Fjenden: Copenhell 2014, torsdag

TORSDAG: 12.06.14 - MÅNEN I SKYTTEN – SEKSTENDE MÅNEDAG. Sidste dag før fuldmåne. En tid for renhed og harmoni efter gårsdagens astrale kampe. En dag til at dyrke den indre komfort, ligevægt og selvsikkerhed i alle affærer.

Debriefing: Fjenden begiver sig i denne artikelserie ind på Copenhells territorium. Formålet med denne tredages mission er tydeligt: Ved selvsyn at besigtige festivalen og erfare, om Fjendens antagelser om folkelighed, pølse-nostalgi, musikalsk konservatisme, fadøls-drevet oprørsleg, masse-fordummelse og generel Grøn Koncert-syge egentlig har noget på sig, eller om der blot er tale om Fjendens private spøgelser, skabt i et usundt klima af lediggang, isolation og misantropi?

HQ - NORDVEST

Fjenden synker ind i sig selv, svøbt i en sort aura.

Beskyttet af morgenrøden bliver Fjenden skudt ud i universet for at blive opladt af den altopslugende, absolut destruktive kraft fra et sort hul lokaliseret 33 galakser fra vores solsystem. Tilbagevendt til sin fysiske form, sidder Fjenden ubevægelig foran sit spejl, og stirrer ind i den uendelighed, der er Fjendens Iris, og falder herefter i dyb, drømmeløs søvn.

Den første tanke, der rammer Fjenden efter endt søvn, er idiotien ved det misforståede lighedstegn mellem en fordummende festivalkulturs usympatiske drukfest og spirituel udrensning, en kobling, som mange komplet uvidende og underudviklede journalister gang på gang har forsøgt at gøre til sandhed. De to ting har intet med hinanden at gøre. Det eneste, de afdankede, identitetsløse festivalgæster får udrenset, er det sidste bitte gran af værdighed, der er tilbage i deres ølfede krop. Dørklokken ringer aggressivt, og to lokale punkere vælter ind, som de har for vane, snakkende løst og fast om livet i NV, og minder Fjenden om, at det er tid til at tage i øvelokalet for at øve en coverversion af Wolfpacks 'A Basic Urge to Kill' fra 'Lycanthrophy Punk'-albummet fra 1998, der skal være med på en forestående studieindspilning med et af Fjendens utallige kreative projekter.

Øvelokalegangen, som tilfældigvis er lokaliseret på Refshaleøen, svømmer i dumme kommentarer og militærshorts, fra folk der tager en pause fra Copenhell. Påfaldende nok hører Fjenden en del kritik af den netop overståede Sepultura-koncert, hvilket endnu en gang understreger, hvor medløbende og tanketomt det er at gå til en festival, hvor en flok udbrændte stand-ins for et for længst udkonkurreret band fra starten af 90'erne er blandt headlinerne. Selvfølgelig ville det være en lortekoncert, det kunne Fjenden sagtens havde fortalt dem på forhånd, men at kaste perler for svin er og bliver jo utilfredsstillende. De må selv, igen og igen og igen, begå de samme fejltagelser i deres latterlige jagt på den perfekte, jævne metalkoncert.

Med lettet hjerte bevæger Fjenden sig væk fra Refshaleøen med kurs mod Nordvest, den sidste bastion for ægte modstand. Der er næppe nogen grund til at beskrive, hvilke Sepultura-udgivelser, der var de nævneværdige, men nej, 'Roots' er IKKE en af dem. Dagen bliver afsluttet med hummus og D.R.I.'s 'The Dirty Rotten' fra 1983, for at understrege, at thrash i højere grad stammer fra punk end fra metal.

FOB - REFSHALEØEN

Belært af gårdsdagens positive forhåbning om, og totalt fejlslagne forsøg på, at se anstændig musik på Copenhell, og beriget med essentiel astrologisk indsigt, vælger Fjenden bevist at forbigå Sepultura-koncerten i dyb tavshed, da bandet jo ikke længere har nogen relevans. Fjenden ser denne dag kun én eneste koncert: Taake på Pandæmonium. Heldigvis for Fjenden og den begrænsede del af publikum, der er i stand til at skille skidt fra kanel, er Hoests helnorske sortmetal-outfit i besiddelse af så rigelige mængder sand musikalitet, at det godt kan opveje det til tider lidt forstokkede og unødvendigt gøglede udtryk, der selvfølgelig er en ufravigelig del af al sand black metal. Aftenens koncert var én lang fejring af det skandinaviske kulturfælleskab, det gode håndværk og den melodiøse ondskab - totalt forudsigeligt selvfølgelig.

Taake er på flere måder et band på grænsen af en lang række forskellige ting: Der skal ikke proppes mange flere rock’n’roll-elementer i lasten, før båden kæntrer fuldstændig, og man står med et uelegant og kvabset udtryk – ikke ulig det seneste årtis utålelige Satyricon-udgivelser. Taake overlever imidlertid denne farefulde sejllads uden ridser i skroget. Hvad det melodiøse angår, står bandet igen lige akkurat på den rigtige side. Black metal kan sagtens rumme andet end forplumret symaskine og ”necro” riffs, men før man får set sig om, lyder det pludselig som barnligt teatralske Within Temptation, blot med en anden type vokal. Når bands således går i Dimmu-fælden, inkluderer det en forkastelse af det gådefulde, obskure, militante, esoteriske og fandenivoldske, der er selve årsagen til, at black metal overhovedet er interessant.

Når et band er dedikeret på andre fronter end det rent musik-tekniske, griber det som regel ind i det æstetiske. Også i den henseende er Taake lige på kanten, bl.a. med en fædrelandskærlighed, der måske er lige varm nok til norsk morgenfjernsyn. Politiske ideologier er naturligvis blot krusninger i en vandpyt uden hverken astral eller spirituel relevans, men i Hoests tilfælde er bagagen med til at gøre udtrykket ”større” end blot hvid middelklasse-søgen efter noget farligt gennem tritonus og hekseskrig.

Koncerten blev anstændigt afviklet med gamle kendinge fra bl.a. 'Noregs Vaapen', '…Dødskvad', og 'Over Bjoergvin Graater Himmerik'. Publikum var med hele vejen, selvom denne type koncerter ikke hverken kan eller skal bedømmes ud fra sådan nogle ligegyldige og perifere kriterier. Dette er naturligvis en yderligere undtagelse i forhold til normen på Copenhell, hvor alle er kommet for ”at have det fedt”, og hvor det hele falder til jorden, hvis ikke publikum er fulde nok til at være nede med de utallige fårede opfordringer til at skåle og lave wall of death.

Fremtidsmusik

I denne forbindelse – altså bestræbelserne på at få meget forskelligtrettede metal-forståelser til at mødes – har arrangørerne af Copenhell i det hele taget en stor fremtidig udfordring med at finde fællesnævneren for de kommende festivaler; dét særlige stof, der skal binde den efterhånden meget fragmenterede metalscene sammen. Når Iron Maiden, Metallica, Judas Priest, Megadeth, Slayer, AC/DC, og hvad de ellers hedder alle sammen, om få år ikke længere kan holde gode miner til slet spil og derfor lukker forretningen, hvad skal man så booke, der kan udfylde den rolle, disse bands har haft på en festival som Copenhell – og samtlige andre stor-skala-festivaler for den sags skyld? Disse bands trækker en ”neutral film” henover festivalerne, der muliggør, at folk på kryds og tværs af metal-spektret har en undskyldning for at mødes om et fælles, men naturligvis dødsdømt projekt.

Festivalens syge fokus på at tiltrække såkaldte ikoner (relevante eller ej), der skal sikre, at festivalen fortsat kan tiltrække de tusindvis af gæster, der er Copenhells eneste claim to fame, siger alt om det medløberi, der desværre er blevet miljøets største kendetegn.

Når de gamle dinosaurer ikke længere kan kravle op på scenen, rummer det principielt en kærkommen mulighed for, at de fremtidige bookinger, der skal fortages blandt arvtagerne, i højere grad vil være bookinger af en bestemt subgenre af metal, hvorfor man kan ignorere den laveste fællesnævner, som "ikon-booking" jo er.

Denne mulige udvikling hilser Fjenden naturligvis velkommen, da den rummer løftet om den totale opsplitning af ”metalscenen”; pøllemetal for sig, symfonisk teatermetal for sig, og svedig metal med nosser, musikalitet og noget at tilbyde for sig. Når fælleskabs-metallen trækker sig, er der dermed en lokkende sandsynlighed for, at et arrangement som Copenhell må ophøre med at eksistere i sin nuværende form. Skulle det ske, sender Fjenden ingen blomster.

Denne strøtanke opstod umiddelbart efter Taakes koncert, under en sjælden indsigtsfuld samtale mellem Fjenden og et folkekært, men anonymt, medlem af Danmarks absolutte metal-adel, der selvfølgelig ønsker at forblive navnløs, da han ved, at enhver snak om association med Fjenden vil skade hans gode ry på parnasset. Et eksplosivt drømmesyn udi de kommende tider såede dog tvivl om rigtigheden af denne vision: Fjenden modtog herunder beskeden om, at den nye generation af bookere og arrangører, ligesom den nuværende, vil være styret af egoets evige trang til eksponering, og til hver en tid vil vælge bands, der trækker mange folk, frem for bands, der har hjertet på det rette sted og de musikalske prioriteter i orden. Fra de evige tåger føg den ene plakat efter den anden forbi Fjendens tredje øje, alle toppet af "amerikaner mædl" som Lamb of God, Killswitch Engage, Slipknot, System of a Down, DevilDriver og lignende rædsler.