Briller Af Stål: En sten i skoen Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/82/87/a1/M-M-Marilia-Maschion2-99-1474281694.jpg
19. September 2016    

Af alle hybridgenrer har stonegaze nok det navn, der vækker størst umiddelbar irritation. Tre aktuelle plader viser, at det ikke behøver at være helt så belastende.

Kunstner
Titel
+ True Widow + Muscle and Marrow
Genre

Shoegaze fik sit øgenavn, fordi indierockbands som Spacemen 3, Ride og My Bloody Valentine til koncerter i 80’erne og starten af 90’erne var mere optagede af at kigge ned på deres instrumenter end at lave et show for publikum. De stod der og glanede ned mod skosnuderne og virkede, som om det var dem lige meget, om publikum var med eller ej, fordi den lyd, de frembragte, var så altomsluttende, at det var nok i sig selv. Kaskaderne af guitarstøj og den uvirkelige effekt, de frembringer, der hvor musikken næsten ophører med at være musik i traditionel forstand med dechifrerbare toner og melodier og i stedet bliver en brusende lyd, er i det nye årtusind blev taget op igen af både postmetallen med først og fremmest Isis og Jesu og USBM med Deafheaven og Krallice som foregangsmænd. 

Også på doom-scenen har man øjnet muligheden for at tage andre inspirationer ind og blande dem i for at skabe noget nyt. Og her deler man traditionelt forkærligheden for hash, opiater og psykedeliske stoffer med shoegaze, men måske knap så meget forkærligheden for at eksperimentere med lyden. I hvert fald hvis det skal trække i nogen anden retning end mod bunden.

Heavy, ikke metal
Det er en måde at forstå True Widow på. Dallas-trioen bevæger på sit fjerde album, ‘Avvolgere’, stadigt længere væk fra at være noget, man normalt ville opfatte som metal. Det er vel mest slacker-rock, men med en tyngde, som den 90’er-genres bands sjældent besad. Som Pavement eller Guided By Voices på en generøs dosis ketamin og et solidt goth-trip, og det er altså en slags anbefaling, for det er faktisk ret fedt at høre på. Jeg var virkelig glad for True Widows sidste plade, ‘Circumambulation’, og ‘Avvolgere’ lægger sig trykt i sporet fra den plade. Dvaskt slaskende trommer, raslende nedstemt guitar og bas, luftig, ugidelig vokal: På sin egen måde kommer det til at minde om The Jesus and Mary Chain, Joy Zipper eller måske endnu mere om electronicaduoen Death in Vegas’ afstikker ind i rocken på ‘The Contino Sessions’, ikke mindst på grund af den gotiske grundtone.

Problemet med ’Avvolgere’ er, at True Widow er så ortodokse i deres tilgang til at skrive musik. Det er et meget lille register, de tillader sig selv at spille på, en uhyre stram skabelon, og det betyder, at efter et par sange begynder pladen at slæbe sig afsted. Det ene fuldstændigt enslydende nummer afløser det andet, og 46 minutter kommer til at føles som en uendelighed.

">

Der er Muscle and Marrow langt mere villige til at eksperimentere musikalsk og ikke mindst emotionelt. Portland-parrets andet album, ‘Love’, handler både om kærligheden som en momentan besættelse og en solid grundpille ned gennem generationerne og så om Courtney Love. Tal om følelsesmæssig volatilitet og en mørk underside af kærligheden der. Det er det, der er udgangspunktet for ‘Love’, snarere end Holes sange, hvor det højst er Courtney Loves uskolede sangforedrag, der giver genlyd hos Muscle and Marrow. Duoen eksperimenterer med både lyd og rytmer, der er glitches, der forvrænger lydbilledet, der er dybe keyboardtoner, der ledsager den tilbageholdte guitar og teatralske vokal, mens trommerne driver det hele frem, støt og langsomt. Duoformatet, de tunge trommer og den sine steder naivt lillepigede vokal gør det svært ikke at tænke på Jucifer, men Muscle and Marrow har væsentligt mere at byde på end den duos stenede buldren. 

Resultatet bliver vel nærmest som P.J. Harvey med Orthodox som backingband. Og det lyder jo altså svært tiltalende, og det er det på sin vis også. Det er bare ikke frit for at lyde noget fortænkt. Alle de knugende følelser, som Muscle and Marrow får fyldt rummet med, bliver hurtigt overvældende og uvedkommende, fordi de er så påtrængende i deres intensitet, at man som lytter ikke levnes plads til at processere dem, men blot kan læne sig tilbage og betragte det påtagede vanvid promenere forbi som en stolt opvisning i psykisk ustabilitet.



Åben himmel
Der er til gengæld højt til loftet hos SubRosa. Det melodramatiske er ikke Salt Lake City-kvintetten fremmed, men den naturlighed, det bliver fremført med, synes at bunde i en musikalsk selvsikkerhed, som både True Widow og Muscle and Marrow i udpræget grad mangler. SubRosa vægrer sig ikke for at benytte sig af godt efterprøvede virkemidler, strygerne cirkler rundt om de lange kompositioner og bygger crescendo på crescendo op, og Rebecca Vernon forvalter sit begrænsede stemmeregister fornuftigt, så kraftudladningerne kommer til at virke så meget desto mere indfølte, fordi man kan høre, at det kun lige er med nød og næppe, hun slipper igennem dem. Hun er ude på kanten af sin formåen, så det føles, som om der virkelig er noget på spil.

Det var altsammen med til at gøre forgængeren ‘More Constant Than the Gods’ til en overbevisende plade. Det episke, det melodiske og det doomy var afbalanceret, så det oplagte ikke fik lov at tage overhånd, og alene åbneren ‘The Usher’ var så rørende, at man villigt accepterede de klichéer, der alligevel dukkede op undervejs. Helt så let går det ikke på pladen ‘For This We Fought the Battle of Ages’. Uforvarende kommer det hele til at lyde lidt mere som noget, man har hørt før, og selvom den indledende ‘Despair Is a Siren’ er både kolossal og dirrende flot, så giver den også én fornemmelsen af, at SubRosa træder lidt mindre varsomt denne gang. Lidt mere sikkert og genrekonventionelt. En halv time inde falder de så igennem på pladens tredje nummer, ‘Black Majesty’. Den tyste åbning lægger kun alt for tydeligt op til det tunge stykke, der følger den, teksten er tåkrummende goth, og alt i det kvarterlange nummer er så forudsigeligt, at man bare ønsker at slippe væk fra det så hurtigt som muligt. Hvis Muscle and Marrow føles lidt som at være spærret inde på et teenagerværelse med højtlæsning fra dagbogen, føles det her som at være lænket til stolen under en skoleopsætning af Tjekhov.

Det er faren ved hybridgenren i det hele taget: Alt for let reduceres den til en sampling af de lettest identificerbare elementer fra de genrer, den blander, som kun fremstår nye på grund af den uvante sammenstilling. Så snart man har vænnet sig til koblingen, kræver det meget mere end den umiddelbare overraskelsesværdi at hænge på. SubRosa har stadigvæk et potentiale, og hen mod slutningen af ‘For This We Fought the Battle of Ages’ får de rådet bod på skaden og skabt noget, der er stort, ikke fordi det buldrer og brager, men fordi det er bygget grundigt op.

Når det kommer til stykket, er det stadig det, det hele drejer sig om, uanset genre.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her