Cph-Psych-Fest'16: Torsdag Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/8e/f0/44/t8-57-1468839197.jpg
18. Juli 2016    

En kort reportage om torsdagen på Copenhagen Psych Fest, der trods logistiske startproblemer var en suveræn succes.

Dato
14-07-2016
Fotograf
Philip B. Hansen

I løbet af de tre år, som Copenhagen Psych Festival nu har formidlet røgede psykedeliske toner til ikke bare danske, men også til et stort antal udenlandske publikummer, har festivalen været forbi tre forskellige spillesteder. I festivalens første år i 2014 var det Stengade, der lagde lokaler til, Huset i Magstræde fungerede som vært sidste år, og i 2016 var turen så kommet til fire fine spillesteder på Christiania. Fristaden fungerede i år som en kærkommen, overordnet base for festivalen, og den mangfoldighedskultur, der, til trods for sammenstødsrazziaer på stribe på Pusher Street, heldigvis stadigvæk er i højsædet, når man bevæger sig ind til de farverige, hjemmelavede skilte, skulle vise sig at gå som hånd i hånd med festivalens publikum.

Det betyder vitterligt noget, når man snakker med en fyr, der har taget turen fra Spanien for at komme til Copenhagen Psych Fest, og så høre hans entusiastiske praise for noget så fundamentalt som: ”hvor skal festivalen i år egentlig finde sted henne?” Det er netop ikke elementært, hvor en festival finder sted, og samtlige gæster, jeg i år snakkede med, havde kun pæne ord at sige om Christiania. Logistisk set fungerede Fristaden desuden nogenlunde som det perfekte sted at lade weekendens musikalske psych-bal gå ned i år med fire spillesteder fordelt på Den Grå Hal, Loppen, Byens Lys og Børneteatret. De fire forskellige scener varierer i størrelse, er placeret tæt på hinanden, gåturene mellem dem er decideret rar, thi det er farverigt og hyggeligt at færdes på Christiania, og der var ikke ventetid i form af kø til en eneste af festivalens koncerter.

Chillet og ubeslutsomt
Festivalen kunne i år melde udsolgt af endagsbilletter både torsdag og lørdag (måske også fredag?) og havde samtidig solgt flere 4-dagespas, end de har gjort tidligere år. Er den i sin korte levetid kun blevet mere populær for hver edition, er der desuden intet, der står i vejen for, at festivalen vil blive større endnu de kommende år, hvilket i øvrigt kun vil være folkene bag vel undt. I takt med at festivalen vokser med både flere scener, bands og publikummer, følger dog også flere logistiske udfordringer med, og lige præcis udfordringerne mærkede man som publikum, da man ankom til Christiania torsdag aften ved 18.30-tiden. Det første navn på ens program var japanske Damo Suzuki, tidligere performance/forsanger fra den mere ikoniske periode med det legendariske, tyske band Can, og som på Copenhagen Psych Fest var programsat til at give koncert med sine italienske venner i Julie’s Haircut, der selv har mere end tyve års erfaring som band på deres cv. Lidt af et skævt undergrundsscoop for festivalen. Sådan skulle det imidlertid ikke være. Suzuki var angiveligt fanget i et tog længere nede sydpå i Europa og ville ikke nå at komme frem. Sådan kan det gå. Det er selvfølgelig ikke festivalens skyld.

På forhånd havde jeg sat mig for at starte dagens musikprogram på Byens Lys, hvor norske Low Frequency in Stereo var programsat til at gå på kl. 19.10, Jeg tænkte, jeg ville tage 15-20 minutters norsk lo-fi postrock, inden jeg i så fald ville tage på Loppen og se Julie’s Haircut gå på uden Suzuki. Hverken det norske band eller lydmanden havde imidlertid travlt med at komme i gang på Byens Lys. Tværtimod var stemningen utrolig chillet, også hos de omtrent tyve publikummer, der afslappede sad og ventede på bandet. Skal man lade tiden gå i forbindelse med en forsinket koncert, kan man da heller ikke forestille sig mange lokaler rarere at befinde sig i end Christianias hyggelige biograf, der selvfølgelig er opkaldt efter Chaplins mesterværk fra ’31. For en selv er musikken dog en betydelig del af hyggen, så da klokken slog halv otte, og Low Frequency in Stereo stadig ikke havde travlt med at gå i gang, besluttede jeg mig for at tage tilbage til Loppen og se Julie’s Haircut. Her var dog også forsinkelse. Det var tydeligt på medlemmerne fra Julie’s Haircut og festivalens folk, at Suzukis situation havde skabt forvirring. Forståeligt nok. Men at bandet først skulle lave lydprøve en halv time efter, de oprindeligt skulle være gået på, og i sidste ende gik  mere end tre kvarter over tid, virkede unødvendig ubeslutsomt. Autisten i en har trods alt et program, der skal følges. Herefter leverede Julie’s Haircut heldigvis en god halv time bestående af noisey poprock-psych med Øresund Space Collectives Dr. Space på rumrejseeffekter.

Glædestårer on a roll
Til trods for at der i løbet af weekenden var flere af disse små, uannoncerede ændringer i programmet, der i teorien egentlig kan have også negativ påvirkning på de musikalske oplevelser, man forhåbentligt får muligheden for at tage med sig efter en dag på en festival, var der aldrig tegn på noget, der bare mindede om stress eller dårlig stemning. Hverken fra festivalens side eller fra publikum, hvilket man må tage hatten af for. Det er tydeligt, at festivalens publikum giver Copenhagen Pscyh Fest rigeligt med sund goodwill. 

Selv havde man da heller ikke andet end gode oplevelser resten af torsdagen. På Loppen blev man tidligere på aftenen hevet med på et delvist nostalgisk, men samtidig svært oplagt og velspillet musikalsk trip med britiske folk-poppede Kaleidoscope, der anno 2016 består af den originale forsanger Peter Daltrey og et stramt yngre band. Kaleidoscope udgav to plader i slut-60’erne og blev i begyndelsen af 00’erne genfundet, da Rhino Records fulgte op på Lenny Kayes historiske psych-compilation-milepæl ’Nuggets’ (1972) ved at udgive en Vol. 2, der netop inkluderede Kaleidoscopes hit ’Tangerine Dream’ – et nummer, der i øvrigt også fik flere hardcore-fans af bandet til nogenlunde at græde glædestårer over overhovedet at få lov til at høre det fremført live, som de fik på Loppen.

Kostumer og blues
Som man efterfølgende mødte en god ven, som man fik en øl og en festivalcigaret med, og dernæst hang ud med endnu flere bekendte, skulle der gå omtrent en times tid i skønt selskab, før man sammen med en håndfuld gode mennesker fik møvet sig videre til den næste koncert. Det blev med Our Solar System fra Stockholm, der sommetider vist også går under det svenske navn Vårt Solsystem. Jeg kendte intet til bandet i forvejen, men var positivt overrasket over at se et 10 mand stort orkester på Byens Lys, der alle var iklædt hvide, sektagtige heldragter. Bandet spillede en form for folkprog med en del kosmiske overtoner, og bandets spraglede fremtoning passede vitterligt perfekt til Byens Lys' i forvejen særlige dekorative stemning, om end scenen var tæt på at være for lille til det store kollektiv. Som en slags psykedelisk optakt til den efterfølgende koncert med ens personlige favoritband for omtrent hele festivalen, Endless Boogie, var Our Solar System herligt udknaldede.

Den forrygende koncert med Endless Boogie kan man læse mere om her, så lad mig blot slutte denne korte reportage af med at pointere, at torsdagsprogrammet på Copenhagen Psych Festival 2016 var langt bedre, end man havde turdet håbe på.  Det endte med at blive en nærmest tvingende smuk dag, festivalen fik presset ud af dagens mange forskellige psykedeliske ansigter.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her