Briller af Stål: På vej væk fra Satan
Populær
Efter to black metal-plader begynder Bathory at arbejde sig frem mod den lyd, der skal komme til at karakterisere bandet og danne grundlaget for vikingemetal. Men det sker ikke uden vildveje. Dette er anden del af historien om Bathory.
“Blood for all tears shed
And Fire for hate
Death for what shall become
All false ones fate [sic]”
(‘Blood Fire Death’)
1987: Det kan godt være, at Quorthon ikke har et decideret band længere, men han og Boss prøver stadig at få det til at se sådan ud over for pressen, og for en tid har han også stadigvæk nogle musikervenner, som han omgås og diskuterer musik med. En af dem er en fyr, der ligner Tommy Lee fra Mötley Crüe, og som er gået over i Bathory-historien som Pålle Vvornth. Det er ham, der står i baggrunden med et sværd på det bandbillede, der bliver taget til ‘Blood Fire Death’, hvor Boss og Quorthon har lejet nogle sværd og taget et par venner med ud i skoven for at posere i nitter og boxershorts. Det er også Vvornth, der senere spiller trommer i videoen til ‘One Rode to Asa Bay’, men vigtigst af alt er det ham, der får tunet Quorthon ind på at høre klassisk musik, hvad der skal komme til at få stor betydning for den måde, Quorthon arrangerer sin musik på.
En bodybuilder omgivet af mannequindukker
Det er Vvornth, der laver trommerytmen til ‘Enter the Eternal Fire’, og sammen med ‘Call From the Grave’ og ‘13 Candles’ markerer det nummer et markant skift i Bathorys lyd. Det er nu, det begynder at blive episk, nu, der sniger sig keyboards ind, klokkespil, snart også ren sang, store mandskor, men endnu er det blot i formen. De storslåede, hymniske sange bliver en del af den lyd, som man forbinder med Bathory fra og med tredje album, ‘Under the Sign of the Black Mark’.
At ‘Enter the Eternal Fire’ er svær ikke at tolke som en homoseksuel sexfantasi med linjer som “Approach the gate of sin / Opened up to let me in and there / He stand in flames” [sic] og hele temaet om at lade sig forlokke til kødeligt fordærv, er en anden sag, der nok mere skal tages som et udtryk for, at engelsk ikke er Quorthons modersmål, og at han er ved at være kørt fast i hele satan-tingen. Bathory er i en overgangsfase på ‘Under the Sign of the Black Mark’, og selvom der stadig er solid smæk på black-thrasherne ‘Chariots of Fire’ og ‘Massacre’, så er det den nye retning, der bliver stukket ud på ‘Call from the Grave’, ‘13 Candles’ og ‘Enter the Eternal Fire’, der er pladens force. Quorthon er så småt på vej væk fra black metal, og det er, som om det smitter af på de numre i genren, der er på pladen, som om en uvilje skinner igennem.
På ‘Under the Sign of the Black Mark’ er Boss og Quorthon tilbage i Heavenshore-studiet, hvor debuten også blev indspillet, og de har fået mere styr på, hvordan man skal producere denne type musik. Lyden er meget renere her, de enkelte instrumenter langt nemmere at udskille, men alligevel får pladen stadig stryg for sin produktion, har Ann Boleyn fra Bathorys daværende amerikanske pladeselskab, New Renaissance, siden fortalt. ‘Under the Sign of the Black Mark’ bliver holdt imod sin samtids thrash-plader, hvor tendensen går mod en stadigt renere produktion for at tydeliggøre den tekniske lir, og Bathory er på vej et helt andet sted hen på dette tidspunkt.
Hvis musikken i sig selv begynder at blive storslået, så er det intet imod det ikoniske cover med en muskelsvulmende ged på nogle klipper. Det ligner et maleri, men er faktisk et fotografi med en virkelig sær belysning. Boss hyrede bodybuilderen Leif Ehrnborg til at posere med en gedemaske i kulisserne i Kungliga Operan i pausen under en opsætning af ‘Carmen’. Historien melder intet om, hvorfor de ikke bare kunne komme og tage billedet om formiddagen, men det skulle altså absolut være midt under forestillingen, hvor der var fem minutters pause med gardinerne trukket for. Så stod bodybuilderen der med benzin sprøjtet i årerne, den tids metode til at få blodårerne til at stå endnu tydeligere frem, og de havde smidt nogle mannequindukker for fødderne af ham, som skulle ligne nøgne damer, der tilbad ham, men dem kan man ikke se, fordi de var nødt til at beskære billedet for at gøre manden tydeligere.
Det er sådan en historie, der er ret kendetegnende for Bathory her i starten af karrieren: De to første plader har solgt overraskende godt, så pludselig er der tid til at gøre lidt mere ud af det hele, også coveret. Så i stedet for at kalkere en tegning fra en bog, sådan som det blev gjort til debuten, eller tage et vilkårligt billede af månen bag lidt skyer som til toeren, finder Boss faktisk en model, en kulisse, kostume, rekvisitter – men japper så alligevel det hele af på fem minutter, fordi der ikke er tid til at gøre arbejdet ordentligt.
Vikingefasen indledes
Desuagtet bliver ‘Under the Sign of the Black Mark’ Bathorys internationale gennembrud, og det gradvise stilskifte, der tager sin begyndelse her, videreføres året efter på ‘Blood Fire Death’. Pladen uden hvilken Watain ikke havde lydt som Watain, Emperor ikke havde lydt som Emperor, Enslaved ikke som Enslaved, og livet havde været mindre værd at leve. Den første plade, hvor Quorthons evner som sangskriver fuldt ud står mål med hans ambitioner, og den første, hvor Boss formår at forløse det i studiet.
Traditionelt regnes ‘Blood Fire Death’ for den første plade i vikinge-trilogien og dermed den første plade, der ikke længere er black metal, men helt så skarpt er skellet naturligvis ikke. Godt nok begynder den nordiske mytologi at dominere teksterne, men ligesom ‘Under the Sign of the Black Mark’ var en overgangsplade, hvor de langsommere, episke numre begyndte at dukke op og markere sig i forhold til den thrashede black, er den thrashede black stadigvæk til stede på ‘Blood Fire Death’. ‘The Golden Walls of Heaven’ og ‘Dies Irae’ er virkelig gode numre, der udfordrer formen lidt med mellemspil, ikke mindst sidstnævnte med den klassiske linje om at “As wolves among sheep we have wandered”. Den genbrugte Darkthrone på innercoveret til ‘Soulside Journey’, bare stavet med “wolfs”, fordi de ikke skulle stå tilbage for Bathory i metalengelsk.
Men ‘Holocaust’ og den motorcykelhyldende ‘Pace ‘Till Death’ med sin overbrugte flangereffekt på vokalen er altså et par ret uinspirerede black-thrashere, der ikke ligger langt fra Slayer på ‘Hell Awaits’. I hvert fald i den sammenhæng de indgår i: ‘Blood Fire Death’ er det første rigtig samlede værk i Bathory-diskografien, den første plade, der lyder, som om den er tænkt og komponeret som en helhed.
Den er i hvert fald kæmpestor fra introen, hvor Odin på sin vrinskende ottebenede ganger galopperer henover et synthesizerlandskab i et par minutter, inden Quorthon begynder at synge rent henover en akustisk guitar. Linjerne stammer fra horrorforfatteren Robert W. Chambers’ digt ‘The King in Yellow’, og det lyder forbavsende godt, lidt som Dead Can Dance, faktisk, ikke mindst på grund af al den rumklang, det er syltet ind i, som dækker over de vokale begrænsninger, Quorthon måtte have, og så går det fuldstændig amok i et kæmpemæssigt anthem, ‘A Fine Day to Die’. Først banker det en storslået start op, så går det over i et riff, der kører i dobbelt tempo i forhold til resten af musikken, indtil rytme og riff skifter igen under en solo, inden det går over i et nyt stykke til første vers. Det er i sammenligning med sådan en komposition, at resten af side 1 blegner lidt med sin noget simplere struktur og ud-ad-landevejen-tampen.
‘For All Those Who Died’, der åbner side 2, er ikke et lige så komplekst – eller langt – nummer som ‘A Fine Day to Die’, men det er til gengæld skoledannende med sine hooks og breaks, hvor instrumenterne skiftevis falder ud, og man kan godt høre, hvorfor Darkthrone syntes Bathory var noget, de burde hylde. Her stammer teksten i øvrigt fra Erica Jongs bog ‘Witches’, hvor Quorthon i sin tid fandt illustrationen til coveret på debuten. Den efterfølgende ‘Dies Irae’ er pladens mest vellykkede thrasher, fordi det bryder med formen og smider et doom-stykke ind. Men det er pladens afsluttende, 10 minutter lange titelnummer, der for alvor angiver den retning, Bathory vil komme til at tage fremover. Her er kor, helteepik og lag på lag på lag af guitar, indtil det munder ud i et akustisk guitarstykke, der bringer pladen tilbage til udgangspunktet fra ‘A Fine Day to Die’. Det er fænomenalt.
Selvom Bathory er på vej væk fra satanisme-temaet, er der alligevel et anerkendende nik til black metal og bandets oprindelige fans med et par kodede beskeder. Første bogstav i hver verslinje på “The Golden Walls of Heaven” danner ordet “SATAN”:
Sythanagon winged
Angel rides deaths wind
To cloudless sky
And sound a summon call of war
Now burn does the skyline.
I ‘Dies Irae’ danner første bogstav i hver linje ordene “Christ the Bastard Son of Heaven”, og selvom det afstedkommer nogle temmelig knortede sætningsdannelser som ovenfor, er det ikke noget, der for alvor stikker ud i forhold til Quorthons eller ganske uortodokse forhold til engelsk retskrivning og grammatik. Men det er kendetegnende, at selvom Bathory med ‘Blood Fire Death’ er ved at rykke helt væk fra udgangspunktet i black metal, så ønsker Quorthon ikke at skubbe sine gamle fans fra sig i processen. Han vil ikke fremmedgøre nogen ved at ændre stil alt for abrupt. Den indstilling får skæbnesvanger betydning for det arbejde, han er i gang med sideløbende med ‘Blood Fire Death’.
Det forkastede konceptalbum
Quorthon begynder at arbejde på et stort, nordisk konceptalbum. Han skriver en historie, der er inspireret af de Conan-tegneserier, han har dyrket som barn, blandet op med lidt asalegender, og så stykker han det sammen til et album. Det er temmelig episk, og musikken er tilsvarende heltemetallet, men han er bange for, hvad Bathorys fans vil synes om så markant et stilskifte, så derfor arbejder han videre på først transitionsalbummet ‘Blood Fire Death’ og bagefter det fuldbårne vikingemetalopus ‘Hammerheart’, mens han skriver og indspiller ‘Blood on Ice’. Han ender med at skrotte 'Blood on Ice', fordi han ikke rigtig tror på, at hans fans vil forstå det, som han forklarer, og først efter et tungt pres fra samme fans op igennem 90’erne, hvor rygterne har cirkuleret om det skrottede album, finder han masterbåndene frem og får dem gjort færdige med ekstra guitar, ekstra vokal og en finjustering af trommerne. Den endelige plade, ‘Blood on Ice’, udkommer i 1996, små ti år efter arbejdet med at skrive og indspille den begyndte.
Det lyder jo egentlig lidt mærkeligt, at en mand som Quorthon, der ellers fremstod så komplet ligeglad med, hvad der herskede af trends inden for metal, fordi han var sikker på, at det var ham, der havde fat i den lange ende, skulle være så bange for sine fans’ reaktion, at han simpelthen skrotter et album, specielt når man tænker på, at hans musik i forvejen bevægede sig i den retning, det har taget her. Den efterfølgende ‘Hammerheart’ er også et konceptalbum, og her er de sidste rester af black og thrash også skrællet bort, så det kan altså ikke være det alene. Man fristes næsten til at tro, at Quorthon simpelthen har vurderet, at ‘Blood on Ice’ ikke var et stærkt nok album til at bære stilskiftet hele vejen igennem. At det først kunne tåle at komme ud i 1996, hvor Bathorys position som både black metals og vikingemetallens ophav var cementeret. Og hvor Quorthon alligevel var i gang med at lave en stribe plader, der på alle måder gik imod hans fans’ forventninger, så det var på tide at få sendt et produkt på gaden, der havde lidt gammeldags troværdighed ene og alene på grund den historie, der omgav det.
‘Blood on Ice’ er nemlig ikke en god Bathory-plade. Sine steder er den faktisk tåkrummende pinagtig, som i ‘One Eyed Old Man’, og resten af tiden veksler den bare mellem at være alt for højstemt og alt for pøllet på en gang. Kompositionerne er uigennemtænkte i forhold til ‘Blood Fire Death’, riffene er halvsløje, og hans vokal savner kraft, hvilket så også skyldes, at mens den 23-årige Quorthon, der indspillede de fleste vokalspor, først var ved at lære at synge rent, så måtte den 30-årige Quorthon holde igen, da han indspillede resten, for at kontrasten ikke skulle være for stor. Og så er der trommerne, som lyder forfærdeligt. Om digitalt efterbehandlede metaltrommer i 90’erne er det mest positive, der er at sige, at de i det mindste ikke lyder så upersonligt perfekte, som de kom til 10 år senere, men det får dem ikke til at lyde mindre dårligt.
Heldigvis er det, som om Quorthon og Boss selv indser det under arbejdet med ‘Blood on Ice’, for på den næste plade, ‘Hammerheart’, opnår de en langt mere vellykket fusion af heltemetallens schwung og black metals rå støjen.