De kom, de så, de sejrede Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/64/05/66/-DSF9797-83-1458647189.jpg
22. Marts 2016    

Årets metalsammenkomst på Færøerne foregik fredag aften i Perlen, centrum Tórshavn. Nu kan man forestille sig og tænke mange ting om, hvordan sådan noget går ned, men metalkultur har nogle træk, der går igen, uanset hvor på kloden du befinder dig. For better and for worse. Det var også tilfældet ved Svartideyðis sejr.

Dato
18-03-2016
Fotograf
Jacob Dinesen

I den færøske udgave af Wacken Metal Battle var der 11 bands med, plus en koncert mens dommerne voterede, og det hele blev afviklet på en aften. Hvor smart det var, kunne man have sine tvivl om, og al rest af den forsvandt, når man havde været til indendørskoncert i noget, der lignede 8 timer, kun afbrudt af 15 minutters bandudskiftning. Stedet lignede en slagmark med faldne soldater spredt omkring og varierende grad af bunkerkuller hos de overlevende. Perlen er et nyere spillested, der mere ligner et beskyttelsesrum end en koncertsal, bygget i beton og glas og svøbt ind i vægtæpper for at forbedre akustikken. Det egner sig dog fint til koncerter, med et professionelt teknisk mandskab, der sørgede for, at lyd og scene fungerede optimalt.

Jeg ved ikke, hvor mange andre lande, byer, eller flækker på 50.000 indbyggere har fostret den mængde musik, som Færøerne har. Størrelsesmæssigt falder Færøerne ind mellem Roskilde og Herning, og hvis der er sammenfald i mængden af bands og musikere, så kan man overveje, om ikke i hvert fald førstnævnte også har et incitament i form af musikalsk platform. Herning har jeg svært ved at tro på har den samme talentmasse som Færøerne. Det er dog langt fra alle, der kalder sig musikere, der burde gøre det, endsige var klar til koncerten i fredags.

En broget landhandel

Reduced to Ash stormede til stor beundring ind på metalscenen, dengang de startede for et par år siden, men de sejlede ikke rigtig videre på det momentum. Koncerten i fredags var ikke udpræget interessant, og man kunne undre sig over sætlisten, hvor den mest interessante og Meshuggahske sang kom til sidst, mens der blev tunet midt i sættet. Ikke helt helstøbt, og den totale mangel på sceneshow efterlader ikke én hungrende efter mere, selvom musik og især vokal blev fint eksekveret. Vokalist Eyðun Hvannastein og stand-in guitarist Theodor Kapnas blev på scenen til andet band i konkurrencen, Goresquad. Med blod i fjæset blev publikum bedt om at synge med på linjer som ‘ripped apart/piece by piece/torn to shreds now you’re dead’. De spiller musik lige op ad Bloodbath og Cannibal Corpses boldgade. Groovet, ondt, men med slap bass.

Sun Magnet vidner om, at retrorocken er kommet til Færøerne, men at den ikke har sejret endnu. Med solbriller, lædervest og en lyd, som enhver frynsebeklædt, langhåret svensker har kopieret i årevis, så manglede der det sidste for Sun Magnet. Såsom bedre trommespil og en revurdering af, om en trommesolo virkelig gør det for bandet. En progget vibe skal ikke være en undskyldning for, at det musik, man laver, ikke giver mening. Der gik også en anelse øvelokalestemning i det, når bandet vendte mest mod hinanden.

Bøllerocken fik en mere 80’er-agtig tone med The Happening, hvis musik ikke brænder sig fast i hukommelsen, foruden måske Anselm Højgaards helt smadrede-på-den-måske-lidt-rock’n’rollede-måde stemme.

Et band, der ikke har spillet live før, var Svartsalt. Mandskabet er dog rutineret og tæller nuværende og ex-medlemmer fra (muligvis hedengangne) Synarchy, nu med corpse paint og et ønske om at spille blackened death. Melodøden spøgede dog stadig, men vokalist Pól Nolsøe Jespersen gjorde et godt stykke screamarbejde.

Et band, der skulle have ventet lidt med liveshowet, eller være sorteret fra i ansøgningsrunden, var In Parallel. Der var virkelig ikke meget at komme efter, undtagen hvis man ville høre fem variationer over samme halvkedelige sang. Medlemmerne hvilede heller ikke rigtig i sig selv på scenen, og man kan godt forstå det for forsanger Sigrid Eysturdal Justesen, der var eneste kvinde på scenen hele aftenen. Hvis hun ville, kunne hun godt ende med at lyde som Flyleafs Lacey Sturm, men der skal en del mere rækkevidde til, før det er tilfældet. Resten af bandet har jeg indtil videre ikke meget håb for.

Energi på scenen var dog noget, Iron Lungs i høj grad leverer. Men de måske burde høre noget kvalitetsdeathcore og arbejde sig op.

Trods navnet, der udtales som "sludge", spiller Slýggj grunge. Det var lidt af en skuffelse, og det var deres variant af grunge også. Den mindede mest om alt det kedelige ved Pearl Jam. Man kunne også mene, at Kjartan Torbenson med lidt god vilje kunne lyde som Eddie Vedder, men Eddie Vedder kan synge.

Mandskabet fra 80’er-tidslommen Suðuroy, Asyllex, bevidnede, at bare fordi man lyder, som om man kommer fra en anden æra, betyder det ikke være dårligt. Samt at det kan lyde meget ægte, selvom 80'erne for længst var overstået, da man blev født. Old school thrash lever i bedste velgående, selvom den i form af Asyllex ikke blev nyopfundet.

Næstsidst på scenen var Konqueror, der vistnok har optrådt til hver udgave af Metal Battle på Færøerne. Og aldrig har haft en chance.

Sidste band i konkurrence var Svartideyði. Uden at gøre meget for det var bandet blevet hypet godt op i forvejen og blev f.eks. som de eneste nævnt i radioklippet med arrangører og dommere fredag morgen. Selvom de aldrig har spillet en koncert før. Det eneste, de havde offentliggjort inden, var et bandlogo og en teaser, der efterlod meget til fantasien. Men da bandet gik i gang, med corpse paint og badet i rødt lys, viste man godt, hvad klokken var slået. Dragende, tung doom i et enkelt, 21 minutter langt nummer, krydret med screamvokal og eskalerende blastpassager. Man stod vel med en fornemmelse, som man nok ikke rigtig havde haft siden Hamferð, da de fleste hænder i lokalet blev rejst til horn ved slutningen. Tid til votering og en omgang kvadmetal med Hamradun, der sørgede for god stemning, mens der blev ventet i spænding.

Dommen

For selv om det i al fald for undertegnede var givet, hvem der ville vinde, var de fleste nok godt klar over en hurdle på Svartideyðis vej. Den hurdle rammer lige ind i kernen af metal som kultur, og den blev forstærket af et lille lands små forhold. Selvom bandet ikke havde offentliggjort, hvem medlemmerne var, viste 88 % af Perlens besøgende det godt, og de viste også, at bandet ikke havde eksisteret i særlig lang tid. Og så opstår skismaet mellem metal som musikgenre og livsstil. Som noget for alle der vil være med, eller for dem, der har bevist deres værd. Som noget af det mest solidariske eller som en omgang fornærmede teenagere, der ikke vil dele. Når dommer Jörg Dusedau ved offentliggørelsen også fabulerede om forskellen på at burde vinde og fortjene at vinde, viste man også, hvad der nok var blevet diskuteret højlydt i dommerværelset. At her kommer fire professionelle musikere uden nogen stærk tilknytning til den færøske metalscene, laver et band og ryger af sted med sejren for næsen af dem, der "fortjener" at vinde.

Der faldt vist mangen en kommentar om, hvem der burde vinde, som der selvfølgelig gør, og som der skal gøre. Men jeg hørte ikke rigtig dem, der ikke tog udgangspunkt i vindernes metalanciennitet, og jeg undrer mig over, hvad forskellen er på at fortjene at vinde, og grunden til at Svartideyði vandt. Hvis man ikke tager bandets korte levetid og generel metallisk smålighed i betragtning.

Tag lige en tudekiks, og tør næsen. Hvis dit band har været med til samtlige Metal Battles uden større succes, og nogen kan starte et band lige inden og vinde, så er det ikke dem, der er noget galt med, men dit eget band. Her menes ikke nogen bestemt, det kunne gælde, hverken på Færøerne eller alle andre steder, hvor metalfans flokkes.

Men for at sige det hårdt og kontant: At Færøerne, og metalscener generelt, er så små, at man ved, præcis hvem alle er, og hvilken slags plekter de bruger, ændrer ikke ved den musik, der bliver spillet, og hvorvidt den har en bedre chance i den internationale konkurrence end noget, der er blevet fiflet med i årevis i et støvet øvelokale. Eller er ens værd som metalmusikere lig med de år, man har spillet lige præcis den genre? Eller handler det om, at vinderne var fire professionelle musikere, der allerede har musikkarrierer? Man kunne sige noget om vreden over Myrkur, men det ville måske være for nemt. At tale om poser/hipster-metal ville være for lavt. For den musik, Svartideyði leverede, var faktisk god. Endda mere end det. Og så er den ikke meget længere. Undskyld mig, men Metal Battle er ikke en feel good-konkurrence, hvor alle får en medalje for at være med. Musikindustrien giver ikke kram ved dørene, og uanset hvad man mener om konkurrencer, så skal den i det mindste ligne virkeligheden i den forstand.

Seks dommere tog en beslutning, som rigtig mange var enige i. At der så virkede halvtomt i lokalet, inden Svartideyði nåede op at sige tak, er, hvad der er galt med metalkultur. At man nærmest skal have abonneret på livsstilen, siden man var 11, før det rigtig tæller. At vi griner ad begreber som trve kvlt, men at de stadig gør sig gældende. Måske var folk bare meget fulde eller taget videre i byen, jeg skal ikke kunne sige det. Det mindede mig bare ikke om den eufori, der fyldte koncertsalen, da f.eks. Hamferð vandt. Læg jer i selen til næste gang, venner, og lad den bedste m/k vinde.

Hvorom alting er

Man kan mene, hvad man vil om musikkonkurrencer af diverse slags, men det er et uomgåeligt faktum på Færøerne, at de gør noget for færøsk musik. De er et incitament, en platform og en hyldest til færøsk undergrundsmusik og meget ofte et spark i den rigtige retning for bands, der når meget længere. Jeg behøver ikke nævne Hamferð igen. For et land, hvortil den internationale super highway for promotere og bookere ikke altid har en naturlig omvej, er det afgørende at have denne form for eksponering.

Gennem tiderne har konkurrencer som Prix Føroyar, Sement, måske Global Battle of The Bands og ikke mindst Metal Battle hevet færøske musikere ud af hulerne, eller øvelokalerne, om man vil, og sat dem på en scene. Sat en gulerod foran kareten i et land, hvor flypriserne til udlandet og turnéer kan få det til at vende sig i maven for de fleste. Givet dem et publikum og adgang til branchefolk. Eller omvendt – givet publikum og branchefolk adgang til dem. At der er godt fyldt op med publikum til Metal Battle på Færøerne, er en glæde. At dommere og branchefolk selv beder om at blive inviteret igen, undrer mig ikke. Vi finder aldrig olie, men guldet er der.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil