Fan, festabe, far og anmelder Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/28/3d/27/900-20170902-215358-shopped-40-1504698860.jpg
03. September 2017    

Anmeldere får ofte hug for at være uenige med fans. Kent Kirkegaard Jensen er begge ting på én gang og mere til. Her sætter han weekendens koncert med Metallica i perspektiv.

Kunstner
Spillested
Dato
02-09-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen

Når man går til koncert med Metallica for 19. gang, er det svært stadig at have helt samme sommerfugle i maven, som man havde første gang, de skulle opleves på scenen. Rigtig mange af koncerterne er også blevet overværet som anmelder, ligesom enkelte har været med festaben aktiveret. Nu skulle jeg så for første gang også være far, da jeg havde trukket mine to ældste drenge med ind til deres første koncert med Metallica. Jeg har allerede sørget for, at de har set både AC/DC, Iron Maiden og Volbeat. Men de helt store kanoner manglede. Metallica. Bandet, jeg selv som barn forgudede mere end noget andet.

Da koncerten så var slut, læste jeg naturligvis anmeldelserne og reaktionerne på de sociale medier. For Metallica valgte at trække store veksler på 'Hardwired... to Self-Destruct' og spillede hele seks sange derfra. Deres dybe stik i kataloget var covernummeret 'Breadfan', 'Through the Never' og 'The Day that Never Comes'. Tror pokker, der var purister, der fik kaffen galt i halsen, når det samtidig betød, at publikumsfavoritter som 'Harvester of Sorrow', 'Creeping Death', 'Battery', 'Blackened', 'Whiplash' og/eller 'Welcome Home (Sanitarium)' kunne have været på listen i stedet for disse mere aparte valg.

Men det var de ikke. Og heldigvis for det. For når man har oplevet Metallica 18 gange tidligere, var det helt rart til en afveksling ikke at blive spist af med de samme gamle travere, som vi har hørt så mange gange før. Læg dertil dimensionen som familiefar, der oplevede sønnerne have en markant anden oplevelse end jeg selv ved de forskellige sange, og der begynder at danne sig forskellige muligheder for perspektivering. For hvem spiller Metallica egentlig for?

Festaben
Jeg har mange gange iført mig denne rolle. Med opvarmning i en lejlighed eller på en bar, så promillen allerede er godt hjulpet på vej, inden man rammer spillestedet. Ens kritiske barometer falder, i takt med at promillen stiger. Hvis bare bandet spiller dem, man kan synge med på klokken 5 om natten på et værtshus, så er alt godt. Derfor er Metallica pinedød nødt til at spille de seks sange, som jeg allerede for 10 år siden gerne så fjernet fra listen. Det er naturligvis 'Enter Sandman', 'Nothing Else Matters', 'Sad But True', 'Seek & Destroy', 'One' og 'Master of Puppets'. Er man ikke nær så dedikeret (tosset er egentlig nok et mere rammende udtryk), at man har set Metallica et hav af gange i ind- og udland gennem mere end 20 år, så kan disse sange stadig få ens træben til at svinge, og parret med en lille skid på er det sikre hits, der får festen til at kulminere. Jeg forstår, hvorfor Metallica er nødt til at spille dem. De får salen til at eksplodere for alle dem, der er kommet for at danse.

Anmelderen
Men anmelderen er ikke kommet for at danse. Det er Devilution i hvert fald ikke. Og vi er blevet metaltrætte af gentagelser. Det er umuligt ikke at lade sig påvirke efter at have set et band spille rigtig mange gange. De helt store sange, som får de største fans til at skråle med af deres lungers fulde kraft, er også dem, hvor anmelderen ofte bare venter på at få sangene overstået, så man forhåbentlig kan blive overrasket med den næste sang. Noget, der bryder en formel, man har set fremført alt for mange gange.

Fans
Omvendt er anmelderen også ofte fan. Det er gerne sådan, man starter som anmelder. Fordi man elsker musikken og samtidig har lyst til at skrive om den. Jeg skal være helt ærlig og sige, at det er mig selv, der har ødelagt forholdet til førnævnte seks sange. De blev skamspillet som ung sammen med kammeraterne. Så jeg lyser også stadig op indeni, når jeg hører 'Master of Puppets' fra scenen, for den minder mig om historien med bandet, min barndom og minderne fra de tider, hvor man delte musikken med sine venner i skole og fritid. Er man så samtidig så heldig, at man står på et spillested og nyder koncerten sammen med en af disse 20-30 år senere, så kan det være fristende at aktivere festaben sammen og lave et nostalgisk dyk tilbage i tiden.

Familiefaren
Piben får bare en lidt anden lyd, når man har to drenge med til deres første koncert med Metallica. Purkene er blot 8 og 9 år gamle, og de har hørt Metallica i al den tid, de har været til. Mere eller mindre frivilligt. I starten blot i bilen, når jeg kørte dem til og fra institutioner og familiefester. Da de blev lidt ældre og selv tablets, telefon og anlæg, begyndte de at afsøge grænserne og materialet. Og mine knægte fik den nyeste skive i julegave. Den har de så hørt rigtig meget, selvom jeg også har lagt eksemplarer af 'Ride the Lightning', 'Master of Puppets' og '...And Justice For All' op til deres anlæg. Den nye trækker mere i dem, og det afspejler sig også i de videoer, de ser på YouTube. De nye musikvideoer har en effekt.

Så da den mindste endelig kunne høre, at de gik i gang med 'Halo on Fire', lyste øjnene op. Specielt da de knap seks minutter inde går over i b-stykket, hvor det melodiske riff ligesom runder sangen af. Her har vores øjne mødtes i bakspejlet et utal af gange i bilen, og denne aften kiggede han også lige op for at sikre, at vi var enige om, at nu kom det der øjeblik altså, hvor sangen lige skifter riff og tempo. Det samme med den store, der havde set frem til 'Moth Into Flame', lige siden jeg fortalte, at vi skulle til koncert med Metallica. Han havde allerede inden koncerten specifikt spurgt til at komme op på skuldrene til denne koncert. Så der sad han naturligvis, mens sangen blev fremført.

Deres reaktion til 'Through the Never', 'Fuel', 'Breadfan' og 'Seek & Destroy' var slet, slet ikke den samme som hos deres far. Perspektiv og forventning er og var bare markant forskelligt.

Og hvad er det ”rigtige”?
Er det barnet, der har sin første koncert og bare specifikt ser frem til en enkelt sang eller to, og egentlig bare gerne vil se giraffen? Noget der heldigvis var nemt at indfri med ståpladser i Royal Arena. Vi kom rigtig tæt på

Eller er det den forvænte anmelder, der har set det hele 100 gange før, og som udgangspunkt er tusindfold sværere at imponere end festaben og børnene?

For festaben har altså smidt denne samme mønt som den dedikerede fan eller anmelder. Hvorfor skulle de ikke have lov til at kræve de seks store hits spillet hver gang? Og hvorfor skal anmelderen altid pointere, hvis Lars Ulrich slår forkert, eller Kirk Hammett har lidt udfordringer med guitaren i de første tre-fire sange? Kan de ikke bare være glade ligesom os andre, drikke en øl og glemme detaljerne? Det kan de naturligvis ikke.

Anmelderen er kommet for at beskrive koncerten. Ikke feste igennem og være ligeglad med fremførelsen, så længe de bare spiller 'Enter Sandman' og 'One'. Anmelderen skal perspektivere. Sammenligne og måle præstationen med bandets tidligere formåen. Derfor slår det altid gnister, når en anmelder kræver lidt mere end et barn eller en fan, der har deres første oplevelse og egentlig allerede er imponeret og vundet over, inden anlægget overhovedet har fået strøm.

Når man så har haft muligheden for at se en koncert fra alle vinkler, er det ganske hyggeligt at observere og se de forskellige typer til koncerten. De fadølskastende festaber, anmelderne og vante fans med armene over kors, indtil de spiller ni sange fra 'Kill 'Em All', og næste generation, der bliver slæbt med af velmenende fædre, som ofte har en fest uanset hvad. Der var i hvert fald en enkelt knægt ved navn Alexander, der blev centrum for en stund, da James Hetfield snakkede lidt med ham. Knægten syntes med garanti, det var skidefedt, men det kan næppe måle sig med den stolthed, der strømmer gennem kroppen på farmand i samme sekund.

Eye of the Beholder
Alle har deres historie dagen efter. Nogle vil have de seks faste klassikere, andre skal bare se giraffen, og alle har lige præcis nogle få sange, som de gerne vil høre. Ikke alle får forventningerne indfriet til fulde. Sådan er det. Således heller ikke da Metallica spillede i Royal Arena lørdag aften i september måned 2017, hvor det helt sikkert giver lidt skum på bølgerne, når der spilles så mange nye, og det ikke er de sikre stik, der efterfølgende spilles, men derimod nogle lidt sjældnere sager, der ikke nødvendigvis nyder samme status blandt fans.

Denne familiefar, anmelder, fan og (til tider) festabe var dog godt underholdt. Den nye scene fungerede godt. Effekterne var gode. Safri Duo-øjeblikket var sådan lidt ... ja, hvordan formulerer vi os diplomatisk? Det var anderledes og bestemt afvekslende. Lyden var rigtig god, hvor vi stod og oplevelsen, blev gjort bedre af andre publikummer. For mens jeg som familiefar havde drengene på mine skuldre på skift, var der pludselig en sidemand, der spurgte, om ikke han skulle tage den ene knægt på skuldrene, og således fik de to brødre tre sange i træk, hvor de begge sad på skuldrene og kunne se det hele med salens bedste udsyn. Helt fantastisk.

Da de blev trætte, satte vi os på en trappe, hvor de kunne få hvilet stængerne, og der kom nogle andre publikummer forbi og gav drengene lidt slik fra en Matador Mix-pose. Bare fordi børnene var der. Det varmer naturligvis både faderens hjerte at vide, at den slags hensyn tages og udvises. Så lever vi med de ølindsmurte sko og strømper, der kom med hjem. Det kan vaskes, og så er alt godt igen.

Sværere og sværere bliver det dog at vaske tavlen ren med den model, som Metallica arbejder efter. Med koncert 20 og 21 i horisonten i Herning og Hamburg næste forår ved man allerede på forhånd, at de seks hits er en del af repertoiret. En håndfuld fra den nye er fuldt fortjent med. Og så er der seks-syv numre tilbage, hvor man som fan hver aften krydser fingre for, at de virkelig har rystet posen og tager nogle perler med, der ikke har set dagens lys i mange år. Derfor var 'Breadfan' så kærkommen i Royal Arena. Ikke alene fordi de sjældnere og sjældnere spiller covernumre, men også for adspredelsens skyld. Og der skal der jo lyde en ros til netop vores Lars Ulrich, der styrer de lister og faktisk varierer fra aften til aften modsat andre store bands, der kører en helt stram formel og fast liste over en hel turné. Ret skal være ret.

Så hvor nemt er det lige for Metallica og Lars Ulrich? Det er umuligt. Heldigvis. For vi har hver vores perspektiv, og mens denne anmelder gerne så samtlige numre fra '...And Justice For All' fremført, så vil andre korse sig og frabede sig ethvert kendskab til den plade. Hvis Lars Ulrich læser med, vil jeg bare afslutningsvis sige, at når Metallica normalt spiller 18 sange, så kan de lige akkurat spille pladen to gange i sin fulde længde i Herning, når de kigger forbi Danmark den 27. marts 2018. Der har pladen 30-årsjubilæum. Siger det bare!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her