Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde Festival 2013: Det arbejdende folk

Populær
Updated
Roskilde Festival 2013: Det arbejdende folk

En masse mennesker arbejder bag Roskilde Festivals kulisser. Vi har stillet fem ca. enslydende spørgsmål til tre af dem. Her er, hvad Devilution fandt ud af:

Titel
Søren McGuire, Ida Bjørn Jensen, Mikkel Sander
Dato
23-06-2013
Forfatter

Søren McGuire - chefredaktøren

Hvad er din jobfunktion på Roskilde Festival?


– Jeg er først og fremmest chefredaktør for festivalavisen. Det betyder, at jeg har det overordnede ansvar for, at avisen bliver lavet og sendt i trykken – selvfølgelig sammen med de cirka 100 frivillige journalister, fotografer og anmeldere, der er med på redaktionen. Derudover har jeg andre funktioner, som jeg ikke vil kede jer med her.

Hvorfor tror du, at folk gider at læse om musik? Skal den ikke bare høres?

– Nogle af de bedste plader, jeg nogensinde har hørt, havde jeg nok aldrig opdaget, hvis jeg ikke havde læst om dem i musikmagasinerne eller på internettet. Der findes folk derude, der skriver om musik på en så blændende måde, at selv musikken kommer i anden række. Selvfølgelig er ”musikanmelderen” en truet race, da vi opdager ny og gammel musik på helt andre måder, men for mit vedkommende kan musikskribenten stadig give mig lyst til at høre en plade, en kunstner eller en sang. Men det er med musikjournalistik, som det er med den musik, de skriver om. Hvis de ikke har følelserne med, hvis de ikke tør give lidt af sig selv, bliver det bare opremsende ligegyldigheder.

Hvad er det bedste ved festivaler?

– Muligheden for at sætte hverdagen fuldstændigt på stand-by i en uges tid. Festivaler er et frirum, et sted, hvor det er helt okay at lugte af lort og kramme alle dem, du møder i køen til lokummet. Og selvfølgelig musikken – det der tag-selv-bord, hvor man bare æder løs. Jeg fuckin' elsker det, og det har jeg gjort siden første gang jeg stod herude tilbage i 90’erne.

Hvad er det værste ved festivaler?

– At vågne i et 87 grader varmt 2-personers iglotelt med tømmermænd klokken 6.40 om morgenen, fordi solen står direkte ind i fjæset på dig. Eller hvis hende, der ligger ved siden af, viser sig at være meget grimmere end hun var, da I mødte hinanden aftenen før. Det er sket nogle gange gennem årene...

Hvis du skulle give et godt råd til festivaldeltagerne – hvad skulle det så være?

– Husk gummi(støvler), spis ordentligt, brug solcreme, hør en masse musik, ring til din mor, pas på dig selv og dine venner og lad være med at bestille fisk.


Ida Bjørn Jensen - netværksarrangøren

Hvad er din jobfunktion på Roskilde Festival?


– Byggeleder og speed-meetingansvarlig for Northern Sounds.

Hvad får festivalen ud af at arrangere sådan noget som Speed metings?

– En lille start på en pro-afdeling af festivalen, som er kommet for andet end at feste.

Hvad er det bedste ved festivaler?

– En masse god musik, koncentreret på et lille område.

Hvad er det værste ved festivaler?

– Toiletterne.

Hvis du skulle give et godt råd til festivaldeltagerne - hvad skulle det så være?

– Se så meget musik som muligt – især det du ikke kender i forvejen.


Mikkel Sander - Madmanden

Hvad er din jobfunktion på Roskilde Festival?


– Jeg er projektleder for festivalens madstrategi. Det vil sige at jeg igangsætter udviklingsprojekter, der handler om mad. På tværs af madboder, madevents, medarbejderkantine og kunstnercatering. Og sammen med en masse fantastiske frivillige.

Hvorfor tror du at maden er så vigtig for folk?

– Det er den heller ikke for alle, men for flere og flere hvert år. For det første skal der jo fyldes noget brændstof på maskineriet, når man hopper, fester, headbanger, vandrer, fryser, og sveder. Maden er ofte den lille afslappende pause i en uge med tryk på. En pause man tager med gode venner og sammen med gode venner vil man gerne nyde god mad. Dertil giver rigtig mange af festivalens deltagere udtryk for at det er vigtigt at festivalen arbejder med bæredygtighed og miljø. I forhold til dette er mad et helt centralt område at udvikle ved f.eks. at tilbyde økologisk mad.

Hvad er det bedste ved festivaler?

– Samværet, åbenheden og lysten til at lege. Og så elsker jeg selvfølgelig at gå på opdagelse i madboder, med madkoncepter jeg ikke har set andre steder før.

Hvad er det værste ved festivaler?


– At pakke lejren ned, smide alt på ryggen og vælte ind i overfyldte transportmidler for at komme hjem.

Hvis du skulle give et godt råd til festivaldeltagerne - hvad skulle det så være?


– Spis noget festivalmad, I ikke har prøvet før. I 2013 åbner vi Roskilde Foodcourt i Gloria med 18 nye madbodskoncepter og minimum 60% økologi. Uden at være dyrere. Der bliver alt fra grød, stenalderkost, mormormad, vildt, nyfortolket smørrebrød og en madbod med produkter udelukkende fra Lolland. Gå derned og spis igennem.