Briller af Stål: Cavalera æder sig selv Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/40/34/fd/Max-Igor-B2A9210-29-1481130751-46-1527285273.jpg
25. Maj 2018    

Tyve år efter debuten står Soulfly stadig i skyggen af Sepultura, når de spiller på årets Copenhell. Og Max Cavalera ved det tilsyneladende godt selv.

Kunstner
Genre
Fotograf
Peter Troest

Det er sigende, at ingen rigtig huskede det eller fejrede det, da Soulflys selvbetitlede debut for godt en måned siden fyldte 20 år. Det er en plade, som de fleste helst vil glemme, at de engang har syntes var the shit.

For sådan var det faktisk dengang. I slutningen af 90’erne stod den etablerede metalscene i et vadested. Genren havde peaket kunstnerisk og kommercielt ved indgangen til årtiet, og nu virkede det hele oprigtig talt lidt hengemt og kikset pompøst. Det, der virkede som en redning, var den genre, der snart skulle blive kaldt nu metal, og et af de bands, der indvarslede den, var Soulfly.

På sin vis var der som sådan ikke meget nyt over Soulfly. Max Cavalera havde dannet bandet, da han forlod Sepultura i vrede ved udgangen af 1996, og i Soulfly videreførte han den stil, Sepultura på deres to seneste plader, ‘Chaos A.D.’ og ‘Roots’, var slået ind på. Den brasilianske folkemusik havde været en ledetråd gennem de to plader, som i den vestlige presse lidt overbærende blev kaldt sambametal, og det gav mening, at det var Sepultura, der stod for at relancere brasilianismen som kulturel bevægelse. Tolv år efter Max Cavalera og lillebroderen dannede Sepultura som teenagere i storbyen Belo Horizonte, havde Sepultura vokset sig til et af thrash metallens største navne, der ikke alene nød bred anerkendelse på den internationale scene, men også trak en bunke nationale navne med sig ud i verden.

Brasiliens stolthed
Sepultura var kæmpestore og en brasiliansk stolthed, da interne stridigheder brat gjorde en ende på det hele. Stridens kerne var bandets manager, Max Cavaleras kone Gloria Bujnowski, og forløbet var alt andet end kønt for nogen af parterne: Under Sepulturas europaturné i august 1996 døde hendes voksne søn fra et tidligere forhold, Dana Wells, i en bilulykke, og hun og Max Cavalera rejste hjem for at være med til begravelsen. Senere på efteråret besluttede de tre andre medlemmer af Sepultura sig for at fyre manageren, som de anklagede for at favorisere forsangeren. 

Det fik Max Cavalera til at forlade bandet i vrede. Først ti år senere, da lillebroderen Igor Cavalera havde forladt Sepultura, blev de to genforenet i bandet Cavalera Conspiracy. Andreas Kisser, Sepulturas guitarist og bandleder, er fortsat ikke på talefod med Max Cavalera godt 20 år efter bruddet. Tilgivelse er tilsyneladende ikke noget, man arbejder med i deres verden.

Hele den forhistorie er vigtig for at forstå pladen ‘Soulfly’. Det er en plade, der konstant er ved at flå sig selv i stykker i at forsøge på at favne den afmægtige rasen og sorg, der er affødt af tabet af to familiemedlemmer. Den ene, Dana Wells, er død og hyldes derfor i albummets coverart med billeder og dedikationer. Den anden, Igor Cavalera, har svigtet Max Cavalera, der derfor har et mål at rette sin impotente vrede imod. Selvom han nu rammer temmelig bredt i løbet af pladen, tydeligst eksemplificeret i slagsangen ‘No’, hvor det lyder: 

“No bullshit / No slaveship / No muthafucking Hootie & the Blowfish.”

Vent, hvad? “Bulshit,” fair nok, Max Cavalera gider ikke pis. Slaveskibet på sin side hentyder til Brasiliens historie som slavenation. Det var slaverne, der blev importeret fra Afrika for at arbejde på de store plantager, der bragte det meste af den kultur med sig, som i dag kendetegner Brasilien. Capoeira, for eksempel, den stiliserede kampdans, men også musikken. At det fik lov at få så stor betydning for den brasilianske kultur, henføres ofte til, at de portugisiske plantageejere og administratorer havde et langt mere afslappet og åbent forhold til at bolle med deres slaver, end man havde i den spansktalende del af Latinamerika, hvorfor racer og kultur blandedes. 

Kulturel kannibalisme
Som tidligere beskrevet i en klumme om brasiliansk thrash metal blev det udslagsgivende, da en gruppe intellektuelle i 1880’erne bestræbte sig på at skabe en brasiliansk kultur. Det billede, de brugte, var at æde den oprindelige kultur og blande den med de udefrakommende påvirkninger for at skabe noget nyt ud af det. Kulturen skulle ikke længere alene dikteres af Europa, den skulle være oprindelig. Skabes ud af den historie, man var ved at skabe i den nye verden.

Godt 100 år senere var det ikke længere Europa, der dominerede kulturelt i Sydamerika, men USA – hvor Max Cavalera i øvrigt forlængst havde bosat sig – og det forklarer sandsynligvis den tredje linjes udfald mod det godmodige, radiovenlige one-hit-wonder, der havde stor succes på lige præcis det tidspunkt, hvor ‘Soulfly’ kom. Men det virker selvfølgelig også fuldstændig skudt over målet at sammenligne blød voksenrock med slaveskibe.

Sådan er ‘Soulfly’ langt henad vejen: Skudt langt over målet. Vreden er en drivkraft, Max Cavaleras gryende spiritualitet er en anden, selvom den også primært kommer til udtryk i pladens liner notes. Brasilianismen er en tredje dimension med fodboldsangen ‘Umbabarauma’ som fikspunkt – et ordspil på udtrykket “uma para uma”, “en for en”. Og den fjerde, vigtigste, er det tilstræbt moderne. Scratchen, Genrehybriderne. Alle gæsteoptrædenerne.

Det er næsten, som om Max Cavalera havde brug for ekstra støtte fra vennerne, da han skulle stå på egne ben efter bruddet med Sepultura. Fear Factory er med på pladen, Fred Durst og DJ Lethal fra Limp Bizkit er med; Chino Moreno fra Deftones er en af dem, der faktisk bidrager med noget reelt, mens toasteren Benji Webbe fra Dub War er med på en af de sange, der skal vise, hvor åbensindet et projekt Soulfly er.

Det var en vigtig del af filosofien: Alt skulle kunne rummes i Soulfly, og det blev stadig mere tydeligt på de følgende plader. På ‘Back to the Primitive’ gæsteoptrådte såvel Sean Lennon som Tom Araya fra Slayer, og det vidner om, hvor bredt Max Cavalera forsøgte at favne. Det måtte næsten gå galt. På Sepultura-pladen ‘Roots’ havde han med succes blandet tribale rytmer og traditionelle instrumenter fra den brasilianske folkemusik med nedstemt groove metal, men nu skulle han både spille reggae, folkrock og nu metal på en gang, og snart skulle der også blandes elektronisk musik ind i det i det konstante fremskridts navn. Også selvom Max Cavalera med tiden halsede mere og mere bag efter den ekstremmusikalske udvikling, han så gerne ville være en del af.

Trætheden sætter ind
I Max Cavaleras musikalske univers var der plads til alt, bare ikke rigtig musikken.

Det blev stadigt tydeligere over de kommende år. Da jeg så Soulfly på Roskilde Festival i 1998, virkede det egentlig som en meget god idé at drikke øl til sammen med en gymnasiekammerat. Seks år senere i Pumpehuset med en purung Esben Elnegaard som opvarmning havde Soulfly mistet en del af deres momentum. Selvom den nye guitarist Marc Rizzo spillede i bar mave, shorts og rygsæk for at virke som en kommandosoldat, virkede han mere som en turist, der var faret vild i sine egne guitareffekter, og når han lavede cirkelspark og snurrede rundt om sig selv, kom det ret meget til at virke som et billede på hans guitarspil, der også bare kørte i ring. 

Da jeg tredje gang så Soulfly i 2012 på Copenhell, var alt galt: Jeg ved ikke, om Max Cavalera havde taget den rastafarianisme, som han med dreadlocks og reggae-interluder havde claimet på de foregående plader, så alvorligt, at han simpelthen var baske-skæv, men den mand, der stod på scenen, var i hvert fald ikke længere nogen hævnende, gammeltestamentligt arrig gud. Han var en lidt tyk hyggeonkel med George Clinton-hår, der dårligt magtede at slæbe sig igennem hverken sine egne sange, bagkatalogets stoltheder fra Sepultura-tiden eller covers af Slayer. Han kunne ikke rigtig overskue at spille guitar. Når han forsøgte det klassiske hoppeborgs-move til musikken, havde han ikke luft til at synge, og når han havde luft nok, lød det bare, som om han hellere ville hjem til familien.

Selvom familien var med. Dengang havde Max Cavalera sine to teenagesønner med som gæstesangere på scenen, nu er den ene af dem, Zyon Cavalera, fast trommeslager i bandet. Den samme Zyon Cavalera, hvis hjerteslag i livmoderen indledte Sepulturas plade ‘Chaos A.D.’ En cirkel er altså sluttet. Max Cavalera og Igor Cavalera har sluttet fred og spiller sammen i Cavalera Conspiracy.

De gamle dyder
En anden cirkel er også sluttet: Det, der for alvor får pladen ‘Soulfly’ til at falde igennem, er dens komplette mangel på riffs og melodier. Som om Max Cavalera i al sin arrige iver har tænkt, at det var nok bare at stemme ned og så banke nogle trommer af sted, så var der ingen, der ville lægge mærke til, at han ikke havde skrevet nogen sange til pladen. 

Det var der. 

Det er pinefuldt tydeligt, når man i dag slæber sig gennem den gode times tid, pladen varer. Der sker ingenting. Der sker selvfølgelig en masse udenom det, men i kernen er der helt hult.

Det har Max Cavalera siden rettet op på. Fra pladen ‘Omen’ og frem vendte han tilbage til de thrash metal-riffs, der i sin tid havde sendt ham ind på den internationale scene. Grunden til, at han i 2018, 20 år efter debuten med Soulfly, omtrent 30 år efter det internationale gennembrud med Sepultura, står på scenen på Copenhell. Forhåbentlig revitaliseret. Max Cavalera har fundet tilbage til de gamle thrash-dyder, som han i sin tid hovmodigt forkastede i modernitetens navn. At han så har svært ved at finde frem til den nerve og nødvendighed, der var på ‘Soulfly’, er en anden sag. At det er noget nær umuligt at finde tilbage til den rå charme, der skød Sepultura ud på verdensscenerne i slutningen af 80’erne, en tredje.

Når Max Cavalera spiller med Soulfly natten til fredag på Copenhell, er det ikke for at høre smagsprøver på den kommende Soulfly-plade, den 11. i rækken, at nogle af os troligt dukker op mod bedre vidende. Det er ikke engang for at høre noget af det første; dårligt for at høre noget af det, der kom før det, blive trukket ud i manegen en gang til. Det er for at blive mindet om, at der var engang, hvor Max Cavalera betød noget. Lige give ham en næve i vejret som hyldest for, hvad Sepultura engang var. Skride hjem, inden man risikerer, at han begynder at spille reggae eller får en DJ med på scenen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her