Copenhell 2018: Guide til fredagen

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/9a/42/a0/ozzy-35-1529049564.jpg
07. Juni 2018    

Thrash, autotune, black metal, dansk råberi og støvet amerikansk grunge. Fredagen kan det hele, og Mørkets Fyrste lukker hovedscenen, mens Enslaved og Danko Jones rydder op på de øvrige scener.

Titel
Audn + Exodus + Natjager + At the Gates + Deftones + Alice in Chains m.fl.
Spillested
Dato
22-06-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Fredagen starter med hard rock og atmosfærisk black for senere at levne spilletid til thrashens gode gamle og danske opkomlinge, blandt meget andet.

TAINTED LADY – Pandæmonium, kl. 12 

Fordi: Danske Tainted Lady er bandet, hvis sange du allerede kan synge med på, inden du har hørt omkvædet første gang. Guitarrocken går lige i dunken og titter begejstret over til den svenske hard rock-scene. Tainted Lady har haft et samarbejde med Søren Andersen (Glenn Hughes, Electric Guitars) i tilblivelsen af debutalbummet ’How the Mighty Have Fallen’, der udkom i maj sidste år, ironisk nok, på Mighty Music, ligesom de vandt prisen for 'Best Danish Music Video' til High Voltage Rock Awards 2017 for videoen til nummeret ’Ampburner’. De bringer masser af attitude og spilleglæde til Pandæmonium, og her får du altså en middagsfest af de bedre!

For: Fans af Def Leppard, Hardcore Superstar og fire fjerdedele.

Pensum: 'How the Mighty Have Fallen'.

AUÐN – Hades, kl. 13.15

Fordi: Black metal et ikke det, vi kender Island for. Deres primære kultureksport har gennem tiderne været islandske heste, Björk og senere smarte finansspekulanter. Men Island kan mere end sidde på hesteryg, være excentriske, hvile i varme kilder og købe banker. Der er også sort metal. Det er trods alt i Island, vi finder klippeformationerne, der er skabt af lava, og som har fået navnet dimmuborgir. Nogle nordiske naboer lod sig vist inspirere af disse for nogle årtier siden.

Auðn, der blev dannet i 2010, har selv ladet sig inspirere af navne som Bathory og Immortal og har udgivet to plader, hvor 'Farvegir Fyrndar' er den seneste, fra 2017. De spiller en atmosfærisk og melodiøs black metal, der bl.a. har medført, at de vandt den islandske del af Wacken Metal Battle, og det bragte dem også forbi Roskilde Festival i 2017, hvor scenevalg og volumen ikke rigtig bidrog til den stemning, der bør være, når de går på scenen. Forhåbentlig kan Copenhell give dem mere passende rammer til sommer. Læs her om deres egne planer for showet.

For: Fans af Alcest og store armbevægelser

Pensum: 'Auðn', 'Farvegir Fyrndar'



EXODUS – Helvíti, kl. 14

Fordi: Der bliver taget godt hånd om den klassiske thrash metal på sommerens Copenhell. Hvor Kreator og Sodom var skoledannende inden for den tyske thrash, var det i USA San Fransiscos Bay Area-område, der kom til at lægge navn til en gren af genren, der den dag i dag gør sig gældende. Bay Area-thrashen var mere teknisk raffineret end Ruhrdistrikt-thrashen og mindre hardcore-påvirket end newyorker-thrashen, men som Exodus med al tydelighed slog fast fra starten, betød det ikke, at den ikke sagtens kunne være både dum og voldelig. Altså på den rare, velkendte måde. 

Den voldelige side af den menneskelige natur har altid været et fikspunkt for Exodus, og bandet har behandlet den med en blanding af fascination og vantro. Det er kommet til udtryk i sange om brasilianske fængselsoptøjer, om kannibalisme og seriemordere, men også i sange som den klassiske ‘Toxic Waltz’, der er en hymne til moshpitten og handler om at forvolde størst mulig skade i den. Med et smil. For hos Exodus handler det alt sammen om ‘Good Friendly Violent Fun’, som deres første livealbum hed.

Gennem deres snart fire årtier lange historie har bandet skiftet forsangere frem og tilbage med samme frekvens, som Slayer har skiftet trommeslagere – og måske derfor har hovedmanden, guitarist Gary Holt, helt naturligt fundet sig til rette som afløser for Jeff Hanneman i Slayer. Det betyder, at der kun er tid til Exodus, når Slayer holder ferie, men efter sidste års prægtige afslutning af Copenhell har de altså givet Holt plads til at vende tilbage til festivalen. Exodus var der også for to år siden; dengang var det uden Holt, men til gengæld med forsangeren Steve “Zetro” Souza, som var med på bandets skelsættende plader i 80’erne og 90’erne og stadig er med. 

Det er altså noget nær et klassisk Exodus-line-up, vi kommer til at opleve på Copenhell til sommer. Der er lagt op til en god lektion i vold.

For: Dem i hvide basketstøvler.

Pensum: Bare start fra 'Bonded by Blood' og kør derudaf.

 

NATJAGER – Pandæmonium kl. 14.15

Fordi:
"... vejen (virker) ligesom også banet til en tjans på næste års udgave af Danmarks store metalfestival". Således skrev vi sidste år i forbindelse med Natjagers debutkoncert i Pumpehusets Byhave. So let it be written, so let it be done. Som altid ved Devilution bedre end de fleste, hvad der rører sig i den danske metalandedam – for ja, i år skal Copenhells publikum lige akkurat rocke til lyden af dansksproget autotune. 

Det skal blive vildt interessant at se, om det københavnske bands fortolkning af metalmusik vil blive taget lige så godt imod af Copenhells publikum, som det var tilfældet på Roskilde Festival sidste år. Her blev deres på en gang excentriske og melodiøse blanding af nu metal og post-hardcore omfavnet af Orange Feeling-publikummet med fest og højt humør. Helt generelt byder Devilution selvfølgelig mangfoldigheden velkommen i det ganske metallandskab, og eftersom Natjager braser igennem lydmuren med en imponerende selvsikkerhed, står vi selvfølgelig klar på forreste række.

For: Dig, der kan lide glad, energisk og dansabel distorted poprock. Og Deftones.

Pensum: 'Natjager'

AT THE GATES – Hades, kl. 15.15

Fordi: Oh, well! Pionererne i At the Gates er ikke færdige med os endnu. Det er ganske vist 23 år siden, svenskerne gav os signaturstemplet på melodisk dødsmetal med klassikeren ’Slaughter of the Soul’, der skulle definere den såkaldte Göteborg-lyd, og selvom de efterfølgende gik i opløsning og sidenhen har været igennem reunion-møllen, klør bandet stadig på. Forsanger Tomas Lindberg, bassist Jonas Björler og trommeslager Adrian Erlandsson har alle været med siden starten i 1990 og siden gendannelsen tyve år efter. I 2014 udgav de det glimrende comeback-album ’At War with Reality’, som også bragte dem forbi Copenhell året efter, og fire år efter fulgte de comebacket op med ’To Drink from the Night Itself’, der udkom i maj 2018.

Leadguitarist Anders Björler (der sammen med sin bror Jonas og Erlandsson også har ageret rygrad i dødsthrashgruppen The Haunted i mange år) forlod ganske vist gruppen i 2017, men det bliver ikke desto mindre et gensyn med både gamle klassikere og nyt materiale, når At the Gates rammer Copenhell.

For: Fans af svensk melodød.

Pensum: Man kommer ikke udenom om mesterværket 'Slaughter of the Soul'.

 

ORM – Pandæmonium kl. 15.45

Fordi: Lige så længe, Danmark haltede efter resten af Skandinavien, når det kom til black metal-bands, der havde potentiale til at nå ud over den snævreste kreds af indviede, lige så hurtigt gik det med at få bands med potentiale frem, da først der gik hul på bylden. For fred være med at foretrække at holde det undergrund og ikke have noget ønske om at gøre sig forståelige over for andre, men der er bare også en force i at kunne gøre svært tilgængelig musik – tilgængelig. Og det er ofte tilfaldet outsiderne at evne den kunst. 

Således kunne Myrkur komme fra en helt anden baggrund end black metal og trække forsider både i den internationale metalpresse og den nationale mainstreampresse. Og således kunne Orm komme væltende tilsyneladende ud af det blå i læderjakker og med filtret hår og skæg for at spille episk black med pigekor og riffs, der afslørede en del års erfaring i andre afkroge af metallen.

Orm kan skrive sange. Deres læderjakkeblack – som vores anmelder definerede det sidste år – er så sej som noget, der kommer blæsende i en svensk smadderkasse, og så storslået som de norske fjelde. Og det selvom de klipper, bandet er rundet af, såmænd er de bornholmske.

For: Fans af Wolves in the Throne Room og Solbrud.

Pensum: 'Orm'

 

DEFTONES – Helvíti, kl. 16.30

Fordi:
I 2010, da Copenhell stadig var ung og sprød, var et af hovednavnene på festivalen Deftones. Når Deftones til næste år vender tilbage til Copenhell, har det alternative metalband fra Sacramento eksisteret i ikke mindre end 30 år. Når man taler om bands, der skal tage over for de helt store heavy-ronkedorer, er Deftones indiskutabelt en af de værdige arvtagere. Kvintetten har gennemgået flere genreskift, ufrivillig udskiftning af bandmedlemmer og opnået større succes end mange af de andre bands, der debuterede i midt-90’ernes nu metal-æra.

Til trods for at Deftones tidligt blev kategoriseret som nu metal, ikke mindst på grund af debuten ’Adrenalin’ (1995), har kvintetten aldrig været et nu metal-band, hvilket bandet også har kommenteret flere gange. Og de har vist, at de spænder videre end den forkætrede subgenre. Ikke mindst med ’White Pony’, der for alvor markerede en drejning mod den alternative metal. De seneste år har Deftones været en sikker garant for følelsesladet, intens og grænsesøgende sangskrivning. Ikke mindst på sidste års ’Gore’, som vores anmelder gav følgende ord med på vejen: ”På bandets 8. studiealbum formår Deftones på en gang at forblive tro mod sig selv og være i stadig udvikling. ’Gore’ kræver tilvænning, men skuffer ikke.” Det sidste er essensen af Deftones. Det er et band, der sjældent skuffer. 

Det gjorde de heller ikke tilbage i 2010. Den gang var Deftones en spjættende, lydhør energibombe på Helviti. Selvom bandet er modnet og faldet mere til ro på scenen, må det forventes, at Chino Morino, Stephen Carpenter og resten af ensemblet leverer en indlevende og intens koncert.

For: Har du engang haft en Adidas-cardigan, Dickies-shorts eller den der Hawaii-Deftones-dvd, hvor Chino synger helt vildt falsk? Så skal du se Deftones!

Pensum: Her op til Copenhell har Deftones spillet koncerter med nogle ustyrligt gode sætlister. Hvis maj-koncerterne kan forventes afspejlet i juni, bliver det en ren best of-sætliste. Start med den ikoniske 95-debut, og arbejd dig igennem hele kataloget.

CROSSFAITH – Pandæmonium kl. 18

Fordi:
Du ved godt de der festscener, der altid er i store sci-fi-film, hvor folk har aparte looks og vælter rundt til musik, der er lige dele breakbeats, metalriffs, skrig og skønsang? Det er sådan en scene, japanske Crossfaith har tænkt sig at opføre på Copenhell. De gamle sure metallere og de unge purister får travt med at søge i dækning, når japanske Crossfaith går på med en DJ og et look, der blander ‘Mad Max’ og ‘The Matrix’. Det sidste er faktisk ikke helt ved siden af, for bandet har tidligere udgivet pladen ‘Zion’, der var opkaldt efter menneskenes sidste by i ‘Matrix’-filmene (og lige præcis ikke alle de andre betydninger, der kunne ligge i det ord). 

Crossfaith er dog ikke bange for maskinerne, men blander kækt The Prodigy med Slipknot. Der er altså masser af opklippede rytmer, masser af skrig – og efter sigende en kæmpe fest, hvilket ikke kan komme helt bag på én, når det drejer sig om et band, der tidligt hittede med singlen ‘Jägerbomb’. Devilution missede Crossfaith, sidst de spillede i Danmark i Vega for fire år siden: På Copenhell 2018 får vi chancen for at gøre det godt igen.

For: Prodigy-fans og cyberpunks.

Pensum: 'The Dream, The Space', 'Xeno'   

 

GRAVEYARD – Hades, 18.15

Fordi:
Og så kom genbrugskataloget på bordet. Svenske Graveyard faldt overraskende hårdt igennem, da de betrådte Copenhells hovedscene i 2014, hvor de ord, der beskriver bandet bedst, er 'indadvendte' og 'uoplagte'. Det ændrer ikke på, at bandet har udgivet flere uforglemmeligt stærke album, blandt andet i debuten 'Graveyard' og efterfølgeren 'Hisingen Blues', og modsat Helviti-miseren for lidt over tre år siden var Graveyard til gengæld en af de helt store oplevelser på Sweden Rock Festival i 2016. 

Samme år annoncerede de, at de gik hver til sit, for blot få måneder senere at genopstå med en ny trommeslager. I disse dage har Graveyard netop udsendt deres seneste album 'Peace', og tilbage er kun at krydse djævlehorn for, at de er stålsatte på, at vende tilbage til Refshaleøen med den pondus og nerve, der kendetegner Graveyard, når de er allermest magiske.     

For: rockfans i alle aldre, med hang til støv, Orange-forstærkere og en blændende stærk vokal.

Pensum: 'Hisingen Blues', 'Graveyard' og 'Peace'.

ALICE IN CHAINS – Helvíti, kl. 19.45

Fordi:
Copenhell 2018 giver comeback til Alice in Chains. Sidst amerikanerne gæstede Copenhell, i 2013, spillede amerikanerne en af festivalens bedste, hvis ikke den allerbedste, koncert det år, og vi gav den sjældne topkarakter 666. Alice in Chains er et fyrtårn inden for moderne hard rock.

På bandets to seneste album har William DuVall på fornem vis overtaget pladsen i front fra for tidligt afdøde Layne Staley. Selvom DuVall har haft travlt med at udgive musik med Giraffe Tongue Orchestra, er det også blevet til en enkelt Alice in Chains-single i 2016. Jerry Cantrell har dog varslet, at Alice in Chains er i gang at færdiggøre deres 7. studiealbum, det første siden ’The Devil Put Dinosaurs Here’ (2013).

For: Alle. Alle bør se Alice In Chains. 

Pensum: Der er nyt materiale på trapperne, så man kan med fordel lytte til maj-singlen 'The One You Know'. Hvis 'Dirt' ikke allerede er at finde blandt dine farvoritter, er dette en kærkommen lejlighed til at tilføje den.

BERSÆRK – Pandæmonium kl. 21.15

Fordi:
“Europa er i krise, og Danmark er gået i stå”. Det er vi nu ikke helt enige i, for i syndfloden af danske metalbands med dansksprogede tekster udgav Bersærk i 2015 deres debut 'Mulm', som for alvor satte aarhusianerne på landkortet. Musikalsk befinder de sig i et særegent leje mellem fuzzy stoner, mørk doom og punchy hard rock, og det er især deres øre for at skabe dynamik i kompositionerne og de mastodontiske riffs, der giver dem potentiale til at komme langt, hvis tiden er med dem. Forsanger Casper Roland Popps kraftfulde vokal og socialkritiske tekster med higen efter de klassiske nordiske guder og dyder er det element, der med lige dele rå charme og poetisk tæft tilføjer et unikt touch til Bersærks lyd.

Således også live, hvor Popp er indpiskeren, der får sat gang i publikum, som vi også bevidnede i 2016, hvor de gæstede Copenhell lørdag aften, og vi kvitterede med topkarakter. En ny plade skulle komme ud til foråret, hvorfra første single-udspil, 'Fimbuls Børn' med både hårdtslående fuzzriffs og Midgårds-romantik bibeholder det Bersærk, vi kender og elsker. Vi ser frem til at høre, hvordan det nye album folder sig ud på Refshaleøen.

For: Fans af stoner rock og Odin

Pensum: 'Mulm'

 

KREATOR – Hades, 21.30

Fordi:
For et par år siden skrev vi en leder, hvor vi efterlyste de yngre navne, der kunne tage over, når metallens pionerer gik på pension, og vi kom til at mangle de store, samlende navne øverst på plakaten til Copenhell og resten af Europas festivaler. Vi nævnte endda Kreator i den artikel som eksempel på et af de aldrende bands fra thrash metal-generationen. Det, vi nok ikke helt havde gjort os klart på det tidspunkt – og det er sådan noget, det smerter os at erkende – var, hvor mange nye fans veteranerne fra Ruhr-distriktet faktisk havde vundet i den opblomstring, bandet har haft i dette årti. 

Det stod klart, da bandet kun godt en måned senere lukkede fredag aften på Copenhell med en koncert, som alle var enige om, var et hovednavn værdigt. Tre årtier inde i karrieren Kreator er blevet et af de store, samlende navne på en metalscene, der savner slagsange og historie, når det ikke er koryfæer, der skal levere den. Og selvom vi var noget lorne ved deres seneste plade fra i vinter, ‘Gods of Violence’, skrev vi også, at det var sange, der var som skabt til at få festivalpladser til at synge med.

For: Dem i hvide basketstøvler, der har holdt stand siden Exodus i eftermiddags.

Pensum: 'Extreme Aggression'

OZZY OSBOURNE – Helvíti kl. 23

Fordi:
"Jeg vil aldrig høre Ozzy igen. Dette skal stå tilbage som det gode minde om ham". Kommentaren tilhører Devilutions fotograf og faldt efter koncerten på Wacken i 2011. Om fotografen kommer til at æde sine egne ord, finder vi ud af næste år på Copenhell, hvor vi allesammen får muligheden for igen at opleve metalikonet og den populærkulturelle pauseklovn på Refshaleøen. For han var der selvfølgelig i 2016, The Prince of Darkness, hvor han sammen med resten af Black Sabbath vinkede farvel til sit danske publikum på bandets The End Tour. Nu vil den snart 70-årige tidligere flagermusespiser så hilse velkommen på ny, og det kan man for fanden vel kun være begejstret for. Denne gang bliver det i øvrigt igen med Zakk Wylde som guitarist.

For: Alle med omløb i hovedet

Pensum: 'Diary of a Madman', 'Bark at the Moon', 'No More Tears'

ENSLAVED – Hades, kl. 00.45

Fordi:
Enslaved har noget, de skal gøre godt igen. Sidst, bandet spillede på en dansk festival, sørgede Einstürzende Neubauten med den überkrukkede frikadelle Blixa Bargeld i front for at forsinke deres koncert med over en time, så der hverken var tid til at få ordentligt styr på lyden eller noget at stille op mod at spille samtidig med de langt mere populære Lamb of God. 

For selvom Enslaved er et af de originale norske black metal-bands fra starten af 90’erne, har de i Danmark aldrig nydt den samme folkelige gunst som i hjemlandet og England. Og det er for galt af metalfolket, for selvom Enslaved ikke har det samme show eller de samme fængselsdomme som deres jævnaldrende, har de til gengæld oparbejdet et bagkatalog, hvor musikken er gået fra andenbølge-black over vikinge-metal til progressiv metal. Gerne på én og samme plade.

Enslaved er sådan et band, du ville ønske, at du kunne gøre dig fortjent til at være diehard-fan af. Nu har du indtil juni 2018 til at realisere det. 

For: Historiebevidste black metallere og fans af Opeth og Satyricon.

Pensum: 'In Times'

DANKO JONES – Pandæmonium kl. 01.15

Fordi:
"Det er, som om Danko Jones er gået efter at skabe arketypen på den slags knallertrockplader, han selv elsker, selvom han egentlig godt ved, at de ikke er udtryk for god smag". Det var ordene her på sitet, da Danko Jones i foråret sidste år smed sin ottende fuldlængde på gaden. Netop derfor passer Danko Jones og co. godt ind på Copenhell, blandt smadreland og skvulpende ølhorn. Eftersom Danko Jones i år kan fejre 20-årsjubilæum for udgivelsen af debut-ep'en, manglede det vel også bare, at han nu vender tilbage til festivalen for første gang siden Copenhells første festivalår i 2010.

For: Dem, der savner et skud knallertrock og ærgrer sig over, at Turbonegro ikke kommer i år.

Pensum: 'We Sweat Blood'

 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil