Briller Af Stål: Projektudvikling

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/10/b8/da/llnn-73-1452458870.jpg
10. Januar 2016    

I The Psyke Project stred modsatrettede musikalske udtryk mod hinanden og skabte kortvarigt noget helt særligt. I LLNN og Église viderefører nogle af eks-medlemmerne de udtryk i hver sin retning.

Kunstner
Titel
+ Église

The Psyke Project var musikalsk et af de mest ambitiøse metalnavne på den danske scene i 00’erne. Eller metalbands, navnet var egentlig lidt kikset, jo. Og på scenen var de en flok bøvede festaber, der ikke ydede deres musikalske ambitionsniveau fuld retfærdighed, selvom det da, bevares, var sjovt nok at være med til. Med andre ord var The Psyke Project et mere end almindelig godt band med temmelig mange forbehold. 

På de tre første plader arbejdede de sig op mod et stadig større udtryk med toeren, konceptalbummet ‘Daikini’, som et klart højdepunkt og noget nær et mesterværk i genren. Post-metal, episk hardcore, hvad man vil kalde det. Med afsæt i ikke mindst svenske Breach piskede de en malstrøm op af raslende nedstemte guitarer, råben og trommer, der i ryk skubbede det hele fremad, ud over kanten. På den efterfølgende ‘Apnea’ viste de, at de endog kunne forene det med melodier, uden at det af den grund blev crap, sådan som man ellers med al mulig grund kunne have frygtet. Herefter begyndte bandet dog at miste fremdriften, og på de to sidste plader, ‘Dead Storm’ og ‘Guillotine’, stod de kreativt i stampe. Om det var den samme erkendelse, de selv nåede til, om momentum bare var tabt, eller om de simpelthen ikke kunne enes om nye veje at tage det hen, som ville stå mål med de ambitioner, de selv havde bygget op i starten, står uvist hen, men i oktober 2014 sluttede de i hvert fald af. Projektet var afviklet, resultatet langt fra entydigt.

Mens Jeppe Skouv for tiden låner sin bas til Myrkur live, var guitarist Christian Bonnesen ude med sit grindcore-band Piss Vortex, en måned efter The Psyke Project var endeligt afviklet, og i januar sidste år debuterede sanger Martin Nielskov med sit nye band, Czar, og ep’en ‘Menneskehad’. Det forspring holder de to og er allerede klar med hver et nyt band nu, og det er – i langt højere grad end de mere loose Piss Vortex og Czar var det – oplagt at se såvel LLNN som Église som videreførsler af hver sin tendens fra The Psyke Project.

Gurglende og slæbende

I LLNN får Bonnesen følgeskab af The Psyke Projects trommeslager, Rasmus Sejersen, og på debutalbummet ‘Loss’ fortsætter de den rykvist slæbende, gurglende nedstemte lyd fra ‘Guillotine’, men det sker med nogle væsentlige justeringer væk fra metal og over mod noiserock. Det er klædeligt. Derfor kommer det på ‘Loss’ i højere grad til at handle om at fremmane en stemning – kvælende, brutal, afmægtig – gennem en bølgende kværnen end om at lave riff eller melodier. Monotonien er uundgåelig, men den er også et virkemiddel, der er en pointe med den: Der er ingen smutveje igennem ‘Loss’, ingen hooks eller andet at holde fast i, bare et modfaldent sortsyn og musikken som et desperat udtryk for en impotens over for den tilstand.

Jakob Reichert Nielsen, som også producerede Czars ‘Menneskehad’, skaber et lydbillede, hvor de enkelte elementer står klart, samtidig med at det hele vælter ind over hinanden. Synthfladerne får det ikke ligefrem til at minde mindre om Neurosis, men der er ikke umiddelbart den samme spirituelle dimension at spore hos LLNN som hos post-metallens engang så storslåede stamfædre: Her lader man sig ikke kvase for at skrælle lag af og opnå nogen ny indsigt eller noget, her kvases man, blot fordi det er uundgåeligt andet. Og det er en positiv ting: Mens et væld af andre bands med afsæt i Neurosis har forsøgt at afdække kvasi-mystiske dimensioner og give indtryk af indsigt, er ‘Loss’ ren nihilisme. Her er intet tilbage. Ingen skønhed i forfaldet, ingen forsoning med nogen skæbne, her besynges tabet og det store, fede Intet, og det er alt, hvad der er.

Jeg så LLNN varme op for Sick Of It All i sommer, og det var et af de mere aparte line-ups, jeg har oplevet. Måske af den grund var jeg ikke helt åben nok over for LLNN og tog ikke videre notits af dem, heller ikke da ‘Loss’ udkom i november. Havde jeg været lidt mere vakt, ville ‘Loss’ uden problemer have møvet sig ind på min top 5 over danske udgivelser sidste år.

Kaos-matematik

Som LLNN trækker også Église væk den fra metal, der alt andet lige var The Psyke Projects udgangspunkt, men her er det helt ovre i hardcore. Vel at mærke hardcore, som den begyndte at lyde i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne med navne som Converge og ikke mindst de mere mathede Coalesce og Botch. Converge lå altid og lurede som en reference hos The Psyke Project, når de engang imellem rev sig løs af moradset og satte tempo på, og Martin Nielskovs vokal minder sine steder endog meget om Jacob Bannons raspende skrige-growl. Derfor er det også næsten helt synd for Église, at den bærende melodilinje, der åbner debutalbummets pièce de résistance, ‘Have I Become Hell’, minder så meget om titelnummeret fra Converges ‘All We Love We Leave Behind’. For det er et virkelig godt nummer, hvis man ellers kan glemme den association, et kæmpemæssigt anthem.

Resten af debutalbummet ‘Église’ er faktisk også temmelig godt, selvom de resterende syv numre er mindre markante og mere frådende. Hvad Église har kørende for sig er dels de overrumplende skift i rytme og struktur, som man også fandt hos Botch og Coalesce, dels et guitarspil med nogle akkorder, der er ret meget off og lyder lidt som noget, Voïvod kunne have lavet omkring ‘Killing Technology’. Her bør man så springe let og elegant henover, at det album også var en oplagt reference for Converges plade ‘You Fail Me’, og blot glæde sig over, at der er nogle, der er villige til at fortsætte ad dette spor og gerne udforske det videre. For mere end noget andet peger Églises debutalbum fremad, det er en plade fuld af løfter om, hvad det her band kan blive til, hvis de fortsætter. Hvis de ikke slækker på ambitionerne.

Også Église så jeg i sommer, da de spillede – ligeledes i en noget mærkværdig sammenhæng – på Bornhell, og her stod det klart, at de var fuldt ud parate til at levere alt, hvad der forventes af et moderne hardcore-show. Hængende i luften uden at lade det gå ud over den præcision, der er så nødvendig for, at musikken fungerer. På plade giver den hardcore-energi et drive, men man fornemmer også, at der musikalsk kunne være meget mere på spil, end det endnu er tilfældet. Mere kaos, mere math, mere skillen-det-hele-ad for at sætte det sammen på uventede måder. Det håber jeg på, at Église med tiden får indfriet.

For The Psyke Project lykkedes det lige nøjagtig ikke at indfri de forhåbninger, som deres tidlige album gav. Når man hører de bands, der er udsprunget af dem, føler man, at man lidt bedre forstår, hvad det var for nogle spændinger, der rev bandet fra hinanden, om det så reelt var sådan det gik til eller ej. Og selvom hverken Église eller LLNN er så originale, som The Psyke Project var, peger de hver især fremad. Med fornyede ambitioner, om det så er at splitte det hele ad eller bare knuse det.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her