Briller af stål: Taknemmelighed Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a5/56/e2/WeekendNachosCA3-34-1463667174.jpg
19. Maj 2016    

Powerviolence-revyen kommer tjept omkring nye plader med Weekend Nachos og Magrudergrind, en svensk grindcore-hyldest til Beastie Boys og en konstruktiv venezuelansk hærgen.

Titel
+ Nadie Nos Quiere + Livet Som Insats + Magrudergrind

Man skal passe på ikke at komme til at svinge sig selv for højt op, når det er Weekend Nachos, man taler om. Forstået sådan, at når man nu siger, de med årene er blevet et stadig mere sofistikeret band, så er det altså stadigvæk powerviolence, vi snakker om her.

Det er indædt dumt. 

Det er det herlige ved powerviolence, at det er så dumt, og det er selvfølgelig, fordi det i bund og grund slet ikke er det, men bare bruger det som en måde at vise på, hvor åndssvagt og pompøst og lamt det meste andet er. Det er vel næsten den eneste subgenre inden for hardcore og metal, der har kunnet slippe afsted med at være sjov, fordi den ikke er festlig og inkluderende sjov som mosh core, men snarere arrogant og aggressivt sjov. Bands som ACxDC med deres merch-strap-ons og satan-schtick eller de oprindelige Spazz med hiphop-skits og kung fu-filmsamples tager ikke sig selv seriøst som bands, men det forhindrer dem ikke i at udradere tough guy-hardcore og dødseriøs grindcore med en brutalitet og nådesløshed, der ikke står tilbage for mellemamerikanske narkokartellers.

Mens snart albumaktuelle Nails i de senere år har haft ret stor succes med en mere Deathwish-appellerende powerviolence, og Punch havde det med deres youth crew-inspirerede take på genren, har Weekend Nachos altid stået lidt i baggrunden. De var ikke lige så stramme, ikke lige så voldsomme, lidt mere sløsede i det. Det ændrede sig dog markant på deres fjerde album, ‘Still’ fra 2013, hvor der blev arbejdet grundigere med virkemidlerne, og det hele med et kom til at virke ualmindelig effektivt. 

Den udvikling fortsætter de på ‘Apology’. Og som altid, når det er bands fra grindcore- og hardcore-scenen, betyder det, at de sætter tempoet ned. ‘Apology’ har godt nok sin del af det, svenskerne med et herligt ord kalder “mangel”: Fræs er en fattig oversættelse, fordi den mangler associationen til det engelske “mangle”, altså at smadre og gennemtampe. Det får man på sange som ‘Fake Political Song’ eller den poetisk betitlede ‘Dog Shit Slave’. Men man får også nogle af Weekend Nachos’ længste numre, specielt den indledende ‘2015’ og det ti minutter lange afsluttende titelnummer. Nogle gange er det breakdowns, der ender med at fylde mere end det, de skulle være et break fra. Som lytter giver det en en sær følelse af at hænge udspændt mellem to peaks, uvis om hvorvidt det næste peak overhovedet indtræffer, eller om man bare får lov at blive hængende. Det er forstyrrende på en måde, der skaber spænding på ‘Apology’. Andre gange, som altså ikke mindst på titelnummeret, er det ovre i noget, der minder om noiserock, ret meget på samme måde, som Napalm Death de seneste ti år er begyndt at inkorporere det i deres musik. 

Men for det meste er ‘Apology’ faktisk bare midttempo. Det er mildt forvirrende: En powerviolence-plade i midttempo? Det er imponerende, at det alligevel lykkes Weekend Nachos at gøre ‘Apology’ til en god sidste plade. På årets første dag bekendtgjorde bandet, at de ville gå i opløsning efter at have udgivet ‘Apology’ og turneret med pladen. Den 10. juli i Pumpehuset bliver altså sidste chance for at se Weekend Nachos gå helt i stå.

Powerviolencens ‘2112’
Interessant nok benytter venezuelanske Nadie Nos Quire sig af den samme opbygning på ep’en ‘Escama’: Tre korte, rasende hurtige numre på hver omkring et minut opsummeres i et afsluttende fem minutter langt nummer med såvel psykedeliske som postmetalliske overtoner. Det er oplagt at forstå det som en suite, ikke mindst på grund af sangenes titler: ‘No me busques’, ‘No me mires’, ‘No me hables’, ‘No me toques’; led ikke efter mig, se ikke på mig, tal ikke til mig, rør mig ikke. Ligefrem at kalde ‘Escama’ en powerviolencens ‘2112’ er nok at gå til yderligheder, trods alt, men tydeligt er det i hvert fald, at Nadie Nos Quiere på lige fod med toneangivende bands i genren som Weekend Nachos og ACxDC er ved at tage powerviolence et nyt sted hen. Det er ikke sjovt længere, ikke bare, og det er lang tid, siden bandet Charles Bronson rigtig var betegnende for, hvad det hele nok så tilforladeligt gik ud på.

Ekstra eksotiske bliver Nadie Nos Quiere selvfølgelig af at komme fra Venezuela, et land, der på den kulturelle front er bedst kendt for skønhedsdronninger, ærgerlig popmusik og ikke rigtig noget andet faktisk. De fremtrædende venezuelanske intellektuelle og toneangivende kunstnere glimrer i hvert fald ved deres fraværd i den splid mellem en lige så diktatorisk og korrupt højre- og som venstrefløj, der i skrivende stund er ved at sende landet ud i endnu et militærkup eller en borgerkrig. Selvfølgelig har Venezuela lige som resten af de sydamerikanske lande efterhånden en anseelig middelklasse, og selvfølgelig har den også kastet sin del undergrundsbands af sig. Et band som zeta har endda formået at skabe nogen international interesse for deres stærkt emo-prægede post-hardcore med progressive tendenser, men historisk set er det ikke et land, man forbinder med metal, på samme måde som man gør det med Chile, Brasilien, Colombia, selv Argentina og Peru. Alene af den grund er det værd at unde sig selv at checke Nadie Nos Quiere ud.

Men nogle gange er grind også stadigvæk bare grind, og det er godt sådan. Man behøver ikke at udfordre sig selv på alle mulige måder. Og når svenskerne som nævnt ovenfor har et særligt ord for at spille hurtigt og voldsomt, så er det naturligvis, fordi det er en disciplin, som svensken i særlig grad mestrer. Livet Som Insats doserer rigeligt med mangel ud over deres anden fuldlængder – hele 24 minutter, ja – ‘Check Your Grind’. Og hvis den titel ringer en klokke, så er den god nok: På coveret hylder Livet Som Insats Glen E. Friedmans klassiske billede af Beastie Boys fra ‘Check Your Head’. Bortset fra et indledende sample fra den plades åbner, ‘Jimmy James’, og et halvt forsøg på at eftergøre dens breakbeat, er der dog ikke noget hiphop over Livet Som Insats. Eller groove eller noget som helst: ‘Check Your Grind’ er ren, fræsende grindcore for fuld æde. Velspillet, stramt eksekveret, tjept afviklet grindcore. 

Ad omveje tilbage til hardcore
Grunden til, at man overhovedet begyndte at tale om powerviolence i sin tid, var, at grindcore var blevet approprieret af metal i starten af 90’erne, nøjagtig som det var sket årtiet før med thrashen. Dengang var det Napalm Death, Terrorizer og Brutal Truth, der førte an med en kraftig dødsmetallificering af grindcore, der fjernede den langt fra dens udspring i hardcore og crustpunk. Den gren af grindcore blev dominerende, ikke mindst på grund af nye navne som de progressive svenskere i Nasum, men også i høj grad på grund af en tilsyneladende endeløs række af mere eller mindre ligegyldige Relapse-bands fra den periode. Op i 00’erne syntes det at være Relapse Records’ strategi af tæppebombe metalmarkedet med så mange enslydende udgivelser som overhovedet muligt inden for de genrer, de opererede i, og hvis det på den måde lykkedes dem at skabe sig en markant profil, så var det ikke en profil, man ligefrem eftersøgte.

Sådan er det ikke nødvendigvis længere. Relapse Records er et sted nu, hvor de i langt højere grad kan — og i den nye kulturøkonomi nødvendigvis må — vælge, hvad det er værd at udgive. Og vigtigere: Hvor udgivelserne ikke nødvendigvis lyder som Relapse-plader. Så når Weekend Nachos er et powerviolence-band på Relapse Records, er det det, de er, og ikke et Relapse-powerviolence-band. Det er en vigtig forskel.

Det samme gør sig gældende for Magrudergrind: De er et grindcore-band på Relapse Records. På deres sidste fuldlængdealbum, der kom helt tilbage i 2009 og blot lød navnet ‘Magrudergrind’, lå det, de spillede, væsentligt tættere på den powerviolence, Spazz i sin tid var pionerer inden for, ikke mindst på grund af de samples og hiphop-breaks, der lå imellem numrene. Det er væk på ‘II’, der udkom i februar. Som Livet Som Insats tager Magrudergrind på ‘II’ grindcore tilbage til dens hardcore-rødder. Eller det vil sige, for at gøre det hele en smule mere indviklet: Magrudergrind trækker grindcore over mod den del af hardcore, der i 80’erne blev krydsbestøvet af metal i særligt New York. Det viste Weekend Nachos på ‘S.C.A.B.’ fra den foregående plade ‘Still’, at man kunne få noget ret vildt ud af. NYHC med machismoen nedtonet eller i hvert fald med en vis klædelig ironisk distance til den. På Magrudergrinds ‘II’ kommer det til udtryk på heftige bangers som ‘Sacrificial Hire’, ‘Black Banner’ og ‘Husayni / Handschar’, der sporter nogle solide beatdowns, som Agnostic Front ville give en god proteinshake for.

Ellers er Magrudergrind ikke blege for at mangle igennem. Den smule midttempo, der er på ‘II’, tæller højst som optakt, til når der skal grindes igennem. Det bliver der gjort på de 23 minutter, ‘II’ tager om at køre sin pointe hjem. Der er ingen vej frem for musikken her, men der er en vej for fuld skrue direkte ind i den samme mur igen og igen. Det er ret herligt, at Magrudergrind er der til at tage den for en. Og Livet Som Insats. Og, med nuancerne og afstikkerne, Nadie Nos Quiere og Weekend Nachos. På ‘Check Your Head’ havde Beastie Boys en sang om det her: ‘Gratitude’. Om at være massivt pissed over alt det, der gik en imod, og om at finde ud af at være taknemmelig for det, der fungerede for en. Det kan man godt være for de her plader.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her