Copenhell ’17: Svigtede festivalen rødderne? Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d1/2d/2c/copenhell-2017-56-1498507850.jpg
26. Juni 2017    

Hvis Copenhells vokseværk er på bekostning af udgangspunktet som metalfestival, og programmet udgøres af for lidt ekstremmetal og for meget blød rock og hovednavne, der tiltrækker det forkerte segment, så står vi tilbage med en succes for alle andre end de danske metalfans.

For ottende gang har vi været på Copenhell. For andet år i streg udsolgt. Denne gang i en større version, både hvad angår omgivelserne og antal gæster – 23.000 mennesker var på plads. 3.000 mere end sidste år, men uden at det frembragte en egentlig klaustrofobisk fornemmelse på den let udvidede plads, hvor også den gamle værftshal var taget i brug. Godt træk!

Men i år synes der alligevel at være et skår i gensynets glæde.

Klikker man ind Copenhells Facebook-side og scroller anmeldelserne igennem, er kritikken overvejende positiv, men det er slående, at flere hæfter sig ved, at Copenhell 2017 var præget af en adfærd, der ikke tidligere har været karakteristisk for festivalen.

Flere synes simpelthen at have haft oplevelsen af trælse typer. Ikke de tilforladelige af slagsen i kiksede kostumer eller de med en motorisk udfordrende promille i blodet. Men den slags personer, som har svært ved at opføre sig ordentlig og begå sig med respekt over for deres omgivelser, så man sørgeligt bliver vidne til slagsmål, håndgemæng og sexisme. Den adfærd, vi desværre også kender lidt for godt, når vi drager til koncerter med Metallica og Rammstein i Horsens eller AC/DC i Roskilde

I kender typerne, og de vil uundgåeligt følge med til begivenhederne med genrens største navne. Det er – desværre – en præmis, der følger med de oplevelser. For der kan ikke ændres ved, at en håndfuld metalnavne appellerer til andre end bare genrens trofaste fans. 

To af den slags kommercielle navne stod netop øverst på plakaten i år, da System of a Down og Rage Against the Machine/hip-hop-cocktailen Propeths of Rage var torsdagens store trækplaster.

Det var givet på forhånd. Ingen får de navne at se uden følget af et belastende mindretal, der har svært ved at styre sig. Om de så kun havde købt endagsbilletter, eller var der for alle tre dage, skal vi ikke kunne sige, men især torsdag var den dårlige stil synligt repræsenteret.

Nej tak til Metallica
Det efterlader et helt simpelt spørgsmål. Vil vi undvære visse navne i bytte for en festival med en bedre atmosfære?

Uden tvivl! For to år siden talte vi med Copenhells chefbooker Jeppe Nissen, der sagde ”glem Metallica og Rammstein”. I dag er virkeligheden en anden. Ingen af de to bands er længere utænkelige navne på fremtidens Copenhell. Så sent som tilbage i februar, da Metallica var i landet, udtalte Lars Ulrich, at han sagtens kunne forestille sig Metallica gæste Copenhell.

Men hvor meget vi end ville elske at opleve verdens største metalnavn på vores hjemlige nationalarena for heavy metal, så bliver det et nej tak herfra.

Copenhell har ikke brug for Metallica. Copenhell har brug for metal!

Vi er med på, at Copenhell kræver store navne for at kunne løbe rundt økonomisk i den størrelsesorden, hvor over 20.000 gæster besøger Refshaleøen. Men det må kunne lade sig gøre uden at svigte rødderne og ødelægge det unikke format, der i første omgang har vundet metalfolkets hjerter. 

Det er simpelthen en falliterklæring at stå prime time fredag aften og opleve Black Star Riders spille foran store lufthuller på Hades. Endda på samme tid, hvor Candlemass var henvist til den mindste scene og spillede foran et massivt publikum.

Sådan har vi altså ikke tidligere oplevet arrangørerne planlægge med hovedet under armen. Black Star Riders er absolut et hæderligt rockband, men der er nok en grund til, at gruppen også stod på Jelling Festival for en måned siden. Hvad laver Black Star Riders og for den sags skyld Europe egentlig på Copenhell? Altså, vi taler om en festival, der i 2011 bød på black- og dødsmetallens kongenavne som Mayhem, Morbid Angel og Deicide, men som i år kun valgte at repræsentere de to ekstreme genrer i form af de ret ukendte og til dels nye miniputnavne Memoriam og Batushka. Og hvad med populære, klassiske genrer som power- og folkemetal? Hvis altså vi taler udenlandske navne.

Flot fokus på den hjemlige scene
Fra den hjemlige scene fik vi dødsmetal fra Baest og til dels Hatesphere, power metal fra Seven Thorns og Huldre samlede et kæmpe publikum foran Hades til en folkemetallisk svingom, mens Slægt spillede en flot koncert for et stort publikum. Den ros skal årets program naturligvis have. Blikket for den danske scene var sublimt med alle de kompetente grupper, der fik chancen for at vise formen i løbet af festivalens eftermiddage. Ej at forglemme den unikke oplevelse, det var at få lov at se suverænt velspillende Invocator, som Copenhell havde brugt flere år på kun at få gendannet til lejligheden. Se, det er en profil man kan have respekt for. Tak for det!

Ekstremmetallens mellemlag manglede
Men hele mellemlaget af ekstremmetallens toner glimrede i sit fravær. Og det er jo altså ikke, fordi de navne ikke var tilgængelige. Kig på programmet til Norges Tons of Rock, der fandt sted de samme tre dage, og på resten af Europas festivaler. Satyricon, Enslaved, Emperor – endda kun på kortvarig gendannelsesturné denne sommer – Sodom og Venom blot for at nævne de få og endda for at nævne navne, der aldrig har gæstet Copenhell.

Og i stedet bliver gæsterne fredag aften, spist af med Black Star Riders på Hades foran få mennesker?

Det er til grin, når man ser på hvilke navne, der spiller på festivalerne i vores nabolande. Fordi det jo netop ikke er ønsketænkning fra fantasiens overdrev at få navne som disse omkring Refshaleøen. Opgaven består i at balancere det aldeles rimelig krav om at sælge en hulens masse billetter, de logistiske udfordringer, der ligger i bandenes turneplaner, med en skarp kunstnerisk profil.

Glimrende generation af nye hovednavne
Men i mangel af bedre må man derfor i år også acceptere, at System of Down var på programmet trods de belastende gæster, der uundgåeligt fulgte med i kølvandet. Hvis det nu virkelig ikke kan være anderledes, og store navne skal på plakaten ud fra et krav om at Copenhell bare må og skal trække over 20.000 gæster.

Til det formål bød Copenhell da også på nutidens største navne fra den nye generation. Ser man på plakaterne fra 2016 og i år, kan metallens vagtskifte ikke være mere åbenlyst. Sidste år sagde vi farvel til Black Sabbath og et næsten-farvel til de jævnaldrende musikere i Alice Cooper og Scorpions. Ikonerne, der synger på sidste vers. Dem, metalmedierne har så travlt med at efterlyse arvtagere til. Uden at opdage, at de faktisk er for øjnene af os!

Tiderne har ændret sig. Det er for sent at få berømmelse og status som de første, der blev de største. Og det er generelt svært at blive mastodonter i den digitale tidsalder. Men det sker og vil altid ske, at nye navne vokser frem og bliver scenes nye kæmper. I rockens verden er Alter Bridge med i spidsen, og i metallens afdeling jagter Five Finger Death Punch Slipknot for at blive sin generations største.

Det er muligt, at nogle tænker, musikken var bedre i gamle dage, men det er irrelevant for den virkelighed, vi skal forholde os til. Faktummet er, at et band som Five Finger Death Punch har større appel til nutidens metalfans på Copenhell, end eksempelvis koryfæer som Alice Cooper og King Diamond har.

Det er virkelighedens verden i 2017, og der kan ikke ændres på det. Five Finger Death Punch var muligvis til grin i Ekstra Bladets Thomas Treos øjne, men han må vænne sig til det. Vi gav koncerten fem firkanter, fordi de overbevisende skabte den store fællesfest. Og det er næppe sidste gang, Five Finger Death Punch gør det. For det er dem og Alter Bridge og dette årtusindes andre nye navne, der kommer til at stå med de største bogstaver på fremtidens Copenhell-plakater.

Judas Priest i 2018?
Men inden den første generation helt går på pension, skal vi nok få blandingen af de gamle guder og de nye tronbejlere at se sammen på programmet den næste håndfuld år. Med en ny plade på vej virker Judas Priest som et oplagt bud på et af Copenhells hovednavne i 2018. Ellers er det for tidligt at spå om de andre i kategorien. Men man behøver ingen krystalkugle for at se, at Copenhell skal huske udgangspunktet, hvis tilfredsheden skal være større end festivalens profit. 

Glem Rammstein og Metallica og få fokus på hele mellemlaget af de mest beskidte, brutale og bragende høje black-, death- og thrash-bands, der kan hives ind. Tilsæt det mest ambitiøse vores hjemlige scene kan byde på og gerne krydret med lidt smule rock og core – så har vi igen den metalfestival, vi husker og nyder på den gode måde.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her