Copenhell 2018: Fredagsplanen

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5d/f6/0b/Knallertklubben-35-1528785339.jpg
10. Juni 2018    

Fredagen lokker med med godt, gammelt og genbrugt, men efterlader også plads til autotune, electronicore og lidt norsk mørke. Her får du skribenterne Svend og Signes syn på, hvad der absolut må prioriteres, og hvornår det er mere hensigtsmæssigt at flygte fra scenerne for at lade op med kalorier.

Spillested
Dato
22-06-2018
Koncertarrangør

Fredagen på Copenhell byder på rigelige mængder orkestre, der tjente deres penge, inden Napster overhovedet var en ide på et tegnebræt. Derfor satte vi to af vores +30-årige skribenter til at give deres bud på, hvad du skal og ikke skal bruge din tid på, når tømmermændene fra åbningsdagen endelig har lagt sig.

Jyderedaktionens praktikant Svend Lokjær og dødsthrash-connoisseur og mater familias Signe Andersen fører dig kyndigt og kritisk gennem Copenhells andendag.

Signe: Hvornår begyndte du egentlig at komme på Copenhell?

Svend: Jeg var der til debuten i 2010, hvor jeg var så stangvissen det meste af tiden, at det ikke rigtig tæller. Missede 2011 og 2014, sandsynligvis havde jeg lødige undskyldninger begge gange. Sikkert noget med fodbold. Hvad med dig?

Signe: Jeg har været med alle årene, hvilket efterhånden er lidt problematisk, fordi det lige så meget som musikken jo også handler om at opretholde sit streak, uanset hvor mange cirkustelte der bliver sat op. Jeg er spændt på festivalpladsen i år. Jeg synes, det er gået lige vel stærkt med pøllede gøglerboder og underlige gimmicks, der ville passe helt perfekt på Vorbasse Marked eller lignende.

Svend: Det lyder rigtigt. Heldigvis bliver fredagen den dag, hvor jeg, ligesom alle de andre år, heller ikke får tid til at kigge på gøglerboder, Slåsseland, vikingesauna, rødvins-cigarbar, svenske midsommertraditioner og alt det andet fjolleri, som bare er unødig larm rundt omkring scenerne.

Men med torsdagens lidt haltende program in mente kan jeg allerede nu regne ud, at jeg får rigelige mængder af to ting, jeg meget dårligt kan tåle: Jägermeister og direkte sollys. Derfor bliver fredag en langsom starter, hvor jeg helt sikkert misser de første par bands, før jeg får slæbt mig selv ud af campletten og over på festivalpladsen. Skulle det utænkelige ske, at jeg er funktionel ved middagstid, springer jeg alligevel over Tainted Lady. Jeg har aldrig brudt mig om puddelrock, og de virker også alt for glade.

Signe: Jeg aner ikke, hvad Tainted Lady er, og har fuldstændig undgået at tjekke det ud, fordi de har et voldsomt irriterende bandnavn. Så når du siger puddelrock, bekræfter det blot, at jeg skal noget meget vigtigt lige der. Der er nok noget pap, der ikke kan tørre, uden jeg kigger på det ... Ved nærmere gennemlytning er det dog ikke helt så grelt som først antaget, og live får det måske endnu mere liv. Det får sgu et besøg.

Jeg regner med at have en af mine døtre med torsdag, så jeg kommer nok i seng i god tid og kommer af samme årsag til at stå og trippe i en bar ret tidligt om fredagen, hvor jeg vil tsk’e af folk, der har drukket for meget Jägermeister dagen før. Jeg regner dog med at se på Auðn.

Svend: Auðn kunne måske være meget sjovt, mest fordi intet skriger festival-tolerance mere end at stå og nynne med på en gang gletscherblack klokken kvart over et en stegende hed fredag eftermiddag.

Signe: Derefter spiller Exodus heldigvis, så jeg har en god undskyldning for ikke at se Natjager ...

Svend: Der er ingen gode undskyldninger for ikke at se Natjager. Jeg skal lige skynde mig at se de første par numre af Exodus, før jeg løber over og danser moderne. Her er der selvfølgelig thrash-puritanere, der forbander de unge og deres core-lårt til helvede, men jeg er selvfølgelig også kun 35 år gammel, så jeg skal nok blive klogere engang.

Signe: Det med Natjager tror jeg bare er en angst for egentlig at kunne lide dem. Det er sådan noget, Jacob Dinesen [Devilutions fotograf, red.] kunne finde på at høre, og så ved man ligesom, at det bare er nemmere at holde sig væk. Men der er altid bands, jeg ikke kendte i forvejen, som overrasker positivt, blandt andet Code Orange, der spillede der i 2015. Måske kunne det godt blive Natjager i år.

Selvom jeg er 65 år inde i musikhjertet, kan jeg kun skrive 35 på papiret, og så bør jeg vel kunne acceptere en vis grad af autotune i mit liv, selvom det ikke kommer ud af munden på Hævi Henning, hvor det ellers absolut gør sig bedst.

I øvrigt kan det vise sig at blive skrækkelig pinligt med Exodus på hovedscenen så tidligt på dagen. Jeg tror, man har overvurderet, hvad de kan trække og hvornår. Jeg skal primært se dem for at spilde fadøl på alle dem, der vidende belærer deres venner om, at guitaristen er ‘ham der fra Slæjer', på en måde, så det lyder, som om Gary Holt startede sin karriere i Slayer, og at de er de eneste i universet, der har fattet det. 

Svend: Og så er der lige tid til at blive skuffet over endnu en statisk koncert med At the Gates. I betragtning af det materiale, de har, skulle man næsten tro, de gjorde sig umage for at være kedelige på scenen. Lidt ligesom Bloodbath. Men jeg skal selvfølgelig se dem, mens jeg længselsfuldt mindes de tider, hvor man konsekvensfrit kunne drikke en flaske Jägermeister selv. Det gør så også, at jeg ikke får set Orm. Hvilket jeg fint kan leve med, selv om det ikke er særlig trve kvlt af mig.

Signe: Ja, af nostalgiske årsager skal jeg også runde At the Gates. I det hele taget bærer fredagen præg af genbrugt, udtrådt, gammelt og dermed god musik, som jeg glæder mig til at gense. Kreator, Ozzy og Deftones især. 

Svend: Deftones er der, hvor jeg går helt i fanboy-mode. Her bliver den bedagede krop slæbt helt op foran, mens jeg håber på, at de bare spiller noget, der er 20 år gammelt. Det er vel også det eneste af den oprindelige bølge af nu metal-bands, der stadig har noget tilbage, der minder om kunstnerisk integritet. Deftones fik mig til at tage til Northside Festival for et par år siden, hvilket siger en del om, hvor meget jeg vil gå igennem for at høre dem live.

Signe: Jeg ser også frem til Deftones! Det er egentlig deres skyld, at jeg kom med det første år, hvor de også spillede. Jeg fik annonceringen at vide, mens jeg var på natarbejde på det hedengangne The Rock. Jeg havde ikke set dem live før og blev så ramt af nyheden, at jeg begyndte at tude og derefter straks fik stukket nogle fribilletter i hånden. Hvor tøset. Men det bliver en sej koncert, også i år! Og så vil jeg måske lade mig overraske af Crossfaith, selvom det umiddelbart ser ganske skrækkeligt ud.

Svend: Crossfaith er det band fredag, hvor jeg allermest skal have noget at spise ovre i den anden ende af pladsen. De par numre, jeg har hørt, lyder som om det mest er en fattigmands-Babymetal. Og det skal jeg ikke have noget af, tak.

Signe: Nej, jeg har også overvejet, om jeg i grunden har et oprigtigt dødsønske. Det finder jeg ud af fredag eftermiddag. Og så er jeg spændt på, om Graveyard får oprejsning efter deres sørgelige antiperformance på Helvíti i 2014. De er et sublimt liveband, når de ellers er vågne.

Svend: Det eneste svenske retrorock, mine sarte ører kan holde til, er The Night Flight Orchestra. Som er modbydeligt godt, også selv om Jacob Dinesen kan lide dem. Jeg håber lidt på, at de headliner alle tre dage næste år. Men mon ikke jeg bare skal have noget mere at spise under Graveyards sæt. Og måske Jägermeister.

Senere står den så på Alice in Chains, der bliver “okay, men stadig træls, at ham den døde forsanger ikke er med mere”.

Signe: Det er i grunden meget praktisk, at Alice in Chains ikke slæber døde folk med på scenen, og jeg må sige, at jeg var positivt overrasket, da de spillede sidst. Og så er der bare noget over at kunne stå og brøle med på alle de "gode gamle", som var man 16 år igen.

Svend: Det var faktisk vildt godt, ja. Jeg har aldrig set et band håndtere tyve minutters strømafbrydelse så pænt. Så ja, Alice in Chains bliver også en af de obligatoriske. Og måske dagens store, samlende koncert. I hvert fald indtil Kreator ...

Signe: Det er lidt ærgerligt, at Bersærk spiller samtidig med Kreator. Hvor gerne jeg end ville opleve dem, vil jeg under ingen omstændigheder gå glip af Kreator.

Svend: Preaching to the choir, gurrrrll!! Kreator har egentlig aldrig sagt mig det store, men de var festivalens måske bedste koncert i 2015 og kunne sagtens blive det igen i år. Hvilket er synd for Bersærk. Hvis man er sår’n en, der ikke er til dåsebajere, denimvest og prøjserspeed, er Bersærk et meget holdbart alternativ. For de er et ret fint bekendtskab live. Og har sikkert også dåsebajere med, i øvrigt.

Signe: Jeg er temmelig vild med dåsebajere ellers, men jeg tror, at fredag aften bliver et fadøls-streak, for lige efter Kreator er det tid til at opleve Ozzy en sidste gang. Sabbath-koncerten i 2016 var en euforisk oplevelse for mig, og planen var, at jeg i selskab med kæresten skulle have været til Birmingham for at se deres sidste koncert i februar 2017. Det skete ikke, og af den årsag bliver dét at se Ozzy igen som at slutte fred med, at vi ikke kom af sted. Jeg er dog noget nervøs efter at have læst anmeldelsen fra Sweden Rock Festival. Jeg har det ekstremt anstrengt med Zakk Wylde, og jeg kan ikke bære, hvis han har tænkt sig at tage fokus fra numrene.

Svend: Ozzy skal jeg selvfølgelig også se, mest fordi Ozzy. Jeg elskede Black Sabbath, men har aldrig været vild med hans 80’er-gøgl. Hvis bare han spiller noget fra 'Ozzmosis' og ikke skvatter over sine egne ben' er jeg glad. Og derefter er der Enslaved. Hvilket bliver episk som bare fanden og forhåbentlig ikke lige så kedeligt som fredagens svenskere.

Signe: Enslaved har jeg faktisk ikke noget forhold til, hvilket er lidt pinligt og utvivlsomt en kommentar, der vil afføde vrede blikke fra kæresten. Jeg har forsøgt at høre både ‘Eld’ og deres seneste album, ‘E’, da det udkom, men vi blev sgu ikke venner. Men spilletidspunktet og sceneplaceringen gør, at det kan blive en rigtig sej koncert. 

Og så er der Danko Jo..... Dank.... Da.... nej, jeg bliver så træt. Det er der nogle andre, der må forholde sig til. Det plejer også at være omkring det tidspunkt, hvor jeg er så utålelig, enten af glæde, vrede over en ulidelig koncert eller af fuldskab, at det giver mening at fise af. Jeg har en ide om, at jeg skal se Livløs lørdag kl. 13 dagen efter, så det er nok heller ikke så dumt.

Svend: Danko Jones bliver den første koncert, jeg ikke magter at holde mig vågen til. Eller, det gør jeg, det bliver bare i en eller anden ølbod, hvor de spiller mere Pantera, end Danko Jones plejer at gøre. Måske Biergarten. Hvis ellers de får løftet arven fra Escobar i år. Det var satme dåsk sidste år, sagde jyden. Og Livløs lørdag morgen (jo, det er “morgen” i festivalterminologi) bliver en af de små fester i festen. Den må man ikke gå glip af!

Nu er ovenstående naturligvis den øverste sandhed i forhold til, at tage de gode musikalske valg om fredagen på Refshaleøen. Vi vil dog alligevel godt dryppe lidt nuanceret inspiration fra os, så for en mere objektiv guide til gammelt, nyt og spændende, kan du læse redaktionens dagsguide til fredagsmusikken her. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her