Copenhell 2018: Onsdagsplanen

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/4a/67/34/jon-steffen-69-1528872007.jpg
11. Juni 2018    

Opvarmningsdagen lægger op til decideret nedsmeltning: Vores skribenter Steffen og Jon giver deres bud på, hvordan de hver især har tænkt sig at indlede fire dages metalfestival.

Kunstner
Titel
+ Mustasch + Red Warszawa + L7 + Turnstile
Koncertarrangør
Fotograf
Lasse Jari Hansen / Steffen Nørregaard Rasmussen

Jon Albjerg Ravnholts forhold til Copenhell har været kompliceret siden begyndelsen. Børnefødsler, arbejde og generel vrangvilje har lagt sig i vejen, så det kun har været halvdelen af gangene, han faktisk er nået ud på Refshaleøen. Sidste år besluttede Jon sig dog for at tage ja-hatten på og fuldstændigt embrace Copenhell for alt, hvad festivalen er. Det er slet ikke elitært nok at hate på en festival som Copenhell, så det er meget federe at bare knuselske den mod bedre vidende.

Steffen Nørregaard Rasmussens forhold til Copenhell er begrænset til det gode selskab, håbet om stærke koncertoplevelser og fascinationen af at betragte 20.000 mennesker i alskens ud- og beklædninger vælte rundt. At festivalen måske er verdens største samling af metalklichéer, vælger han at se som noget sjovt. Ligesom han ser bort fra, at det altid kun er et fåtal af bands, som på forhånd rigtigt tænder gløden (for live kan alt jo ske …) , når han i år indtager Reffen under Fenris for femte gang. Så må progressiviteten ånde frit andre steder. Og ellers er der altid skull-hed kaffe og bloody churros at varme sig på.

Jon: Jeg havde ikke som sådan brug for en fjerde festivaldag, men der var ikke rigtig noget at gøre, da jeg så line-uppet. Jeg er lidt spændt på, hvad sådan en ung, genreskelsforagtende fyr som Steffen synes om Turnstile, der åbner festivalen? For mig er deres mix af Snapcase og TV on the Radio herligt aparte, men jeg ved ikke, om det bare er sådan noget, som Copenhells gråhårede scenesters tror er totalt edgy, mens Steffen og hans ligesindede synes, det er håbløst gammeldags?

Steffen: Jeg synes også, at en tre-dages festival var et udmærket koncept – men når det nu skal være, så er det et okay line-up, som er tilføjet med den ekstra dag, der føles mere bastant end blot en warm-up-dag. Og her tænker jeg især på Turnstile, der for nylig – med lidt forsinkelse – er braget ind på min radar med stort velbehag! Selvom de spiser løs af 90’ernes hardcore og i mindre grad 00’ernes indierock, så lyder de opdaterede og mere friske end så meget andet.

Jon: Fedt, jeg forstår mig på unge menneskers musiksmag! Hurra!

Steffen: Det er fedt at være ung!

Riffs trukket op af en traktor
Jon:
Bandet, man ikke anede, man kunne huske så mange sange med: L7. Det her er vel sådan cirka fra dengang, Steffen blev født? Jeg var ikke særlig vild med L7’s sange, dengang de kørte i Rockland og på Det Elektriske Barometer, men da jeg lige var tilbage og genhøre dem, var det faktisk bedre, end jeg huskede. Jeg har dog besluttet mig for ikke at høre hele plader med dem på forhånd og i stedet lade mig overraske over sange, jeg havde glemt, at jeg kendte. Også lidt fordi det var vildt kedeligt, da jeg prøvede at gøre det en eftermiddag.

Steffen: Her bliver jeg klart straffet for ikke at være ældre eller bare for at være en ignorant, for jeg har simpelthen intet forhold til L7. Jeg læser mig dog hurtigt frem til, at de har haft en stor historisk betydning. Jeg vælger derfor også at undlade at lytte for meget inden, så gruppen kan få chancen på scenen uden alt for mange forudindtagetheder. Med en historie, der strækker sig helt tilbage til 80’erne, bliver det interessant, hvad de har at byde på i 2018.

Jon: Jeg kommer til at time min aftensmad efter Mustasch. Og jeg kommer til at gå langt efter den, selvom det plejer at være ovre ved Pandæmonium, der er veggiemad. Jeg må gå en omvej, hvad som helst for at slippe for deres partyrock. Jeg har det virkelig svært med al ironisk hard rock, der ikke er Turbonegro.

Steffen: Hvis du snupper aftensmaden under Mustasch, så vil jeg i stedet indfinde mig helt forrest. For er der noget, som kan få mig op at køre, så er det svenskere med overskæg, store overarme og riffs, der lyder som om, at de bliver trukket op af en traktor. Nah ... Sandheden er, at Mustasch var et af de bands, som altid sendte mig på toilet eller fik mig til at stoppe vhs-optageren, når Superrock rullede over skærmen på MTV i en anden tidsalder. Der fik jeg så afsløret, at jeg heller ikke er helt ung.

Fra post-metal til post-moderne meta-metal
Jon: Neurosis er en potentielt virkelig stærk afslutning på den første aften. Også selvom jeg godt kan være bange for, at det bliver lige så småkedeligt som i Den Grå Hal for nogle år siden. Der er også lige det i det, at de ikke har lavet en virkelig god plade siden ‘The Eye of Every Storm’ i 2004. Det er lidt et problem, ja. Til gengæld var pladerne forinden så gode og står mig så nær, at jeg er klar til at lade mig overbevise om, at det er mig, der har taget fejl de sidste år, hvor jeg er blevet mere skeptisk over for dem. 

Steffen: Sagen er, at jeg igennem årene har lyttet til mange af post-metallens store aktører, men ikke dem – med undtagelse af nogle numre her og der – som af mange anses for at være genrens pionerer. Men nu vil skæbnen så, at Neurosis og jeg endelig skal møde hinanden uden noget filter. Det kan enten ende i en stor skuffelse – eller en livsbekræftende oplevelse. Noget siger mig, at det i hvert fald bliver alt andet end middelmådigt. 

Jon: Jeg kunne godt unde dig en god koncert med dem. Spørgsmålet er, om det overhovedet er til at adskille Neurosis fra alle deres kloner, hvis man ikke kender dem i forvejen?

Steffen: Tak – det er selvfølgelig en risiko, fordi jeg har negligeret dem lidt, at de vil lyde som mange af de andre, som jo så i virkeligheden lyder som Neurosis. Jeg er i øvrigt stor fan af de gæsteoptrædener, som forsangeren Scott Kelly har bidraget med til Mastodon. Jeg ser derfor også frem til at høre hans harske røst folde sig ud live.

Jon: Jeg håber virkelig, at der er en devilutionist, som ikke er mig, der har noget at sige om Red Warzsawa, så jeg kan sætte mig ind i teltet og skrive, når de spiller. Så kan mine venner, som jeg tager derud med, få lov at stå og synes, det er herresjovt, og jeg kan lade være med at ødelægge det alt for meget for dem.

Det forudsætter selvfølgelig, at jeg ikke lige pludselig rammer muren, som jeg gjorde det for nogle år siden, hvor jeg – som jeg husker det – uden varsel gik i sort under en Marduk-koncert og ikke rigtig ved, hvordan jeg kom hjem til min kammerats lejlighed. Det er den Copenhell-model, som jeg virkelig håber at undgå i år.

Steffen: Jeg lyttede til dem for mange år siden og havde det mega sjovt med det. Men er joken ikke ved at være kørt helt derud, hvor selv Red Warszawa må indse, at de er blevet en joke på dem selv? Eller er det i virkeligheden det, som det handler om nu? At lave en Red Warszawa på Red Warszawa? Det føles samtidig også overflødigt at påpege, det er jo Red Warszawa for satan. Stiv pik og hash.

Jon: Så vi kører simpelthen direkte fra post-metal til post-moderne meta-metal?

Steffen: Haha, ja. Jeg gruer dog lidt for dit helbred, hvis den genre rent faktisk skulle opstå!

Læs den sobre guide til onsdagen på Copenhell

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her