Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Briller Af Stål: Posthardcore – Den alternative historie om en overgangsperiode. Del II

Populær
Updated
Briller Af Stål: Posthardcore – Den alternative historie om en overgangsperiode. Del II
Briller Af Stål: Posthardcore – Den alternative historie om en overgangsperiode. Del II
Briller Af Stål: Posthardcore – Den alternative historie om en overgangsperiode. Del II
Briller Af Stål: Posthardcore – Den alternative historie om en overgangsperiode. Del II
Briller Af Stål: Posthardcore – Den alternative historie om en overgangsperiode. Del II

Hvor andre har forsøgt at blive ved med at genopfinde posthardcoren og hive den i alle mulige retninger, har Patrick Kindlon dyrket den som en fast form. Med kunstnerisk succes endda.

Titel
+ Drug Church

Der var ikke meget at være i tvivl om, dengang End Of A Years andet album, ‘Sincerely’, fandt vej til mig: Her var et band, hvis mål var at videreføre Revolution Summer-drømmene, som om det aldrig var blevet efterår. Som om emo aldrig var degenereret til horder af fyre med sort pandehår, guyliner og stramme, stribede t-shirts, en mærkværdig aflægger af 80’er-sleazen med akkurat det samme for øje: Damer, unge damer, følsomme, fremmedgjorte unge damer, der var rede til at tro på det, når fyrene med hundeøjne slog de rosentatoverede næver mod det hule bryst og proklamerede, at også de havde følelser, totalt meget.

Der var engang, hvor emo var en modbevægelse på en stagnerende hardcorescene, et opgør med den jock-mentalitet, der var ved at snige sig ind på DC-scenen, hvor kronragede, unge knægte konkurrerede om, hvem der kunne være sygest i pitten, og hvem der kunne være mere renfærdig og docerende end scenens ubestridte leder, Ian MacKaye fra Minor Threat. Minor Threat var allerede gået i sig selv igen for anden og sidste gang, men med udgangspunkt i det label, han kørte sammen med bandkollegaen Jeff Nelson, Dischord Records, var MacKaye klar til at gøre op med billedet af sig selv og den scene, han var kommet til at repræsentere. Og når der samtidig dukkede andre bands op med nogle af de samme idéer om at gøre det personlige til et issue, var der basis for at proklamere Revolution Summer i 1985 og grundsætte et skisma i hardcore. Det vigtigste af de nye bands var Rites Of Spring, hvis sanger, Guy Picciotto, hæst vrængede linjer ud om at græde, og MacKaye selv startede bandet Embrace. Ingen af de to fremragende bands nåede at lave mere end et enkelt album, før de gik i sig selv, men snart – efter Picciotto og Brendan Canty havde taget en omvej over det endnu mere kortlivede One Last Wish, og MacKaye havde proklameret fra scenen til et Embrace-show, at emo overhovedet ikke fandtes – skulle de forenes i verdens bedste bands nogensinde, Fugazi.

Udførlige lytteanvisninger

Små 20 år senere nogle hundrede kilometer nordpå i staten New York gentog en gruppe scenesters historien. Patrick Kindlon og hans venner var trætte af den tough guy-mentalitet, der igen dominerede hardcore, og de tunge, metalliske riffs var begyndt at lyde ens, så de tog navn efter et Embrace-nummer, ‘End of a Year’, tog cues fra Revolution Summer-ideologien og tog så af med en stribe udgivelser, hvoraf det andet regulære album, ‘Sincerely’, fik en vis gennemslagskraft. Det var overhovedet ikke originalt, sådan som de oprindelige bands havde været det, og med pladen produceret hos Don Zientara i Inner Ear Studios, samme sted hvor alle rigtige Dischord-bands igennem tiden har indspillet, gik de heller ikke efter andet end at genskabe lyden. Som om Rites Of Spring aldrig var holdt op, som om de var fortsat.

Det originale ved End Of A Year var, at ingen andre rigtig spillede i den stil på det tidspunkt. Og så havde de alligevel en vilje til at pille ved de genrekonventioner, de selv var med til at definere på ‘Sincerely’. Det begyndte at vise sig på de ep’er, de lavede, med titler som ‘We Understand Europeans Are a Sexual People’, frekvensen af hvilke gradvist skulle øges over årene, og hvis man havde misset dem i starten, blev det for alvor tydeligt på den næste fuldlængde, ‘You Are Beneath Me’ fra 2010. Kindlons hæst messende, rablende foredrag havde man allerede hørt på det repetitive nummer ‘Above Ground Pools’, centreret omkring sentensen “something to be said” om alt det, han havde noget at sige noget om. Det var noget nær alt i hans umiddelbare omgivelser. Det er den samme på en gang inciterende og drævende stemme, der indleder ‘You Are Beneath Me’ med en række mere og mere vidtgående lytteinstruktioner, der går fra, hvor langt man skal sidde fra højttalerne, når man hører pladen, og hvor højt den skal spilles, til hvordan man i det hele taget skal leve for at få det fulde udbytte af, hvad det er, End Of A Year vil en. Uden børn, uden fast arbejde, uden fast partner. “Get up after 9, but before noon,” den slags.

De faste partnere begyndte End Of A Year også at pille ved, efterhånden som bandet udvidedes til et kollektiv, hvor hvem som helst principielt kunne spille med på en given plade. Også Kindlon var udskiftelig, hvilket blev demonstreret på ep’en ‘You Are Beneath Her’, men ellers blev han mere og mere synonym med bandet. I samme periode ændrede de gradvist navn til Self Defense Family, dels for at anerkende den nye form, bandet havde antaget, dels for at undgå, at folk troede, de var et metalcoreband, som de nu syntes, bandnavnet indikerede. Over de næste år udgav de ep’er indspillet på må og få, en lavet på Island, en lavet på Jamaica, hvor Kindlon mere og mere påtog sig rollen som en talsmand, der ikke ville være ved sin position, og som derfor rablede om løst og fast i en ustoppelig strøm. Først sidste år blev det til et egentligt album, ‘Try Me’, en art dobbelt konceptalbum om 80’er-pornoskuespilleren Jeanna Fine med to hele pladesiders interview med hende om den opvækst, der var med til at føre hende over punkrock ind i porno.

Indiestjerneproducere

Efter flere splits og singler følges den nu allerede op af ‘Heaven Is Earth’. Hvor sangene på ‘Try Me’ var kortere, hurtigere og mere massive, end de havde været på nogle af de forudgående ep’er, er ‘Heaven Is Earth’ overordnet set en mere afdæmpet, langsom og åben plade. Der er en umiskendelig Lungfish-vibe over det, ikke mindst i guitarlyden og sangforedraget, og pladen synes også at handle om musik først og fremmest. De otte numre er optaget med fire forskellige producere, Kurt Ballou, Will Killingsworth, Jon Low og Mark Miller og delt op parvis, og hvis de fleste af dem, bortset fra Converges Ballou, primært er kendt for at arbejde med indierock, så er det også en indikation af den retning, Self Defense Family tager på ‘Heaven Is Earth’. I betragtning af hvor sammenstykket det burde have lydt, fungerer albummet i høj grad som en helhed, og er forbillederne som nævnt aldrig fjerne, så er det nogle forbandet gode forbilleder at spille sig op imod, og resultatet er egensindigt nok til at gemme på flere lag, der langsomt afdækkes, efterhånden som man får lyttet sig ind på pladen. Jeg er i hvert fald overhovedet ikke færdig med at finde ud af, hvad den er endnu.



Selvom End Of A Year blev dannet som reaktion på hardcores metallisering op igennem 90’erne og starten af 00’erne, så er Kindlon alligevel heller ikke helt færdig med den gren af hardcore. I starten af 90’erne opstod nemlig endnu en forskydning i hardcore, hvor bands omkring Victory Records og Revelation Records tog de tunge, metalliske riffs og begyndte at bruge dem på en ny måde, så en ny slags posthardcore opstod i en tilnærmelse til den alternative rock, der havde fået en opblomstring i kølvandet på grungen. De af dem, der bedst har klaret de mellemliggende år, var Quicksand med Walter Schreifels fra Gorilla Biscuits og senere de endnu mere indie Rival Schools og så Snapcase.

Råben op om ingenting

Det er med tydeligt afsæt i de to hovednavne, at Kindlon kører sideprojektet Drug Church – så tydeligt, at et af numrene på debutalbummet ‘Paul Walker’ hedder ‘Deconstructing Snapcase’ og efterligner Daryl Taberskis karakterisk anstrengte vokal i omkvædet. Men lige så dødseriøse, de to bands fremstod, og lige så ambitiøst et projekt, Self Defense Family er med hele sin dekonstruering af bandbegreb og scenepolitik, lige så løse og uformelle er Drug Church. Og det klæder faktisk Kindlon at give helt slip og bare give efter for trangen til at spille den fede 90’er-posthardcore uden at ville en hel masse andet med den. Her er ingen lytteanvisninger, her er bare tekster om livets ubetydeligheder – der er såmænd en sang, der hedder ‘Reading YouTube Comments’ på ‘Paul Walker’-pladen, i sig selv opkaldt efter ‘The Fast & the Furious’-stjernen, som han skriger ind i hovedet på én, som om de betød noget.

Ikke at Drug Church på nogen måde sløser med deres superstramme numre. Tidligere på året fulgte kvintetten debuten op med en ep, ‘Swell’, produceret af J. Robbins fra Jawbox, og det er, som om hans tilstedeværelse har smittet af på bandet. Der er i hvert fald mere af Jawbox’ kantede og bebrillede emo-aggression over ‘Swell’ og mindre af ‘Paul Walker’s fuldfede riffing, uden at det ligefrem er noget, man kommer til at savne. Til gengæld er ‘Swell’ lige så tjep, som ‘Heaven Is Earth’ er træg, så på den måde supplerer de to plader hinanden. Patrick Kindlon sørger for, at man ikke kommer til at savne noget, og gør gendannelserne af de gamle koryfæer overflødige. Quicksand, Snapcase, Jawbox, de havde alle sammen deres tid og skabte noget helt særligt, men det er ikke dem, der holder det i live i dag.

Det gør Self Defense Family og Drug Church. Det er deres relevans.