Briller Af Stål: Døden og demoet

Demoet var altid bedre, det er dødsmetaldogme # 1. Alligevel prøver tre veteranbands at holde døden fra døren med nye udgivelser.

Alting var ikke bedre i gamle dage. Men gamle dage er på så behørig afstand, at ens overblik er større, og det meste af middelmådigheden har det med at fortabe sig til fordel for de ting, der virkelig gjorde indtryk. Omkring 1990 var dødsmetallen på sit højeste, og lige som næsten alle hardcorebands i de senere år har lagt turen omkring Kurt Ballous God City Studio for at få den rigtige lyd, skulle alle dengang omkring Scott Burns i Morrisound, og lige så enslydende og upersonligt var resultatet i langt størstedelen af tilfældene. 

Men det glemmer man. Man kan sågar falde over nogle af de plader, man afskrev dengang, og finde kvaliteter i dem i dag, fordi de lyder af en svunden tid. Det er den følelse, jeg får, når jeg går ned i kælderen til hylderne med demobånd fra dengang. Jeg ved udmærket, hvilke af dem der for alvor holder, og hvilke der ikke rigtig stod mål med, hvad demoanmeldelserne lovede, uanset hvor mange gange Schultz fra Metalized havde brugt ordet “brutal” i anmeldelsen, men jeg skal bare åbne en af kassetterne, så bringer lugten mig tilbage til de eftermiddage, hvor man piskede hjem fra skole for at se, hvad der lå af forede kuverter fra hele verden i entréen, helst inden ens mor kom hjem og begyndte at stille spørgsmål til, hvordan alle de bånd egentlig blev finansieret ud af de lommepenge, man fik. 

Demobåndet fangede næsten altid en råhed og en umiddelbarhed, der i udpræget grad var et resultat af ren uformåen og uerfarenhed hos bandet, som de alt for tit tabte, når de fik en pladekontrakt og tid i et rigtigt studie og finjusterede det hele. Morbid Angel lykkedes med at tage det til et helt andet niveau på debuten ‘Altars of Madness’, men der er stadigvæk de, der sværger til den forkastede debut, ‘Abominations of Desolation’. Dem er jeg ikke en af, til gengæld har jeg aldrig kunnet mønstre den store begejstring for Immolations klassiske debutalbum ‘Dawn of Possession’, fordi det ikke kunne matche den frådende rasen på deres demo fra 1989 eller, endnu bedre, Rigor Mortis-demoet ‘Warriors of Doom’.

Østblokmørke
Idéen om at demoet er bedre, når det gælder klassisk dødsmetal, står jeg ikke alene med, og listen over bands, der lavede de vildeste demoer, er alenlang og velkendt af de fleste, der har beskæftiget sig med genren. Et band, der lavede skiftet allerede på demostadiet, var polske Vader, og det var tydeligt på coveret: Hvor ‘Necrolust’ i 1989 var med grumset, fotokopieret s/h-omslag, kom ‘Morbid Reich’ året efter i fuldt farvecover og med længde som et decideret album. På de bånd kunne man ane det betongrå østblokmørke og den til tider noget uortodokse tilgang til dødsmetalsangskrivning, som gjorde samtidige bands som Master’s Hammer og Tormentor til kult på black metal-scenen. Vader på sin side holdt fast i døden, og det gjorde de på en stribe plader, hvor udtrykket blev mere og mere professionelt og stilrent, men hvor de altså også mistede en god del af deres særkende i processen. Jo, der er en særlig måde at skrive Vader-riffs på, og Piotr Wiwczareks growl har sin egen, dybe tone, men det har bare ikke rigtig været nok til for alvor at skille dem ud fra bunken af middelmådige dødsmetalbands, og det har sådan set heller ikke været charmerende nok, sådan som det var det på demoerne. Vaders hæderstegn har først og fremmest været, at Piotr Wiwczarek har holdt bandet kørende hele vejen igennem thrashen og dødsmetallens op- og nedture fra 1983 til i dag.

Sådan var det i hvert fald, indtil Vader i 2011 på deres tiende album, ‘Welcome to the Morbid Reich’, med nye bandmedlemmer fandt en langt mørkere lyd end før, som de raffinerede og forstærkede yderligere på den opfølgende, imponerende sorte ‘Tibi et Igni’. Der er noget helt særligt over det, når bands så langt inde i karrieren formår at genopfinde sig selv. Med den nye ‘The Empire’ lyder det desværre lidt, som om energien er feset ud af dem igen. Jeg har gået og hørt pladen on-off nu i en måned og udskudt at skrive om den, fordi jeg i starten tænkte, at der henad vejen ville dukke flere nuancer op, at noget af den ville hænge fast. Det er det faktisk bare blevet værre af: Hver gang den starter lige på og midttempo i ‘Angels of Steel’, er der noget, der dør i mig. Det indledende guitar-lick er endda noget nær det eneste, jeg kan huske af ‘The Empire’ efter at have hørt den igen og igen: Resten er en uinspireret grød af standard-død. Nøje afmålte doser midttempo og blasts, det hele efter bogen, men det er bedaget og trist.

Metal-engelsk retskrivning
Lidt mere opløftende er det at høre veteranerne Mercyless på deres ‘Pathetic Divinity’. Det Mercyful Fateske y kom i brug for at undgå forveksling med svenske Merciless i starten af 90’erne, men man skal ikke lade sig forlede af den metal-engelske ortografi til at tro, at de dermed også var sejere end svenskerne. Mercyless’ fire plader op igennem 90’erne var en temmelig upersonlig rugbrøds-død, og i 00’erne indså de det åbenbart selv og begyndte i stedet at spille trip hop under navnet Day Off Sin. Den store dødsmetal-revival i slutningen af årtiet gav dog også Mercyless mod på at vende tilbage, og på ‘Pathetic Divinity’, deres andet album efter gendannelsen i 2011, er dødsmetallen måske nok ikke meget mere personlig eller sindsoprivende, end den var det i 90’erne, men den er i det mindste effektiv. 

Hørt i direkte forlængelse af Vaders ‘The Empire’ er det påfaldende, hvor meget bedre Mercyless behersker genrens greb. Det er lige så nøje afmålt, men det er betydeligt mere fængende. Om det så er lufteturen ude af scenen i 00’erne, der har givet franskmændene et frisk syn på dødsmetallen, så lyder flere af numrene på ‘Pathetic Divinity’ som noget, der godt kunne have været klassikere, hvis de havde været på en dødsmetalplade i starten af 90’erne. Ikke mindst et nummer som ‘Left to Rot’, der har både titel og ørehængerpotentiale til fælles med Hypocrisy-klassikeren. Så selvom ‘Pathetic Divinity’ ikke nødvendigvis er en plade, man vil vende tilbage til, så er den langt mere tilfredsstillende at lytte til end ‘The Empire’.

Opportunisme
I 90’er-dødsmetal er der de, der holdt stand i de hårde år, og de, der ventede, til vinden vendte, og der var en fornyet interesse for dem. I den artikelserie om den chilenske thrash og dødsmetal, som kørte her i klummen sidste efterår, anklagede Francisco Cautín fra Torturer, der hører til den første kategori, dem fra den anden for en vis grad af opportunisme. Det er på grund af bands som Torturer og Vader, at der overhovedet var en dødsmetalscene, som de andre veteraner kunne vende tilbage til, når de blev gendannet. I Chile er Atomic Aggressor og det chilenske Pentagram i de senere år albumdebuteret med nogle årtiers forsinkelse efter at have været væk fra scenen, mens bands som Massakre og Sadism har været on/off-aktive op gennem 90’erne og 00’erne. Fælles for dem er, at de har fundet en vitalitet, der gør deres plader langt mere interessante end det, de sandsynligvis ville have kunnet realisere i starten af 90’erne – i hvert fald hvis man ser på de plader, der rent faktisk kom ud af det dengang. 

Totten Korps’ andet demo fra 1990, ‘The King of Hell Reclaims His Throne’, nyder med rette kultstatus, men det var ikke nok til, at de kunne holde den gående mere end et par år til, inden de første gang gik i opløsning. Allerede i 1998 vendte de dog tilbage og albumdebuterede i 2001, men så skal vi også helt frem til december sidste år, før de udgav deres andet album, ‘Supreme Commanders of Darkness’, der nu udgives internationalt på vinyl af Blood Harvest. Som Mercyless’ ‘Pathetic Divinity’ er ‘Supreme Commanders of Darkness’ en af den slags dødsmetalplader, der er fin at høre, noget mere upåfaldende, men trods alt charmerende nok. Solid. Men den er også bare symptomatisk for størstedelen af de dødsmetalveteraner, der prøver at holde liv i døden. Det bliver aldrig den plade, man sætter på, når man bliver grebet af lysten til at høre Totten Korps: ligesom det altid vil være et af de to første Vader-demoer, jeg henter op fra kælderen, når jeg kommer i tanker om Vader, vil det også altid være ‘The King of Hell Reclaims His Throne’, jeg finder frem, når jeg vil høre Totten Korps. 

Og det er altså, fordi demoerne besidder den råhed og umiddelbarhed, der blev nævnt indledningsvis, som de senere albums ikke magter at genskabe, simpelthen fordi der ikke længere synes at være nær så meget på spil. Musikerne er blevet mere sikre, men vigtigere er det, at udtrykket er blevet fastlagt: Der er nogle ret klare rammer for, hvad dødsmetal er, og hvordan det skal lyde. De var stadig vidåbne, dengang Vader og Totten Korps var på demostadiet, dengang kunne dødsmetal være hvad som helst. Da Mercyless kom til, var genren allerede lukket om sig selv, og det lider de stadig under. Hvis man skal derud igen, hvor der er noget på spil, skal man prøve at genopfinde genren med radikale eksperimenter, sådan som Massakre gør det på deres kommende plade, ‘In Aeternum’, der står til at blive udgivet i starten af det nye år. Eller man skal gå helt anderledes indædt i kødet på dødsmetallen, sådan som newzealandske Ulcerate og de baskiske debutanter i Altarage har gjort det på deres plader i år.

Død for dødens skyld synes tiden i hvert fald at være løbet fra, når man lytter til de tre plader fra Vader, Mercyless og Totten Korps. Og demoerne var bedre.