Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10 brutale år fejres

Populær
Updated
10 brutale år fejres
10 brutale år fejres
10 brutale år fejres
10 brutale år fejres
10 brutale år fejres
10 brutale år fejres
10 brutale år fejres
10 brutale år fejres

Aarhus-stoltheden Club Brutal har afholdt adskillige arrangementer gennem tiden, og nu er der løbet så meget vand gennem åen, at der afholdes 10 års-jubilæum.

Kunstner
Titel
Morten Bager
Dato
07-01-2013
Fotograf
Michael A. Kaiser (tilladelse til brug via Morten Bager)

Der er egentlig blot gået et års tid, siden vi sidst havde en snak med Morten Bager om Club Brutal - den tilbagevendende metalklub i Aarhus, som har arrangeret adskillige koncerter på hedengangne Musikcaféen i Mejlgade og siden 2012 på det nye fine sted Radar (læs interviewet HER). Men Club Brutal fylder 10 år på onsdag den 16. januar 2013, så det var kun logisk at hive fat i den metalpassionerede hr. Bager igen.

Tillykke med de 10 år. Hvordan skal det fejres?

- Tak! Som tak for 10 års solid opbakning gi’r vi en omgang, et sæt møghidsige koncerter med lokale I’ll Be Damned (som i øvrigt er valgt til månedens demo i Gaffa denne måned - red.) og Ferocity fra Aalborg, og så slår vi selvfølgelig lidt på glasset!

Har der været overvejelser om fejringen skulle flyttes til weekenden, for det kan jo være et sats at hive folk ud af stuerne på en mørk januar-onsdag?

- Hæhæ, ja – måske skulle vi servere varm kakao i stedet? Vi ville egentlig blot markere vores 10-års fødselsdag med en reception på selve dagen. Men hors d'oeuvres og boblevand er sgu ikke særlig metal, så vi tænkte, at det mere var i Club Brutals ånd at gi’ en omgang med hegn til!

I startede jo i sin tid med Koldborn ... Ser man på Wacken, så har dén festival jo haft held med reunion-shows - og måske også lidt mere kapital til at gennemtrumfe den slags - men har du prøvet at høre Koldborn, om de var klar på at fejre Club Brutals specielle dag?

- Ja, Koldborn spillede til den første Club Brutal tilbage i 2003 og jeg har faktisk haft kontakt til dem løbende gennem de seneste to år med netop dette formål for øje, men da bandet reelt ikke eksisterer, er det desværre ikke lykkedes at genforene dem. Men jeg synes dog, at vores to optrædende er et par fuldfede grupper, som er absolut lytte-og anbefalelsesværdige, og som enhver bør tjekke ud!

Club Brutal har holdt til på Radar i et års tid snart – hvordan er det gået, er det de helt rigtige rammer?

- Rader et meget lækkert og gennemført nyt spillested, der er bygget til formålet, hvilket man ikke kunne sige om de små lokaler i baggården i Mejlgade. Selvfølgelig er det ærgerligt at miste den patina, det gamle spillested havde, men sceneforhold såvel som lys og lyd er væsentligt forbedret. Den større kapacitet gør jo også, at vi kan tiltrække lidt større kunstnere en gang imellem – fx har vi haft besøg af Entombed og har Enslaved på plakaten til april.
- Derudover har vi en overraskelse til alle vores gæster: I den nærmeste fremtid vil vi holde udvalgte metalkoncerter med scenen stående midt i rummet med publikum rundtom (som fx Metallica gør i en større målestok), hvilket gerne skulle give folk en meget mere intim og unik oplevelse … samt muligheden for grumme circlepits rundt om scenen – dét bli’r fee!

Ligesom nytår byder på nytårsforsætter (for nogen), så kan sådan et skarpt hjørne som et 10 års-jubilæum også sætte tanker i gang: hvor skal Club Brutal ”hen” de næste 10 år?

- Club Brutal skal værne om sine kerneværdier, nemlig at vi ikke gør det for pengenes skyld, og at det kan mærkes på fx billetpriserne, samt at vi fortsat skal sætte fokus på vækstlaget. Vi har altid forsøgt at huske at booke nogle anderledes koncerter, som fx den seje koncert med norske Årabrot i sommer eller svenske Lillasyster, i stedet for ’bare’ at spille de sikre kort. Men vi skal også huske at forkæle vores gæster med lækkerier fra udlandet, som vi tidligere har gjort med navne som Vital Remains, Lumsk, ProPain, Dozer eller Macabre! I denne brydningstid er det vel bedst at satse på det, man gør bedst?

Så afgjort, hr. Bager! Devilution vil gerne ønske Club Brutalt et stort tillykke med den store dag. Vi glæder os til de næste ti år med Club Brutal-arrangementer.

Arrangementet på onsdag foregår på Radar i Aarhus, og vil man vide mere om dét arrangement, så er det bare at klikke sig videre HER.

Og så får I lige lidt musik fra de to bands, der lægge det helt rigtige soundtrack til et metallisk jubilæum: