Briller Af Stål: Keltisk okkult Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/29/ef/44/Altarage-1-700x464-65-1466090803.jpg
16. Juni 2016    

I Frankrig eksperimenteres der for fuld skrue med black metal, men i denne sæson ser det ud, som om man skal krydse flere grænser for at finde den sorteste forløsning.

Kunstner
Titel
+ Plebeian Grandstand + Glorior Belli

Specielt blandt dem, der har et mere flygtigt forhold til black metal, er der en tendens til at udråbe det ene amerikanske black metal-band efter det andet som genrens fornyere. USBM har med sine uortodokse genremix og en umiddelbar tilgængelighed talt til et publikum, for hvem black metal ellers var for kompleks, for hermetisk og måske også en tand for teatralsk. Det har i hvert fald været noget af det, bands som Deafheaven, Liturgy, Krallice og Vattnet Viskar er blevet rost for: At de har udfordret gængse konventioner for, hvordan et black metal-cover skulle se ud, hvordan en black metal-musiker skulle se ud, og hvilken stemning black metal skulle bibringe lytteren.  I sammenligning med USBM har den europæiske scene, hvor black metal fødtes, og hvor den fandt sin kunstneriske form, været set som et aftenland, hvor spikes og corpsepaint har gået hånd i hånd med en antihumanisme, der gerne udstrakte sig til kontroversielle politiske holdninger.

At det er en overfladisk dom over europæisk black metal, siger sig selv. At USBM skulle være særligt nyskabende, kræver ikke meget mere end et blik på den franske scene for at affærdige. Her har avantgarden og genremixet levet i bedste velgående siden midten af 90’erne. Dengang var det de forskellige konstellationer i Les Légions Noires, der fremhævede dissonansen som virkemiddel, og den er gået igen i senere bands som de eksplosivt eksperimenterende Blut Aus Nord og de mere post-metallisk storslåede Deathspell Omega, mens Alcest krediteres for at have opfundet shoegaze-blacken, blackgaze, om man vil, om man så synes, det var en god idé eller ej.

Frankrig har med andre ord markeret sig som en scene, det er værd at være opmærksom på, hvis ens smag i black metal går i retning af det mindre konventionelle. Alt det, der på den ene eller anden måde peger ud af black metal som genre i sig selv.

Inddæmmet tomhed
Plebeian Grandstand er på godt og ondt kendetegnende for, hvor moderne black metal står henne. At Toulouse-kvartetten blander black med hardcore er ikke i sig selv opsigtsvækkende: Det, der gør dem til noget særligt, er, at den gren af hardcore, de blander i deres black, er mathcore. Bandets tredje album, ‘False Highs, True Lows’, er komplekst og massivt grænsende til det uigennemtrængelige, og mens det strengt kontrollerede kaos på den ene side peger mod mathcore-pionerer som Botch, trækker de langstrakte, dissonante guitarfigurer tråde tilbage til Deathspell Omegas mesterværk, ‘Si Monumentum Requires, Circumspice’, specielt i den afsluttende ‘Eros Culture’. Det er i sagens natur godt, begge dele, eller det er i hvert fald gode referencer: Det springende punkt er dog, hvad Plebeian Grandstand ender med at få ud af dem.

‘False Highs, True Lows’ fremstår ved den første gode håndfuld lyt imponerende og hermetisk: Man kan høre, at der sker noget stort på pladen, men det er svært at trænge ind i det. Det virker som en væsentlig bedrift, en af den slags plader, der bare vokser på en, des flere lyt man giver dem. Problemet med ‘False Highs, True Lows’ er, at vendepunktet aldrig rigtig indtræffer, selv efter nok så mange lyt, lyttepauser og genoptagninger. Som om man, når man endelig får adskilt fragmenterne og finder en vej ind gennem det tilsyneladende kaos, havner i et rum, hvor der ikke rigtig er noget. Det hele har været et imponerende bolværk og et rasende forsvar til at dæmme op for tomheden indeni. Den følelse kan sagtens være tilsigtet, titlen antyder en ganske nihilistisk grundholdning hos bandet. Men den tomhed, der åbner sig for lytteren, er altså musikalsk mere end noget andet. Der er med andre ord ikke rigtig noget at komme efter hos Plebeian Grandstand, når først benovelsen har lagt sig. Der er ingen sekvenser, der hænger ved, ingen riff eller melodier, man tager sig selv i at gå med i hovedet. Ingen voldsom lyst til at genbesøge værket.

Ukreativ sump
Riffs, hooks og melodier har Glorior Belli i spandevis. Eller snarere sagt i store tønder ude bag skuret i det sumplandskab, hvor de har søgt ly for det guddommelige lys og det vulgært altfavnende kosmos. Her, midt i al forrådnelsen og den kvælende død, praktiserer de deres sorte magi blandet op med voodoo og finansieret af methamfetamin-kogning og børnebortførelser, og de forlader det kun for at terrorisere landevejene på deres kæmpe helvedesmaskiner.

Eller noget.

Nogenlunde så stor en kliché fremmaner pariserne på deres sjette album, ‘Sundown (The Flock That Welcomes)’. Ligesom det ikke er nogen ny idé at blande hardcore ind i black metal, er det det heller ikke at blande den med sludge metal, men som Plebeian Grandstand har også Glorior Belli fundet sig en niche ved at smide blues ind i mixet. Og hvis man forestiller sig, at det skulle give musikken et strejf af southern groove metal, så er man desværre ikke helt galt på den. Decideret stygt bliver det på et nummer som ‘Rebels in Disguise’, men omvendt lykkes det dem faktisk på ‘Satanists Out of Cosmic Jail’ at skabe en vibe, der mere leder tankerne hen på Entombeds death’n’roll med regulære black metal-indslag. Det er dem, der gør, at Glorior Belli trods alt ikke helt er til at afskrive med det samme: Når Billy Bayou, som bagmanden gudhjælpemig kalder sig selv, samler sig om at spille black, sådan som han gør det på åbneren ‘Lies-Strangled Skies’, er det med en brutalitet og råhed, der klæder musikken. Blues-tingen står dog tilbage som en gimmick – en rigtig irriterende en af slagsen.

Det bliver altså ikke nyt, bare fordi tingene bliver blandet på uventede måder, viser Plebeian Grandstand og Glorior Bell med al sørgelig tydelighed. Det bliver i hvert fald ikke nødvendigvis godt, hvis man ikke sørger for, at der er substans bag. Det bliver et postulat og en masse buldren til ingen rigtig nytte.

Nogle gange kan det betale sig at gå tilbage og se, om man kan fortsætte ud ad en vej, der ellers blev lukket for mange år siden. I begyndelsen var black metal og dødsmetal slet ikke så indbyrdes modsatrettede, som de med start-90’ernes grænsedragning fik det til at fremstå. Der var masser af dødsmetal, der på mange måder var black og omvendt. Et af de bands, der dengang angav en vej, som de fleste dødsmetalbands desværre forsagede til fordel for en mere gore-fikseret tegneseriedød, var Morbid Angel. Over den franske grænse ind i Baskerlandet åbner Altarage op for det sorte kaos, som Morbid Angel fremmanede på deres første plader, inden det kunstneriske overmod førte dem ud på et teknisk sidespor. Debutpladen ‘Nihl’ blev i det svenske magasin Close-Up beskrevet som lyden af et band, der står og spiller i en vindtunnel, og som lytter føles det faktisk også, som om musikken river og flår sig forbi en i et rasende tempo, hvor nuancerne fortaber sig i nedstemte guitarer og fjern kaffemaskinegrowl. 

‘Nihl’ fremstår ikke mindre hermetisk end Plebeian Grandstands ‘False Highs, True Lows’, men oven i det virker den endda direkte afvisende: Der er ingen invitation til at finde ud af, hvad der gemmer sig inde bag muren af lyd. Musikken er der bare, det er den tilsyneladende uvedkommende, om man som lytter kaster sig over den eller lader sig vælte omkuld og ligger slagen tilbage og ser den forsvinde ned i den malstrøm, den skaber omkring sig.

Altarage er ikke fri for at vække associationer i retning af de australske Portal, som rigtig mange var helt oppe at støde over for nogle år siden, indtil de fandt ud af, at der måske egentlig ikke var så meget substans i musikken. At det vanvittigt sugende lydbillede, kutterne og det der kukur, forsangeren havde på hovedet, kun i så og så lang tid kunne distrahere ens opmærksomhed fra, at musikken nok ikke var fuldt udviklet hos bandet. 

Det er den hos Altarage.

Medlemmerne er anonyme og fremtræder formummede på bandbilleder, men har efter eget udsagn alle en årtier lang historie på den spanske metalscene. Hvad det så end måtte dække over, så mærkes den erfaring på ‘Nihl’: Selvom det hele lyder nedstemt, buldrende og brølende, så bygger det stadig på et solidt grundlag af konstant riffing og klippefaste sangstrukturer. Der er simpelthen så meget musikalitet i ‘Nihl’, at Altarage kan tillade sig at gemme den under lagvis af støj for at lade sig afdække for den tålmodige lytter.

Der er altså stadigvæk grund til at se mod Frankrig, hvis man vil opleve, hvad black metal også kan være. Det er bare ikke nødvendigvis hverken i Frankrig eller i den black metal, at man finder den sorteste forløsning: I denne sæson skal man åbenbart over grænsen, både til Baskerlandet og til dødsmetal. Til gengæld finder man så i ‘Nihl’ en plade, som det tager tid at komme ind på livet af. Det her kunne godt ende med at være noget af det bedste, der kommer i år.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her