Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Enige anmeldere eller elendig journalistik?

Populær
Updated
Enige anmeldere eller elendig journalistik?

Efter fredagens koncert med Metallica kunne man flere steder i medierne læse, at anmelderne var enige om, at Metallica fik indviet Royal Arena i overlegen stil. Men gjorde de nu også det, eller fik folket en fejlagtig fremstilling af, hvad flertallet af landets musikkritikere faktisk mente?

Fotograf
Jacob Dinesen

Når den store kunst kommer frem, og kritikerne har fældet dom, er den sikker hver gang – artiklen, der opsummerer bedømmelsen.

Fredagens længe ventede åbningskoncert i Royal Arena med Metallica var ingen undtagelse.

Allerede lørdag nat kunne nyhedsinteresserede natteravne få et samlet indtryk serveret af kritikernes konklusion. Og en temmelig forbavsende en.

Enige anmeldere: Metallica brød den københavnske lydmur med maner”, stod der i overskriften, og i underrubrikken blev uddybet med:

”Det amerikanske rockband åbnede den nye Arena i Ørestad i København i overlegen stil, mener anmelderne.”

Ritzau var afsenderen. Det var her, man havde samlet anmelderens enige dom i den opsummerende artikel og sendt ud til landets medier. Danmarks Radio, Berlingske og Jyllands-Posten havde den hurtigt online.

Det er standard. Og det er Ritzaus service at være et ”troværdigt og hurtigt” nyhedsbureau, skriver de selv.

Måske lidt for gode til det sidste og knap så skarpe til det første.

At konkludere, at fredagens koncert blev leveret i overlegen stil, falder vist kun ind under kategorien forvrænget formidling.

Formålet med en opsummerende artikel er at fremstille de forskellige bedømmelser ud fra repræsentative forhold. Hvis der ikke er belæg for fremstillingen, så fordrejes formålet.

Ritzaus formidling af koncerten er ganske enkelt et falsum, hvis man forventer, at ”enige anmeldere” fremstilles ud fra mere end to bedømmelser – og på problematisk vis de to mest positive anmeldelser af fredagens koncert.

”Historisk Metallica-sejr I Royal Arena,” skrev Thomas Treo i Ekstra Bladet og kvitterede med fire stjerner.

”Bad om lov til at aflyse: Men Metallica gennemførte for publikums skyld,” lød det fra Steffen Jungersen i BT, der var på bølgelængde med Treos oplevelse af en firestjernet koncert.

Med Ekstra Bladet og BT som eneste kilder i Ritzaus opsummering kom påstanden om ”enige anmeldere og en koncert i overlegen stil” så videre ud i mediemaskinen.

Mens flertallet af landets musikkritikeres holdning ikke fik plads i formidlingens fællesskab.

Her var man ellers også enige. Enige om, at et både ”sygt,”, ”sløjt,” og ”svigtende” Metallica langt fra var overlegne, men faktisk havde en af dårligste dage, der er set i Danmark.

Landets tre største dagblade samt tre største musikmedier havde den kritiske opfattelse af fredagens koncert.

Den fremstilling – de enige anmelderes repræsentative konklusion – kom bare aldrig samlet ud i stuerne.

Her fik de forvrænget forklaret det modsatte.

Anmeldelserne fra fredagens koncert:

4 stjerner: Ekstra Bladet, ”Historisk Metallica-sejr I Royal Arena” af Thomas Treo.

4 stjerner: BT, ”Bad om lov til at aflyse: Men Metallica gennemførte for publikums skyld” af Steffen Jungersen.

4 stjerner: Gaffa, "Metallica i ujævnt trav mod toppen" af Keld Broksø.

3 stjerner: Jyllands-Posten, "Sygt slingrende Metallica" af Anders Houmøller Thomsen.

3 hjerter: Politiken, "Metallica svigtede i Københavns nye Arena" af Simon Lund.

3 stjerner: Berlingske, "Sløje Metallica var lige ved at stoppe åbningsbrag i Royal Arena" af Michael Charles Gaunt.

3 stjerner: Soundvenue, "Fuser ved Royal Arenas åbning" af Emil Hansen.

2 stjerner: Devilution, "Når Hetfield krakelerer – og publikum kræver mere!?" af Daniel Pilgaard.

Uden stjerner: Metalized, "Jammerlica" af Thomas Thomsen.