Fjenden: Copenhell 2014, fredag

FREDAG: 13.06.14 - MÅNEN I STENBUKKEN - SYTTENDE MÅNEDAG - FULDMÅNE. En dag for streng askese og disciplin, enhver brug af stoffer, alkohol og medicin er stærkt frarådet, dette er dagen, hvor indsigt, sindsbevægelser og visioner er på sit højeste. 

Debriefing: Fjenden begiver sig i denne artikelserie ind på Copenhells territorium. Formålet med denne tredages mission er tydeligt: Ved selvsyn at besigtige festivalen og erfare, om Fjendens antagelser om folkelighed, pølse-nostalgi, musikalsk konservatisme, fadøls-drevet oprørsleg, masse-fordummelse og generel Grøn Koncert-syge egentlig har noget på sig, eller om der blot er tale om Fjendens private spøgelser, skabt i et usundt klima af lediggang, isolation og misantropi?

HQ - NORDVEST

Beregningerne er perfekte, ikke en eneste slåfejl, ikke en promilles fejlmargen. Små dråber af nutids-vrede varsler fremtidens storm.

De såkaldte branchefolk: medier, bookere, bloggere, musikere, producere og scene-kids tror, de har regnet Fjenden ud, og skyder derfor med de mest patetiske og åbenlyse påstande mod Fjenden. Patetiske, fordi deres refleksionsniveau er så uendeligt lavt, og åbenlyse, fordi projektionerne så ekstreme. Fjenden kan ikke rammes med trusler om eksklusion, for fjenden søger intet medlemskab.

Fjenden kan ikke trues med formaninger om troværdigheds-tab, fordi Fjenden ikke kan bruge branchens selvopfundne og fordærvede troværdighedsbegreb til noget. Fjenden bliver ikke ramt af forsøg på hverken latterliggørelse eller forbigåelse, fordi Fjenden kæmper åndens kamp, ikke egoets.

Branchen er ikke ude på et fremme den hårde, livsbekræftende musik, nej. Den er kun ude på at fremme branchefolkenes egen succes. Derfor er Fjenden kaldet til at afsløre branchen som en crowd-pleasende, rygklappende, nepotistisk, sexistisk, selvforherligende, egostyret hyggeklub, bestående af små bitte mænd, der puster sig op med tatoverede overarme og pikmålende barnementalitet, og som tror, at musikverdenen begrænser sig til turen mellem København og Århus med et enkelt stop i Hamborg. Branchen skal i knæ, topfolkene skal ud, støttekronerne og opmærksomheden skal gå til de folk og bands, der rent faktisk vil nogen vegne, kommer ud af landet, laver musik, der er kreativt fremadskuende, og laver events, der har fokus på musikken og ikke på gøgl, webzine-DJ's, fake konkurrencer og uddød dinosaur-rock.

Fjenden brugte hele dagen i dyb meditation til Dead Can Dances 'The Serpent's Egg' 12"-vinyl fra 1988.

FOB - REFSHALEØEN

Denne dag er det Fjendens taktik at proppe så meget Copenhell i halsen som overhovedet muligt og se, om det bliver dernede, eller om det bliver afstødt på befaling af det autonome nervesystem.

Fra over-hypede Behemoth, hvor en kraftig blæst har held med at puste den lille antydning af ondskab, der stadig findes i dette glatpolerede band, ud i Københavns Havn i stedet for ud over publikum, til Obituary, der leverer ordbogsdefinitionen af jævn dødsmetal, uden nævneværdige udsving på Fjendens metaldetektor. Stoner/doom/psykedelisk rock-kapitlet med Graveyard og Uncle Acid & the Deadbeats er et kærkomment afbræk fra den ensrettede logik i det øvrige program, og selv om det første band lyder som et museum, og det andet konsekvent lyder som forskellige variationer over Black Sabbaths 'Hole in the Sky', fungerer det alligevel på denne eftermiddag, hvor den lave sol blænder de røde øjne og udspilede pupiller.

Tiltaget med Wrestling i Biergarten tjener på en måde som en slags metafor for resten af festivalen: Falsk og opstillet dumhed, uden reel underholdningsværdi. Hvorfor man forbigår muligheden for at stille med en rigtig kampsportsbegivenhed, hvori to mandfolk udlever en civiliseret version af livets eneste sande ambition, er et mysterium, der nok kun kan forklares ved at påpege, at samme mennesker også har sagt god for både Arch Enemy og Within Temptation. Arrangørerne har vel også vurderet, at folk, der måtte være vidner til den dragende og komplekse skønhed, der kan opstå i et godt slagsmål, ikke bagefter ville kunne overvære festivalens øvrige banaliteter uden at blive lammet af en fundamental og eksistentiel tvivl.

”Hva’ så? Skal vi være stive Copenhell?”

Jo tak, det skal vi jo naturligvis, vær nu så venlig at spille noget, der kan løfte os op af middelmådigheden. Et uudsletteligt indtryk, Fjenden står tilbage med, er den kedelige tendens til, at metalscenen konstant skal italesætte det at drikke øl. Rusmidler er noget, man kun bør indtage rituelt og som planlagt del af en spirituel praksis (ligesom Fjenden nøje har udregnet sit stofindtag i forhold til den aktuelle månecyklus) og ikke som smertedæmper for at holde den kedelige musik ud, man alligevel kun hører for ikke at blive dømt ude af det pøllede fællesskab.

Konstant at blive mindet om at drikke er faktisk pisseulideligt og virker mere som et dække over, at musikerne er lige så rungende indholdsløse som deres musik. Denne skepsis har selvsagt ikke noget at gøre med at være trve cvlt, undergrunds-snobbet eller andre af de bekvemme automatsvar, Fjendens fjender som regel tyr til i deres patetiske forsvar af egen ringe smag, det handler alene om at tage tilværelsen lige præcis alvorligt nok til ikke at se gennem fingre med hvad som helst. Musik er et mystisk og gådefuldt sprog, der har en evne til at danne ord, ingen vidste fandtes. På Copenhell lyder det hele mest som ”skål”.

Metallens sjæl eller metallerens ego. Hvad er succeskriteriet egentlig?

Selv om Fjenden ikke er bleg for at kaste skylden for Copenhells røvsyge program direkte i hovedet på publikum selv, er decideret had til begejstrede, gruppekrammende koncertgængere nok alligevel lavt nok, selv for os.

Som konklusion på Fjendens Copenhell kan vi blot stadfæste – uden antydninger af bitterhed eller vrede, blot med en saglig kosmisk ro – at en festival, der slækker så gevaldigt på kravene til publikum, ikke er en festival for Fjenden.


Jo, det er da godt gået, set fra et lavpraktisk perspektiv, at det er lykkedes at stable en stor metalfestival på benene i Danmark. Og ja, den professionelle eksekvering af Live Nations rutineprægede tilgang til events gør, at festivalen har godt styr på tingene, som man ville forvente af en mainstream folkefest. Og ja, Copenhell kan være med til at sætte Danmark på det internationale metalkort, og dét er godt gået. Ligesom det var godt gået, dengang Lars Larsen åbnede den første Jysk Sengetøjslager, og de første LEGO-klodser gik i trykken. Copenhell er et dansk iværksætter-eventyr, der ikke handler om musikken, selv om det selvfølgelig er den misforståede kærlighed til pøllemetallen, der er påskuddet for at skumme pilsner-profit i tre dage på Refshaleøen og yderligere forlænge de implicerede bagmænds potens i den nationale musikbranche.

De sociale aspekter så som fælleskab, hygge, social in- og eksklusion, påtaget og kortvarig opløsning af selvet og en tilpas ukompliceret og befriende uprætentiøs stemning blandt folk på festivalen betyder, at det faktisk kan være en jævn til middel social oplevelse at tage på Copenhell. For Fjenden er et Copenhell uden alkohol og stoffer dog ikke noget, der rummer hverken udviklende eller nydelsesmæssige perspektiver.

Hvis det derimod er musik, du er ude efter, så vælg en mere dedikeret festival. Hvis det er hygge og hjernedød druk, du er ude efter, så tag til enten til provinsfestuge, Distortion eller på Roskilde i stedet.

At blive i Nordvest og dedikere sig til spirituel praksis vil dog, på alle planer, være en bedre investering.