Briller af Stål: Lad dem frygte os

Engang var metallerne skræmmebilledet. Skulle man tro mainstreamfilm og -medier, var det højeste, vi kunne gøre os forhåbninger om at blive i 2017, et ynkværdigt sidekick.  

Vi var dæmoner. Vi var personificeringen af det ur-onde, den vestlige civilisations fald. En dårlig indflydelse, en pest, der spredte sig i lokalmiljøet med dyrplageri, gudsbespottelse, narkomani og teenagegraviditeter til følge. Alt, hvad vi stod for, var i opposition til det bestående samfund. Vi, der hørte metal, var sådan nogle, der tilbad Satan og slog enten vores forældre, medstuderende, tilfældigt forbipasserende eller i det mindste os selv ihjel. Os allesammen over en bred kam uden skelnen til subgenrer eller andre nuancer. Al metal var lig det værste, folk havde hørt om, på én og samme tid. Folk var bange for metal, og det var ikke specielt fedt, hvis man af en eller anden grund prøvede at have et socialt liv uden for metal. 

Men på en måde var det alligevel bedre end der, hvor vi er havnet nu. For i populærkulturen er metallerne på det seneste blevet ynkværdige og grinagtige sidekicks til de virkelige helte og skurke. 

Nørderne
Det er Billy Hargrove fra anden sæson af ‘Stranger Things’, der havde premiere op til Halloween: Godt nok bliver han introduceret som en superaggressiv trussetyv med en hjemmerullet smøg bag øret, skjorten knappet ned til bæltestedet og et par i den grad løstsiddende næver, som de hvinende guitarer følger, hvorend han selvsikkert kommer blæsende i sin sportsvogn. Men han bliver også gjort til en komisk figur, der er alt for optaget af sit hår og sin make-up til at være så sej, som han foregiver. Ja, og så har han en dominerende far, og for seriens skabere er det åbenbart forklaring nok på hans rolle, så de kan smide ham af i et sving af serien uden at have gidet finde ud af, hvem sæsonens mest interessante birolle egentlig var.

Det er Tony i ‘I Don’t Feel at Home in This World Anymore’ fra tidligere i år: Elijah Wood med nakkepisk og seriemorderbriller, der træner vægte og smider med kastestjerner, mens han hører Pentagram og går i Saxon-T-shirts, og hvis eneste ven er hans hund. Så ynkelig en ridderskikkelse, at det bliver hans jomfru i nød, filmens hovedperson, der må redde ham, når han ikke kan finde ud af at forsvare hende.

Det er Christian Bale som Michael Burry, der overvåger børskurser i ‘The Big Short’ for et par år siden, mens han spiller lufttrommer til Mastodon og gennemskuer systemer, som andre ikke kan finde ud af, fordi de ikke er lige så sære lufttrommespillende som ham eller noget.

Det er nørder.

Socialt akavede, men oprigtige og bemærkelsesværdigt insisterende typer, der godt nok er urovækkende, men ikke for alvor farlige.

For helvede, det er pudlen Leonard, der hører System of a Down, når dens ejer går hjemmefra i sidste års animerede børnefilm ‘Kæledyrenes hemmelige liv’.

En puddel. Kridhvid og figurklippet, for at det ikke skal være løgn.

Anerkendelsen som almisse
Det er sådan, metal bliver fremstillet i dag. Lidt sært, men grundlæggende harmløst. Metal er ikke farligt længere, og hvis nogen stadig skulle lide under den vildfarelse, så har mainstreammedierne hvert år i forbindelse med Copenhell en artikel om, at publikum er helt normale mennesker, der arbejder i kreditforeninger og er murere og har børn, som de ikke bruger i ritualer. Ja, hvem skulle have troet det, når man hører, hvor grufuld musikken er, ha-ha!

Ha-ha.

Det er anerkendelsen som en almisse: Metal får lov at blive accepteret af det brede flertal, hvis blot vi accepterer den præmis, at det er en joke. 

Så var det måske alligevel bedre at blive frygtet. 

Metal er blevet harmløst. Det er stadionkoncerter, som familiefædre trygt kan tage deres børn med til, fordi det værste, de kan frygte at møde, er et folketingsmedlem. Det er statsministeren, der med et smørret smil stikker Indonesiens premierminister et signeret ‘Master of Puppets’-bokssæt som værtindegave. Det er en tur i byen med drengerøvene, som den Bobby Axelrod tog sine ungdomsvenner på i første sæson af TV-serien ‘Billions’ fra sidste år, hvor de kommer backstage og har en utrolig akavet peptalk med James Hetfield. Det er Darkthrone-T-shirts i børnestørrelse, Onkel Reje på Ramasjang, der spiller morgen-heavy og jule-black. Hvis det endelig skal være, så var det engang tyske thrashbands, der spillede ironiske metalcovers af schlagere, nu er det dansktoporkestre, der spiller ironiske covers af metalsange.

Metallerne har haft så travlt med at demonstrere, hvor fornuftige vi skam er, selvom vi hører metal, at vi selv er kommet til at tro på, at fornuften er et endemål for vores subkultur. Vi har haft så travlt med at distancere os fra både rovmord og for-sjov-mord i 90’erne, at vi er endt med at stå ovre i hjørnet og stryge os om skægget, mens vi sagtmodigt nikker med på en reproduktion af det, der engang betød alverden for os. Og vi er endt med at acceptere, at metal er noget man griner lidt forlegent ad. 

Dræb alle mennesker
Vi har brug for sådan nogle som Jus Oborn fra Electric Wizard, der advokerer for at dræbe alle mennesker med sort magi og stærk hash. Det kan godt være, at han er et bonghoved – det er han – men det er værd at holde fast i det had til omverdenen, hvis vi skal huske, hvorfor metal føles så godt. Det er værd at huske på, hvorfor vi engang var frygtede: At der var folk, der troede, at Judas Priest kunne få en til at begå selvmord, eller at Cannibal Corpse mente noget som helst for alvor eller bare i det hele taget. Den type mennesker skal vi ikke angle efter accept hos. Lad dem frygte os i stedet. Lad dem tro, at Jus Oborn mener, hvad han siger, og lad dem være i tvivl, om vi er enige for alvor eller blot i trods. Vi har brug for tvivlen, før alt bliver fastlåst og trygt, kedeligt og harmløst.

De – Dem, du ved, De Andre – kommer aldrig til at forstå metal, og det er i orden. Det er ikke meningen, at metal skal være for alle. Og det er det, de frygter: At vi har noget, de ikke forstår. Derfor latterliggør de i stedet. 

Så lad dem ikke forstå det: Lad dem frygte os.