sådan.

Debutalbummet fra 1989, ‘Bajo una luna cámbrica’, står godt nok i gæld til de schweiziske avantgarde-metallere Celtic Frost og deres hovedværk ‘Into the Pandemonium’, men Dorso er i lige så høj grad inspireret af Genesis’ prog-plader fra 70’erne og Voïvods psykedeliske atomvintermetal. I nummeret ‘Cíclope’ får de planket basmotivet fra Yes’ ‘Heart of the Sunrise’, mens koklokker og pub rock andre steder ramler ind i thrash-riffs for fuld æde. Henover det hele skiftevis snerrer og klagesynger Rodrigo Cuadra som en ond klovn i et omrejsende cirkus. Tekstmæssigt tager han afsæt i tegneserier, sci-fi, okkultisme og ufologi og gør det på en blanding af spansk, engelsk og spanglish.

Det er med andre ord en rablende alsidighed, der kommer til udtryk hos Dorso, og ‘Bajo una luna cámbrica’ er ikke nogen nem plade at lytte til, hvis man har det med at ligge under for nogenlunde gængse forestillinger om metalæstetik. Men ligesom de samtidige svenske avantgarde-dødsmetallere i Tribulation (det gamle svenske Tribulation, forstås, ikke det nye, prog-blackede), Mengele og Carbonized og finske Protected Illusion høster Dorso stor anerkendelse for deres beredvillighed til at eksperimentere langt hinsides det almindeligvis tilrådelige, og de bliver en højt respekteret institution på den chilenske metalscene op igennem 90’erne, mens de tonser igennem goregrind, bizarre synkoperinger og symfoniske ballader i et horrorshow af et mix. 



Rødderne

De efterfølgende plader, ‘Romance’ og ‘El Espanto Surge de la Tumba’, står som hovedværker i den chilenske metal, selvom de går et ret langt stykke for at få Mr. Bungle til at lyde straight, og selvom de efterfølgende går imod en mere umiddelbart catchy og melodisk stil, er det stadig temmelig langt fra gængs metal. Dorso er excentrikere par excellence, et image, Rodrigo Cuadra ikke gør noget for at ryste af sig med sin sideløbende karriere som TV-vært på et program om paranormale fænomener.

Imens har thrashen og dødsmetallen fået en revival. Gamle bands genopstår, oplever en stor interesse deres historie og forvalter med varierende grader af succes arven på nye album, men en ny generation af chilenere har også meldt sig klar med deres take på, hvordan thrash kan lyde i dag. Dem ser vi på i sjette og sidste artikel i serien om metallandet Chile.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her